Dato for udgivelse
30 okt 2024 13:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 aug 2024 13:14
SKM-nummer
SKM2024.539.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18B-5934/2023
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, tobaksafgift, stempelmærker
Resumé

T var tiltalt for forsætligt eller groft uagtsomt, som konstateret ved Skattestyrelsens kontrolbesøg den 5. april 2022 hos enkeltmandsvirksomheden, i virksomhedens salgslokale, at have solgt cigaretter, som var påført stempelmærker, der var gældende før ikrafttrædelsen af tobaksafgiftsforhøjelsen den 1. januar 2022, og som alene måtte sælges frem til og med den 31. marts 2022.

T forklarede, at på tidspunktet for kontrolbesøget havde de ikke solgt tobak og indkøbt dette i 10 måneder, ligesom de ikke havde solgte cigarer i flere år. Han havde ikke lyst til at sælge tobak, da der ikke var salg i det. Hans dengang nye ansatte sagde, at de havde 7 pakker med tobak og viste det til tilsynsmyndighederne. På det tidspunkt stod de i salgslokalet. Han så ikke, hvor den nye ansatte tog pakkerne fra. Han vidste, at hans ansatte havde sendt alt tobak retur. Det havde hans personale oplyst overfor ham og han stolede på dem. Personalet sagde, at de ikke havde sendt de sidste 7 pakker retur, da det ikke var muligt for dem at se, hvor de skulle sendes hen, da det ikke stod på listen.

Byretten fandt, at det var T’s ansvar som ejer af butikken at holde kontrol med, at der alene var lovlige varer til stede i butikken. T var vidende om, at der var cigaretter, der skulle sendes retur og havde sat sine nye medarbejder til dette. T tjekkede ikke op på, om cigaretterne også blev sendt retur. Det var ubestridt, at T ikke var vidende om, at cigaretterne aldrig blev sendt og stadig befandt sig i butikken. Uagtet dette fandt retten, at T havde handlet groft uagtsomt, ved ikke at tjekke op på cigaretterne og T fandtes herefter skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 15.000 kr.

Reference(r)

Tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning, afsnit A.C.3.5.4.5.5

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

cpr-nummer (red.fjernet.cpr)

Anklageskrift er modtaget den 17. oktober 2023. T, Y1-adresse, er tiltalt for

overtrædelse af tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, stk. 2, ved forsætligt eller groft uagtsomt, som konstateret ved Skattestyrelsens kontrolbesøg den 5. april 2022 hos enkeltmandsvirksomheden G1-virksomhed, v/T, cvr-nr.: ...11, Y2-adresse, i virksomhedens salgslokale, at have solgt cigaretter, som var påført stempelmærker, der var gældende før ikrafttrædelsen af tobaksafgiftsforhøjelsen den 1. januar 2022, og som alene måtte sælges frem til og med den 31. marts 2022.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

T har forklaret, at han driver en (red.fjernet.virksomhedstype), hvorfra han også sælger spiritus og kaffe og te. Han har ansatte i virksomheden.

Der var kontrolbesøg og de spurgte om der blev solgt tobak, hvilket han afviste. De havde ikke solgt tobak og indkøbt dette i 10 måneder på det tidspunkt, ligesom de ikke havde solgt cigarer i flere år. Han har ikke lyst til at sælge tobak, da der ikke er salg i det.  Hans dengang nye ansatte, LN, sagde, at de havde 7 pakker med tobak og viste det til tilsynsmyndighederme. På det tidspunkt stod de i salgslokalet. Han så ikke, hvor LN tog pakkerne fra.

Han vidste, at hans ansatte havde sendt alt tobak retur. Det havde hans personale oplyst overfor ham og han stolede på dem. Hvis han ikke kan stole på personalet, så kan han ikke have dem. Personalet sagde, at de ikke havde sendt de sidste 7 pakker retur, da det ikke var muligt for dem at se, hvor de skulle sendes hen, da det ikke stod på listen.

Foreholdt bilag 7-3, fotomappe, hvor de 7 pakker cigaretter ses. Han fortalte til tilsynet, som han har forklaret for retten. De sagde med det samme, at så måtte de oprette en sag. Han fastholdt, at der ikke blev handlet forsætligt eller groft uforsvarligt.

SM har som vidne forklaret, at hun er ansat ved skattestyrelsen. Hun tager blandt andet på kontrol i kiosker vedrørende afgifter. De var på kontrol i Y3-by, da der var nye regler om, at man ikke måtte havde tobaksvarer med salgskode 1-7 i butikkerne. De så, at der var 7 pakker cigaretter, som befandt sig under disken i en plastikbeholder. De mødte ejeren og en ansat. Stedet var en vinbutik.

Ejeren fortalte, at han ikke længere solgte tobak, og at det var tilbagesendt til producenten. Hun husker ikke, om det var ejer selv eller den ansatte, som tog de 7 pakker cigaretter frem. De havde primært kontakten med ejeren. Hun så nogle cigarer i butikken, som hun husker det. Foreholdt bilag 7-4. Her fremgår det, at det var tiltalte selv, der fremdrog pakkerne. Hvis det havde været en ansat, så ville det havde fremgået af hendes tekst.

LN har forklaret, at han startede i G1-virksomhed i 2021. Han har stået i lære i butikken og er netop færdiguddannet. Han er nu salgsassistent og står for indkøb af varer og står bag disken mm.

Han stod alene i butikken med sin kollega, NS, da der kom to personer ind, som spurgte efter cigaretter. Han lagde 7 kartoner frem og sagde, at de havde de her, som de ikke kunne sende retur, da der ikke var returkode på. De havde beholdt dem i butikken og nu lå de bare og ventede på, hvad der skulle ske. De havde haft meget travlt i den periode og derfor havde han ikke tænkt mere over cigaretterne.

Mens de stod i butikken, at T kom ind og han overtog herefter. T vidste, at de havde cigaretter, som skulle sendes retur, men ikke at de 7 pakker ikke var blevet sendt. Det var vidnet, der ikke fik sendt de 7 pakker og havde lagt dem i bunden af disken. T vidste ikke, at de lå der. De havde samtidig nogle cigarer, som også skulle sendes retur, og derfor lagde han dem der, så de kunne sendes samtidig.

Som ung og ny ansat, så var han ikke vidende om afgifters regler mm. Han vidste ikke, at han skulle sende noget retur, som ikke stod på listen. Han sendte de ting retur, som stod på listen og gik ud fra at de resterende varer var tilladte.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er tiltaltes ansvar som ejer af butikken at holde kontrol med, at der alene er lovlige varer til stede i butikken. Tiltalte var vidende om, at der var cigaretter, der skulle sendes retur og havde sat sine nye medarbejder til dette. Tiltalte tjekkede ikke op på, om cigaretterne også blev sendt retur. Det er ubestridt, at tiltalte ikke var vidende om, at cigaretterne aldrig blev sendt og stadig befandt sig i butikken.

Uagtet dette finder retten, at tiltalte har handlet groft uagtsomt, ved ikke at tjekke op på cigaretterne og tiltalte findes herefter skyldig som anført i anklageskriftet.

Straffen fastsættes til en bøde på 15.000 kr., jf. tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, stk. 2.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

T skal betale en bøde på 15.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.