Spørgsmål
- Kan det bekræftes, at når Spørger opkræver sine kunder salgsmoms af vederlag for drift og vedligeholdelse af ladestandere til at oplade kundernes elbiler for hver afgiftsperiode (måned), kan Spørger for hvert kvartal, der følger efter tre afgiftsperioder (måneder), foretage fradrag for købsmoms af udgifter inkl. elafgift af el, der er leveret til at oplade kundernes elbiler, og kan tilbagebetale til kunderne den godtgjorte elafgift inkl. købsmoms, også selv om købsmoms af den godtgjorte elafgift for hvert efterfølgende kvartal måtte overstige salgsmoms af kundernes vederlag for hver forudgående tre afgiftsperioder (måneder).
- Hvis Spørgsmål 1 besvares med "ja", kan det da bekræftes, at Spørger for foregående afgiftsperioder har ret til at få genoptaget fastsættelsen af købsmoms af det udmålte elforbrug til at oplade sine kunders elbiler og til at berigtige at tilbagebetale købsmoms af tidligere tilbagebetalt elafgiftsgodtgørelse ekskl. moms til sine kunder.
Svar
- Nej
- Afvises
Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørgers virksomhed og forretningsmodel er søgt tilrettelagt således, at den på én og samme gang har til formål at opnå et økonomisk overskud og at fremme den grønne omstilling fra fossil energi til vedvarende energi (herefter "VE") på samfundsniveau.
Spørger driver således erhvervsmæssig virksomhed med opladning af elbiler, der tilhører private husholdningsforbrugere (herefter "kunder"). Spørger tilbyder kunderne aftaler om installation samt for drift og vedligeholdelse af ladestandere (herefter "ladebokse"), idet Spørger enten udlejer ladeboksene til kunderne, eller kunderne selv ejer ladeboksene.
Kunderne betaler et vederlag inkl. moms for Spørgers leverancer i form af installation af ladebokse samt abonnement for drift og vedligeholdelse af ladebokse på kundernes private bopæls- eller sommerhusadresser til at oplade kundernes elbiler.
Spørger foretager drift og vedligeholdelse af de enkelte ladebokse for Spørgers regning og risiko, hvad enten Spørger udlejer ladeboksen til kunden, eller kunden ejer ladeboksen. Spørger bærer således risikoen for den enkelte ladeboks hændelige undergang ved f.eks. brand, hærværk eller tyveri.
Spørger kan dertil via de enkelte ladebokse måle det præcise forbrug af el i kilowatt-timer (herefter "kWh"), der anvendes til at oplade de enkelte elbiler. Spørger kan således for at få godtgjort elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte el via de enkelte ladebokse.
Spørger har ikke status af at være elleverandør for virksomhedens kundeportefølje. […]
Spørger forventer, at købsmomsen af den forbrugte el til at oplade Spørgers kunders elbiler alt andet lige vil overstige salgsmomsen af kundernes vederlag for Spørgers drift og vedligeholdelse af ladeboksene med en faktor ca. 4-til-1, efter et skøn ca. XX kr. i forhold til X kr., inden for den samme afgiftsperiode.
Spørger har herefter grundet individuel retlig usikkerhed om følgerne af stigende elafgiftssatser efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 2. pkt., i sammenhæng med momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, samt Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR foreløbigt afstået fra at hjemtage og videregive momsen af den godtgjorte elafgift på vegne af sine kunder.
Spørger iagttager samtidig, at andre aktører inden for branchen har status af elleverandør, der køber el fra elforsyningsvirksomheder til at oplade deres kunders elbiler, og […] at disse andre aktører ikke holder sig tilbage fra at videregive den godtgjorte elafgift inkl. moms til deres respektive kunder.
Spørgers iagttager dertil et løbende frafald af egne kunder fra og med 2. halvår 2023 og fortsat ind i 2024. Spørger finder herved, at elafgiftssatserne efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 2. pkt., indebærer i sammenhæng med momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, samt Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, at Spørgers konkurrenter har mere fordelagtige vilkår til at udøve deres respektive virksomheder end Spørger, og at Spørger er stillet betydeligt ringere i konkurrencen med disse andre aktører inden for den samme branche.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1:
Spørger påtænker at foretage følgende økonomiske transaktion, der kan opdeles således i sine enkelte led:
- Spørger opkræver for hver afgiftsperiode (måned) sine kunder vederlag inkl. moms for drift og vedligeholdelse af Spørgers ladebokse, som kunderne tilkobles til at oplade deres elbiler.
- Spørger ansøger for hvert kvartal, der følger efter tre afgiftsperioder (måneder), om at få godtgjort afgift af el, der er udmålt forbrugt til at oplade sine kunders elbiler udover 0,8 øre pr. kWh.
- Spørger foretager for hvert kvartal, der følger efter tre afgiftsperioder (måneder), fradrag for moms af momsgrundlaget for el, leveret til at oplade sine kunders elbiler inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh.
- Spørger tilbagebetaler for hvert kvartal, der følger efter tre afgiftsperioder (måneder), til sine kunder den godtgjorte afgift af el, der er udmålt forbrugt til at oplade elbiler udover 0,8 øre pr. kWh, med tillæg af momsen af momsgrundlaget for el til at oplade elbiler inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh.
Spørger forventer, at moms af den godtgjorte elafgift for hvert efterfølgende kvartal kommer til at overstige moms af kundernes vederlag for drift og vedligeholdelse af ladebokse for de tre forudgående afgiftsperioder (måneder) med en faktor 4-til-1, efter et skøn ca. XX kr. i forhold til X kr.
Spørger finder, at særordningen for elafgiftsgodtgørelse ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 har til formål, bevidst, legitimt og lovligt, at fremme den grønne omstilling fra fossil energi til VE i form af en såkaldt "skatteudgift" eller indirekte tilskud. En private forbruger med elbil skal således alene overvæltes at bære afgiften af elforbruget til at oplade bilen efter minimumssatsen 0,008 DKK pr. kWh ekskl. moms for ikke-erhvervsmæssigt elforbrug på baggrund af EU’s energibeskatningsdirektiv 2003/96/EF, Bilag 1, Tabel C.
Der er tale om kunder, der i egenskab af private forbrugere, herunder kunder som ikke er omfattet af momsloven. Kundernes betaling af elafgift på niveau med EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh gennemføres derfor via momsregistrerede virksomheder, herunder Spørger, der ved drift og vedligeholdelse af ladebokse for de respektive momsregistrerede virksomheders, herunder Spørgers, regning og risiko udmåler elforbruget til at oplade deres kunders elbiler, og som på vegne af deres kunder hjemtager og videregiver den godtgjorte elafgift udover 0,8 øre pr. kWh.
Spørger henviser herved til bemærkningerne i lovforslag nr. L 52 af 1. november 2012 til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012. Det fremgår af disse lovbemærkninger, at elafgiftslovens generelle krav, hvorefter en momsregistreret virksomhed skal have forbrugt el for at opnå elafgiftsgodtgørelse, anses for opfyldt, når virksomheden særskilt måler elforbruget til at oplade kundernes elbiler. Spørger henviser også til, at § 21, stk. 1, 3. pkt., i lov nr. 1353 af 21. december 2012 angiver, at elafgiften i øvrigt godtgøres i overensstemmelse med elafgiftslovens øvrige bestemmelser.
Spørger finder dernæst, at det må anses for de momsretlige konsekvenser af særordningen for elafgiftsgodtgørelse ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, at de samme kunder skal sikres alene at blive overvæltet at bære købsmomsen af momsgrundlaget efter momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, opgjort som elafgiften ifølge EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh gange det udmålte elforbrug til de private kundes opladning af elbiler i kWh.
Spørger gør endnu en gang opmærksom på, at lovbemærkningerne til § 21 i lov nr. 1335 af 21. december 2012 angiver, at momsregistrerede virksomheder anses for i eget virksomhedsregi at have forbrugt den faktiske udmålte el til at oplade deres kunders elbiler. Spørger finder, at disse lovbemærkninger også må fortolkes således, at de samme momsregistrerede virksomheder derved tillige må anses for at have anvendt den faktisk udmålte el til at oplade kundernes elbiler til et fuldt ud fradragsberettiget formål i betydningen af momslovens § 37, stk. 1.
Spørger ses således at have fuldt ud adgang til fradrag for moms af momsgrundlaget for el, der er leveret til opladning af sine kunders biler inkl. elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh, og til at videregive denne moms af den godtgjorte elafgift til sine kunder.
Spørger bemærker dertil, at Skatterådets bindende svar SKM2021.376.SR, spørgsmål 2, ses at bekræfte, at særordningen for elafgiftsgodtgørelse ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 giver en momsregistreret virksomhed adgang til at videregive den godtgjorte elafgift inkl. moms til private husstandsforbrugere som kunder under tilnærmelsesvis samme forhold, som Spørgers virksomhed og Spørgers virksomheds kunder er omfattet af.
Det beløb, som Spørger påtænker at videregive til sine kunder efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, fortolket under hensyn til momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, og § 37, stk. 1, vil således ultimativt være den godtgjorte elafgift inkl. moms.
Spørger er opmærksom på Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, der angiver bl.a.:
- Virksomhedens tilbagebetaling i én afgiftsperiode af godtgjort elafgift inkl. moms til en kunde kan ikke modregnes i den samme afgiftsperiodes moms af kundens vederlag for drift af ladeboks.
- Virksomheden kan ikke angive en negativ salgsmoms for den enkelte aftale for drift af ladeboks.
Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR angiver dog også, at hvis virksomheden bogfører moms af kundens vederlag for drift af ladeboks i én afgiftsperiode, kan virksomheden udstede og bogføre en kreditnota for et prisafslag i vederlaget for drift af ladeboks inkl. moms i en anden afgiftsperiode.
Spørger har pga. usikkerhed om rækkevidden af Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR foreløbigt afstået fra at hjemtage og videregive momsen af den godtgjorte elafgift på vegne af sine kunder.
Spørger finder imidlertid, at Spørgers påtænkte dispositioner ifølge den aktuelle anmodning om et bindende svar adskiller sig på ét eller flere punkter afgørende fra de dispositioner, der ved Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR blev afkræftet at kunne gennemføres: Modregning af elafgiftsgodtgørelse inkl. moms i samme periodes moms af vederlag for ladeboks (Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, spørgsmål 1) og angivelse af negativ salgsmoms for den enkelte aftale for drift af ladeboks (Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, spørgsmål 2).
Spørger påtænker således
- at opkræve salgsmoms af sine kunders vederlag for Spørgers drift og vedligeholdelse af ladebokse inden for én afgiftsperiode (måned), og
- for hvert efterfølgende kvartal, der følger efter tre afgiftsperioder (måneder), at foretage fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift samt
- for hvert samme efterfølgende kvartal at videregive den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder.
Når de enkelte led i Spørgers påtænkte, respektive dispositioner forskyder sig i tid, er det et udtryk for, at Spørger søger at indrette sig efter tilkendegivelsen i Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, spørgsmål 1, at hvis moms af kundens vederlag for drift af ladeboks bogføres i én afgiftsperiode, kan en kreditnota for et prisafslag i vederlaget for drift af ladeboks inkl. moms udstedes og bogføres i en anden afgiftsperiode.
Spørger finder herved også at kunne påvise, at Spørgers påtænkte dispositioner ved at foretage fradrag for moms af el til at oplade sine kunders elbiler og at videregive den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder, til forskel fra betragtningerne i Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, spørgsmål 2, ikke knytter sig direkte til Spørgers leverancer til sine kunder af drift og vedligeholdelse af ladebokse mod vederlag.
Spørger finder derimod, at Spørgers påtænkte fradrag for moms af el til at oplade sine kunders elbiler og påtænkte videregivelse af den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder har lighed med at udgøre modgående transaktioner til en elleverandørs levering af el til at oplade Spørgers kunders elbiler mod vederlag, så kunderne alene får overvæltet at bære den del af elafgiften af el til at oplade elbiler, og den del af momsen af elforbruget til at oplade elbiler inkl. elafgift, der er udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
Såfremt Skattestyrelsen alligevel henser til, at købsmoms overstiger salgsmoms, uanset Spørgers påtænkte dispositioner adskiller sig afgørende fra de dispositioner, der i Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR blev afkræftet at kunne gennemføres, skal Spørger for dette tilfælde gøre opmærksom på visse yderligere faktiske og retlige aspekter, som Spørger finder kan tages i betragtning og lægges vægt på ved bindende svar ifølge den aktuelle anmodning.
Disse aspekter kan sammenfattes således i overskriftsform:
- Videregivelse af elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til kunder som udtryk for pligt og ret eller pr. kulance.
- Den juridiske vejlednings udsagn om salg til negative priser vs. EU-principper for levering mod vederlag.
- En lige behandling af ladeboksvirksomheder, uanset om de også har status af elleverandør eller ej.
Videregivelse af elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til kunder som udtryk for pligt og ret eller pr. kulance
Spørger er opmærksom på Den juridiske vejledning, afsnit D.A.8.1.1.4 Periodisering: Betingede rabatter ML § 27, stk. 4, samt referat af drøftelse forud for Skatterådets bindende svar i SKM2022.449.SR, hvorefter en videregivelse af en elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til kunder på samme vis, som Spørger påtænker, antages ikke at være lovreguleret, men vil ske frivilligt/pr. kulance, idet det er kunderne, der afholder udgifterne til el til at oplade elbiler ved køb af el fra elleverandører.
Spørger finder derimod, at Spørgers fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, for købsmoms af momsgrundlaget for det udmålte elforbrug til opladning af elbiler inkl. elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh, og at Spørgers videregivelse af den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder følger af forpligtelser og rettigheder. Spørger finder dertil, at disse forpligtelser og rettigheder er afledt af de EU-retlige momsprincipper inden for undgåelse af dobbelt påligning af moms, overvæltning og ugrundet berigelse.
Disse principper må i sig selv anses for afledt af artikel 1, stk. 2, i EU’s momssystemdirektiv 2006/112/EF (herefter "momsdirektivet"), der angår neutraliteten mellem pligten til at betale salgsmoms i forhold til retten til fradrag for købsmoms i alle transaktionsled for leverancer af varer og ydelser mellem virksomheder, og således at momsen ultimativt bæres af forbrugerne (herefter "neutralitetsprincippet").
Spørger peger herved på de alternative scenarier eller "ikke-tests", der fører til resultater, som hver især ikke ses at være i overensstemmelse med EU-Domstolspraksis for fortolkning af momsdirektivet i sammenhæng med neutralitetsprincippet og de momsretlige principper for undgåelse af dobbelt påligning af moms, overvæltning og ugrundet berigelse:
Det må anses for dobbelt påligning af moms, jf. principperne fremhævet ved Domstolens dom af 20. juni 2013 i sag C-219/12, Finanzamt Freistadt Rohrbach Urfahr, præmis 36,
- hvis en elleverandør opkræver moms ved levering af el til at oplade Spørgers kunders elbiler
- uden modgående fradrag hos Spørger for moms af momsgrundlaget for el inkl. elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh, og
- hvis Spørgers kunder overvæltes at bære momsen af den leverede el uden at få nedsat momsgrundlaget med den godtgjorte elafgift.
Det kan anses for at udgøre en ugrundet berigelse af Spørger, jf. principperne fremhævet ved Domstolens kendelse af 7. februar 2022 i sag C-460/21, Vapo Atlantic, præmis 39, 41 og 42,
- hvis Spørger foretager fradrag for moms af momsgrundlaget for el inkl. elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh
- uden at videregive et beløb svarende til denne moms til Spørgers kunder,
- hvorved Spørgers kunder overvæltes at bære momsen af den leverede el uden at få nedsat momsgrundlaget med den godtgjorte elafgift.
I det omfang Spørger efterlever de sædvanlige administrative processer ved egen momsangivelse og ved særordningen for elafgiftsafgiftsgodtgørelse ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, vil dette fuldt ud forsvarligt opfylde de faglige hensyn til, at Spørgers private kunder som slutforbrugere, uden fradrag for indgående moms og elafgift, kun overvæltes at bære momsen og elafgifter af det udmålte elforbrug til opladning af elbiler udover elafgiften ifølge EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
Disse administrative processer vil således grundlæggende bestå i:
- En elleverandør opkræver korrekt moms af el til at oplade Spørgers kunders elbiler.
- Spørger udmåler via ladebokse elforbruget til at oplade sine kunders elbiler.
- Spørger angiver på egen momsangivelse købsmoms af momsgrundlaget for det udmålte elforbrug inkl. elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh og ansøger om at få godtgjort elafgiften udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
- Spørger tilbagebetaler til sine kunder beløb, der dækker over godtgjort elafgift af elforbrug til at oplade elbiler udover 0,8 øre pr. kWh, inkl. moms af elforbruget inkl. elafgift udover 0,8 øre pr. kWh.
Spørger henviser herved også til de retningslinjer for berigtigelse af fakturaer, der må anses for at følge af:
- Domstolens dom af 18. juni 2009 i sag C-566/07, Stateco, og navnlig denne doms præmis 51.
- den underliggende sag om berigtigelse af forenklede fakturaer i form af kasseboner, der var genstand for Domstolens dom af 21. marts 2024 i sag C-606/22, Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Bydgoszczy, og som bl.a. gav anledning denne doms præmis 26, 27, 28 og 31, og
- den underliggende sag om berigtigelse af (faktureret) salg til slutforbrugere uden adgang til fradrag for moms, der var genstand for Domstolens dom af 8. december 2022 i sag C-378/21, Finanzamt Österreich, og som bl.a. gav anledning til denne doms præmis 25.
Spørger finder således sammenfattende, at der ved bindende svar ifølge den aktuelle anmodning gerne kan lægges vægt på aspektet, at Spørger har pligt og ret til at videregive elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til sine kunder ifølge de EU-retlige principper for at undgå dobbelt påligning af moms, overvæltning og ugrundet berigelse, frem for at videregivelsen sker frivilligt eller pr. kulance. Såfremt der ikke lægges vægt herpå, vil resultatet efter Spørgers opfattelse umiddelbart være modstridende med gældende EU-retlige principper indenfor momsretten og ydermere modgå lovgivers hensigt med særordningen for elafgiftsgodtgørelse ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012.
Den juridiske vejlednings udsagn om salg til negative priser vs. EU-principper for levering mod vederlag
Skattestyrelsen angiver ved begrundelse for indstilling i Skatterådets bindende svar SKM2022.449.SR, spørgsmål 2, "at det er Skattestyrelsens opfattelse, at det momsmæssigt ikke er muligt at sælge til negative priser". Skattestyrelsen henviser herved til et udsagn herom i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.13.2.2.9 Gas og elektricitet (dansk leverandør) ML § 46, stk. 1, nr. 11, og stk. 3.
Spørger skal dertil gøre opmærksom på, at Skattestyrelsen, og tillige Skatterådet, herved fortolker lovbestemmelser i form af § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 og momslovens § 27 ved at henvise til et udsagn i Den juridiske vejledning og tillægger dette udsagn betydning som en almen og overordnet norm, løsrevet fra den specifikke sammenhæng i Den juridiske vejledning om omvendt betalingspligt for moms ved indenlandsk videresalg af el og gas efter momslovens § 46, stk. 1, nr. 11, som udsagnet indgår i.
Spørger bemærker dernæst, at udsagnet om "det momsmæssigt ikke er muligt at sælge til negative priser" følger efter et tidligere udsagn i Den juridiske vejledning, i det samme afsnit D.A.13.2.2.9, hvorefter det er Skattestyrelsens opfattelse, at elafgift normalt ikke indgår i vederlaget ved omvendt betalingspligt for moms ved indenlandsk videresalg af el. Udsagnene i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.13.2.2.9, om salg til negative priser, og at elafgift normalt ikke indgår i vederlaget, har således sammenhæng med og tjener til vejledning om omvendt betalingspligt for moms ved indenlandsk videresalg af el efter momslovens § 46, stk. 1, nr. 11.
Spørger finder herefter, at de ovennævnte udsagn ikke har relevans for Spørgers påtænkte dispositioner, der angår for fradrag efter momslovens § 37, stk. 1, af købsmoms af godtgjort elafgift af el til at oplade elbiler efter særordningen ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2021, således at Spørger kan videregive elafgiftsgodtgørelsen inkl. moms til sine kunder.
EU-Domstolen har dertil angivet ved praksis for at fortolke momsdirektivet, at der selv ved levering af varer eller ydelser mod vederlag, der er højere eller lavere end kostprisen eller markedsprisen for de leverede varer eller ydelser, stadigvæk vil være tale om levering mod vederlag, jf. i øvrigt den danske momslovs § 4, stk. 1, og at der som udgangspunkt alene kan ske korrektion af momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter. Der kan herved henvises til Domstolens dom af 9. juni 2011 i sag C-285/10, Campsa Estaciones de Servicio, præmis 25, 27 og 28.
Spørger finder i den sammenhæng, at Spørgers påtænkte fradrag for moms af el til at oplade sine kunders elbiler og påtænkte videregivelse af den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder har lighed med at udgøre modgående transaktioner til en elleverandørs levering af el til at oplade Spørgers kunders elbiler mod vederlag, så kunderne alene får overvæltet at bære den del af elafgiften af el til at oplade elbiler, og den del af momsen af elforbruget til at oplade elbiler inkl. elafgift, der er udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
Spørger finder således sammenfattende, at der ved bindende svar ifølge den aktuelle anmodning gerne kan lægges vægt på aspektet, at levering af varer eller ydelser mod vederlag, der er lavere end kostprisen eller markedsprisen for de leverede varer eller ydelser, fortsat skal anses for levering mod vederlag ifølge EU-Domstolens faste praksis på momsområdet. Frem for at lægge vægt på udsagnet i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.13.2.2.9, om salg til negative priser, der har sammenhæng med omvendt betalingspligt for moms ved indenlandsk videresalg af el, og ikke har relevant sammenhæng med Spørgers påtænkte dispositioner.
En lige behandling af ladeboksvirksomheder, uanset om de også har status af elleverandør eller ej
Spørger iagttager, at andre aktører inden for branchen har status af elleverandører, der køber el fra elforsyningsvirksomheder til at oplade deres kunders elbiler, og at disse andre aktører ikke holder sig tilbage fra at videregive elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til deres respektive kunder. Spørger finder herved, at Spørgers konkurrenter har mere fordelagtige vilkår til at udøve deres respektive virksomheder end Spørger, og at Spørger er stillet ringere i konkurrencen med disse andre aktører inden for den samme branche.
Spørger bemærker dertil, at særordningen for elafgiftsgodtgørelsen ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 er båret af et princip for lighed og ikke-forskelsbehandling, idet bemærkningerne i lovforslag nr. L 52 af 1. november 2012 til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 udtrykkeligt angiver, "husholdningen, der er kunde hos en elbilvirksomhed, ikke [er] bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer".
Spørger peger også på, at EU-domstolspraksis har tillagt de EU-retlige principper for lighed og ikke-forskelsbehandling selvstændig betydning ved fortolkning af neutralitetsprincippet ifølge momsdirektivets artikel 1, stk. 2, jf. Domstolens dom af 10. april 2008 i sag C-309/06, Mark & Spencer, præmis 49, 50, 51 og 54.
Spørger finder herefter, at Spørger og Spørgers kunder i tilfældet, hvor Spørger ikke har status af at være elleverandør i forhold til Spørgers kundeportefølje, ikke lovligt kan stilles væsentligt forskelligt end regulære elleverandører og deres kunder ved Spørgers adgang til fradrag for moms af den godtgjorte elafgift og adgang til at videregive den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder.
Spørger bemærker dertil, at der som led i en forretning med drift og vedligeholdelse af ladebokse til at oplade private husholdningsforbrugers elbiler grundlæggende gennemføres disse to modgående transaktioner for levering mod vederlag, underliggende civilretligt og derved også i afgifts- og momsretlig forstand:
- En ladeboksvirksomhed leverer drift og vedligeholdelse af ladebokse mod vederlag.
- En elleverandør leverer el til at oplade ladeboksvirksomhedens kunders elbiler mod vederlag.
Spørger finder i den sammenhæng, at Spørgers påtænkte fradrag for moms af el til at oplade sine kunders elbiler og påtænkte videregivelse af den godtgjorte elafgift inkl. moms til sine kunder har lighed med at udgøre modgående transaktioner til en elleverandørs levering af el til at oplade Spørgers kunders elbiler mod vederlag, så kunderne alene får overvæltet at bære den del af elafgiften af el til at oplade elbiler, og den del af momsen af elforbruget til at oplade elbiler inkl. elafgift, der er udover EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
Spørger finder således sammenfattende, at det ved bindende svar ifølge den aktuelle anmodning skal tillægges vægt, at Spørger, der ikke har status af at være elleverandør, skal have lige adgang til at foretage fradrag for moms og adgang til at videregive elafgiftsgodtgørelse inkl. moms til sine kunder i forhold til en elleverandørs tilsvarende dispositioner.
Det er Spørgers opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares med "Ja".
Bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling til spørgsmål 1:
Spørger bemærker, at Skattestyrelsen ved at besvare Spørgers spørgsmål med et "Nej" giver elleverandørerne en urimelig og utilsigtet konkurrencemæssig fordel.
Spørger bemærker således, at Skattestyrelsens indstilling til besvarelse har som konsekvens, at virksomheder inden for branchen med drift og vedligeholdelse af ladebokse (herefter "ladeoperatører") påtvinges at få status af elleverandør.
- for at kunne få fradrag for moms af momsgrundlaget for el, der er leveret til at oplade ladeboksoperatørens kunders elbiler, inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh, og
- for at tilbagebetale til sine kunder momsen af momsgrundlaget for el, der er leveret til at oplade ladeboksoperatørens kunders elbiler, inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh.
Den herved påtvungne status som elleverandør for at kunne tilbagebetale moms af elafgiften, som kunderne allerede har betalt, ekskluderer ladeboksoperatører som Spørger fra at konkurrere på lige vilkår. De omfattende økonomiske og administrative omkostninger, der er forbundet med at opnå status som elleverandør, er kun opnåelige for en del af markedets aktører. Dette fører til en markedsstruktur, hvor kapitaltunge virksomheder styrker deres dominans, mens mindre aktørers marginaliseres, hvilket modarbejder princippet om fri konkurrence.
Spørger henviser herved også til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport fra december 2023 om "Konkurrence på markedets for opladning af elbiler".
Spørger henstiller således til, at Skattestyrelsen, såfremt denne fastholder indstillingen om at spørgsmål nr. 1 besvares benægtende, vejledende udtaler sig om Spørgers muligheder for at agere lovmæssigt korrekt, uden at stå i en situation, hvor man grundet fortolkningen af regler og principper eliminerer Spørgers muligheder for at drive forretning på lige vilkår. Herunder henser til en sikring af det oprindelige formål med særordningen for tilbagebetaling af elafgift til elbilsejere ifølge § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 samt for at fremme en fri konkurrence mellem ladeboksoperatører.
Spørger bemærker, at konsekvensen af Skattestyrelsens indstilling er, at en privat bilejer, der engagerer en ladeboksoperatør, der i lighed med Spørger ikke har status af elleverandør, skal bære og betale moms af momsgrundlaget for el, der er leveret til at oplade sin elbil, inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh, mens en privat elbilejer, der engagerer en ladeboksoperatør, der modsat Spørger har status af elleverandør, kan få tilbagebetalt moms af momsgrundlaget for el, der er leveret til at oplade sin elbil, inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh.
Endvidere bemærkes det, at Skattestyrelsen ved udtalelsen, der ligger til grund for indstillingen, ikke forholder sig til Spørgers bemærkninger under overskriften "Den juridiske vejlednings udsagn om salg til negative priser vs. EU-principper for levering mod vederlag".
Vi skal således venligst anmode Skattestyrelsen om at forholde sig til hvorvidt Skattestyrelsen er af den opfattelse, at der ved levering af varer og ydelser mod vederlag, der er højere eller lavere end kostprisen eller markedsprisen for de leverede varer eller ydelser, fortsat vil være tale om levering mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Endvidere, at det ikke er selve det talmæssige aspekt af den påtænkte disposition, at Spørger for hver afgiftsperiode påtænker at indgive en momsangivelse med et forudsigeligt negativt tilsvar, der svarer til forskellen mellem på den ene side salgsmoms af Spørgers kunders vederlag for drift og vedligeholdelse af ladebokse og på den anden side fradrag for købsmoms af momsgrundlaget for el, der er leveret til at oplade Spørgers kunders elbiler, inkl. elafgiften udover 0,8 øre pr. kWh, der er baggrund for Skattestyrelsens indstilling til besvarelse af spørgsmål 1 med et "Nej".
Afslutningsvist og i forlængelse indstiller Spørger derved, til at spørgsmål 1 besvares bekræftende, så den oprindelige tanke om refusion til elbilejere og frie konkurrence bevares.
Spørgsmål 2:
Spørger har med spørgsmål 1 som led i den aktuelle anmodning om bindende svar klart fokus på påtænkte dispositioner.
Spørger vil dog for god ordens skyld gerne have sikkerhed for, at i det omfang spørgsmål 1 om Spørgers påtænkte dispositioner, fradrag for købsmoms af el til at oplade sine kunders elbiler og tilbagebetaling af elafgiftsgodtgørelse inkl. købsmoms til Spørgers kunder, kan besvares med et "ja", har Spørger for foregående afgiftsperioder ret til at få genoptaget fastsættelsen af købsmoms af det udmålte elforbrug til at oplade sine kunders elbiler og til at berigtige at tilbagebetale købsmoms af tidligere tilbagebetalinger af elafgiftsgodtgørelse ekskl. moms til sine kunder.
Spørger henviser som materielt grundlag for at genoptage fastsættelsen af købsmoms for foregående afgiftsperioder, at det materielt retvisende resultat ifølge momslovens § 37, stk. 1, samt § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, lovligt og legitimt sikres derved,
- at Spørger foretager fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift af el til at oplade Spørgers kunders elbiler, og at Spørger tilbagebetaler elafgiftsgodtgørelsen inkl. købsmoms til sine kunder,
- så Spørger ikke unødigt beriges, og Spørgers kunder kun overvæltes at bære købsmoms og elafgift af elforbruget til at oplade deres elbiler udover elafgiften ifølge EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh.
Spørger henviser dernæst, når det gælder de processuelle bestemmelser for genoptagelse inden for de ordinære og ekstraordinære frister, til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 2.-3. pkt., og stk. 2, 1. pkt., samt til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 2.
Det er Spørgers opfattelse, at Spørgsmål 2 skal besvares med "Ja".
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at når Spørger opkræver momspligtigt vederlag af privatkunder for drift og vedligeholdelse af ladestandere til opladning af kundernes elbiler, så har Spørger ret til fradrag for moms af elafgift vedrørende el, som er anvendt til opladning af deres kunders elbiler, og at Spørger kan tilbagebetale kunderne den godtgjorte elafgift inkl. moms, selvom momsen overstiger den moms, som Spørger opkræver kunderne for aftalen om drift og vedligeholdelse.
Begrundelse
Spørger er en virksomhed, som tilbyder installation samt månedlig aftale om drift og vedligeholdelses af ladestandere til elbiler, hvor kunden enten lejer ladestanderen ved Spørger eller kunden selv ejer ladestanderen. Spørgers kunder er private forbrugere.
Spørger forestår drift og vedligeholdelse af ladestanderen for Spørgers regning og risiko. Spørger har adgang til den enkelte ladestander og kan via denne måle kundens præcise forbrug af el til opladning af kundens elbiler.
Som en del af Spørgers drift og vedligeholdelsesaftale med kunden, indgås en aftale om, at Spørger forestår refusion af kundens elafgift i henhold til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012.
Spørger opkræver moms af det månedlige vederlag for aftale med kunden om drift og vedligeholdelse af ladestanderen, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Spørger ønsker bekræftet, at når de indgår aftale med privatkunder om at stå for drift og vedligeholdelse af ladestandere til opladning af kundernes elbiler, herunder forestå godtgørelsen af kundernes betalte elafgift, så har de ret til fradrag for købsmoms af elafgift af kundens forbrugte el, der overstiger EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh. Spørger påtænker at viderebetale den godtgjorte elafgift inkl. moms til kunderne.
Retten til fradrag for moms efter momslovens § 37, stk. 1, forudsætter, at man er en momspligtig person, der optræder i denne egenskab. Derudover er det en betingelse, at indkøbte varer og ydelser udelukkende anvendes til brug for denne momspligtige leverancer, samt at de indkøbte varer og ydelser er leveret af en momspligtig person.
Momsfradragsretten omfatter hele den moms, der er betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled, således at den momspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt. Momsfradragsretten er således knyttet til den faktiske levering af en vare eller en ydelse, og der opstår ingen fradragsret, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted.
Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler den momspligtige. Den momspligtige skal således fremlægge objektive beviser for, at de påståede varer og ydelser faktisk er blevet leveret, jf. SKM2021.456.LSR.
Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger ikke kan fratrække købsmoms svarende til momsen af den elafgift vedrørende privatkundernes elforbrug til at oplade elbil, der ligger udover EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke er opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Skattestyrelsen har henset til, at købsmomsen af elafgiften, som Spørger ønsker at fratrække, ikke er moms på en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, hvor Spørger har optrådt i egenskab af momspligtig person ved indkøbet, hvilket er en betingelse for momsfradragsretten. Der er derimod tale om en udgift, der er indkøbt og afholdt af privatkunden. Der er også henset til, at den godtgjorte elafgift ikke udgør en udgift, der direkte kan henføres til eller som indgår blandt omkostningselementerne i prisen for Spørgers leverancer til kunderne, se EU-Domstolens dom i sag C-437/06, Securenta, præmis 27.
Spørgers henvisning til at Spørgers ret til fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift, som videregives til kunden, udgør en modgående transaktion til elleverandørens levering af el til kunden mod vederlag, kan ikke føre til et andet resultat, da betingelserne for momsfradragsretten ikke er opfyldt.
Skattestyrelsen er ikke enig i, at bemærkningerne i lovforslag nr. L 52 af 1. november 2012 til vedtaget lov nr. 1353 af 21. december 2012, kan fortolkes således, at momsregistrerede virksomheder anses for momsmæssigt at have anvendt den faktiske udmålte el til at oplade kundernes elbiler, med den konsekvens at virksomheden opnår momsfradragsret efter momslovens § 37, stk. 1.
Skattestyrelsen bemærker, at ovenstående lovbemærkninger alene henviser til, at virksomheder, der særskilt måler elforbruget til at oplade kundernes elbiler, kan anses for at opfylde kravene til at opnå godtgørelse af elafgift i henhold til særordningen. Det har efter Skattestyrelsens opfattelse ikke betydning for den momsmæssige behandling af, om Spørger opfylder betingelserne for momsfradragsretten.
Endvidere bemærker Skattestyrelsen, at elleverandører og virksomheder, som leverer drift og vedligeholdelse til kunder mod vederlag, har samme adgang til at tilbagebetale godtgjort elafgift inkl. moms til kunderne, idet der for begges vedkommende momsmæssigt er tale om et prisafslag, der er knyttet til en leverance leveret til kunden omfattet af momslovens § 27, stk. 4, jf. SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR. Der er således ikke tale om en forskelsbehandling, som anført af Spørger.
I forhold til Spørgers henvisning til og argumentation om de momsretlige principper for undgåelse af dobbelt påligning af moms og ugrundet berigelse, henviser Skattestyrelsen til det ovenfor anførte om, at eftersom Spørger ikke har afholdt den faktiske udgift til elafgift inkl. moms, idet den er afholdt af privatkunden, så er der ikke tale om, at Spørgers leverancer til deres kunder bliver pålagt dobbelt påligning af moms, som følge af Spørger ikke har ret til fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift. Det forhold at Spørger er indstillet på at videregive momsen til kunderne, ændrer ikke på, at betingelserne for fradragsretten ikke er opfyldt.
I øvrigt kan de momsretlige principper ikke skabe en fradragsret i situationer, hvor momslovens og momssystemdirektivets ordlyd og retspraksis ikke tillader fradrag. Dette understøttes af, at EU-Domstolen har udtalt, at princippet om afgiftsneutralitet ikke tillader, at anvendelsesområdet for en fritagelse udvides uden en klar bestemmelse herom. Princippet om afgiftsneutralitet er således ikke en primærretlig regel, som kan afgøre en fritagelses gyldighed, men et fortolkningsprincip, som skal anvendes parallelt med det princip, at fritagelser skal fortolkes strengt, jf. EU-Domstolens dom i sag C-44/11, Deutsche Bank AG.
I forhold til det af Spørger anførte i høringssvaret, bemærker Skattestyrelsen, at det i forhold til kvalificeringen af levering mod vederlag jf. momslovens § 4, stk. 1, udelukkende forudsættes, at der består en direkte sammenhæng mellem leveringen af goder eller leveringen af tjenesteydelser og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. Den omstændighed at vederlaget er fastsat højere eller lavere end kostprisen eller markedsprisen er uden betydning for kvalificeringen, jf. EU-Domstolens dom i sag C-285/10, Campsa Estaciones de Servicio SA, præmis 25. Dette ændrer imidlertid ikke på det forhold, at Spørger ikke opfylder betingelserne for fradrag af den godtgjorte elafgift udbetalt til Spørgers kunder.
Yderligere bemærker Skattestyrelsen, at Skatterådet i SKM2022.449.SR har fastslået, at udbetalt godtgjort elafgift til kunder anses for et prisafslag efter momslovens § 27, stk. 4. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at den momsmæssige regulering efter momslovens § 27, stk. 4, medfører, at momsen af et prisafslag ikke kan overstige momsen af den leverance som prisafslaget knytter sig til, dvs. at der ikke kan opstå en negativ salgsmoms. Det af Spørger anførte om konkurrencevilkår ændrer ikke herpå.
På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens vurdering, at Spørger ikke har ret til fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med Nej.
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at hvis Spørgsmål 1 besvares Ja, om Spørger kan få genoptaget foregående afgiftsperioder vedrørende fastsættelse af købsmoms af det anvendte elforbrug til opladning af kundernes elbiler og til at berigtige tidligere tilbagebetalt elafgiftsgodtgørelse ekskl. moms til deres kunder.
Begrundelse
Indledningsvist bemærkes det, som også fremgår af begrundelsen til spørgsmål 1, at Spørger efter Skattestyrelsens opfattelse ikke har ret til fradrag for købsmoms af den godtgjorte elafgift, som er anvendt til opladning af kundernes elbiler.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21 og bemærkningerne til lovforslaget herom, at der kun kan gives bindende svar om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at på moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige vare samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmål om hvorvidt Spørger vedrørende foregående afgiftsperioder har ret til at få genoptaget fastsættelsen af købsmoms, ikke kan karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition.
Spørgsmålet er således ikke omfattet af ordningen med bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21.
Skattestyrelsen indstiller derfor, at det afvises at besvare spørgsmålet.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med Afvises.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Momslovens § 3, stk. 1.
Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
Momslovens § 4, stk. 1.
Der betales afgift at varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.
Momslovens § 27, stk. 1 - 4.
Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb.
Stk. 2. I afgiftsgrundlaget medregnes:
1) Told og afgifter, der i henhold til andre love er opkrævet af tidligere omsætningsled, eller som betales i forbindelse med indførsel fra steder uden for EU eller ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, eller som det påhviler virksomheden at betale i forbindelse med den pågældende levering.
2) Biomkostninger som udgifter til provision, emballage, forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren forlanger afholdt af aftageren.
3) Tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser.
4) Agentprovision og lign. samt auktionssalær.
5) Kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lign.
Stk. 3. I afgiftsgrundlaget medregnes ikke:
1) Prisnedsættelser i form af kasserabat for forudbetaling.
2) Kasserabat eller andre rabatter, der opnås på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted.
3) Beløb, som en virksomhed modtager fra aftager som godtgørelse af omkostninger afholdt i aftagers navn og for dennes regning, og som i virksomheden registreres på en udlægskonto. Virksomheden skal kunne gøre rede for de enkelte beløb for disse udgifter og kan ikke fradrage afgiften heraf.
4) Renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen, på betingelse af, at det af købekontrakten eller af bilag vedrørende betalingerne fremgår, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger.
Stk. 4. I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv. Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften. Tilsvarende gælder for andre prisafslag.
Momslovens § 37, stk. 1.
Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgifts-tilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.
Forarbejder
Bemærkninger i lovforslag nr. L 52 af 1. november 2012 til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012.
"Til § 21
...
Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.
Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen.
Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget herunder sikre en intelligent opladning af batterier. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Der er miljømæssige fordele ved en intelligent opladning af batterier, idet elbilvirksomheden har mulighed for via ladestanderen at styre, hvornår elforbruget til opladning af batterier foregår. Dermed kan det undgås, at opladningen af batterier sker på tidspunkter på døgnet, hvor elforbruget i forvejen er meget stort, og hvor elproduktionen derfor også er baseret på kul m.v.
Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Med præciseringen er husholdningen, der er kunde hos en elbilvirksomhed, ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer.
Tilbagebetalingen ydes i dette særlige tilfælde uanset bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 16, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.
..."
Praksis
C-437/06, Securenta
EU-Domstolen udtalte, at hvad angår udgifter afholdt i forbindelse med en udstedelse af særlige passive kapitalandele bemærkes, at for at indgående moms vedrørende en sådan transaktion kan give anledning til en fradragsret, skal de udgifter, der er afholdt i forbindelse med transaktionen, indgå blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag (jf. dom af 22.2.2001, sag C-408/98, Abbey National, Sml. I, s. 1361, præmis 28, af 27.9.2001, sag C-16/00, Cibo Participations, Sml. I, s. 6663, præmis 31, og af 8.2.2007, sag C-435/05, Investrand, Sml. I, s. 1315, præmis 23).
EF-domstolen udtalte, at indgående moms på udgifter afholdt af en afgiftspligtig person ikke kan give fradragsret i det omfang, den vedrører virksomhed, som henset til dens ikke-økonomiske karakter ikke falder inden for sjette direktivs anvendelsesområde. Domstolen udtalte derefter, at når en afgiftspligtig person samtidig udøver økonomisk, afgiftspligtig eller afgiftsfritaget, virksomhed og ikke-økonomisk virksomhed, som ikke er omfattet af sjette direktivs anvendelsesområde, kan der kun foretages fradrag af moms, der er blevet pålagt udgifter forbundet med udstedelsen af aktier og særlige passive kapitalandele, i det omfang disse udgifter kan henføres til den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed.
C-285/10, Campsa Estaciones de Servicio SA
EU-Domstolen udtalte, at kvalificeringen af en transaktion som en »transaktion mod vederlag« i sjette direktivs artikel 2’s forstand udelukkende forudsætter, at der består en direkte sammenhæng mellem leveringen af goder eller leveringen af tjenesteydelser og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. Den omstændighed, at en økonomisk transaktion foretages til en pris, som er højere eller lavere end kostprisen, og dermed højere eller lavere end markedsprisen, er således uden relevans for denne kvalificering (jf. i denne retning dom af 20.1.2005, sag C-412/03, Hotel Scandic Gåsabäck, Sml. I, s. 743, præmis 22). Det samme gør sig gældende for den forbindelse, der eventuelt måtte findes mellem transaktionens parter.
SKM2021.456.LSR
Landsskatteretten fastslog, at det følger af momssystemdirektivet og EU-Domstolens praksis, at den afgiftspligtige person er forpligtet til at fremlægge objektive beviser for, at varerne og tjenesteydelserne faktisk er blevet leveret til den pågældende af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led i forbindelse med den pågældendes egne afgiftspligtige transaktioner, og at den pågældende faktisk har betalt moms heraf.
Da virksomheden ikke havde fremlagt sådanne objektive beviser, var virksomheden ikke berettiget til et fradrag for købsmoms. Landsskatteretten bemærkede, at der ikke kan godkendes et skønsmæssigt fastsat fradrag for købsmoms ud fra en formodning om, at der er afholdt udgifter i virksomheden til generering af den angivne omsætning, og OPKL § 5, stk. 2, 1. pkt., er ikke et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for et udokumenteret momsfradrag. Fradragsretten er betinget af fremlæggelse af dokumentation for levering og betalt moms, og dette havde virksomheden ikke gjort.
SKM2021.376.SR
Spørger påtænker at drive virksomhed med udlejning og drift af ladestandere til elbiler. Aftalerne indgås med både privatpersoner og virksomheder, men ladestanderen er i nærværende anmodning altid placeret hos en privatperson.
Fælles for aftalerne er, at privatpersonen skal have godtgjort et beløb af Spørger, fordi privatpersonen i første omgang afholder udgiften til den elektricitet, der bruges til at oplade elbilerne.
Skatterådet kan bekræfte, at det beløb, der godtgøres privatpersoner, er inkl. moms, når aftalen om udleje og drift af ladestanderen er indgået med en privatperson, og det endvidere er aftalt, at den elafgift, som Spørger hjemtager og videregiver til privatpersonen, skal nedbringe privatpersonens betaling for Spørgers udlejning og drift af ladestander. I dette tilfælde kan Spørgers videregivelse af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af ML § 27, stk. 4.
SKM2022.449.SR
Spørger kan som operatør af ladestandere til el-biler få godtgjort elafgiften for elforbruget i ladestanderen. Da det er kunden, som har afholdt udgiften til elafgift i forbindelse med indkøb af elektricitet fra en elleverandør, vil Spørger tilbagebetale elafgiftsgodtgørelsen til kunden.
Hovedspørgsmålet er herefter, hvordan Spørger momsmæssigt skal behandle elafgiftsgodtgørelsen, når den tilbagebetales til kunden, og elafgiftsgodtgørelsen overstiger det vederlag, som Spørger har modtaget fra kunden.
Skatterådet kan ikke bekræfte, at der kan ske momsregulering, jf. ML § 27, stk. 4, for den del af prisafslaget, der overstiger vederlaget for leverancen.
SKM2024.369.SR
Spørger drev virksomhed med leasing af biler til henholdsvis erhvervskunder og privatkunder. I forbindelse med leasingkundernes tilbagelevering af leasingbilerne blev bilerne gennemgået for manglende vedligeholdelse, skader og mangler. Ved konstaterede skader og mangler og manglende vedligeholdelse opkrævede Spørger et vederlag ved leasingtager. Spørgsmålene var, om Spørgers opkrævninger ved leasingtager skulle anses for erstatning eller momspligtige vederlag, og om Spørger havde momsfradragsret svarende til moms af opkrævningen til leasingtager, selvom Spørger ikke udbedrede skaderne og manglerne på leasingaktivet.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde momsfradrag svarende til opkrævningen ved leasingtagerne, idet det følger af momsfradragsretten, at der er fradragsret for afholdte fradragsberettigede udgifter. Hertil var det tillagt vægt, at den moms, Spørger ønskede at fratrække, udgjorde den moms, som Spørger opkrævede for leverancer til leasingtagerne og ikke moms pålagt ved levering til Spørger selv.
C-219/12, Finanzamt Freistadt Rohrbach Urfahr
Driften af et solcelleanlæg, som er placeret på eller i nærheden af en beboelsesejendom, og som er udformet således, at mængden af produceret elektricitet for det første altid er mindre end den samlede mængde elektricitet, som operatøren forbruger privat, og for det andet leveres til nettet mod indtægter af en vis varig karakter, er omfattet af begrebet "økonomisk aktivitet", som omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 1 og 2.
EU-Domstolen udtalte, at i det omfang goder eller tjenesteydelser anvendes til transaktioner, der afgiftsbelægges i senere led, er det nødvendigt med et fradrag for den afgift, der har været pålagt transaktionerne i tidligere led, for at undgå dobbelt påligning af afgift. Der var således ret til fradrag for udgifter til etablering af solcelleanlægget.
C-44/11, Deutsche Bank AG
Princippet om afgiftsneutralitet tillader derimod ikke, at anvendelsesområdet for en fritagelse udvides uden en klar bestemmelse herom. Dette princip er således ikke en primærretlig regel, som kan afgøre en fritagelses gyldighed, men et fortolkningsprincip, som skal anvendes parallelt med det princip, at fritagelser skal fortolkes strengt.
Den juridiske vejledning 2024-2
Afsnit D.A.4.1.2 Levering mod vederlag
...
Direkte sammenhæng
Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der består en direkte sammen-hæng mellem ydelsen og vederlaget. Se EF-domstolens dom i sag C-154/80, Coöpe-ratieve Aardappelenbewaarplaats GA, præmis 12, og dommen i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council, præmisserne 11 og 12.
...
Retsforhold
Ydelser kan kun anses for udført mod vederlag og er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren består et retsforhold, der vedrører en gensi-dig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren. Se EF-domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma, præmis 14.
...
Afsnit D.A.11.1 Generelle betingelser for fradragsret
...
Momspligtige personer kan i henhold til momslovens § 37, stk. 1, fradrage momsen fuldt ud af de omkostninger, som alene kan henføres direkte til disses momspligtige aktiviteter.
...
Momsfradragsretten udgør en integrerende del af momsordningen og derfor som udgangspunkt ikke kan begrænses. Denne ret omfatter umiddelbart hele det afgifts-beløb, der er blevet betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled. Fradragssystemet tilsigter, at den afgiftspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed. Det fælles momssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er neutral for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat at virksomheden i princippet i sig selv er momspligtig, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.
Ifølge fast retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den betalte indgående moms, og for at omfanget af en sådan ret kan fastlægges. Retten til at fradrage den indgående moms, der er erlagt for disse goder og tjenesteydelser, er betinget af, at udgifterne til erhvervelse af disse goder eller tjenesteydelser indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag. Se eksempelvis præmis 57 i EU-Domstolens dom i sagen C-29/08, AB SKF.
...
Momsfradragsretten er knyttet til den faktiske levering af en vare eller en ydelse, og der opstår ingen fradragsret, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted. Spørgsmålet, om den afgiftspligtige person, der har anmodet om momsfradrag, var i god eller ond tro, er uden betydning for, om levering har fundet sted. Se SKM2019.231.HR.
Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler den afgiftspligtige. Herunder påhviler det den afgiftspligtige at fremlægge objektive beviser for, at de påståede ydelser faktisk er blevet leveret, jf. SKM2021.456.LSR.
Afsnit D.A.11.1.2 Indkøbet skal foretages af en momspligtig person
...
Det er en betingelse for momsfradrag, at den momspligtige person optræder i sin egenskab af momspligtig person ved indkøbet. Hvis en ikke-momspligtig person foretager et indkøb, er der ikke momsfradragsret for momsen på indkøbet, og der kan ikke senere opstå en momsfradragsret. Se afsnit D.A.11.2 om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.
Afsnit D.A.11.1.2.3 Rette omkostningsbærer
...
Krav om, at faktura er udstedt til virksomheden
Det er som udgangspunkt en betingelse for, at varen eller ydelsen kan anses for at være "leveret til virksomheden", at den afgiftspligtige person er i besiddelse af en forskriftsmæssig faktura, som er udstedt til den købende virksomhed. Se
- EF-domstolens domme i sagerne
- C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene og
- C-165/86, Intiem CV
- Landsskatterettens kendelse i SKM2009.139.LSR.
Når fakturaer for investeringsomkostninger er udstedt til interessenterne i et selskab, som følge af at selskabet endnu ikke er stiftet, har selskabet dog fradragsret for momsen. Se EU-domstolens dom i sag C-280/10, Polski Trawertyn.
I sagen blev det lagt til grund, at investeringsomkostningerne var afholdt til brug for selskabets afgiftspligtige transaktioner, og at der var identitetssammenfald mellem de personer, der havde betalt købsmomsen og dem, der var deltagere i selskabet. Det er altså en betingelse, at udgiften kan anses for at vedrøre selskabets momspligtige aktiviteter og ikke må anses for at være udgifter, som er fx aktionærens udgift. Se også SKM2007.125.VLR.
Afsnit D.A.11.1.3.1.3 Betingelsen om en direkte og umiddelbar forbindelse
...
Ifølge EU-domstolens faste retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem et bestemt indkøb, en bestemt erhvervelse mv. og én eller flere af virksomhedens momspligtige leverancer principielt nødvendig, for at en momspligtig person har ret til at fratrække købsmomsen. Se EU-domstolens domme i sagerne
...
Domstolen har også udtrykt betingelsen på den måde, at retten til at fradrage købsmomsen for varer og ydelser, som virksomheden har indkøbt mv., er betinget af, at udgifterne til indkøbet mv. indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag. Se EU-domstolens domme i sagerne
C-16/00, Cibo Participations, præmis 31
C-465/03, Kretztechnik, præmis 35
C-435/05, Investrand, præmis 23, og
C-437/06, Securenta, præmis 27.
Spørgsmål 2
Lovgrundlag
Skatteforvaltningslovens § 21
§ 21, stk. 1. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.
Stk. 2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Bindende svar gives ikke på spørgsmål om den skattemæssige virkning af toldlovgivningen. Bindende svar gives heller ikke på spørgsmål om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 2, hvis
1) svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,
2) svaret vedrører større økonomiske værdier,
3) svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen,
4) der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller
5) sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.
Stk. 5. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om registrering af et køretøj. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse."
Forarbejder
L 110 Forslag til skatteforvaltningsloven
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 21
Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition. Efter stk. 2 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition.
Det er i begge tilfælde en forudsætning, at dispositionen er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen.
Der gives ikke bindende svar på spørgsmål om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en gennemført disposition.
...
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.
På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.