Det månedlige afdrag udgør skyldnerens nettoindkomst med fradrag af udgifterne i inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2 nr. 9 og halvdelen af udgifterne i inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 1-7 i følgende tilfælde:

  • Skyldnerens gæld er i al væsentlighed stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen.
  • Der træffes samtidig afgørelse om eftergivelse eller der afsiges samtidig gældssaneringskendelse vedrørende skyldnerens ægtefælle.
  • Ægtefællen afdrager offentlig gæld.
  • Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 4.

    Det fremgår dog af inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 5 at:

    betingelsen om, at skyldnerens gæld i al væsentlighed skal være stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen, gælder ikke hvis ægtefællens nettoindkomst er lavere end halvdelen af udgifterne efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 1-7.

    Hvis

  • skyldnerens eller ægtefællens nettoindkomst er lavere end summen af den pågældendes udgifter efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 9, og halvdelen af udgifterne efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 1-7,
  • finder punktet " træffes der samtidig afgørelse om eftergivelse eller afsiges der samtidig gældssaneringskendelse vedrørende skyldnerens ægtefælle" ikke anvendelse.

    I disse tilfælde betales alene afdrag vedrørende den gæld, der påhviler den af ægtefællerne, hvis nettoindkomst er tilstrækkelig til at dække summen af den pågældendes udgifter efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 9, og halvdelen af udgifterne efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 1-7. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, Stk. 6.

    Med ægtefælle sidestilles en samlevende. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 24.