Der er rejst spørgsmål til den afgiftsmæssige behandling af energi, der anvendes til produktion af elektricitet og varme i minikraftvarmeanlæg.
Elafgiftsloven giver mulighed for, at minikraftvarmeanlæg kan blive registreret efter elafgiftsloven.
Bestemmelsen indebærer, at virksomheder med et elproduktionsanlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW med en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, og virksomheder, der har et stationært anlæg med en kontinuerlig fremstilling af elektricitet, efter anmodning kan blive omfattet af afgiftspligten efter elafgiftsloven, når afgiften af den fremstillede elektricitet helt eller delvist er tilbagebetalingsberettiget efter reglerne om tilbagebetaling af elafgift.
Bestemmelsen tager sigte på momsregistrerede virksomheder, der har anlæg til fremstilling af elektricitet til eget brug, fx grusgrave med eget el-produktionsanlæg og landbrugets minikraftvarmeanlæg.
Forbrug af olie i minikraftvarmeværker, der er registreret efter elafgiftsloven er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 1, nr. 2. Der skal således ikke betales afgift af den del af forbruget, der går til fremstilling af elektricitet for registrerede anlæg, idet den producerede elektricitet omfattes af afgiftspligten efter elafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Virksomheden kan få afgiften godtgjort af olieforbruget til elfremstilling, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 3.
Det er derfor kun den del af energiforbruget, der kan henregnes til varmefremstilling, der skal betales afgift af. Der betales afgift efter den sats, der gælder for olie til fyringsformål.
Landbruget kan anvende farvet olie i minikraftvarmeanlægget. Det farvede produkt skal ikke afgiftsmæssigt behandles som landbrugsdiesel, idet anvendelsen i minikraftvarmeanlægget til produktion af elektricitet og varme ikke er en primæraktivitet i landbruget. Fordelingen af olieforbruget til minikraftvarmeanlægget og til landbrugsformål dvs. landbrugets primæraktiviteter jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, skal være baseret på en måling af olien, der anvendes i minikraftvarmeanlægget.
Reglerne for regnskab og opbevaring, der gælder for henholdsvis kraftvarmeværker og motorbrændstof til maskiner, der anvendes til landbrugets primæraktiviteter, skal følges, selv om det er den samme farvede diesel, der anvendes. Hvis samme tankanlæg anvendes til opbevaring af olie til fyringsformål og landbrugsformål, skal olien indkøbes med motorbrændstofafgift. Via regnskaberne styres omfanget af tilbagebetalingen.
Hvis anlægget ikke er registreret efter elafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven, betales der ikke afgift af den producerede elektricitet og der gives ikke godtgørelse af afgiften af olie, der medgår til fremstilling af elektricitet.