Skatteministeriet har en række ordninger, som er omfattet af Europa-Kommissionens krav om offentliggørelse af oplysninger om støttetildelinger - herunder bl.a. elpatronordningen.

Dette afsnit indeholder reglerne for indberetningen. Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag

  • Ordninger omfattet af kravet om indberetning

  • Virksomheder som skal opgøre

  • Omregning fra kroner til euro

  • Hvad skal indberettes og hvornår

Regel og lovgrundlag

Ved lov nr. 1558 af 13. december 2016 er gennemført de tilpasninger af afgiftslovgivningen, som er nødvendige i lyset af Europa-Kommissionens statsstøttereform om modernisering af Den Europæiske Unions statsstøttepolitik. Reformen betyder bl.a., at der bliver skabt større åbenhed om tildeling af statsstøtte. Samtidig bliver processen i forbindelse med godkendelse af støtteordninger gjort smidigere. Det er som led heri nødvendigt at forpligte de virksomheder, der modtager over 500.000 euro i støtte pr. støtteordning pr. kalenderår, til at indberette støttebeløbet til ►Skatteforvaltningen◄.

Da ►Skatteforvaltningen◄ ikke har mulighed for i forbindelse med virksomhedernes indberetning at isolere de enkelte støttebeløb på baggrund af det nuværende indberettede datagrundlag, er berørte virksomheder nødt til selv at vurdere, om virksomhederne er omfattet af kravet om indberetning.

Virksomhederne skal opgøre, hvor meget virksomhederne har modtaget i støtte under de enkelte støtteordninger og tidspunktet for modtagelsen af støtten, før det kan afgøres, hvorvidt de enkelte virksomheder er omfattet af kravet om indberetning. Virksomheder, som er omfattet af kravet om indberetning, skal indberette relevante beløb og andre oplysninger til ►Skatteforvaltningen◄.

xLov nr. 1558 af 13. december 2016 bemyndiger skatteministeren til at fastsætte de nærmere regler for indberetning og offentliggørelse af påkrævede oplysninger i Europa-Kommissionens statsstøtteregister. Denne bemyndigelse er udmøntet ved Bekendtgørelse nr. 478 af 15. maj 2017 om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om statsstøtte på skatteområdet.x

Ordninger omfattet af kravet om indberetning

En virksomhed, der modtager støtte omfattet af en eller flere nedenstående ordninger, kan være omfattet af kravet om indberetning.

  • Godtgørelse af afgift af elektricitet anvendt til procesformål - se afsnit E.A.4.6.3.2

  • Elpatronordningen - se afsnit E.A.4.3.9.5

  • Godtgørelse af afgift af elektricitet, der leveres fra land til erhvervsskibe - se afsnit E.A.4.3.8

  • Tilbagebetaling af kuldioxidafgift af varme til virksomheder, der leveres fra en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og som anvendes til procesformål - se afsnit E.A.4.6.8.4

  • Bundfradrag i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter for momsregistrerede virksomheder uden tilladelse til udledning af CO2 efter lov om CO2-kvoter - se afsnit E.A.4.6.5.2

  • Godtgørelse af mineralolieafgift for motorbrændstof, der udelukkende anvendes til jordbrug m.v. - se afsnit E.A.4.6.11.3

  • Lempet afgiftssats for biogas til varmefremstilling - se afsnit E.A.4.4.11.1.4

  • Tilbagebetalingsmulighed for afgift af biogas, der anvendes til procesformål - se afsnit E.A.4.4.11.2.3

  • Godtgørelse af spildevandsafgift for den del af afgiften, der vedrører afgiftspligtig udledning af spildevand, når en vis del af afgiften kan henføres til forarbejdningen af fisk, krebsdyr, cellulose, rør- og roesukker m.v. - se afsnit E.A.7.13.8

  • Bundfradrag i lov om afgift af svovl - se afsnit E.A.7.11.7.2

  • Godtgørelse af afgift af elektricitet forbrugt af en virksomhed i forbindelse med opladning af batterier til registrerede elbiler - se afsnit E.A.4.6.3.2.

Virksomheder, som skal opgøre

Opgørelsen skal ske pr. juridisk enhed identificeret ved et cvr-nummer. Indberetningen skal ske pr. juridisk enhed, uanset evt. fællesmomsregistreringer eller delregistreringer.

Omregning fra kroner til euro

Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober i det år, indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Indberetningen for støtte ydet i 2016 skal således omregnes efter den kurs, der gælder mandag den 3. oktober 2016. Satsen for 2016 er 7,4563 kr./euro. Dvs. 500.000 euro i 2016 svarer til 3.728.150 kr.

Hvad skal indberettes og hvornår

Gennemsigtighedskravet trådte i kraft den 1. juli 2016. Første indberetning til ►Skatteforvaltningen◄ skal ske senest den 1. september 2017, og efterfølgende senest den 1. september i året, der følger efter støttetildelingen.

For så vidt angår støtte i form af skattefordele, skal oplysningerne offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister senest 1 år fra indberetning af støttebeløbet til ►Skatteforvaltningen◄. Virksomhederne skal derfor i 2017 indberette støttebeløb til ►Skatteforvaltningen◄, som er ydet i perioden fra 1. juli 2016 til 31. december 2016, hvis det samlede støttebeløb er 500.000 euro eller derover pr. ordning.

Støtten skal opgøres samlet for hele perioden.

Indberetningspligten for 2016 vedrører alene perioden 1. juli 2016 - 31. december 2016, og når et støttebeløb overstiger 500.000 euro. Indberetningspligten følger efter 2016 hele kalenderår, og når et støttebeløb overstiger 500.000 euro. Dvs. der kan være virksomheder, som ikke er omfattet af kravet om indberetning for 2016, men vil være omfattet af kravet om indberetning for 2017 og fremadrettet.

De oplysninger, der skal offentliggøres i Europa-Kommissionens statsstøtteregister er:

  • Støttebeløbets størrelse
  • Støttemodtagerens navn
  • Virksomhedens størrelse (SMV eller stor virksomhed)
  • Støtteinstrument (direkte tilskud, lån, garanti, skattefordel)
  • Dato for støttens tildeling Datoen for støttetildelingen skal angives som den 31. december i det kalender, som lempelsen vedrører
  • Formålet med støtten (eksempelvis støtte til miljøbeskyttelse) 
  • Støttetildelende myndighed
  • Link til støttens gennemførelsesbestemmelse (national lovgivning)
  • Støtteforanstaltningens betegnelse

►Skatteforvaltningen◄ er i besiddelse af flere af ovenstående oplysninger, men virksomhederne skal selv indberette bl.a. støttebeløbets størrelse.

Indberetningen foretages elektronisk efter ►Skatteforvaltningen◄s nærmere anvisning, herunder hvilke oplysninger, som skal indberettes. Anvisningen vil fremgår af ►Skatteforvaltningen◄s hjemmeside om indberetning af oplysninger til EU's register om statsstøtte.