Parter

A

(v/adv. Martin Bekker Henrichsen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mattias Chor)

Afsagt af Landsretsdommerne

Louise Saul, Gitte Rudbæk Pedersen og Christian Schrøder

Procedure

Næstved Rets dom af 12. februar 2018 (BS 1295/2015) er anket af Boet efter A med påstand som for byretten om, at A’s personlige indkomst skal nedsættes i årene 2003 til 2011 med de i påstanden for byretten angivne beløb. Subsidiært påstås hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, dog således at spørgsmålet om beskatningsværdien af motorcyklen indregistreret som en Motorcykel-1 under registreringsnummer ...Q1 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Ændringen af Skatteministeriets påstand beror på, at Skattestyrelsen pr. 1. juli 2018 overtog de opgaver fra SKAT, der er relevante for nærværende sag. Der har for landsretten været fremlagt yderligere materiale vedrørende politiets konstateringer i forbindelse med ransagninger af A og sønnen IJ’s boliger. Der er endvidere fremlagt yderligere oplysninger vedrørende beslaglæggelsen af motorcyklen indregistreret som en Motorcykel-1. Endelig er der fremlagt materiale vedrørende stillstandsforsikring af bilen med registreringsnummer …Q4.

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om betingelserne for at ændre A’s skatteansættelser for årene 2003 til 2011 som følge af rådighed over tre biler og en lystbåd samt benyttelse af en motorcykel er opfyldt. Der skal herunder bl.a. tages stilling til, om betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse har været opfyldt, og om fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 har været overholdt.

Vedrørende bilerne af mærket Bil-2 og Bil-3

Selskabet G1, som A var direktør i og eneejer af, og som drev tankstationsvirksomhed, leasede i oktober 2007 en Bil-2 på gule plader og i juli 2008 endvidere en Bil-3 ligeledes på gule plader. Bilerne blev bl.a. anvendt af A’s sønner. Sønnen KR var ikke på noget tidspunkt ansat i G1, mens IJ var ansat fra den 1. marts 2009 til den 31. januar 2010.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder de foreliggende fotos af Bil-2 og dens placering på forskellige tidspunkter samt politiets konstateringer af Bil-3’s placering hos sønnen IJ og dennes anvendelse af bilen, findes det godtgjort, at begge biler har været anvendt privat. Begge biler, der var luksuriøse og kraftfulde, var også velegnet til privat anvendelse. For så vidt angår bilen af mærket Bil-2, hvor der var monteret barnesæde, finder landsretten, at denne ikke efter de foreliggende oplysninger om dens fremtræden kan anses for at have været et specialindrettet køretøj.

Begge biler må således anses for omfattet af reglen om beskatning i ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsretten finder, at det efter sagens omstændigheder herefter påhviler boet efter A at godtgøre, at der har været indkomstår omfattet af sagen, hvor bilerne ikke har været benyttet privat og ikke har stået til fri rådighed for A. Denne bevisbyrde har boet ikke løftet under de foreliggende omstændigheder, hvor der bl.a. ikke foreligger et kørselsregnskab, hvilket landsretten efter bevisførelsen i sagen lægger til grund beror på A’s forhold.

I forhold til de foreliggende oplysninger om, at Bil-2en var på værksted fra oktober 2007 til august 2008, kan boet efter A ikke anses for at have bevist, at A i denne lange periode ikke havde rådighed over bilen. Landsretten bemærker i den forbindelse, at oplysningerne fra LC ikke er tillagt nogen særlig vægt, henset til at han for byretten forklarede, at datoangivelserne i hans erklæring om værkstedsperioden blev udfærdiget efter anvisning fra A.

For så vidt angår oplysningerne om, at Bil-3 var stillstandsforsikret i en periode, påhviler det boet efter A at godtgøre, at A i den pågældende periode effektivt var afskåret fra at råde over bilen, hvilket de foreliggende oplysninger, herunder mailkorrespondancen mellem A’s advokat og G13, ikke findes at godtgøre.

Vedrørende bilen af mærket Bil-1

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder landsretten, at det påhviler boet efter A at godtgøre, at bilen, der i 2006 blev indregistreret til privat benyttelse med G1 som ejer, ikke tilhørte selskabet, og landsretten finder, at denne bevisbyrde ikke er løftet. Landsretten har herved lagt vægt på registreringsforholdene vedrørende bilen, som A var ansvarlig for, de bogføringsmæssige og regnskabsmæssige oplysninger samt den manglende dokumentation for købesummens betaling og indholdet af købsaftalen.

For så vidt angår værdiansættelsen af bilen er der efter indholdet af skriftvekslingen for byretten intet grundlag for at fastslå, at Skatteministeriet ved en bindende proceserklæring har afskåret sig fra at fastholde den værdiansættelse af bilen, som skattemyndighederne har foretaget.

Vedrørende lystbåden

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen tiltræder landsretten af de grunde, byretten har anført, at båden af mærket Båd-1, der i 2003 blev købt af G8, fra 2004 til og med 2011 var ejet af G1. Landsretten tiltræder endvidere af de samme grunde, som byretten har anført, at lystbåden i hele perioden fra købstidspunktet i 2003 til 2011 var stillet til rådighed for A. Der er i lyset heraf ikke grundlag for at anfægte værdiansættelsen af båden.

Såfremt betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse har været opfyldt, og fristreglerne har været overholdt, har der henset til A’s stilling i forhold til G8 og G1 herefter været grundlag for at beskatte A som sket, jf. ligningslovens § 16, stk. 6.

Vedrørende motorcyklen

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder de foreliggende fotos og de afgivne forklaringer om brugen sammenholdt med oplysningerne om sønnen IJ’s involvering i købet af motorcyklen, finder landsretten det godtgjort, at motorcyklen har været anvendt privat og også i 2006 blev købt med henblik herpå. G1´s erhvervelse af en motorcykel var også i sig selv en usædvanlig disposition.

Landsretten finder, at det herefter påhviler boet efter A at godtgøre, at motorcyklen i perioder ikke har været anvendt eller kunne anvendes privat, eller at omfanget af privat kørsel alene har haft en helt bagatelagtig karakter, idet der i modsat fald har været grundlag for at beskatte A af beskatningsværdien af den vederlagsfri benyttelse i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 3, såfremt betingelserne for skatteansættelsen i øvrigt har været opfyldt.

Boet efter A har gjort gældende, at der ikke kan foretages beskatning for perioden fra oktober 2008 til oktober 2010 under henvisning til, at motorcyklen efter aftale da var i kommission hos G2 ejet af PL, og heller ikke i perioden fra den 27. juni 2007 til den 7. december 2007, idet motorcyklen i denne periode var til reparation på et værksted ligeledes hos PL. Under skriftvekslingen har der fra A’s side været afgivet forskellige oplysninger om tidspunktet for og varigheden af reparationen af motorcyklen. Herefter og ud fra en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder de foreliggende skriftlige oplysninger om kommissionsforholdet og om reparationen samt de foreliggende oplysninger om den tur med motorcykler til Y16-land, som PL og A’s søn IJ var på i 2008 finder landsretten, at boet efter A ikke har godtgjort, at motorcyklen i disse lange perioder ikke kunne anvendes eller blev anvendt af A eller af sønnen IJ.

Det kan efter sagens oplysninger lægges til grund, at Politiets beslaglagde motorcyklen den 23. november 2010 og først udleverede den efter udgangen af 2011. Uanset baggrunden herfor finder landsretten, at der i denne periode, hvor motorcyklen var beslaglagt og dermed notorisk ikke kunne anvendes af A eller hans søn IJ, ikke er grundlag for beskatning hos A i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3.

Som følge heraf er der grund til at foretage hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen for så vidt angår beskatningen af motorcyklen. Dette har Skatteministeriet selv nedlagt påstand om under henvisning til, at også andre forhold vedrørende skatteansættelsen bevirker, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling.

Vedrørende betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse og spørgsmålet om overholdelse af fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27

Landsretten tiltræder, at dispositionerne vedrørende de beskrevne aktiver henset til A’s bestemmende indflydelse har haft karakter af kontrollerede transaktioner. Den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder derfor anvendelse.

Når der henses til værdierne og karakteren af de omhandlede aktiver, som A ikke i noget tilfælde selvangav var stillet til hans rådighed, og der tillige henses til omstændighederne ved erhvervelsen af aktiverne, finder landsretten, at A i hvert fald har handlet groft uagtsomt, og derved har bevirket, at hans skatteansættelser blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. herved skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten finder endvidere, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af A samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet giver ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til A ved brev af 3. april 2012.

Efter udsendelsen af agterskrivelsen anmodede A’s advokat om aktindsigt og to gange om forlængelse af fristen for at fremkomme med bemærkninger. Efterfølgende anmodede A’s advokat ved brev af 1. juli 2012 om, at der blev afholdt et møde og tilkendegav samtidig, at han forbeholdt sig ret til at fremkomme med supplerende indlæg efter mødets afholdelse. Det blev herefter aftalt, at der skulle afholdes møde den 30. august 2012, hvilket møde i henhold til referatet fra mødet endte med, at det bl.a. blev aftalt, at SKAT skulle kontakte A’s advokat, når SKAT både havde gennemgået det materiale, som A’s advokat havde udleveret, og de bemærkninger, advokaten var fremkommet med på mødet. Efterfølgende var der korrespondance mellem SKAT og A’s advokat, herunder om muligheden for en samlet løsning. SKAT fremsendte den 25. september 2012 et oplæg, hvilket afstedkom, at A’s advokat ved mail af 26. september 2012 meddelte, at han ville forelægge oplægget for A, men at der uden en løsning i relation til båden næppe var udsigt til en "forligsmæssig" løsning. Da SKAT ikke havde hørt noget, rykkede man for svar den 8. oktober 2012 og traf herefter afgørelse den 12. oktober 2012, uden at der var fremkommet yderligere fra A’s advokat.

Landsretten finder, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet må anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til A’s mulighed for at varetage sine interesser. Det tiltrædes herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse har været opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Der har mellem parterne været enighed om, at skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2011 har været foretaget rettidigt. Som følge af det anførte har SKAT imidlertid været berettiget til for alle indkomstårene fra 2003 til 2011 at ændre A’s skatteansættelse.

Vedrørende begrundelseskravet

I brevet af 3. april 2012 med varslingen om ændret skatteansættelse angav SKAT, at der var sket ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27. I den efterfølgende afgørelse af 12. oktober 2012 begrundede SKAT ikke, hvorfor man fandt betingelserne herfor opfyldt. Både over for Skatteankenævnet og Landsskatteretten påberåbte A sig, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 ikke var opfyldt, hvilket både Skatteankenævnet og Landsskatteretten med nærmere angiven begrundelse forholdt sig til, og domstolsprøvelsen har også omfattet dette spørgsmål. I den foreliggende situation, hvor begrundelsesmanglen må anses for at have været konkret uvæsentlig, er der ikke grundlag for at anse SKATs afgørelse for ugyldig.

Konklusion og sagsomkostninger

Som følge af det oven for anførte kan boet efter A ikke gives medhold i sine påstande. Derimod tages Skatteministeriet påstand til følge.

Boet efter A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger for landsretten med 100.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, herunder at hovedforhandlingen varede 2 dage.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes, dog således at spørgsmålet om beskatningsværdien af motorcyklen indregistreret som en Motorcykel-1 under registreringsnummer ...Q1 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

I sagsomkostninger for landsretten skal boet efter A betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.