Indhold

Genoptagelse af en vurdering har overordnet til formål at stille ejendomsejer, som om vurderingen allerede, da den blev foretaget, var foretaget på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når der træffes afgørelse om genoptagelse. Det er dog ikke alle forhold, der kan berettige til en genoptagelse af vurderingen. Det er heller ikke alle ændringer af en vurdering, der tillægges skattemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget.

Dette afsnit handler om fristen for ordinær genoptagelse efter SFL § 33, der har betydning for, hvilke betingelser der gælder for genoptagelse. Se også afsnit A.A.8.4.1.5.3 om de supplerende betingelser for ekstraordinær genoptagelse.

Fristen for ordinær genoptagelse kan også have betydning for det skattemæssige virkningstidspunkt af en eventuel ændring af en vurdering, og afsnitter handler også om reglerne om det skattemæssige virkningstidspunkt for ændring af vurderinger, der sker efter reglerne om ordinær genoptagelse.

Afsnittet har nær sammenhæng med de øvrige afsnit under afsnit A.A.8.4.1.5.

Fristen for ordinær genoptagelse

Hvis en fysisk eller juridisk person, der er klageberettiget efter SFL § 35 a, stk. 2, mener, at der er oplysninger, der begrunder genoptagelse af en foretaget vurdering, kan den klageberettigede inden den 1. maj i det 4. kalenderår efter vurderingsåret udløb anmode Vurderingsstyrelsen om at genoptage vurderingen, forudsat at den første gang vurderingen blev foretaget på dette forkerte grundlag, ligger inden for samme frist. Det følger af SFL § 33, stk. 1. 

Det er den klageberettigede, der skal dokumentere, at der er grundlag for genoptagelse, dvs. at der er oplysninger, der giver grundlag for genoptagelse. Der henvises til afsnit A.A.8.4.1.5.1. Om kredsen af klageberettigede efter SFL § 35 a, stk. 2, henvises til afsnit A.A.10.2.1.

Vurderingsstyrelsen kan på samme betingelser og inden for samme frist af egen drift genoptage vurderinger. Det fremgår af SFL § 33, stk. 2.

Hvis en vurdering ændres ved ordinær genoptagelse, har den ændrede vurdering skattemæssig virkning fra tidspunktet for den vurdering, der genoptages, jf. SFL § 33, stk. 6. Det betyder, at den ændrede vurdering træder i stedet for den oprindelige i alle forhold af skattemæssig betydning, herunder f.eks. ejendomsværdiskat og afskrivningsgrundlag. Der kan derfor blive tale om, at ejerens indkomstforhold skal genoptages som følge af genoptagelsen af ejendomsvurderingen.