Dato for udgivelse
22 dec 2017 08:41
Til
Virksomheder
Sagsnummer
?
Ved spørgsmål, kontakt
Punktafgifter - 72 22 28 10
Resumé

Lovforslag L 109, fremsat den 16. november 2017, blev vedtaget ved 3. behandling i Folketinget den 19. december 2017.


Lovforslag L 109, fremsat den 16. november 2017, blev vedtaget ved 3. behandling i Folketinget den 19. december 2017.

Loven indeholder blandt andet følgende hovedelementer fra aftalen om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer indgået af Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Radikale Venstre den 12. november 2017:

  • Halvering og siden ophævelse af råstofafgiften (nøddeafgiften) og af dækningsafgiften på nødder, hhv. den 1. januar 2018 og 1. januar 2020
  • Ophævelse af teafgiften og af tillægsafgiften på alkoholsodavand den 1. januar 2018
  • Annullering af planlagt indeksering af en række punktafgifter
  • Ordning for godtgørelse af afgiftsdifferencen af lager pr. hhv. den 1. januar 2018 og den 1. januar 2020

Nødde- og dækningsafgiften nedsættes den 1. januar 2018 og ophæves den 1. januar 2020

Efter lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven) skal der betales afgift af mandler, nødder og andre kerner, ligesom der skal betales afgift af varer indeholdende afgiftspligtige bestanddele, herunder mandler, nødder og andre kerner.

De pågældende afgifter skulle 1. januar 2018 forhøjes, men denne forhøjelse bortfalder. I stedet nedsættes afgiftssatserne, så de fra 1. januar 2018 og 2 år frem vil udgøre halvdelen af satsen fra 2015.

Fra 1. januar 2020 ophæves nøddeafgiften og der skal herefter ikke betales afgift for disse produkter.

Afgiften på te og alkoholsodavand ophæves den 1. januar 2018

Efter lov om forskellige forbrugsafgifter (forbrugsafgiftsloven) og lov om afgift på spiritus (spiritusafgiftsloven) samt om øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven) skal der betales afgift af te og alkoholsodavand.

Te- og alkoholsodavandsafgiften ophæves den 1. januar 2018, og der skal herefter ikke betales afgift for disse varer.

Indeksering af en række punktafgiftspligtige varer annulleres den 1. januar 2018

Efter lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), lov om forskellige forbrugsafgifter (forbrugsafgiftsloven), lov om afgift af konsum-is (konsum-is-afgiftsloven) og lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven) skal der betales afgift af blandt andet følgende varer:

  • Chokolade- og sukkervarer
  • Elektriske glødelamper, damplamper og sikringer til stærkstrømsanlæg
  • Rå kaffe, brændt kaffe, kaffeekstrakter og kaffeerstatninger
  • Cigaretpapir
  • Kardusskrå, snus og anden røgfri tobak
  • Konsum-is
  • Vin, frugtvin og mousserende vin m.m.

Efter hidtil gældende regler skulle pågældende afgifter have gennemgået en trinvis stigning frem til 2020 med forhøjelser den 1. januar 2015 og 1. januar 2018. Forhøjelserne, der skulle være trådt i kraft 1. januar 2018, bortfalder, således at satserne fra 2015 fastholdes.

Godtgørelsesordning af te, alkoholsodavand, nødder og dækningsafgift den 1. januar 2018

Loven indeholder en godtgørelsesordning, der betyder, at virksomheder, der den 1. januar 2018 har et lager af uåbnede poser og beholdere af te, alkoholsodavand, nødder og dækningsafgiftspligtige varer, kan søge om tilbagebetaling af afgiftsdifferencen på de varer, der er afgiftsberigtiget med højere afgift end efter denne lov.

Virksomhederne skal derfor opgøre lagerbeholdningen pr. den 1. januar 2018 for de varer, der søges godtgørelse for. Opgørelsen skal være specificeret på de konkrete varer, således at den afgiftspligtige mængde fremgår. Ligeledes skal opgørelsen indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og CVR- eller SE-nummer. SKAT kan gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden dokumenterer, at afgiften er betalt.

For at opnå afgiftsgodtgørelse skal varerne være bestemt til afsætning og godtgørelsen skal overstige 500 kr. Beløbsgrænsen er en bagatelgrænse, således at hele beløbet udbetales, såfremt det overstiger 500 kr.
Desuden er det en betingelse, at virksomheden overholder de almindelige regnskabsbestemmelser i henholdsvis lov om forskellige brugsafgifter, lov om afgift af øl- og vin, lov om afgift af spiritus samt lov om afgift af chokolade- og sukkervarer.

Tidsfrist

Ansøgning om godtgørelse med de anførte oplysninger skal være modtaget hos SKAT senest den 14. januar 2018.
Ved ansøgning om godtgørelse skal blanket nr. 22.080, ansøgning om godtgørelse af afgift på dækning (nødder), råstof (nødder), masser (nødder), alkoholsodavand og te, anvendes. I finder blanketten på skat.dk/blanketter > 22 punktafgift; drikkevarer > blanket nr. 22.080.

Ansøgningsblanketten sendes elektronisk via kontaktformularen i TastSelv Erhverv på skat.dk. Såfremt virksomheden ikke kan sende ansøgningsblanketten elektronisk, kan den sendes i papirudgave til SKAT. Ansøgningsblanketten sendes i papirudgave til SKAT, Nykøbingsvej 76, 4990 Sakskøbing. Bemærk, at virksomheden kan anvende egen lageropgørelse (i elektronisk fil), hvis den mindst indeholder samme oplysninger, som kræves i ansøgningsblanketten.

Godtgørelsesordning af nødde- og dækningsafgift den 1. januar 2020

Loven indeholder en godtgørelsesordning, der betyder, at virksomheder, der den 1. januar 2020 har et lager af uåbnede poser og beholdere af nødder og dækningsafgiftspligtige varer, kan søge om godtgørelse af afgiftsdifferencen på de varer, der er afgiftsberigtiget med højere afgift end efter denne lov.

Da loven først træder i kraft den 1. januar 2020 betyder det, at virksomhederne for at få godtgørelse skal opgøre lagerbeholdningen pr. den 1. januar 2020 for de varer, der ønskes godtgørelse for.

SKAT udsender derfor et nyt nyhedsbrev ultimo 2019 hvori detaljerne om ansøgning fremgår.

Ansøgningsfristen vil derfor for godtgørelse af nødde- og dækningsafgift være 14. januar 2020.