Ved denne metode tages der udgangspunkt i de omkostninger, långiver har ved at stille den pågældende kapital til rådighed, herunder eksempelvis omkostninger til rente, risiko forbundet med lånearrangementet og administration. Til disse omkostninger tillægges en margin, der tilfalder långiver for de funktioner og risici långiver påtager sig, ved at stille den pågældende kapital til rådighed.
Det kan være muligt at vurdere låntagers kreditværdighed ud fra simuleringer i forskellige kreditvurderingsmodeller, såfremt låntager ikke allerede er kreditvurderet.
Når de relevante karakteristika samt låntagers kreditværdighed er fastlagt, er det som udgangspunkt nødvendigt at sammenligne transaktionen med tilsvarende transaktioner med samme karakteristika mellem uafhængige parter for at fastsætte rentesatsen.
I de situationer, hvor et koncerninternt selskab fungerer som "intermediary" eller intern bank, skal det vurderes, hvilken rolle denne part har, herunder hvordan det påvirker aflønningen.
Fordelingen af funktioner, aktiver og risici er afgørende momenter i vurderingen af, hvordan en eventuel fordel ved at drive bank internt i koncernen skal fordeles. I de tilfælde, hvor det er långiver, der reelt bærer risiciene forbundet med udlånet, må det forventes, at långiver, i overensstemmelse med fordelingen af risiciene, oppebærer fordelen herved.
En rentesats afhænger af en række faktorer, fx løbetid, risici mv. Normalt opdeler man fastlæggelsen af en rentesats i to elementer:
- Basisrente (kaldes også den risikofrie rente)
- Rentemarginal (kaldes også det risikojusterede tillæg til renten).
I koncerninterne transaktioner skal prisen fastsættes som om det var et lån mellem uafhængige parter. De faktorer som uafhængige ville tage i betragtning skal derfor også tages i betragtning ved vurderingen af en kontrolleret transaktion.