Ved fastlæggelsen af den periode eller de år sammenlignelighedsanalysen skal dække, skal der tages udgangspunkt i tidspunktet for den kontrollerede transaktion og de konkrete omstændigheder, hvorunder transaktionen har fundet sted.
Der skal som udgangspunkt tilstræbes et sammenfald mellem perioden for den kontrollerede transaktion og de(n) sammenlignelige transaktion(er). For nogle transaktioner kan kravet være, at transaktionerne har fundet sted samme dag (fx finansielle transaktioner eller transaktioner med råvarer, hvor der findes offentligt tilgængelige oplysninger om renter, kurser og priser på time- eller dagsbasis), mens det for andre transaktioner kan være tilstrækkeligt, at transaktionerne har fundet sted inden for en kortere årrække (fx når et immaterielt aktiv tidligere er blevet overdraget mellem uafhængige parter, eller når en TNMM anvendes, og virksomhedens indtjening sammenlignes med uafhængige virksomheders indtjening over en kortere årrække).
Ved fastlæggelsen af perioden, som analysen skal dække, vil følgende forhold typisk være relevante:
- Prisudsving eller indtjeningsudsving over tid sammenholdt med muligheden for at justere for sådanne tidsmæssige forskelle.
- Betydningen/væsentligheden af de øvrige sammenlignelighedsfaktorer i forhold til betydningen/væsentligheden af sammenlignelighed i forhold til tidspunktet hvor transaktionerne er gennemført.
- Tilgængelighed af data om sammenlignelige transaktioner.
Hvis sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter fra tidligere perioder lægges til grund for analysen og prisfastsættelsen af den kontrollerede transaktion, skal der under sammenlignelighedsanalysen tages stilling til, om der er sket væsentlige ændringer i de økonomiske omstændigheder, hvorunder de ellers sammenlignelige transaktioner er gennemført.
Data vedrørende sammenlignelige transaktioner, der har fundet sted før eller samtidig med den kontrollerede transaktion, men som først er blevet tilgængelige/offentliggjort efter den kontrollerede transaktion har fundet sted, kan godt bruges til at fastlægge armslængdepriser og -vilkår.
Men fastlæggelsen af armslængdevilkår og priser for en kontrolleret transaktion kan som udgangspunkt ikke ske på baggrund af viden om en udvikling af pris, indtjening, marked, produkt osv., som først har fundet sted efter det tidspunkt eller den periode, hvor den kontrollerede transaktion fandt sted. Se dog også TPG 3.74, og særligt TPG kap. VI om asymmetrisk viden om forventninger til fremtidig indtjening, herunder også om immaterielle aktiver der er svære at værdiansætte.
Se også
TPG 3.67 - 3.71 og 3.74 - 3.79.