Almennyttigt lotteri kun for medlemmer af forening
Foreninger skal hverken anmelde eller ansøge om tilladelse til at afholde et almennyttigt lotteri, herunder bl.a. banko, når alle nedenstående forudsætninger er opfyldt:
- De eneste deltagere er foreningens medlemmer og disses pårørende (dvs. at deltagelsen i lotteriet ikke er offentligt tilgængelig). Spillemyndigheden har i denne forbindelse fortolket, at pårørende er personer, der tilhører medlemmets husstand.
- Det tydeligt fremgår af eventuel annoncering, at det kun er medlemmer og disses pårørende, der må deltage.
- Værdien af hver enkelt gevinst overstiger ikke 5.000 kr.
- Salgssummen, eller ved flere lotterier den samme dag den samlede salgssum af disse, ikke overstiger 100.000 kr.
- Foreningens eller organisationens formål ikke udelukkende eller fortrinsvis er at afholde almennyttige lotterier ►som aktivitet for medlemmerne◄.
Det er en betingelse for at opfylde forudsætningerne,►◄ at hele overskuddet fra lotterierne går til almennyttige formål►◄.
Drift af en egentlig spilleklub vil således ikke være i overensstemmelse med reglerne om almennyttige lotterier. En forening kan godt afholde lotterier for sine medlemmer, hvis foreningen primært har andre aktiviteter specielt i relation til medlemmerne.
Anvendelse af § 8, stk. 1, forudsætter derudover, at der er tale om en reel foreningsdannelse således, at tilknytningen mellem foreningen og dens medlemmer ikke i det væsentlige er af rent formel karakter.
Ved vurderingen af foreningstilknytningens karakter lægger Spillemyndigheden blandt andet vægt på, at;
- indmeldelse i foreningen og kontingentindbetalinger ikke sker i forbindelse med foreningens lotteri-/bankoarrangement,
- alle nye medlemmer af foreningen i forbindelse med indmeldelse kan få udleveret eller tilsendt et eksemplar af foreningens regler eller vedtægter,
- alle medlemmer har en vedtægtsbestemt adgang til at øve indflydelse på foreningens ledelse og virksomhed samt indkaldes til generalforsamling,
- der føres kontrol med, at kun personer, der forud er registreret som kontingentbetalende medlem (eller disses pårørende), deltager i foreningens lotteri-/bankoarrangementer, og
- der er adgang for medlemmerne til foreningens medlemsarrangementer.
Det afgørende vil således være, om indmeldelsen i foreningen fremtræder som en realitet og ikke som en formalitet i forbindelse med og alene med henblik på deltagelse i et umiddelbart forstående lotteri. Medlemskab skal foreligge og dokumenteres allerede ved køb af spilleplader mv.
Hvis en forening ønsker at afholde et lotteri i videre omfang end BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1, fx hvis salgssummen overstiger det tilladte maksimum, eller hvis foreningens medlemstal er så stort, at lotteriet ikke vil kunne afvikles efter bestemmelsen, eller hvis ikke-medlemmer skal kunne deltage i lotteriet, må foreningen søge tilladelse efter bekendtgørelsens almindelige regler.
Se J.A.7.3.2 om typer af tilladelser.
Se BEK nr. 1288/2019 § 8, stk. 1.