Indhold

Afsnittet beskriver vareområdet for lægemidler og ressortmyndighedens lovgrundlag på området. Afsnittet handler om virksomheders import og eksport samt privatpersoners ind- og udførsel af lægemidler. Bestemmelserne på området vedrører i overvejende grad indførsel af lægemidler.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Ressortmyndighed
  • Import
  • Toldstyrelsens opgave ved import
  • Eksport
  • Toldstyrelsens opgave ved eksport.

Formål og lovgrundlag

Formålet

Det er Lægemiddelstyrelsen, der administrerer lovgivning om lægemidler, medicintilskud, apoteker, privates indførsel, medicinsk udstyr og euforiserende stoffer. Det overordnede mål for Lægemiddelstyrelsen er at sikre, at lægemidler, der anvendes i Danmark, er af tilfredsstillende kvalitet, og at sikre at brugen har den tilsigtede virkning.

Der må ikke fremstilles, indføres, udføres, forhandles, udleveres, fordeles eller emballeres lægemidler i strid med reglerne, herunder at det sker uden Lægemiddelstyrelsen tilladelse. Dette gælder også for lægemidler, der indeholder narkotiske (euforiserende) stoffer. Tilladelserne kaldes i daglig tale virksomhedstilladelser.

For privatpersoners ind- og udførsel til eget brug af lægemidler til mennesker se afsnittene Import og Eksport nedenfor.

Lovgrundlaget

For området for lægemidler til mennesker og dyr gælder der en række nationale bestemmelser:

Nationale bestemmelser:

  • Lov om lægemidler nr. 506 af 20/042013
  • BEK nr. 1224 af 07/12/2005 om privates indførsel af lægemidler
  • BEK nr. 224 af 27/03/2001 om attestering ved privatpersoners udførsel af lægemidler
  • Bekendtgørelse nr. 557 af 31/05/2011 om euforiserende stoffer.

Derudover er der en række bekendtgørelse for mere "specialiserede" lægemidler og præparater som fx homøopatiske lægemidler, vitamin- og mineralpræparater samt foderlægemidler.

Ressortmyndighed

Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Lægemiddelstyrelsen.

Import

Virksomheder

For at en virksomhed lovligt kan indføre lægemidler skal virksomheden være i besiddelse af en såkaldt virksomhedstilladelse. Tilladelsen udstedes af Lægemiddelstyrelsen. Det lægemiddel, der ønskes indført, skal svare til det, der er anført på tilladelsen.

Importøren er ansvarlig for at kunne vise en gyldig virksomhedstilladelse i forbindelse med importen.

I forbindelse med importen kan Toldstyrelsen foretage enhver undersøgelse af varerne, som er nødvendig. Toldstyrelsen kan - uden erstatning - også udtage et passende kvantum prøver af den vare, der ønskes indført, for at undersøge dens beskaffenhed hos Sundhedsstyrelsen, inden den endelige indførsel kan ske. Importøren kan efter anmodning få prøverne tilbage, hvis de ikke er brugt ved undersøgelsen.

Lægemidler der indeholder narkotiske (euforiserende) stoffer

Lægemidler, der indeholder narkotiske (euforiserende) stoffer, som er optaget på liste A, B, C, D eller E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer kan kun indføres, hvis Lægemiddelstyrelsen i hvert tilfælde har udstedt et indførselscertifikat for varepartiet. Der er dog enkelte undtagelser, da lægemidler, der indeholder visse narkotiske stoffer i begrænset mængde, ikke er omfattet af TBEK, jf. § 1, stk. 3.

Privatpersoner - rejsende til Danmark

Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller behandling ved indrejse til Danmark medbringe lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse. Fra lande, der ikke er medlem af EU eller omfattet af EØS-aftalen, kan højst medbringes lægemidler til 3 måneders personligt forbrug.

Privatpersoner - forsendelse til Danmark

Privatpersoner kan til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller sygdomsbehandling indføre lovligt indkøbte lægemidler bestemt til human anvendelse pr. post, kurerforsendelse og lignende fra lande, der er medlem af EU eller omfattet af EØS-aftalen.

Lægemidler, der indeholder narkotiske (euforiserende) stoffer

Det er ikke tilladt for privatpersoner at indføre lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer som forsendelse.

Det er heller ikke tilladt for privatpersoner til personlig brug at indføre lægemidler, der indeholder stoffer, der er optaget på liste A i bekendtgørelse om euforiserende stoffer

Lægemidler med narkotiske stoffer, som er optaget på liste B, C, D eller E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, må kun indføres i mængder, som svarer til 14 dages personligt forbrug.

Lægemidlerne skal være

  • til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller sygdomsbehandling
  • lovligt indkøbte
  • bestemt til human anvendelse.

En rejsende med bopæl i et land, der har tiltrådt Schengenkonventionen, kan medbringe lægemidler, der indeholder narkotiske stoffer, der er optaget på liste B, C, D eller E i mængder, der svarer til højst 30 dages personligt forbrug. Er der særlige grunde, skal den rejsende på behørig måde kunne dokumentere, at lægemidlerne skal anvendes af den rejsende selv til sygdomsforebyggelse eller sygdoms behandling. Den attest, der nævnes i Schengenkonventionens artikel 75 anses for behørig dokumentation, når den medbringes i originaleksemplar og er udstedt af den kompetente myndighed i den rejsendes bopælsland. Det er den attest, der også kaldes "pillepas".

Toldstyrelsens opgave ved import

Virksomheder

Toldstyrelsen foretager fysisk kontrol af vareforsendelser til Danmark. Toldstyrelsen skal i den forbindelse sikre, at

  • den nødvendige tilladelse ledsager forsendelsen
  • det lægemiddel, der ønskes indført, svarer til det, der står på tilladelsen
  • der ikke sker indførsel af indførselsforbudte lægemidler.

Privatpersoner

Toldstyrelsen foretager kontrol af rejsende, deres bagage og eventuelle transportmiddel ved indrejse til Danmark.

Konstateres det under kontrollen, at den rejsende indfører lægemidler til Danmark, skal Toldstyrelsen sikre, at disse lægemidler

  • er til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller behandling
  • at de lovligt indkøbt
  • at de er bestemt til human anvendelse.

Sker indrejsen fra et land, der ikke er medlem af EU eller ikke er omfattet af EØS-aftalen, sikrer Toldstyrelsen samtidig, at der ikke sker indførsel af lægemidler til mere end 3 måneders personligt forbrug.

Eksport

Virksomheder

For at en virksomhed lovligt kan udføre lægemidler skal virksomheden være i besiddelse af en såkaldt virksomhedstilladelse, der udstedes af Lægemiddelstyrelsen. Det lægemiddel, der ønskes udført, skal svare til det, der er anført på tilladelsen.

Eksportøren er ansvarlig for at kunne vise en gyldig virksomhedstilladelse i forbindelse med eksporten.

Privatpersoner - rejsende

En rejsende med bopæl i et land, der har tiltrådt Schengenkonventionen, kan ved rejse mellem Schengenlandene medbringe lægemidler, der indeholder narkotiske stoffer, som er optaget på liste B, C, D eller E i mængder, der svarer til højst 30 dages personligt forbrug.

Er der særlige grunde, skal den rejsende på behørig måde kunne dokumentere, at lægemidlerne skal anvendes af den rejsende selv til sygdomsforebyggelse eller sygdomsbehandling. Den attest, der nævnes i Schengenkonventionens artikel 75 anses for behørig dokumentation, når den medbringes i originaleksemplar og er udstedt af den kompetente myndighed i den rejsendes bopælsland. Det er den attest, der også kaldes "pillepas". Attesten må kun omfatte ét lægemiddel.

Toldstyrelsens opgave ved eksport

Virksomheder

Toldstyrelsen foretager den fysiske kontrol af forsendelser fra Danmark.

Toldstyrelsen skal ved sin kontrol sikre, at

  • den nødvendige tilladelse ledsager forsendelsen
  • det lægemiddel, der ønskes udført, svarer til det, der står på tilladelsen
  • der ikke sker udførsel af udførselsforbudte lægemidler.

I forbindelse med eksporten kan Toldstyrelsen foretage enhver undersøgelse af varerne, som er nødvendig.

Toldstyrelsen kan - uden erstatning - udtage et passende kvantum prøver af den vare, der ønskes eksporteret, for at undersøge dens beskaffenhed hos Sundhedsstyrelsen, inden den endelige udførsel finder sted. Eksportøren kan efter anmodning få prøverne tilbage, hvis de ikke er brugt ved undersøgelsen.

Privatpersoner

Toldstyrelsen kan i forbindelse med, at en rejsendes rejser ud af Danmark, kontrollere, om den rejsende er i besiddelse af den behørige attest.