Indhold

Dette afsnit handler om told- og afgiftsfrit salg i butikker i toldlufthavne.

Afsnittet indeholder:

  • Indledning
  • Bevilling til salg af told- og afgiftsfri varer
  • Godtgørelse af punktafgifter
  • Eftersyn
  • Hæftelse
  • Moms

 

Indledning

Ved godtgørelse af afgifter, er der tale om varer, hvoraf der er betalt afgifter, dvs. at varerne er beskattede. Godtgørelsen af afgifterne gives ikke ved varernes modtagelse i butikken, men først når varerne forlader butikken og udføres af de personer som rejser ud af EU's toldområde jf. TBEK § 97, stk. 1.

Når man taler om afgiftsfritagelse, så omfatter dette varer, hvor der ikke er betalt afgift, dvs. at varerne er ubeskattede. Det forudsætter, at butikken er autoriseret oplagshaver efter den konkrete afgiftslov. Betingelsen for fritagelsen er, at varerne sælges til personer som rejser ud af EU's toldområde.

Bevilling til salg af told- og afgiftsfri varer

Toldstyrelsen kan give butikker i toldlufthavne bevilling til salg af told- og afgiftsfri varer til rejsende, som rejser ud af det danske toldområde til et sted uden for EU's toldområde. Se TBEK § 97.

Ansøgning om bevilling til at drive told- og afgiftsfri butik i en toldlufthavn skal indsendes til Toldstyrelsen. Se TBEK § 97, stk. 1.

Virksomhedens regnskabssystem og kontrolforanstaltninger skal være godkendt af Toldstyrelsen, inden der kan gives tilladelse til at drive butikker i toldlufthavne. Også de lokaler, hvor der oplægges told- og afgiftsfrie varer og drives butik, skal godkendes.

Bevillingen indeholder de nærmere betingelser for det told- og afgiftsfrie salg. Se TBEK § 97.

Butikkerne i toldlufthavne kan vælge at få bevilling til, at visse varer, kan ligge i butikkerne i beskattet stand. Dog med undtagelse af tobaksvarer. Se også afsnittet nedenfor vedrørende godtgørelse af punktafgifter.  

Varer der er omfattet af bevillingen kan kun sælges til flypassagerer, der udrejser fra det danske toldområde til et sted uden for EU, dvs. udenfor EU's toldområde, og som derfor medtager varerne med henblik på udførsel, jf. TBEK § 97, stk.2.

Der kan i bevillingen fastsættes begrænsninger med hensyn til den mængde told- og afgiftsfrie varer, der tillades solgt til hver passager, ligesom det kan bestemmes, at told- og afgiftsfrie varer ikke må sælges til passagerer til visse steder jf. TBEK § 97, stk. 3.

Betingelser 

Ved salget skal passageren vise et gyldigt boardingkort til en destination uden for EU. Oplysninger om rutenummer, vareart og nettomængde skal elektronisk eller på anden måde registreres efter aftale med Toldstyrelsen. Derudover skal der ved salget udstedes en kassebon, der indeholder de nævnte specificerede oplysninger.

Der skal være en tydelig skiltning, hvor det oplyses, at disse varer kun kan sælges uden afgifter til passagerer, der rejser ud af EU's toldområde.

Vareområde og dertilhørende punktafgifter

Toldstyrelsen kan bestemme, hvilke varer der kan tilføres butikker i toldlufthavne. Se TBEK § 97, stk. 4.

Bevillingen kan udstedes for følgende varer og dertilhørende punktafgifter:

  • Chokolade- og sukkervarer, mandler og nødder m.m. (chokoladevareafgift herunder dækningsafgift og råstofafgift)
  • Øl og vin (øl- og vinafgift/emballageafgift)
  • Spiritus (spiritusafgift/emballageafgift)
  • Tobaksvarer (tobaksafgift)
  • Sodavand og læskedrikke mv.(emballageafgift)
  • Kaffe og the (forbrugsafgifter)
  • Skrå og Snus (forbrugsafgifter)
  • Batterier (afgift og gebyrer)

 

Godtgørelse af punktafgifter

Toldstyrelsen kan give butikker i toldlufthavne bevilling til godtgørelse af punktafgifter af varer, der er omfattet af ovennævnte vareområde. Dette kræver, at visse krav og betingelser er opfyldt. Se også afsnittet ovenfor.

Virksomheden kan periodisk udfylde en anmodning om godtgørelse af afgifter. I så fald benyttes blanket nr. 29.002.

Anmodningen skal udfærdiges på grundlag en periodeopgørelse opgjort ud fra de daglige opgørelser over salg af varer til passagerer med destination uden for EU.

Virksomheden skal søge om godtgørelse inden for 1 år efter salget af den enkelte vare.

Betingelserne for at opnå godtgørelse af punktafgifter, følger bestemmelserne i de enkelte punktafgiftslove.

Eftersyn

Toldstyrelsen har til enhver tid ret til at foretage eftersyn i forretningslokaler, der tilhører butikker i lufthavne, og til at efterse varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale samt korrespondance mv. Virksomhedernes indehavere og de personer, som er beskæftigede i virksomheder skal yde Toldstyrelsen bistand ved eftersynet. Se TBEK § 97, stk. 6.

Bevillingen indeholder ligeledes reglerne for godkendelse af lokaler mv., samt mindstekrav til regnskabssystem og regler for eventuel betaling af told og afgifter.

Hæftelse

Bevillingshaveren hæfter for told og afgifter af varer, der ikke findes ved Toldstyrelsens eftersyn, og som ikke er fraført i overensstemmelse med bevillingens bestemmelser. Se TBEK § 98, stk. 1

Told og afgifter af varer, der er omfattet af hæftelsen, ansættes skønsmæssigt af Toldstyrelsen. Se TBEK § 98, stk. 2. En bevilling kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis ejeren eller personer beskæftiget i virksomheden har tilsidesat eller tilsidesætter bestemmelserne i bevillingen. Se TBEK § 99, stk. 1.

Bevillingen bortfalder, hvis bevillingshaveren mister rådighed over sit bo eller standser sine betalinger. Se TBEK § 90, stk. 2.

Moms

Salg af varer til rejsende, som rejser ud af det danske toldområde til et sted uden for EU's toldområde er fritaget for moms, dvs. at der ved det enkelte salg ikke skal beregnes moms. Se ML § 34, stk. 5 eller afsnit D.A.10.1.9.

Ved den periodiske afregning af moms anføres den samlede værdi af salget til rejsende med en destination uden for EU i momsangivelsen, rubrik C