Gul klæbeseddel
Når ikke-fællesskabsvarer sendes som postforsendelser (herunder postpakker) fra et sted til et andet i Fællesskabets toldområde, skal der på emballagen og alle ledsagedokumenter anbringes en gul klæbeseddel. Den gule seddel skal desuden klæbes på toldangivelsen for postpakker CN22/CN23 labels.
Når et kolli, en postsæk eller en beholder indeholder flere forsendelser, skal der kun fastgøres én gul klæbeseddel på den yderste emballage.
Forsendes varer med forskellig toldmæssig status i samme pakke, forsynes forsendelsen også med gul klæbeseddel.
Hvis der ikke er en gul klæbeseddel eller anden dokumentation for varernes status som ikke-fællesskabsvarer, vil de blive behandlet som fællesskabsvarer.
Se bilag 72-01 i GF.
T-2 L dokument
Hvis forsendelsen indeholder både fællesskabsvarer og ikke fællesskabsvarer, skal der være et T-2 L-dokument som dokumentation for deres fællesskabsstatus. Et statusdokument kan enten sendes særskilt til modtageren til forelæggelse for toldmyndigheden, eller det kan vedlægges forsendelsen. I sidstnævnte tilfælde skal det uden på forsendelsen klart være angivet, at statusdokumentet er vedlagt. Der kan udstedes et T-2 L dokument efterfølgende.
De afgiftsfrie områder
Når ikke-fællesskabsvarer sendes som postforsendelser (herunder postpakker) til eller fra de afgiftsfrie områder i Fællesskabet, skal der på emballagen og alle ledsagedokumenter anbringes en gul klæbeseddel.
EFTA-lande
De ovenfor beskrevne ordninger gælder kun for varer, der sendes med post mellem to steder i fællesskabets toldområde, og ikke for varer, der sendes med post til et endeligt bestemmelsessted i et EFTA-land.
For fællesskabsvarer, der sendes til disse lande med henblik på videreforsendelse til EU, bør der udstedes et dokument som dokumentation for varernes fællesskabsstatus, som kan forelægges i bestemmelsesmedlemsstaten. Alternativt bør proceduren for fællesskabsforsendelse/fælles forsendelse anvendes for sådanne varer for at undgå forsinkelser ved grænsepassagen.