I tidsrummet fra varerne forlader afgangstoldstedet til de ankommer til bestemmelsestoldstedet, kan der ske ikke planlagte begivenheder som fx uheld med lastbilen, omladning mv.
I sådanne tilfælde skal transportmidlets ansvarlige transportør påtegne ledsagedokumentet. Dette gøres med tydelig håndskrift (blokbogstaver) med kuglepen eller tusch.
Rubrik 55
Omladninger
De første tre linjer af rubrikken påtegnes af den ansvarlige transportør, hvis der omlades fra en lastbil eller container til en anden.
Omladning må ikke ske, før der er indhentet tilladelse hertil af toldmyndighederne i det land, hvor omladningen skal finde sted. Oplysningerne om omladning skal attesteres af toldmyndighederne i rubrik "F".
Rubrik 56
Andre hændelser under transporten
Hvis det kun er det trækkende køretøj, der udskiftes (og der ikke er tale om en behandling eller omladning af varerne), skal det nye trækkende køretøjs registreringsnummer og nationalitet skrives her. I disse tilfælde kræves der ikke tilladelse og påtegning fra toldmyndighederne.