SKAT har givet afslag på ansøgningen om fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af en handicapbus efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra b.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Faktiske oplysninger
Af SKATs sagsfremstilling fremgår:
"[...]
A - som er gift med B - ansøger i mail af 9. juni 2015 om fritagelse for registreringsafgift ved køb af en brugt handicapbus.
Sagens faktiske forhold
Af oplysningerne i sagen fremgår, at B - ægtefælle til A - er kørestolsbruger og har en varig nedsat fysisk funktionsevne. Efter det oplyste, opfylder hun de helbredsmæssige betingelser for at opnå støtte til køb af bil.
Ansøgning om "Støtte til køb af bil, afgiftsfritagelse og særlig indretning" efter Servicelovens §114 er dog afslået ud fra et væsentlighedskriterie - jfr. en afgørelse fra By Y1 Kommune af 28. maj 2015.
Afgørelsen er A og B meget uenige i, da de føler sig meget bundet til hjemmet og ikke kan deltage i sociale aktiviteter, som før B blev ramt af en hjerneblødning. Parret mener heller ikke, at der er taget hensyn til Bs pårørende. Familie og vennekreds bor lagt væk. B kan ikke tåle længere tids fastspænding i kørestol og har behov for forflytning til specialsæde. Dette kan ikke løses med offentlige transportmidler.
Som alternativ til at anke afgørelsen har parret forespurgt By Y1 Kommune om muligheden for fritagelse for registreringsafgift, hvis de køber en brugt handicapbus. Bussen er forsynet med kørestolslift og 6-punkts drejekonsol ved højre forsæde. Endvidere vil sælger uden beregning installere carlift til forflytning mellem kørestol og forsæde. Kommunen har svaret, at spørgsmålet skal rettes til SKAT.
[...]"
SKATs afgørelse
SKAT har afvist klagerens ansøgning om afgiftsfritagelse for et motorkøretøj efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra b.
SKAT har bl.a. begrundet afgørelsen med:
"[...]
SKATs bemærkninger
Det er motorcentrets opfattelse, at de oplysninger, vi har modtaget, vedrører By Y1 Kommunes afgørelse i sagen. Oplysningerne vedrører således forhold mellem B og A på den ene side og By Y1 kommune på den anden. Der bliver henvist til bestemmelser i serviceloven.
Det ligger uden for motorcentrets ressort at kommentere oplysningerne, herunder om servicelovens bestemmelser er overholdt. SKAT er i denne sag blot "mellemmand" mellem B og A på den ene side og By Y1 kommune på den anden.
SKATs endelige afgørelse
SKAT Motorcenter By Y2 giver afslag på ansøgningen om fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af en handicapbus. Vi anser ikke B for at opfylde betingelserne i relation til fritagelsesbestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 2 stk. 1 nr. 7 litra b.
For at opnå fritagelse for registreringsafgift på en handicapbus skal B have en bevilling fra kommunen, hvoraf det fremgår, at hun er kørestolsbruger, og at bussen fritaget for vægtafgift efter vægtafgiftslovens § 16 eller omfattet af brændstofafgiftslovens § 7 (bevilling til støtte til køb af bussen efter bistandsloven).
[...]"
Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse ændres, således der meddeles afgiftsfritagelse i forbindelse med indkøb af en handicapbus.
Klageren har til støtte for påstanden anført:
"[...]
På vegne af min hustru B [...] skal jeg hermed klage over SKATS afgørelse af 26. juni 2015.
Vi har oprindelig ansøgt By Y1 Kommune om støtte til køb af bil, afgiftsfritagelse og særlig indretning. Kommunen har 28. maj 2015 givet afslag på ansøgningen med begrundelsen, at ansøger efter kommunens vurdering ikke har et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af hendes funktionsnedsættelse Kommunen anfører dog, at hun opfylder de helbredsmæssige betingelser for, at opnå støtte til køb af bil.
Vi har efterfølgende anket kommunens afslag, da B ifølge en vejledning til servicelovens § 114 alene skal have et kørselsbehov, der er sædvanligt for en jævnaldrende person uden handikap - men kommunen fastholde afslaget.
Vi har så forelagt kommunen muligheden for, at vi selv uden støtte fra Kommunen anskaffer en egnet brugt handicapbus, således at anmodningen alene vedrører en fortsat fritagelse for registreringsafgiften. Kommunen har svaret, at spørgsmålet om registreringsafgiften måtte rettes til SKAT. Kommunen kunne kun behandle en klage af hele sagen.
Vi har så ansøgt SKAT om (fortsat) fritagelse af registreringsafgiften på dette køretøj. SKAT har givet afslag - jfr. ovennævnte afgørelse af 26. juni 2015 - med henvisning til kommunens afslag. Skat henviser til kommunen.
Så er vi lige langt SKAT var dog så venlig at vedlægge en udskift af vejledning E.A.8.1.3.4 Busser.
I vejledningen er der bl.a. nævnt en kendelse fra landsskatteretten, SKM2002.510.LSR, hvor en person med varig nedsat gangfunktion ansås som kørestolsbruger og derfor var fritaget for registreringsafgift.
Når kendelsen er nævnt i en vejledning må den vel have en vis generel retsvirkning. Når en person med nedsat gangfunktion kan få fritagelse for registreringsafgift, så kan en person, der er halvsidet lammet efter en hjerneblødning og som utvivlsomt er kørestolsbruger vel også.
Men SKAT fastholder afgørelsen og hævder, at omhandlede kendelse er en konkret vurdering af forholdene i den konkrete sag - jfr. brev fra SKAT af 2. juli 2015.
Jeg mener dog at kendelsen er interessant, da der her foretages en opsplitning af problemstillingen i:
1) Fritagelse for registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 2 stk. 1 og
2) Kommunens tilskud og støtte efter bistandsloven.
Kendelsen tager alene stilling til 1) registreringsafgiften og forholder sig ikke til 2) kommunens vævring til tilskud og støtte efter bistandsloven.
Det er præcis det vi anmoder om.
I kendelsen lægges vægt på, at brugeren af handicapbussen de facto er kørestolsbruger.
Da vi går ud fra at;
- køretøjet, en tidligere indregistreret handicapbus, opfylder de fysiske betingelser.(nedsædet bus til kørestolsbruger) for fritagelse for registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 2stk, 1, nr. 7b og
- det er tilstrækkeligt dokumenteret, at Lise er kørestolsbruger begrundelsen i kommunens afslag af 28, maj 2015
synes betingelserne for fritagelse for registreringsafgift for opfyldt. [...]"
SKATs udtalelse
SKAT har i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten udtalt:
"[...]
For at opnå fritagelse for registreringsafgift på en handicapbus skal B have en bevilling (normalt fra kommunen), hvoraf det fremgår, at hun er kørestolsbruger, og at bussen fritaget for vægtafgift efter vægtafgiftsbovens § 16 eller omfattet af brændstofafgiftslovens § 7 (bevilling til støtte til køb af bussen efter bistandsloven).
By Y1 kommune har ikke givet B fritagelse for vægtafgift ved anskaffelse af en bus, ligesom den heller ikke er omfattet af brændstofafgiftslovens § 7 (bevilling til støtte til køb af bussen efter bistandsloven).
A henviser i klagen til kendelse med SKM-nummer SKM2002.510.LS fra 26. september 2002. Kendelsen vedrører en person med varig nedsat gangfunktion, som anvendte en 3-hjulet el-scooter. Personen blev anset for at være kørestolsbruger. Det fremgår af kendelsen, at personen i en afgørelse fra amtet blev fritaget for betaling af vægtafgift ved køb af en Chevrolet Astro Van.
Da personen i den nævnte sag er kørestolsbruger og er fritaget for betaling af vægtafgift, opfylder personen betingelserne for at kunne få fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af en handicapbus.
[...]"
Landsskatterettens afgørelse
Der fremgår at registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra b, at køretøjer, der er fritaget for vægtafgift efter vægtafgiftslovens § 16 eller omfattet af § 7 i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, og som eventuelt med reduceret sædeantal anvendes af eller til brug for kørestolsbrugere, er fritaget for afgift.
Det fremgår af vægtafgiftslovens § 16, at personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå støtte til erhvervelse af en bil, fritages for vægtafgift og tillægsafgift for privat anvendelse.
Af lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler § 7 fremgår, at personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå støtte til erhvervelse af en bil, fritages for afgiften, hvis bilen er benzindreven. Er bilen dieseldreven, betales afgift efter de i § 3, stk. 1, under B fastsatte satser for udligningsafgift.
Det fremgår således af vægtafgiftsloven § 16 og lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler § 7, at det er en forudsætning for afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra b, at der er meddelt støtte efter lov om social service.
Idet By Y1 Kommune den 28. maj 2015 har afslået at give klageren støtte til erhvervelse af en ny bil efter lov om social service, er betingelserne for afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra b ikke opfyldt.
Det bemærkes, at SKAT og Landsskatteretten ikke er rette klageinstans i forhold til By Y1 Kommunes afgørelse af 28. maj 2015.
SKATs afgørelse stadfæstes.