Parter

A
(v/ advokat Henrik Dietz)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Marie Krogsgaard Pedersen)

Afsagt af byretsdommer

Tine Egelund Thomsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen angår, om A i medfør af den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2, hæfter for efterbetaling af registreringsafgift i forbindelse med sit køb af en Land Rover, model Range Rover, med reg.nr. ..., der ikke er betalt fuld registreringsafgift af.

Sagen er anlagt den 20. december 2013.

As påstand er, at opkrævning af registreringsafgift på 665.940 kr. skal bortfalde.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Ved SKATs afgørelse af 2. februar 2010 blev A opkrævet yderligere 818.281 kr. i registreringsafgift for den pågældende Range Rover med reg.nr. ....

Landsskatteretten stadfæstede den 3. juli 2013 SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse, jf. dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. A anmodede om, at Landsskatteretten genoptog sagen med henvisning til, at han ønskede retsmøde i sagen. Ved afgørelse af 23. september 2013 stadfæstede Landsskatteretten på ny SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse. I afgørelsen er anført bl.a.:

"...

Klagen vedrører hæftelse efter dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, nu § 20, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 818.281 kr. i registreringsafgift hos klageren, idet SKAT mener, at klageren, som den første registrerede ejer af bilen, hæfter for betaling af registreringsafgiften.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse.

Møde mv.
Repræsentanten har anmodet om retsmøde i sagen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 2. pkt. og forretningsorden for Landsskatteretten, § 12, stk. 1, nr. 1.

Ud fra sagens oplysninger har retspræsidenten ikke fundet grundlag for at bestemme, at klagen over SKATs afgørelse for klageren skal behandles under medvirken af retsmedlemmer.

Sagens oplysninger
Klagerens repræsentant har ved brev af 8. juli 2013 bedt Landsskatteretten om at genoptage rettens afgørelse af 3. juli 2013 vedrørende spørgsmålet om hæftelse for yderligere registreringsafgift.

Anmodningen er begrundet med, at klageren ønsker retsmøde i sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, nr. 2, og forretningsorden for Landsskatteretten, § 12, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten meddelte ved brev af 15. august repræsentanten, at afgørelsen af 3. juli 2013 genoptages.

Afgørelse af 3. juli 2013:

''...

Klagen vedrører hæftelse efter dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, nu § 20. stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 818.281 kr. i registreringsafgift hos klageren, idet SKAT mener, at klageren, som den første registrerede ejer af bilen, hæfter for betaling af registreringsafgiften.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse.

Møde mv.

Sagen har været drøftet på et møde med klagerens repræsentant.

Sagens oplysninger

Ved afgørelse af 23. december 2010 afviste Landsskatteretten at behandle klagen, idet fristen for indgivelse af klage ikke var iagttaget. Afgørelsen blev indbragt for domstolene, og her tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle således, at der skal ses bort fra fristoverskridelsen og sagen skal realitetsbehandles ved Landsskatteretten.

Køretøjet er importeret til Danmark og blev den 16. februar 2007 anmeldt til afgiftsberigtigelse af G1, jf. registreringslovens § 9, stk. 2. Afgiften blev beregnet ud fra en faktura med urigtigt indhold. Fakturaen viser en pris på EUR 30.400, hvorefter afgiften er beregnet til 498.345 kr.

SKAT er i besiddelse af oplysninger, der viser, at bilens faktiske pris er EUR 73.600 ekskl. tysk moms. Afgiften på dette korrekte grundlag er beregnet til 1.316.626 kr.

Den 25. maj 2007 blev klageren registreret som ejer af bilen og den 11. marts 2011 blev et selskab registreret som ejer og klageren som bruger.

Ifølge dags-dato kvittering af 29. januar 2007 er der betalt 750.000 kr. til ST. Ifølge bilag fra Danske Bank har ST den 14. februar 2007 hentet 800.000 kr. Det er oplyst, at de 2 beløb i alt 1.550.000 kr., er klagerens betaling for bilen. Ifølge SKAT udgør den vejledende nyvognspris for en bil som den pågældende 1.849.560 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 818.281 kr. i registreringsafgift hos klageren, da klagerens virksomhed står registreret som den første registrerede ejer af bilen, og dermed skulle klageren hæfte for betaling af registreringsafgiften.

SKAT har anført i afgørelsen, at udgangspunktet er, at registreringsafgiften påhviler køber, i hvis navn bilen registreres. Dette fremgår af såvel EU SKM 2006.400.EFD samt af dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, nugældende § 20. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den person, i hvis navn køretøjet er registreret i Centralregistret for Motorkøretøjer, hæfter for afgiftens betaling, medmindre afgiften af køretøjet er anmeldt til told- og skatteforvaltningen af en registreret virksomhed efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15.

Det er ligeledes i overensstemmelse med Østre Landsrets dom af 20. juni 2002 (SKM2002.415.ØLR). Selskabet, der blev dømt til at hæfte for den unddragende registreringsafgift, var på tidspunktet for unddragelserne registreret efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15. Afgørelsen er således i fuldstændig overensstemmelse med lovgivningen og praksis - den person, i hvis navn køretøjet er registreret i Centralregistreret for Motorkøretøjer, hæfter for afgiftens betaling, medmindre afgiften af køretøjet er anmeldt til told- og skatteforvaltningen af en registreret virksomhed efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15.

Det forhold, at SKAT har udstedt en registreringsattest, kan ikke tillægs bevis for, at der ikke efterfølgende kan rettes krav mod den, i hvis navn køretøjet er registreret. Dette fremgår af registreringsafgiftslovens § 25, hvor der er mulighed for at få fremstillet et køretøj til fornyet behandling. Det er tillige underbygget af Østre Landsrets tilkendegivelse i TfS 1995.862, hvor sagsøgtes anbringende om, at en registreringsattest er udtryk for, at afgiftsforholdene er i orden, ikke fik betydning for sagens udfald.

SKAT har herefter henvist til fire afgørelser, der er truffet af Landsskatteretten i perioden 6. marts 2009 til 26. januar 2010.

SKATs principielle holdning til efteropkrævning af registreringsafgift er tilkendegivet over for FDM og Advokat HN ved breve af 16. og 30. april 2008. Brevene er gengivet i sagsfremstillingen. I svaret er det præciseret, at det er SKATs individuelle vurdering, der ligger til grund for, hvorvidt den enkelte person er omfattet af den personkreds, hvor der kan foretages efteropkrævning af registreringsafgift.

SKAT har vedrørende den konkrete sag oplyst, at køretøjet blev anmeldt til SKAT den 7. februar 2007 af G1.

Klageren har over for politiet oplyst, at køretøjet er anskaffet hos personen ST, der ikke har været registreret med virksomhed i registreringsafgiftslovens § 14's forstand.

ST afhentede på klagerens foranledning den 14. februar 2007 kontant 800.000 kr. som betaling af 1. rate ved købet af bilen. Der var ingen slutseddel eller faktura vedrørende købet af bilen. Klageren overdragede en check på 750.000 kr. til ST i forbindelse med overdragelse af bilen. Beløbet skulle dække betaling af dansk registreringsafgift.

Det er oplyst, at virksomheden har givet 1.550.000 kr. for en ny bil, hvor vejledende nyvognspris ifølge den danske importør er 1.849.560 kr.

SKAT har anvendt prisen inkl. registreringsafgift, da klageren har erhvervet et køretøj, hvor ekstraudstyret ikke er eftermonteret på vegne af sælger og efter en særskilt aftale mellem køberen og sælger, jf. dagældende registreringsafgiftslov § 8, stk. 3. Denne pris skal holdes op mod anskaffelsesprisen på 1.550.000 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klageren ikke hæfter for den af SKAT yderligere beregnede registreringsafgift for ovennævnte bil.

Repræsentanten har henvist til SKATs afgørelse for så vidt angår beskrivelsen af sagens faktiske omstændigheder og fremhævet, at bilen blev indført til Danmark i 2007 og den 16. februar 2007 anmeldt til afgiftsberigtigelse. Anmeldelsen blev foretaget af G1. Der er fremlagt en kopi af udskrift af 21. november 2007 fra CVR med oplysninger om selskabet. Det fremgår heraf, at G1 er registreret med virksomhed i form af detailhandel med biler.

Til yderligere belysning af ejerforholdene til bilen har repræsentanten fremlagt kopi af udskrift af Centralregisteret for Motorkøretøjer og kopi af anmeldelse til afgiftsberigtigelse af 16. februar 2007 med G1 som anmelder, og kopi af synsrapport af 15. februar 2007. Det fremgår ikke heraf, hvem der er ejer af bilen.

Der er endvidere fremlagt kopi af registreringsattest af 11. marts 2011. Det fremgår heraf at ejer af bilen pr. 11. marts 2007 er G2 v/Advokat FS.

Der er ligeledes fremlagt kopi af anmeldelse af 25. maj 2007, hvoraf det fremgår, at klageren er ejer af bilen. Af anmeldelse af 11. marts 2011 fremgår det, at G2 er registreret som ejer, mens klageren er registreret som bruger.

Repræsentanten har bemærket, at afgiften blev beregnet på grundlag af en faktura med en pris på bilen på Euro 30.400 (ekskl. tysk moms). Der er fremlagt kopi faktura ...20 af 14. februar 2007 fra G3 til G1, ligesom der er fremlagt kopi af beregningsskema til brug ved parallelimporterede køretøjer af 16. februar 2007 og kopi af SKATs beregningsskema ved parallelimport.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren ikke hæfter for den yderligere opkrævede registreringsafgift, idet bilen ikke blev indregistreret i klagerens navn ved første registrering efter indførsel til Danmark. Klageren bliver først registreret som ejer af bilen den 25. maj 2007.

Det er endvidere gjort gældende, at klageren ikke kan anses for at have været i ond tro om, at registreringsafgiften af SKAT blev beregnet til et for lavt beløb. Det skyldes primært, at der ikke er en standardpris for samme bilmodeller inden for EU. Forhandlere kan derfor erhverve den samme bil til forskellige priser. Hertil kommer at prisen er afhængig at bilens ekstraudstyr. Det er et faktum, at typeanmeldte såkaldte flådemodeller med omfattende ekstraudstyr på det europæiske marked kan sælges til en pris, der er billigere end standardmodellen.

Repræsentanten har fremhævet, at der ikke var et åbenlyst misforhold mellem den normale salgspris og den af klageren betalte købspris. Der er endvidere tale om en bilmodel med meget ekstraudstyr, hvilket gør det svært for en almindelig forbruger at gennemskue, om købsprisen for bilen er for lav eller for høj. Klageren er således under alle omstændigheder omfattet af SKATs særlige praksis, hvorefter SKAT i tilfælde, hvor en bil er erhvervet hos en bilforhandler af en køber i god tro med hensyn til, hvorvidt der er betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling af afgift hos køberen.

Repræsentantens indlæg af 24. april 2013
Det er bemærket, at hæftelsen (dagældende registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2), mod klageren er gjort uretmæssigt gældende af SKAT. Hæftelsen er gjort gældende som en del af et større sammenhængende sagskompleks, hvor der uden specifikt sammenhæng til klagerens situation er rettet krav om hæftelse for registreringsafgift mod en række personer og selskaber, der har købt dyre biler til betydeligt billigere priser end den danske markedspris.

Klageren har købt den omhandlede bil for 1.550.000 kr. og købsprisen skal sammenholdes med en tilsvarende gældende markedspris (listepris) på det danske marked.

Repræsentanten har gjort gældende, at bilen er købt til en pris, der svarer til markedsprisen på købstidspunktet for en tilsvarende parallelimporteret bil. Klageren har således ikke købt bilen til betydelig billigere pris end listeprisen og klageren har ikke som følge af købsprisen haft anledning til at foretage yderligere undersøgelser om, hvorvidt der var afregnet korrekt registreringsafgift for bilen.

Klagerens motiv for erhvervelse af bilen gennem parallelimport var ikke en økonomisk fordelagtighed, men alene en nedsat leveringstid. Klagerens kontante forudbetaling har da heller ikke på nogen måde stillet klageren økonomisk fordelagtigt i forhold til at benytte en dansk forhandler med bilen på lager.

Repræsentanten har endvidere gjort gældende, at klageren har købt bilen af en forhandler af parallelimporterede biler, idet ST har fremstået som en person, der forhandler biler til danske købere. Klageren fik anbefalet køb af bil hos ST og klageren har ikke på noget tidspunkt haft grund til at betvivle legitimiteten af ST's erhvervsaktivitet som specialist i parallelimport af biler i luksusklassen hentet fra Tyskland.

Det fremgår af SKATs skrivelse at 16. april 2008 til FDM:

"...

Det kan generelt oplyses, at det er SKATs principielle udgangspunkt, at der ikke efteropkræves registreringsafgift hos den godtroende bilkøber, som har købt en bil hos en registreret autoforhandler. Denne praksis er baseret på en individuel og konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Eventuelle efterbetalingskrav vil således som udgangspunkt blive rejst over for den pågældende registrerede autoforhandler.

..."

Repræsentanten har gjort gældende, at der ikke kan stilles krav om, at en bilforhandler er defineret ved udstillingslokaler m.v., henset til at parallelimporterede biler ofte er hjemtaget og leveret i henhold til specifikke individuelle kundeønsker om særlige modeller.

Det har været uden betydning for klageren om forhandleren havde et fast udstillingssted, da han var interesseret i en specifik bil.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren ikke har været i ond tro ved køb af bilen. Klageren har på intet tidspunkt haft anledning til at blive mistænksom i forhold til korrekt betaling af registreringsafgift til SKAT. Hverken bilens pris eller de for klageren kendte forhandlerforhold har kunnet give anledning til mistanke.

Valget af finansieringsform i forbindelse med aftale om køb og salg af bilen beror på en individuel aftale og er ikke relevant for grundlaget for betaling af registreringsafgift, der alene udgøres af bilens markedspris ved import. Andre finansieringsmodeller kunne være valgt uden at det ville ændre på registreringsafgiftens størrelse.

I Østre Landsrets dom af 11. september 2012, j. nr. B-3632-10,  (SKM2012.656.ØLR), opnåede bilkøberen ved købet af bilen en rabat i forhold til listeprisen på 43,73 %. Bilen blev købt for 1.580.000 kr. i forhold til en listepris på 2.807.994 kr.

Det fremgår endvidere af dommen, at den pågældende bilkøber ikke kunne anses at være i god tro som følge af, at der med den opnåede rabat på den angivne indkøbspris i Tyskland ikke vil være muligt at afholde dansk registreringsafgift og moms, ligesom der heller ikke vil være plads til eventuel avance til sælgeren af bilen.

De konkrete forhold i dommen er således markant anderledes, idet sagsøger har købt en bil til markedspris. Dommen kan derfor kun i begrænset omfang tillægges betydning for nærværende sag.

Dommen viser, at vurderingen af god tro i forhold til om der er afregnet korrekt registreringsafgift foretages efter en samlet vurdering, hvor der ikke alene kan lægges vægt på forhandlersituationen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af den tidligere registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2 (nu § 20), jf. § 1, at afgiften ved den første registrering af et motorkøretøj i Danmark påhviler ejeren eller den, i hvis navn køretøjet indregistreres.

Som følge heraf hæfter klageren ifølge registreringsafgiftsloven for, at der er betalt korrekt registreringsafgift ved registreringen af køretøjet, idet det lægges til grund for sagens afgørelse, at indregistreringen af bilen er foretaget af G1 for klageren som ejer. Det bemærkes herved, at anmeldelsen er sket den 16. februar 2007, og at klageren ifølge det oplyste betalte for bilen i 2 rater henholdsvis den 29. januar 2007 og den 14. februar 2007.

Denne lovmæssige ordning er til gunst for borgerne fraveget ved SKATs praksis, hvorefter SKAT i tilfælde, hvor et motorkøretøj er erhvervet hos en bilforhandler af en køber, der er i god tro med hensyn til, at der er betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling hos køberen.

Hovedbetingelsen for, om klageren er omfattet af den beskrevne administrative praksis er således, om klageren var i god tro ved erhvervelsen af den pågældende bil.

På baggrund af, at klagerens købspris på 1.550.000 kr. sammenholdt med den vejledende udsalgspris på 1.849.560 kr. samt de oplysninger der foreligger om klagerens anskaffelse af det eksklusive køretøj, herunder om kontakten mellem parterne, betalingen og den manglende faktura, kan klageren ikke anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Klageren er som følge heraf ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om hæftelse stadfæstes herefter, idet det bemærkes, at der ikke er taget stilling til afgiftens størrelse.

..."

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klageren ikke hæfter for den af SKAT yderligere beregnede registreringsafgift for ovennævnte bil.

Med henvisning til Landsskatterettens brev af den 15. august 2013 har repræsentanten anmodet om, at der afholdes retsmøde i nærværende sag.

Sagen er af principiel betydning for klageren, og ved et negativt udfald ved Landsskatteretten vil registreringsafgiften også have en indgribende betydning for klagerens økonomi.

Bilen blev købt for en pris af 1.550.000 kr. SKAT har efterfølgende hos klageren opkrævet en yderligere registreringsafgift på 818.281 kr. med den begrundelse, at der er en fælles hæftelse for den afgift, den danske stat er blevet unddraget ved oprindelig afgiftsberigtigelse med falsk købsfaktura.

Den samlede afgift, der efteropkræves af SKAT er efterfølgende foreslået reguleret ned med et væsentligt beløb.

Den vejledende nyvognspris for bilen udgør ifølge oplysninger fra SKAT 1.849.560 kr.

SKAT har en praksis, hvor en konkret vurdering af god tro hos en efterfølgende ejer/bruger af en bil kan betyde, at der ikke gøres et hæftelsesansvar gældende.

Klageren ønsker, at redegøre for forholdene ved køb af bilen. Der er tale om en særlig situation, hvor købsprisen for bilen ligger tæt på den vejledende nyvognspris i en situation, hvor der ikke er tale om en ny bil.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 3. juli 2013 stadfæstes SKATs afgørelse, idet der ikke er fremlagt nye oplysninger eller nye anbringender, der giver anledning til at ændre denne."

Ved afgørelse af 23. december 2013 fastsatte Landsskatteretten den samlede registreringsafgift til 1.164.285 kr. I afgørelsen er anført bl.a.:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 818.281 kr. i registreringsafgift, svarende til en samlet afgift på 1.316.626 kr.

Landskatteretten fastsætter den samlede registreringsafgift til 1.164.285 kr.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, at den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj ikke kan være lavere end indkøbsprisen tillagt 9 % i avance.

Af samme lovs § 9, stk. 1, fremgår det, at den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til bruger kan anmeldes for told- og skatteforvaltningen af den, som har fastsat prisen.

Det fremgår videre af § 9, stk. 2, at hvis der er anmeldt en pris for et køretøj, så skal denne anvendes som køretøjets afgiftspligtige værdi.

Idet SKAT ved beregningen i udtalelsen har lagt den anmeldte standardpris samt en forhandleravance på 9 % til grund for beregningen, er der ikke grundlag for at ændre denne, der herefter fastsættes til 1.164.285 kr.

..."

Nedsættelsen af den samlede registreringsafgift medførte, at SKAT nedsatte kravet på efterbetaling af registreringsafgift fra 818.281 kr. til 665.940 kr.

Forklaringer

Der er afgivet partsforklaring af A, der har forklaret, at han er uddannet advokat. Hans fagområde har altid været fast ejendom, og han har aldrig ført sager om skatter og afgifter. Han kom i kontakt med ST via SK, som han kendte fra sit virke med ejendomstransaktioner. SK anbefalede ST og dennes firma G4 og fortalte, at ST solgte biler med hurtig levering. Han var på daværende tidspunkt interesseret i at købe en mere praktisk bil, som han selv kunne køre i, og så kunne hans hustru køre i den BMW, som han endte med at købe af bilforhandleren NJ. Han mødte ST, da ST efter aftale kom ind på hans kontor for at vise ham en BMW. Den pågældende BMW havde automatgear, og da hans hustru ønskede en bil med manuelt gear, købte han i stedet en BMW med manuelt gear af NJ. Den BMW, han købte, kostede kun 50.000 kr. mere end den BMW, ST kunne levere. Der var dengang meget lang leveringstid på BMW, og ST kunne levere hurtigere end hvad, der var den almindelige leveringstid. Dette var grunden til, at han var interesseret i at købe en BMW af ST. Han fik først fakturaen på den BMW, han købte af NJ, omkring et halvt år efter købet, da bilen var en demobil. Han havde fuld tillid til, at han ville få fakturaen senere, og han anså dette for sædvanligt. Den pågældende model var helt ny dengang, og han fik betydelig rabat på omkring 10 %, fordi han købte den som demobil.

Han deltog ikke i beregningen af registreringsafgiften for den pågældende Range Rover. Ved købet af bilen lagde han vægt på, at G4 kunne levere den hurtigt, og leveringstiden på en sådan bil var ellers lang, samt at bilen var en ny V8 diesel i sort med lyst læderindtræk og aluminiumsfælge. Han havde tidligere ejet en Range Rover, der var magen til den, han købte, bortset fra at den tidligere bil kørte på benzin. Han troede, at læderindtrækket og aluminiumsfælgene ville blive eftermonteret, og han husker, at han sagde til ST, at bilen skulle have dette ekstraudstyr. Som han husker det, sagde han også, at han vidste, at der var en praksis for eftermontering af det pågældende ekstraudstyr. Han spurgte ST, hvad bilen kostede, og han fik at vide, at den kostede 1.550.000 kr. Han mente, at dette var en rimelig pris, og han havde nok også sagt ja til en lidt højere pris. Han mente dengang, at med det pågældende ekstraudstyr ville bilen have kostet omkring 100.000 kr. til 150.000 kr. mere, hvis den ikke havde været parallelimporteret. ST virkede bilkyndig, og han var lidt smart på den måde, som bilsælgere er. ST sagde til ham, at da han ikke kendte ham, ville han gerne have sikkerhed for, at han kunne betale, og at dette var hans handelsbetingelser, der ikke var til diskussion. Han anså på den baggrund beløbet på 750.000 kr. som værende et acontobeløb. For så vidt angår beløbet på 800.000 kr. mente han, at det var rart, at Danske Bank stod for udbetalingen heraf, da han ikke havde noget sted, hvor han kunne opbevare så mange kontanter. Han mener, at betalingen af de 800.000 kr. foregik under pæne ordnede forhold, hvor banken fik en kvittering for udbetaling af beløbet. Han havde forventet at modtage en faktura på et tidspunkt efter, at bilen var leveret. Bilen blev leveret på hans bopæl. Han modtog registreringsattesten med posten, og han tjekkede, at nummerpladen var angivet korrekt. Han skænkede det herefter ikke nærmere tanke, da han regnede med, at fakturaen ville komme i løbet af nogle måneder. Da bilen var blevet leveret, opdagede han, at den allerede havde kørt 1.000-2.000 km, hvilket ikke var aftalt, men dette accepterede han. Han fandt senere ud af, at bilen var en 2006-model, hvilket heller ikke var aftalt, men det accepterede han også.

Han kendte prisniveauet for den pågældende Range Rover med det aftalte ekstraudstyr, da han købte den, og han mente, at den var 100.000 til 150.000 kr. billigere end, hvad han kunne have købt den til hos en anden bilforhandler. Han kendte ikke den vejledende udsalgspris, og den var heller ikke relevant i denne sammenhæng, fordi det er sædvanligt, at biler koster noget mindre, hvis de har stået et par måneder. Han foretog ikke søgninger på internettet efter prisen. Han prøvekørte ikke bilen, inden han fik den. Han blev aldrig bekendt med prisen i Tyskland. Han kontaktede ST senere, da han fik prisen i Tyskland oplyst, og ST sagde, at han alene havde været en slags mellemmand. Han havde opfattelsen af, at G4 var professionel, fordi SK havde anbefalet ST, og fordi der var andre advokater i hans netværk, der købte bil af G4 på daværende tidspunkt. Han gjorde sig ikke overvejelser om, hvorvidt G4 var bilforhandler i traditionel forstand. Den pågældende måde at handle bil på var bekendt for ham, fordi hans far også købte bil på den måde, at bilforhandlere kom hjem til ham og viste biler frem.

Han forventede at få en faktura for købet på et tidspunkt, men han husker ikke, om han rykkede for det. Han bad om en kopi af ST's pas, fordi han udbetalte et så stort kontantbeløb, og han ville efterfølgende have muligheden for at finde ST, hvis han ikke fik bilen. Han ville ikke være så godtroende, at han ikke kunne identificere ST, hvis noget gik galt. ST var, som bilsælgere er, men han havde ingen grund til at betvivle, at han fik leveret bilen. Han var ikke klar over, hvilket ekstraudstyr, der ville være i den bil, han fik leveret, bortset fra lyst læderindtræk og aluminiumsfælge. Han vidste dog, at bilen generelt var veludstyret. Han søgte ikke efter prisen på en ny Range Rover på internettet inden købet, og han spurgte ikke, hvordan prisen på bilen var sammensat. Han vidste ikke, hvor ST ville købe bilen. Hans fornemmelse var, at ST kunne købe bilen med almindeligt stofindtræk og derved opnå en besparelse ved at eftermontere lædersæder. Han havde ikke konkrete forventninger herudover. Han undrede sig ikke over, at han kunne få bilen så hurtigt. Han spurgte ST om handelsbetingelserne, og han blev oplyst, at der skulle ske forudbetaling, hvilket ikke undrede ham. Han fik ikke forklaret, hvordan de enkelte rater skulle anvendes, og han betragtede raterne som dokumentation for sin betalingsevne. Foreholdt afhøringsrapport vedrørende afhøring af A af 22. januar 2009, side 4 midt på, hvori er anført "Efter aftale kom ST til afhørtes kontor og fik rate II, et beløb på 750.000,- kr. udstedt på en check fra Forstædernes Bank, til betaling af dansk registreringsafgift" har han forklaret, at han ikke har forklaret sådan til politiet. Han husker ikke, hvorfor anden rate skulle betales i kontanter, men det var et krav, ST stillede. Han havde ikke nogen problemer hermed, når det var Danske Bank, der var leveringssted. Han var ikke gået med til det, hvis han selv skulle aflevere så mange kontanter til ST. Han spurgte ikke, om købet var momsbelagt, da han alligevel ikke kunne afløfte momsen. Da han fik registreringsattesten, mente han, at det hele var på plads, og at staten havde fået den registreringsattest, som staten nu skulle have. Han solgte bilen i 2010 for 630.000 kr.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"...

Sagsøger kontaktede ST i dennes egenskab af bilforhandler og efter anbefaling fra en anden køber, erhvervsmand og ejendomsmægler SK. Sagsøger var ikke på nogen måde involveret i afgiftsberigtigelsen af bilen, idet sælger varetog import af bil og alt i forhold til afgiftsberigtigelsen hos SKAT.

Sælger var i stand til opfylde de krav sagsøger havde til købet af bilen, idet der kunne ske en hurtig levering af en Land Rover, model Range Rover med det udstyr sagsøger ønskede. Endvidere var sælger i stand til at tilbyde en pris på kr. 1.550.000, som sagsøger kunne acceptere.

Sagsøger har således ikke haft anledning til at foretage yderligere undersøgelser om prisen for bilen, ud over de undersøgelse han havde foretaget om prisniveauet for en Land Rover, model Range Rover og det gøres gældende, at sagsøger var i god tro om, at der var betalt fuld registreringsafgift af bilen i forbindelse med sælgers afgiftsberigtigelse af bilen i foråret 2007.

Årsagen til, at sagsøger valgte at købe bilen af G4 (repræsenteret af ST) var som nævnt bl.a., at der var en kortere leveringstid end hos en autoriseret forhandler. Det var sælger, der stod for indkøbet af bilen i udlandet og sørgede for alt i forhold til import.

Det gøres endvidere gældende, at besparelsen på bilen i forhold til en for sagsøger ikke kendt vejledende udsalgspris ikke var af en sådan størrelse, at dette skulle bringe sagsøger i ond tro om, at der ikke var betalt fuld registreringsafgift.

Sagsøger har objektivt opnået en besparelse på kr. 299.560, svarende til en besparelse på ca. 16% i forhold til vejledende udsalgspris og ca. 14% uden ekstraudstyr.

Der skal henvises til skønsmandens forklaring i Østre Landsrets dom offentliggjort i SKM2012.656.ØLR, hvoraf følgende fremgår:

"For eksempel er det muligt ved køb i Tyskland at opnå en besparelse på 10-15 % for den eksklusive del af BMW."

Skønsmanden udtalte således, at det er muligt at opnå en rabat på en BMW, der svarer til den besparelse, som sagsøger fik på bilen i nærværende sag, når der alene vurderes ud fra de på et senere tidspunkt oplyste vejledende udsalgspriser for bilen.

I SKM2012.655.ØLR opnåede køberen af bilen en besparelse på 43,73%, mens køberen i SKM2012.656.ØLR opnåede en besparelse på 22%.

Besparelsen i de to domme fra Østre Landsret er således højere end besparelsen i nærværende sag.

Hertil kommer at, i SKM2012.656.ØLR oplyste skønsmanden, at det - såfremt der var tale om lettere brugt demobil, der havde kørt omkring 1.500 km - var det muligt at opnå en besparelse på 14-16%.

Det gøres således gældende, at sagsøger også ved en efterfølgende objektiv vurdering af priser har været i god tro ved købet af bilen. Sammenligningen skal dog ikke foretages, da sagsøger købte bilen til en rimelig pris og manglede konkret kendskab til, at der var tale om en demobil årgang 2006.

Det gøres gældende, at sagsøger erhvervede den omhandlede bil fra en bilforhandler, idet sagsøger erhvervede den omhandlede bil fra G4. G4 var på købstidspunktet registreret i Det centrale Virksomhedsregister under detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.

ST, der var tegningsberettiget i G4, har over for sagsøger fremstået som en person, der forhandler biler til danske købere.

Sagsøger har ikke på noget tidspunkt haft grund til at betvivle legitimiteten af G4' erhvervsaktivitet, herunder ST's fremtræden som specialist i parallelimport af biler i luksusklassen hentet fra Tyskland.

Det gøres gældende, at det ikke kan anses for usædvanligt, at en bilforhandler, der forestår import af biler i luksussegmentet, ikke til brug for salget har indrettet udstillingslokaler, værksted m.v. henset til, at parallelimporterede biler ofte er hjemtaget og leveret i henhold til kundeønsker.

Det gøres gældende, at det generelt er muligt at der opnå rabatter ved køb af en ny bil i Danmark. Størrelsen af rabatten afhænger selvsagt af flere parametre, herunder bl.a. mærke, model, ekstraudstyr, forhandlingsevne m.v.

Det er ligeledes almindeligt kendt, at der var og er besparelser at opnå ved at købe en brugt (her en demo) bil i Tyskland. Dette forhold skal derfor indgå ved en eventuel efterfølgende sammenligning af vejledende udsalgspriser og den konkrete købspris.

Det gøres endvidere gældende, at sagsøger ved aftaleindgåelsen ikke havde kendskab til eventuelt ekstraudstyr i den bil, der senere blev importeret og afgiftsberigtiget i Danmark af sælger. Sagsøger havde alene aftalt med sælger, at bilen skulle være sort og med lyst læderindtræk samt udstyret med dieselmotor.

Det gøres sammenfattende gældende, at sagsøger har været i god tro med hensyn til afgiftsberigtigelsen, hvorfor sagsøger ikke hæfter for den manglende registreringsafgift i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Sagsøger havde ikke nogen grund til at tro, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift, idet sagsøger købte bilen af sælger til markedspris."

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"...

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren som den første indregistrerede ejer af bilen hæfter for den for lidt betalte registreringsafgift efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for at være omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden og skal godtgøre, at han er omfattet af SKATs administrative praksis og dermed ikke hæfter i overensstemmelse med loven.

1. 1. Sagsøgeren har ikke købt køretøjet af en forhandler

Det gøres i første række gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for at have købt bilen af en forhandler og allerede af den grund ikke er omfattet SKATs praksis.

Det er således en selvstændig og nødvendig betingelse for at være omfattet af SKATs særlige gunstige administrative praksis, at køretøjet er købt hos en forhandler, hvilket indebærer et krav om, at sælgeren fremstod som en forhandler af biler. Dette støttes på følgende:

Det er vedvarende og i samtlige beskrivelser vedrørende SKATs praksis anført, at praksis omfatter køretøjer, som er købt hos en forhandler  (autoforhandler/forhandlervirksomhed). Det er som følge heraf en forudsætning for anvendelse af praksis, at køretøjet kan anses for købt hos en forhandler, og det er i overensstemmelse hermed, at SKAT - og Landsskatteretten som rekursinstans - har anvendt praksis

SKATs administrative praksis har den baggrund, at en almindelig bilkøber normalt må kunne forvente af en forhandler, at denne har betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter loven, jf. hertil bemærkningerne om praksis i forarbejderne til ændringslov nr. 481 af 30. maj 2012 og U.2013.2678H (SKM2013.447.HR).

Praksis bygger på det normaltilfælde, hvor en forbruger indfinder sig på en forhandlers faste forretningssted for at se og eventuelt prøvekøre en eller flere af de biler, forhandleren udstiller, og herefter indgår en aftale med forhandleren om køb af en bil. Der skal derfor ved den samlede vurdering af, om der er tale om en forhandler efter SKATs praksis, lægges vægt på om en sælger har sædvanlige forhandlerkarakteristika, herunder om der findes et fast udstillingssted, om der findes nogle udstillingsmodeller, om der annonceres eller på anden måde reklameres, og om virksomheden i øvrigt udadtil præsenteres som forhandler.

Det, at køretøjet er købt af en forhandler, er med andre ord en grundforudsætning for, at en køber kan være i god tro omkring afgiftens korrekte betaling.

Højesterets og landsrettens domme i prøvesagerne kan ikke tages til indtægt for, at Højesteret og landsretten har afvist, at der efter administrativ praksis gælder en særskilt og nødvendig betingelse om, at køretøjet er købt hos en forhandler. Der er heller ikke grundlag for at tage dommene til udtryk for, at Højesteret og landsretten fandt, at sælgeren i de pågældende sager (som i øvrigt var en anden end i nærværende sag) kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand.

Prøvesagsdommene er udtryk for, at Højesteret og landsretten ikke har fundet det nødvendigt at tage stilling til, om sælgeren i de pågældende sager kunne anses for en forhandler, idet køberne klart var i ond tro omkring afgiftens betaling og derfor allerede af denne grund ikke var omfattet af praksis.

SKATs praksis er udtryk for en fravigelse - til gunst for borgerne - af en klar og ubetinget lovbestemmelse om, at køberen af en bil hæfter på objektivt grundlag for betalingen af den lovpligtige registreringsafgift, uanset god tro og uanset hvem køretøjet købes af. Ved anvendelsen af en sådan ulovbestemt administrativ praksis til gunst for borgerne kan der ikke stilles krav til, i hvilket omfang SKAT har valgt at lade denne administrative undtagelse til en klar lovbestemt hæftelsesregel række, for så vidt praksis ikke hviler på usaglige hensyn. Endvidere kan betingelserne for anvendelse af en sådan praksis ikke underlægges en fortolkning eller anvendelse, sådan at praksis kommer til at gå videre end, hvad der er grundlag for i den udøvede administrative praksis; en ulovbestemt praksis kan således ikke udstrækkes længere, end hvad der er grundlag for i den administrative praksis, jf. princippet i eksempelvis højesteretsdommene i U2014.131H (SKM2013.731.HR), U2012.163H, U2010.780H (SKM2010.166.HR) og U2009.1436H.

Sagsøgeren har da heller ikke bestridt, at det er en grundforudsætning for anvendelse af SKATs administrative praksis i nærværende sag, at køretøjet er købt af en forhandler.

Det gøres gældende, at sagsøgerens sælger ikke fremstod som en forhandler af biler - hverken udadtil eller over for sagsøgeren. Dette støttes bl.a. på

at	sælgeren ikke har haft noget udstillingssted eller nogen biler på lager, endsige et forretningssted, hvorfra der blevet drevet en virksomhed med salg af biler,
at	sælgeren ikke har markedsført sig professionelt, eksempelvis ved annoncering via hjemmeside, blade, aviser, telefonbøger eller lignende,
at	sagsøgeren blev bekendt med sælgeren gennem en bekendt (og ikke gennem sælgerens markedsføring),
at	kontakten mellem parterne foregik på en for bilforhandlere u sædvanlig måde, idet kontakten alene foregik telefonisk og ved sælgerens fremmøde på sagsøgerens kontor eller bopæl, og
at	der ikke har været udstedt nogen slutseddel, faktura eller lignende for købet af køretøjet, hvilket er særdeles usædvanligt for professionelle forhandlere og i øvrigt i strid med både kravene i registreringsafgiftslovens § 21 til fakturaer ved salg af nye køretøjer (der gælder for alle nyvognsforhandlere, også parallelimportører) og lovgivningens almindelige regler om udstedelse af fakturaer ved momspligtige salg (som i nærværende sag).

Sælgeren havde ingen af de karakteristika, som almindeligvis kendetegner bilforhandlere, og sælgeren fremstod dermed ikke objektivt udadtil som en forhandler af biler. Sælgeren fremstod som en privat sælger, og sagsøgeren må dermed anses for at have erhvervet det omhandlede køretøj i privat handel.

Det bestrides, at sagsøgeren må anses for at have købt køretøjet af selskabet G4 og ikke af ST personligt. Der er ingen dokumentation for, at køretøjet skulle være købt af selskabet. Men selv hvis det måtte lægges til grund, at sagsøgeren handlede med selskabet, kan dette ikke være afgørende for, om sagsøgeren må anses for at have købt køretøjet af en forhandler, idet heller ikke selskabet på nogen måde fremstod som en bilforhandler over for sagsøgeren. Den omstændighed, at G4 måtte have været registreret i Det Central Virksomhedsregister under detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser, er uden betydning, idet sagsøgeren ikke var bekendt hermed på købstidspunktet, jf. replikken, side 2, øverst.

2. Sagsøgeren var ikke i god tro om afgiftens betaling

Uanset om sagsøgerens sælger måtte anses for en forhandler, har sagsøgeren, der har bevisbyrden, ikke godtgjort, at han i øvrigt var i god tro om, at der var betalt fuld registreringsafgift af køretøjet. Tværtimod må det lægges til grund, at han var i ond tro, hvilket støttes på følgende:

Sagsøgeren opnåede ved købet af køretøjet af ST en betragtelig besparelse på ca. kr. 300.000 i forhold til køretøjets vejledende udsalgspris.

Det må lægges til grund, at køretøjet blev købt som nyt, og at det ved leveringen maksimalt havde kørt ca. 1.000 km, svarende til køreafstanden mellem Danmark og Tyskland, hvor køretøjet blev afhentet. Det bestrides, at køretøjet var en brugt demobil, endsige at sagsøgeren troede dette.

Sagsøgerens besparelse ved køb af et nyt køretøj var påfaldende stor og er dermed med til at bringe sagsøgeren i ond tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Det må lægges til grund, at sagsøgeren var bekendt med køretøjets vejledende udsalgspris i Danmark, eller i hvert fald prisniveauet for køretøjet, og dermed var opmærksom på den store besparelse. Det har således formodningen imod sig, at en køber af et så dyrt aktiv bil ikke på forhånd har undersøgt det officielle prisniveau for bilen, idet bemærkes, at den vejledende udsalgspris er offentlig tilgængelig og er den pris, forhandlere prisfastsætter køretøjer til, jf. også bilag 10, midt for. Det fremgår da også af politirapporten for politiets afhøring af sagsøgeren, at sagsøgeren over for politiet har forklaret, at han havde foretaget undersøgelser (antageligt af priserne) i forbindelse med købet af det i sagen omhandlede køretøj, jf. ...

Sagsøgeren havde intet grundlag for at tro, at det var muligt for sælgeren at afholde både dansk registreringsafgift, moms og sælgeravance inden for den købesum, som sagsøgeren betalte for bilen. Der kan herved også lægges vægt på oplysningerne om ratebetalingerne, jf. tilsvarende Østre Landsrets dom af 8. april 2015 i sag B-450-14 (SKM2015.431.ØLR).

Hertil kommer de øvrige usædvanlige omstændigheder omkring sagsøgerens køb af køretøjet:

Der blev ikke udstedt nogen slutseddel, faktura eller lignende for købet af køretøjet. Dette må anses for særdeles usædvanligt ved køb af et aktiv af så stor værdi og ved handler med professionelle forhandlere, herunder er det i strid med loven, ... Bilkøbere skal således normalt vide bl.a., hvad sælgeren har betalt i registreringsafgift, fordi der reelt er tale om sælgerens udlæg for afgiften, der i sidste ende påhviler køberen, som erhverver bilen med et betydeligt afgiftsindhold, der som almindelig kendt normalt udgør næsten 2/3 af køretøjets pris i Danmark. Sagsøgeren vidste imidlertid ikke, hvordan hans købspris nærmere var sammensat, og han undlod da også at erhverve sig viden herom ved f.eks. at få en nyvognsfaktura, som enhver anden almindelig køber ville gøre.

Endvidere blev købesummen betalt kontant i to rater forud for leveringen af køretøjet, hvilket også er usædvanligt. Herunder var kontantbetalingen i strid med hvidvaskloven, jf. § 2 i den dagældende lov, hvilket sagsøgeren må have vidst som advokat.

Endelig kan omstændighederne ved virksomheden og parternes aftaleindgåelse ikke anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, bl.a. fordi sælgeren ikke markedsførte sig, og kontakten mellem parterne foregik på en "lukket og usædvanlig måde", jf. herved landsrettens præmisser i prøvesagen tiltrådt af Højesteret (U.2013.2678H) (SKM2013.447.HR), hvor handlerne foregik på tilsvarende måde som i nærværende sag.

Om ikke andet må omstændighederne omkring købet af bilen og sagsøgerens (manglende) oplysninger herom samlet set have givet sagsøgeren anledning til at undersøge forholdene nærmere, herunder spørge nærmere ind til, hvordan handlen hang sammen. Det gjorde sagsøgeren imidlertid ikke, og han har derfor handlet mindst simpelt uagtsomt med den følge, at han ikke har været i god tro om registreringsafgiftens fulde betaling.

Det gøres i den forbindelse gældende, at kravene til sagsøgerens agtpågivenhed må anses for skærpede som følge af sagsøgerens baggrund som advokat.

Det kan heroverfor ikke føre til andet resultat, at sagsøgeren "kun" har fået en besparelse på 16 pct. i forhold til den vejledende udsalgspris. Der henvises til, at der da også er afsagt flere domme om ond tro i andre sager i sagskomplekset, hvor besparelsen har været tilsvarende eller endnu mindre. Dertil kommer, at en besparelse på ca. kr. 300.000,- i øvrigt må anses som ganske stor.

Det bestrides, at det var normalt at opnå rabatter i den størrelsesorden, sagsøgeren fik ved købet af det omhandlede køretøj, og at sagsøgeren havde konkret grundlag for at tro, at hans sælger kunne opnå en rabat, der muliggjorde sagsøgerens lave købesum. Lignende forklaringer fra bilkøbere i de øvrige sager i sagskomplekset er konsekvent blevet tilsidesat af domstolene.

Det bestrides endvidere som udokumenteret, at markedsprisen for køretøjet med ekstraudstyr som parallelimporteret var nævneværdigt lavere end den vejledende udsalgspris, endsige at markedsprisen svarede til sagsøgerens købesum for køretøjet, og at sagsøgeren var bekendt med en sådan lavere markedspris.

Det under prøvesagen (SKM2012.656.ØLR) afholdte syn og skøn vedrørte en anden type køretøj solgt på et andet tidspunkt, og der er derfor ikke grundlag for at udstrække konklusionerne herfra om mulige rabatter til også at gælde for nærværende sag. Dertil kommer, at sagsøgeren (selvsagt) ikke har haft kendskab til disse oplysninger.

Det forhold, at køretøjet var en årgang 2006, kan ikke tillægges nogen betydning ved vurderingen af sagsøgerens gode tro, allerede fordi sagsøgeren ikke vidste, at køretøjet var fra 2006 (...). Dertil kommer, at aftalen om købet af køretøjet blev indgået i januar 2007.

Det omstændighed, at SKAT selv afgiftsberigtigede køretøjet på grundlag af den lave tyske pris, som fremgik af den falske faktura, der blev fremvist til SKAT, er uden betydning for vurderingen af sagsøgerens gode tro. Det er ikke således, at der skal foretages en "relativ" vurdering af sagsøgerens gode tro i forhold til, hvorledes afgiftsmyndighederne tilrettelagde deres ekspedition af køretøjer, der anmeldes til afgiftsberigtigelse. Det afgørende er de konkrete omstændigheder ved rørende købet af det konkrete køretøj og de oplysninger, den pågældende bilkøber var i besiddelse af. Den omstændighed, at SKAT lod afgiftsberigtigelsen af køretøjet gå igennem, selv om den oplyste fakturapris afveg fra køretøjets standardpris/listepris, blev i øvrigt påberåbt under prøvesagerne, uden at dette førte til et andet resultat.

Det bemærkes herved, at SKAT blev besveget ved fremvisningen af den falske faktura. Der foregik ikke en nærmere prøvelse ved afgiftsberettigelsen andet end, at det blev kontrolleret, at fakturaen fremstod korrekt. Hvert år foretages der afgiftsberigtigelse af ca. 200.000 biler, og der foretages af ressourcemæssige årsager ikke en intensiv prøvelse af de oplysninger, som angives i forbindelse med anmeldelser. Systemet fungerer ved, at der træffes en afgørelse på grundlag af de foreliggende oplysninger, hvorefter SKAT kan foretage stikprøvekontrol eller foretage en nærmere kontrol, hvis forholdene i øvrigt giver anledning hertil.

Den tvivl, som har været i sagen vedrørende beregningen af den korrekte endelige registreringsafgift, er uden relevans for spørgsmålet om sagsøgerens gode tro. Tvivlen skyldes således alene en forkert anvendelse af de særlige beregningstekniske regler for afgiftsberegningen, idet SKAT for det første havde tillagt en for høj fiktiv forhandleravance (på 13 pct. i stedet for 9 pct.) til den faktiske tyske indkøbspris, og for det andet fordi det viste sig, at der fandtes en anmeldt standardpris for køretøjet, som kunne danne grundlag for beregningen af afgiften i stedet for den faktiske indkøbspris.

..."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det følger af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, (nu § 20), at afgiften ved den første registrering af et motorkøretøj i Danmark påhviler den, i hvis navn køretøjet indregistreres. A hæfter derfor i medfør af registreringsafgiftsloven for, at der blev betalt korrekt registreringsafgift ved registreringen af den bil, sagen angår.

Denne lovmæssige ordning er til gunst for borgerne fraveget ved SKATs praksis, hvorefter SKAT i tilfælde, hvor et motorkøretøj er erhvervet hos en bilforhandler af en køber, der er i god tro med hensyn til, om der er betalt korrekt registreringsafgift, ikke stiller krav om efterbetaling hos køberen.

Hovedbetingelsen for, om A er omfattet af den beskrevne administrative praksis, er dermed, om han var i god tro ved erhvervelsen af den pågældende bil, jf. herved Højesterets dom af 26. juni 2013 (U.2013.2678H) (SKM2013.447.HR).

Det er oplyst af den autoriserede importør G5, at den vejledende udsalgspris for en Range Rover med det ekstraudstyr, som den pågældende Range Rover havde, inkl. registreringsafgift var 1.849.560 kr. Retten lægger efter As egen forklaring til grund, at aftalen vedrørte købet af en ny bil til 1.550.000 kr. Oplysningen om, at bilens kilometerstand ved leveringen viste sig at være på mellem 1.000 og 2.000 km, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. På den baggrund opnåede A således en rabat på omkring 16 % i forhold til den vejledende udsalgspris.

A har forklaret, at han kendte prisniveauet for en Range Rover med det aftalte ekstraudstyr, og at han ved indgåelsen af købsaftalen mente, at han fik en rabat på mellem 100.000 og 150.000 kr. Han har tillige forklaret, at han ikke kendte den vejledende udsalgspris. Henset til, at købsaftalen angik en ny bil til en aftalt købesum på 1.550.000 kr., finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at hans kendskab til prisniveauet også omfattende en ny Range Rover med det aftalte ekstraudstyr. Efter As forklaring lægger retten endvidere til grund, at han var bekendt med, at der var lang leveringstid for denne biltype.

Det kan lægges til grund, at købesummen blev forudbetalt i 2 rater, og at A først betalte en check på 750.000 kr. og senere betalte 800.000 kr. i kontanter, der blev udbetalt til ST i Danske Bank. Allerede som følge af, at der på dette tidspunkt efter det oplyste ikke forelå en skriftlig købsaftale eller anden dokumentation for den indgåede købsaftale, finder retten, at forudbetalingen af købesummen var usædvanlig. A har forklaret, at han bad om en kopi af ST's pas i forbindelse med udbetalingen af kontantbeløbet, fordi han ville kunne identificere ST, hvis han ikke fik bilen. Efter denne forklaring lægger retten endvidere til grund, at A selv anså forudbetalingen af i hvert fald kontantbeløbet for usædvanlig.

På denne baggrund sammenholdt med, at de øvrige omstændigheder ved aftaleindgåelsen heller ikke var sædvanlige, idet der ikke blev udarbejdet en skriftlig købsaftale eller udstedt en faktura for købet af bilen, ST og G4 ikke havde forretningslokaler og efter det oplyste ikke blev markedsført, og at leveringen af bilen skete på As bopæl, var A ikke i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Han er derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.

Herefter, og da det, der i øvrigt er anført, ikke kan føre til et andet resultat, tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet i form af udgifter til advokatbistand inkl. moms med 65.000 kr. Retten har herved lagt vægt på sagens værdi og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 65.000 kr.