Selskabet har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af en sag for byretten og landsretten med 50 % af henholdsvis 26.355 kr., inkl. moms, og 7.250 kr., inkl. moms.
SKAT har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, da kravet på omkostningsgodtgørelse er anset for forældet.
Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at selskabets krav på omkostningsgodtgørelse ikke kan anses for at være forældet, og at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse derfor skal imødekommes.
Faktiske oplysninger
Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 9. august 2006 vurderingsankenævnets afgørelse om, at ejendomsværdien og grundværdien af selskabets ejendom beliggende Y1 i Y2 udgjorde henholdsvis 1.250.000 kr. og 1.034.600 kr. pr. 1. oktober 2004.
Selskabets repræsentant indbragte Landsskatterettens afgørelse for Retten i Y2, der ved dom af 19. december 2008 tog Skatteministeriets principale påstand om frifindelse til følge.
Selskabets repræsentant indbragte den 2. januar 2009 Retten i Y2's dom for Vestre Landsret. Vestre Landsret hævede ved dom af 12. oktober 2009 sagen og bestemte, at selskabet skulle betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.
Selskabets repræsentant har under sagens behandling i Skatteankestyrelsen oplyst, at han overgav sagen i Vestre Landsret til en anden advokat i september 2009, og at han i maj 2010 anmodede den nye advokat, om svar på hvor langt sagen var.
Selskabets repræsentant sendte den 5. maj 2012 en telefax til SKAT. Heraf fremgik blandt andet følgende:
"I ovennævnte retssag, der har verseret ved det lokale skattevæsen, Landsskatteretten, Byretten i Y2 og ved Landsretten, har jeg ikke modtaget refusion fra SKAT i relation til omkostningsgodtgørelse ved sagsbehandlingen.
Jeg har bistået klienten fra 2006 frem til oktober 2009, hvorefter sagsbehandlingen ved Landsretten blev overtaget af advokatfirmaet [navn udeladt].
Det bedes venligst meddelt efter hvilke regler, der kan ydes hel eller delvis omkostningsdækning. Evt. skemaer til dette brug bedes i givet fald venligst fremsendt."
SKAT sendte den 9. maj 2012 en e-mail til selskabets repræsentant. Heraf fremgik blandt andet følgende:
"Du har i to breve af 5. maj 2012 anmodet SKAT om at oplyse efter hvilke regler der ydes hel eller delvis omkostningsgodtgørelse.
På denne baggrund vedhæfter jeg reglerne om omkostningsgodtgørelse som fremgår af skatteforvaltningslovens kapitel 19, bekendtgørelse 958 af 10. oktober 2010 og blanket nr. 02.008 med tilhørende vejledning.
Jeg skal især henlede opmærksomheden på at der ikke udbetales godtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med sagsbehandlingen ved SKAT og bl.a. Vurderingsankenævnet, samt at det ikke er alle sags typer der er godtgørelsesberettiget jf. skatteforvaltningslovens § 52 og § 55.
Til orientering kan det endvidere oplyses at ansøgninger om omkostningsgodtgørelse er omfattet af den 3-årige forældelsesfrist regnet fra sagens endelige afslutning."
Selskabets repræsentant har den 5. april 2013 på vegne af selskabet ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Retten i Y2 og Vestre Landsret med henholdsvis 26.355 kr., inkl. moms, og 7.250 kr., inkl. moms. Det fremgår af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse ikke er overdraget til bistandsyder. Ansøgningen er vedlagt en faktura af 9. juli 2012, hvoraf blandt andet fremgår følgende:
|
"Debet
|
Kredit
|
|
I forlængelse af tidligere korrespondance tillader jeg mig herved at afslutte og afregne sagen som følger:
|
|
|
|
Retsafgift til Byretten
|
1.180,00
|
|
|
Retsafgift til anke
|
1.000,00
|
|
|
Gebyr udskrift servitut
|
175,00
|
|
|
Mit salær for sagens registrering i 2006, gennemgang af sagskomplekset, udtagelse af stævning, hvorefter Landsskatterettens kendelse af den 09.06.206 (j.nr. [udeladt]) indbringes for Retten i Y2, skriftsveksling, hovedforhandling, anke af dommen, hvorefter sagen blev overtaget af en kollega
|
25.000,00
|
|
|
+ Moms 25 %
|
6.250,00
|
|
|
|
|
|
Balance
|
|
33.605,00
|
|
33.605,00
|
33.605,00
|
|
|
|
|
Momspligtig beløb i alt kr. 25.00,00
|
|
|
|
Moms udgør i alt kr. 6.250,00
|
|
|
|
Os tilgode
|
33.605,00
|
|
[...]
Betalingsbetingelser: Netto kontant 8 dage"
SKAT modtog selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse den 10. april 2013.
SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Retten i Y2 og Vestre Landsret.
Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende:
"[...]
Begrundelse
Ansøgning om omkostningsgodtgørelse er modtaget den 10. april 2013. Da landsretssagen er endelig afsluttet den 12. oktober 2009, anses kravet på omkostningsgodtgørelse derfor for forældet, jf. forældelseslovens § 2.
Af Den juridiske Vejledning 2013-1, afsnit A.A.13.10 fremgår, hvornår krav om omkostningsgodtgørelse er forældede.
Fra og med 1. januar 2008 er krav på omkostningsgodtgørelse, herunder også krav stiftet inden dette tidspunkt, omfattet af forældelseslovens 3 års frist, jf. forældelseslovens § 2.
Krav på omkostningsgodtgørelse forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endelig afsluttet og eventuel frist for prøvelse ved næste instans er udløbet, jf. SKM2008.298.SKAT.
[...]"
Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse imødekommes.
Af selskabets repræsentants klage fremgår blandt andet følgende:
"[...]
Forældelsesfristen på 3 år er suspenderet indtil det tidspunkt, hvor jeg bliver gjort bekendt med, at klientens "nye" advokat har afsluttet sagen. Jeg kan således ikke fremsende min anmodning om refusion inden sagen er endelig afsluttet.
Da oplysningen om, at sagen er afsluttet ved Landsretten fremkommer til undertegnede indenfor 3 års fristen i forhold til den 10.4.2013 - altså efter den 10.4.2010 - er kravet om refusion ikke forældet. Der henvises i øvrigt til, at fakturaen er fra 2012.
[...]"
På telefonmødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler anførte selskabets repræsentant blandt andet, at det først er på tidspunkt, hvor repræsentanten bliver gjort bekendt med, at sagen er afsluttet, at han kan opgøre sit honorar, da sagens udfald indgår ved fastsættelsen af det endelige honorarkrav.
SKATs øvrige bemærkninger
SKAT har ved brev af 19. juni 2015 til Skatteankestyrelsen fastholdt afgørelsen om, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kan imødekommes. Af brevet fremgår blandt andet følgende:
"[...]
SKAT er enig i, at forældelserfristen skal regnes fra den 12. oktober 2009 hvor Vestre Landsret afsagde sin dom.
Anmodning af 10.april 2013 er derfor modtaget efter udløbet af forældelsesfristen i forældelseslovens § 2.
Der kan herefter ikke udbetales omkostningsgodtgørelse, da kravet er forældet.
[...]"
På retsmødet i Landsskatteretten anførte SKAT blandt andet, at forældelsesfristen ikke kan anses for at være suspenderet. SKAT anførte endvidere, at det anførte i afsnit A.A.13.10 i en tidligere version af SKATs juridiske vejledning om, at forældelsesfristen først løber fra sidste rettidig betalingsdato for fakturaen, såfremt fakturaen udskrives senere, skal ses i sammenhæng med det øvrige anførte i afsnittet. Det forudsættes således, at fakturaen udskrives uden unødigt ophold, dvs. umiddelbart efter domsstolssagens afslutning.
Selskabets øvrige bemærkninger
Selskabets repræsentant har ved brev af 6. juli 2015 fastholdt, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse imødekommes. Af brevet fremgår blandt andet følgende:
"[...]
Da jeg ikke har haft mulighed for, at anmode om refusion inden jeg var bekendt med om sagen ved Landsretten var afsluttet, skal jeg anmode om, at refusion godkendes, da der ikke ses at være udvist retsfortabende passivitet.
Jeg har handlet så hurtigt det var mig muligt - og under hensyntagen til Landsretternes sagsbehandlingstider, kan min anmodning om refusion ikke ses at være indsendt for sent.
Forældelsesregler er som hovedregel indsat af hensyn til indretningshensyn til "skyldneren." I nærværende sag kan dette synspunkt ikke fremføres, hvorfor refusionskravet bør udbetales.
[...]"
På retsmødet i Landsskatteretten anførte selskabets repræsentant blandt andet, at forældelsesfristen var suspenderet efter forældelseslovens § 14, og at Østre Landsrets dom, offentliggjort som [...], ikke vedrører suspension, men derimod kun spørgsmålet om, hvornår forældelsesfristen løber fra. Selskabets repræsentant anførte endvidere, at selskabet bør kunne støtte ret på det, der fremgår af den tidligere version af SKATs juridiske vejledning. Selskabet kan således ikke ansøge om omkostningsgodtgørelse, førend der er udstedt en faktura. Endelig anførte selskabets repræsentant, at en passivitetsbetragtning ikke kan gøres gældende, da SKAT ikke kan anses for at have indrettet sig på, at der ikke kom et krav.
Landsskatterettens afgørelse
Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011) fremgår følgende:
"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
§ 53. Godtgørelsesberettigede er fysiske og juridiske personer bortset fra dem, der er nævnt i stk. 2, som
1) er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55,
2) kan indbringe en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55, for domstolene,
3) i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55, eller
4) inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.
Stk. 2. Følgende juridiske personer er ikke godtgørelsesberettigede:
1) Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2.
2) Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1.
§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
- Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.
Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2."
Selskabet er en godtgørelsesberettiget juridisk person, da selskabet indbragte Retten i Y2's dom for Vestre Landsret, før ikrafttrædelsen af den ændringslov, der indførte ophævelse af adgangen til omkostningsgodtgørelse for visse juridiske personer, jf. § 22, stk. 1, i lov nr. 525 af 12. juni 2009.
Selskabet er dermed som udgangspunkt berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelse af sagen for Retten i Y2 og Vestre Landsret, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. §§ 53 og 55, stk. 1, nr. 1 og stk. 2.
Af forældelseslovens § 1, § 2, stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1, fremgår følgende:
"§ 1. Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i denne lov, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.
§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.
§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser."
Selskabets krav på omkostningsgodtgørelse er i henhold til forældelseslovens § 1 omfattet af forældelsesloven, og forældelsesfristen er dermed 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Forældelseslovens § 2 blev indsat ved lov nr. 522 af 6. juni 2007. Af bemærkningerne til denne lov (Lovforslag nr. 165.Samling: 2006/07) fremgår blandt andet følgende:
"Til § 2
Bestemmelsen indeholder regler om fastlæggelse af forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt.
[...]
Til stk. 1
Det foreslås i stk. 1, at forældelsesfristerne, medmindre andet følger af andre bestemmelser, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Dette svarer til, hvad der følger af gældende ret i relation til den korte forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, 1. pkt., mens der i relation til den lange, absolutte frist efter Danske Lov 5-14-4 er tale om en ændring fra stiftelsestidspunktet til forfaldstidspunktet.
[...]
»Det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt« betegnes sædvanligvis forfaldstidspunktet. I tilfælde, hvor ydelsespligten forudsætter påkrav eller opsigelse fra kreditors side, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket ydelsespligten kunne aktualiseres, ikke først fra det tidspunkt, hvor skyldneren efter påkrav eller opsigelse har pligt til at erlægge ydelsen (handlingstidspunktet). Skal ydelsen erlægges straks efter påkrav, regnes fristen således fra det tidligst mulige tidspunkt for påkravets fremsættelse.
[...]
Der er ikke tilsigtet en ændring af den praksis, der foreligger i henhold til 1908-loven med hensyn til fastsættelsen af begyndelsestidspunktet.
[...]"
Endvidere fremgår følgende af afsnit A.A.13.10 i SKATs juridiske vejledning, 2015-2:
"[...]
Krav på omkostningsgodtgørelse er omfattet af forældelseslovens 3 års-frist.
Inden den 1. januar 2008 var krav på omkostningsgodtgørelse omfattet af den 20-års forældelsesfrist.
Krav stiftet før den 1. januar 2008 er også omfattet af 3 års-fristen.
3 års-fristen løber fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigedes sag er endeligt afsluttet.
Har den godtgørelsesberettigede sag været påklaget eller indbragt for domstolene, anses sagen først for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagens afgørelse eller dom foreligger og fristen for prøvelse for næste instans er udløbet og 3 års-fristen løber først herfra. Se SKM2008.298.SKAT.
[...]"
Af den meddelelse fra SKAT (offentliggjort som SKM2008.298.SKAT), som SKAT henviser til i ovenstående afsnit fra SKATs juridiske vejledning, fremgår blandt andet følgende:
"[...]
Det kan derfor fastslås, at krav på omkostningsgodtgørelse først forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor den godtgørelsesberettigede sag er endeligt afsluttet. Hvis den godtgørelsesberettigede sag har været påklaget eller indbragt for domstolene, kan den godtgørelsesberettigede sag først anses for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagen er færdigbehandlet og fristen for prøvelse ved næste instans er udløbet.
[...]"
Forældelsesfristen for krav på omkostningsgodtgørelse må således skulle regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket den godtgørelsesberettigedes krav på omkostningsgodtgørelse kan endelig opgøres.
Det forhold, at selskabets repræsentant efter det oplyste først i maj 2010 bliver gjort bekendt med, at sagen i Vestre Landsret er afsluttet, kan ikke medføre, at forældelsesfristen afbrydes efter reglerne i forældelsesloven.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden udtaler:
Udgangspunktet er, at forældelsesfristen for krav på omkostningsgodtgørelse skal regnes fra tidspunktet for Vestre Landsrets dom, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og forarbejderne hertil.
Der fremgår dog følgende af den version af SKATs juridiske vejledning, der er gældende indtil den 14. juli 2011 (version 1.3, afsnit A.A.13.10):
"[...]
Har den godtgørelsesberettigede sag været påklaget eller indbragt for domstolene, anses sagen først for endeligt afsluttet, når klage- eller domstolssagens afgørelse eller dom foreligger og fristen for prøvelse for næste instans er udløbet og 3 års-fristen løber først herfra. Se SKM2008.298.SKAT.
Udskrives fakturaen senere, løber 3 års-fristen fra sidste rettidige betalingsdato for fakturaen.
[...]"
Det anførte vedrørende fakturaen blev medtaget første gang i den version af Processuelle regler på SKATs område, der er gældende fra den 15. juli 2008 (version 4.7, afsnit K.6.4).
Selskabets repræsentant kan således have haft en berettiget forventning om, at forældelsesfristen på selskabets krav på omkostningsgodtgørelse først skulle regnes fra tidspunktet fra sidste rettidige betalingsdato for repræsentantens faktura.
SKAT må således anses for at have afskåret sig fra at gøre forældelse gældende for krav på omkostningsgodtgørelse af fakturaer, der kunne være udstedt i den periode, hvor teksten i SKATs juridiske vejledning har været gældende. Da udsagnet er baseret på en fortolkning af forældelseslovens § 2, stk. 1, findes det ikke at være så klart i strid med loven, at selskabet ikke kan støtte ret herpå.
I dette konkrete tilfælde regnes forældelsesfristen for selskabets krav på omkostningsgodtgørelse derfor først fra 17. juli 2012.
Selskabets krav på omkostningsgodtgørelse var derfor ikke forældet på det tidspunkt, hvor selskabet ansøgte om omkostningsgodtgørelse.
Disse retsmedlemmer stemmer således for, at den påklagede afgørelse skal ændres, således at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse imødekommes, idet det dog bemærkes, at der ikke ved sagens afgørelse er taget stilling til rimeligheden af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand, eller til om de afholdte udgifter er godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningslovens § 54.
To retsmedlemmer udtaler:
Forældelsesfristen skal regnes fra tidspunktet for Vestre Landsrets dom, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og forarbejderne hertil. Det er således på dette tidspunkt, at selskabets repræsentant kan opgøre sit endelige honorarkrav, ligesom SKAT vil kunne foretage den endelige vurdering af, om der skal ydes omkostningsgodtgørelse med 50 eller 100 % efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at selskabets repræsentant først udsteder faktura til selskabet den 9. juli 2012 med en betalingsfrist på 8 dage.
Selskabet kan dermed ikke støtte ret på det, der fremgår af den tidligere version af SKATs juridiske vejledning, idet det anførte klart ikke er overensstemmende med forældelseslovens § 2, stk. 1, og forarbejderne hertil, samt dommen fra Østre Landsret af 31. marts 1998, offentliggjort som [...]. Af dommen fremgår, at fordringens forfaldstidspunkt ikke er afgørende for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe.
Det er derfor med rette, at SKAT har anset selskabets krav på omkostningsgodtgørelse for forældet på tidspunktet for selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse.
Disse retsmedlemmer stemmer således for at stadfæste den påklagede afgørelse.
Ved stemmelighed er retsformandens stemme afgørende. Der træffes derfor afgørelse om, at den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med ovenstående.