Fritaget for registreringsafgift er personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 6.

REGAL § 2, stk. 1, nr. 6 er ændret ved § 1 i lov nr. 1503 af 23 december 2014 om ændring af momsloven, registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv. (ophævelse af fradragsbegrænsningen for moms på hotelophold og harmonisering af afgifterne på personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport).

Ændringen er foretaget for at sikre, at der er lige beskatningsvilkår for alle personbiler til erhvervsmæssig persontransport.

Ændringerne har virkning fra den 1. januar 2015.

Ved erhvervsmæssig personbefordring forstås, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højest 9 personer føreren medregnet,

  1. med personer uden nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre, 
  2. som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, f.eks. udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller
  3. som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.

Fritagelsen omfatter

  • Taxier

Taxier defineres i § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., som køretøjer med tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring. 

  • Kørestolstaxier

Kørestolstaxier defineres som taxier, som er godkendt til befordring af mindst én person siddende i kørestol.

  • Limousiner

Limousiner defineres som køretøjer med tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring, der udfører repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende kørsel i køretøjer med særlig indretning, udstyr og lignende, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om taxikørsel m.v. 

  • Sygetransportbiler

Ved sygetransport forstås befordring af personer henvist til sundhedsfag behandling, og personer der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi, samt hastende befordring af blod -og organdonorer i forbindelse med sygdoms- og ulykkestilfælde, jf. § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om taxikørsel m.v. Ambulancekørsel er ikke omfattet.  

  • Biler til offentlig servicetrafik (OST-biler)

Ved offentlig servicetrafik forstås kørsel i forbindelse med kontrakt med et trafikselskab om almindelig rutekørsel jf. § 1, stk. 4, i bekendtgørelse om taxikørsel m.v

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2016.63.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at hyrevogne, der er fritaget for afgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, kan bruges til at udføre vægteropgaver, uanset at chaufføren er uddannet til vægteropgaver, og turen faktureres som almindelig bestillingstur, idet det efter bestemmelsen er en forudsætning for afgiftsfritagelsen, at hyrevognen udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring.