Spørgsmål
- Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten forbruges til campingpladsens fælles faciliteter?
- Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster efter konkret måling?
- Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster efter fast dagspris?
- Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster uden særskilt afregning herfor?
Svar
- ja.
- nej.
- nej.
- nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger påtænker at installere et solcelleanlæg, der skal forsyne en campingplads og en campingplads gæster med elektricitet.
En del af den producerede elektricitet skal anvendes til campingpladsens fællesformål blandt andet i campingpladsens centerbygning og øvrige aktiviteter som led i virksomhedens drift.
En del af den på solcelleanlægget producerede elektricitet skal sælges til gæsterne, der bruger elektriciteten i de lejede hytter og campingvogne m.v. Campingpladsens gæster kan leje hytter og campingvogne eller selv medbringe campingvogne og telte. Gæsterne betaler for strøm efter forbrug i hytterne og efter faste priser i campingvogne og telte.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1 - campingpladsens egetforbrug
Det er spørgers opfattelse, at den del af den på solcelleanlægget producerede elektricitet, der skal anvendes til campingpladsens forbrug til godtgørelsesberettigede fællesformål som drift af centerbygning, velfærdsbygninger m.v., er fritaget for elafgift.
Det er spørgers opfattelse, at der ikke skal beregnes elafgift af den del af elforbruget, der ikke leveres til det offentlige elnet. Baggrunden er elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, hvorefter elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, er undtaget fra elafgift, hvis det forbruges af producenten.
Spørgsmål 2-4 - salg af elektricitet til campingpladsens gæster
Indtil lov nr. 901 af 4. juli 2013 har elproducenten kun kunnet anses som ejeren af solcelleanlægget og dermed var det kun dennes forbrug, der var undtaget for elafgiften. Efter vedtagelsen af lov nr. 901 anses som elproducent både ejeren af solcelleanlægget samt lejeren - i dette tilfælde campingpladsens gæster.
Det er spørgers opfattelse, at der med vedtagelsen af lov nr. 901 af 4. juli 2013 er skabt hjemmel til at anse campingpladsens gæster som elproducenter og lejere i forhold til spørgsmålet om fritagelse af elafgiften for elektricitet produceret på solcelleanlægget.
Enhver campingplads sælger strøm til sine gæster. Om strømforbruget "sælges" til en fastligger, en sporadisk gæst eller i en hytte eller om det afregnes efter fastpris eller måling ændrer ikke ved, at forbruget er omfattet af nettoafregningen og dermed afgiftsfriheden. Lejere i udlejningsejendomme opnår en eksklusiv brugsret til en del af en fast ejendom og tilsvarende gør sig gældende på campingpladserne, da gæsterne her opnår en eksklusiv brugsret til en del af en fast ejendom, f.eks. en del af et grundareal, en hytte mm. Der er derfor ikke belæg for at antage, at lejerne kun bogstavligt talt omfatter lejere i udlejningsejendomme. Det er lejere af fast ejendom, der omfattes, herunder også gæster på campingpladserne.
Det underbygges efter spørgers opfattelse af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 901 af 4. juli 2013 (L 221) samt af klima-, energi- og bygningsministerens svar på spørgsmål vedrørende omfanget af de nye regler.
Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår følgende:
"3.1.2. Lovforslagets udformning
Det er vurderet nødvendigt med en præcisering af klima-, energi- og bygningsministerens adgang til at fastsætte regler om, at elforbrugere, der ikke selv producerer elektricitet, kan nettoafregne. Det foreslås derfor, at der i lovteksten gives udtrykkelig hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at elforbrugere, som ikke ejer el-produktionsanlæg, kan nettoafregne.
Lovforslaget muliggør herefter en generel ligestilling mellem ejere og lejere i forhold til muligheden for nettoafregning af elektricitet fra VE-anlæg, eksempelvis solcelleanlæg."
"3.2.2. Lovforslagets udformning
Med forslaget udvides personkredsen af elforbrugere, som kan opnå denne afgiftsfritagelse for elforbrug. Efter forslaget skal fritagelsen også kunne opnås af lejere i en udlejningsejendom, i forbindelse med hvilken VE-anlægget er placeret, når det er udlejeren af udlejningsejendommen, som ejer VE-anlægget. Endvidere foreslås præciseringer af ordlyden af afgiftsfritagelsen."
Af L 221 spørgsmål 4, spørgsmål om nettoafregning af solcellestrøm hos selvejende institutioner, ferieboliger, campingpladser og kommunale bygninger, til klima-, energi- og bygningsministeren, fremgår følgende:
Spørgsmål 4
"Ministeren bedes bekræfte, at
- alle former for selvejende institutioner kan nettoafregne solcellestrøm inkl. evt. beboeres eller brugeres elforbrug - f.eks. efterskoler, højskoler og gymnasier?
- ferieboliger, der f.eks. anvender timeshare eller andre sameje-modeller, kan nettoafregne solcellestrøm inkl. gæsters forbrug?
- campingpladser med f.eks. "fastliggere" kan nettoafregne solcellestrøm inkl. gæsters forbrug?
- kommuner kan stille tage på kommunale bygninger og institutioner til rådighed for et solcellelav?"
Svar:
Jeg kan hermed bekræfte, at selvejende institutioner, ferieboliger, der ejes af flere, og campingpladser kan nettoafregne egetforbruget fra et solcelleanlæg efter gældende regler jf. nettoafregningsbekendtgørelsen nr. 1068 af 16. november 2012 og lov om afgift af elektricitet, såfremt anlægget er tilsluttet til det kollektive elforsyningsnet og 100 pct. ejet af forbrugeren.
Nettoafregning efter gældende regler forudsætter med andre ord, at ejeren af solcelleanlægget og forbrugeren er samme juridiske enhed. Forbrugeren er i denne sammenhæng den juridiske person, der har kontraktforholdet med elleveran-dør og netvirksomhed.
Det fremsatte lovforslag L 221 vil endvidere give hjemmel til, at der kan udfærdiges regler, som giver lejere eller udlejere på lejeres vegne mulighed for at net-toafregne, selv om anlægget ikke er 100 pct. ejet af forbrugeren. Lejere og udlejere på lejeres vegne vil således kunne blive undtaget fra reglen om, at anlægs-ejeren og forbrugeren skal være samme juridiske enhed."
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten forbruges til campingpladsens fælles faciliteter.
Spørgsmål 2
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster efter konkret måling.
Spørgsmål 3
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster efter fast dagspris.
Spørgsmål 4
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster uden særskilt afregning herfor.
Lovgrundlag
Elafgiftslovens § 2, stk. 1
Undtaget fra afgiften er elektricitet som:
(...)
c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevands-energi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten,
(...)
Stk. 3. Stk. 1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Omfanget af forbruget svarer til den produktion af elektricitet fra elproduktionsanlægget, jf. stk. 1, litra c, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet i samme tidsrum.
Forarbejder
L 86 - Forslag til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven (Støtte til solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi-anlæg m.v.) fremsat 20. november 2012 (lov nr. 1390 af 23. december 2012)
Af de almindelige bemærkninger afsnit 3.2 fremgår følgende:
3.2. Nettoafregning efter elafgiftsloven
3.2.1. Gældende ret
Elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv, er fritaget for afgift. Elektricitet, der leveres fra det kollektive elforsyningsnet, er pålagt elafgift.
(...)
3.2.2. Lovforslagets udformning
Med forslaget erstattes den nuværende årsnettoafregning af timeafregning for alle VE-anlæg.
(...)
Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, vil omfatte VE-anlæg, der med hjemmel i denne bestemmelse får fritagelse for elafgiften for direkte eget forbrug. Elproducenten har mulighed for at søge Energinet.dk om timeafregning efter nye regler fastsat i medfør af lov om elforsyning.
Når den årsbaserede nettoafregningsordning ophæves for VE-anlæg (elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra e), og ordningen dermed indpasses i det almindelige system med betaling af elafgift og nettoafregning på timebasis, skal spørgsmål om afgiftsfritagelse afgøres efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, for alle VE-anlæg. Det er herefter afgørende for fritagelse af elafgiften:
- At elektriciteten produceres ved vedvarende energi.
- Der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net - dog kan der søges om timeafregning hos Energinet.dk.
- Elektriciteten skal forbruges af producenten - der skal være tale om samme juridiske enhed.
(...)
Princippet er, at når elproducent (ejer af produktionsanlægget) og elforbruger ikke er den samme person, eller produktionen ikke leveres direkte til ejerens egen elinstallation, er der tale om salg af el, der pålægges tariffer, afgifter og moms.
(...)
Både lejeloven, elafgiftsloven og reglerne om nettoafregning forhindrer ejere af udlejningsejendomme i at opsætte og nettoafregne fælles VE-anlæg for ejendomme med flere lejemål. Siden 1. januar 2003 har elforbrugerne desuden haft ret til frit at vælge elleverandør, jf. § 6, stk. 1, i lov om elforsyning. Denne bestemmelse kan ikke omgøres ved flertalsbeslutning eksempelvis blandt flere aftagere af el i en ejendom og vanskeliggør også nettoafregning af fællesanlæg.
L 221- Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om leje, lov om leje af almene boliger og lov om elforsyning (Lejeres mulighed for nettoafregning, herunder afgiftsfritagelse for elektricitet fremstillet på vedvarende energi-anlæg) fremsat 22. maj 2013 (lov nr. 901 af 4. juli 2013)
Af de almindelige bemærkninger afsnit 3.2 fremgår følgende:
3.2. Afgiftsfritagelse efter elafgiftsloven
3.2.1. Gældende ret
Efter hovedreglen i elafgiftslovens § 1 skal der betales elafgift af elektricitet, som forbruges her i landet. I lovens § 2 er der fastsat flere undtagelser til hovedreglen, herunder afgiftsfritagelse vedrørende VE (vedvarende energi). Undtaget fra afgift ifølge lovens § 2, stk. 1, litra c, er således elektricitet, som fremstilles på elproduktionsanlæg omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende energi, og som direkte forbruges af producenten. Der er tale om solcelleanlæg og forskellige andre VE-anlæg, som producerer elektricitet. Ved producenten af denne elektricitet forstås ejeren af elproduktionsanlægget.
(...)
3.2.2. Lovforslagets udformning
Med forslaget udvides personkredsen af elforbrugere, som kan opnå denne afgiftsfritagelse for elforbrug. Efter forslaget skal fritagelsen også kunne opnås af lejere i en udlejningsejendom, i forbindelse med hvilken VE-anlægget er placeret, når det er udlejeren af udlejningsejendommen, som ejer VE-anlægget. Endvidere foreslås præciseringer af ordlyden af afgiftsfritagelsen.
Af L 221 spørgsmål 4, spørgsmål om nettoafregning af solcellestrøm hos selvejende institutioner, ferieboliger, campingpladser og kommunale bygninger, til klima-, energi- og bygningsministeren, fremgår følgende:
Spørgsmål 4
"Ministeren bedes bekræfte, at
- alle former for selvejende institutioner kan nettoafregne solcellestrøm inkl. evt. beboeres eller brugeres elforbrug - f.eks. efterskoler, højskoler og gymnasier?
- ferieboliger, der f.eks. anvender timeshare eller andre sameje-modeller, kan nettoafregne solcellestrøm inkl. gæsters forbrug?
- campingpladser med f.eks. "fastliggere" kan nettoafregne solcellestrøm inkl. gæsters forbrug?
- kommuner kan stille tage på kommunale bygninger og institutioner til rådighed for et solcellelav?"
Svar:
Jeg kan hermed bekræfte, at selvejende institutioner, ferieboliger, der ejes af flere, og campingpladser kan nettoafregne egetforbruget fra et solcelleanlæg efter gældende regler jf. nettoafregningsbekendtgørelsen nr. 1068 af 16. november 2012 og lov om afgift af elektricitet, såfremt anlægget er tilsluttet til det kollektive elforsyningsnet og 100 pct. ejet af forbrugeren.
Nettoafregning efter gældende regler forudsætter med andre ord, at ejeren af solcelleanlægget og forbrugeren er samme juridiske enhed. Forbrugeren er i denne sammenhæng den juridiske person, der har kontraktforholdet med elleverandør og netvirksomhed.
Det fremsatte lovforslag L 221 vil endvidere give hjemmel til, at der kan udfærdiges regler, som giver lejere eller udlejere på lejeres vegne mulighed for at nettoafregne, selv om anlægget ikke er 100 pct. ejet af forbrugeren. Lejere og udlejere på lejeres vegne vil således kunne blive undtaget fra reglen om, at anlægsejeren og forbrugeren skal være samme juridiske enhed."
Begrundelse
Spørgsmål 1
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten forbruges af spørger til campingpladsens fælles faciliteter.
Det fremgår af elafgiftslovens § 2, stk. 1, at
"Undtaget fra afgiften er elektricitet som:
(...)
c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevands-energi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten," (SKATs fremhævelse)
Der skal således ikke betales elafgift af elektricitet produceret på spørgers solcelleanlæg, når den fremstillede elektricitet forbruges direkte af spørger til campingpladsens driftsmæssige formål.
Det er SKATs opfattelse, at spørger opfylder betingelsen om, at der skal være sammenfald mellem ejer af anlægget (elproducenten) og forbruger af elektriciteten. Afgiftsfritagelsen omfatter produktion og direkte egetforbrug, dvs. det forbrug, der sker før måler.
Spørger skal ikke betale elafgift af elektricitet produceret på spørgers solcelleanlæg, når elektriciteten forbruges af spørger til campingpladsens driftsmæssige formål, idet der ifølge elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, er fritagelse for elafgiften af elektricitet fremstillet på et solcelleanlæg, når elektriciteten direkte forbruges af elproducenten.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med et "ja".
Spørgsmål 2-4
Kan Skatterådet bekræfte, at der ikke skal betales elafgift af elektricitet produceret på en campingplads solcelleanlæg, når elektriciteten sælges til campingpladsens gæster
- efter konkret måling,
- efter fast dagspris eller
- uden særskilt afregning.
Det fremgår af sagens oplysninger, at solcelleanlægget også skal forsyne campingpladsens hytter, campingvogne og telte med elektricitet, idet spørger sælger elektricitet til gæsterne med forskellige former for afregning.
Det er spørgers opfattelse, at elektriciteten skal undtages fra elafgift, idet campingpladsens gæster skal anses som elproducenter og lejere.
Spørger henviser til spørgsmål 4 til L 221 - lov 901. Spørgsmålet vedrører nettoafregning for selvejende institutioner, ferieboliger, der ejes af flere og campingpladser. Det fremgår svaret, at selvejende institutioner, ferieboliger, der ejes af flere og campingpladser kan nettoafregne egetforbruget fra et solcelleanlæg efter gældende regler, såfremt anlægget er tilsluttet til det kollektive elforsyningsnet og 100 pct. ejet af forbrugeren. Videre fremgår det af svaret, at L 221 vil give lejere eller udlejere på lejeres vegne mulighed for at nettoafregne, selv om anlægget ikke er 100 pct. ejet af forbrugeren.
Det er SKATs opfattelse, at det ikke kan sluttes af svaret, at elektricitet, der sælgers til campingpladsens gæster, kan anses for at være en del af spørgers egetforbrug. Det er campingpladsens gæster, der forbruger elektriciteten. Spørger kan ikke på en gang selv forbruge elektriciteten og sælge den til gæsterne.
Det er efter SKATs opfattelse heller ikke muligt at anse gæsterne for at være elproducenter og lejere. Elproducenten er spørger, som ejer solcelleanlægget og producerer elektriciteten. "Lejer" i forhold til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, er ifølge bestemmelsens ordlyd en lejer i en udlejningsejendom. Campingpladsens gæster i telte, hytter og campingvogne er ikke lejere i en udlejningsejendom og kan heller ikke sidestilles med sådanne.
Det er SKATs opfattelse, at elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, ikke rummer mulighed for, at en campingplads gæster i telte, campingvogne og hytter kan anses som lejere og elproducenter, og på den måde blive omfattet af fritagelsen for elafgiften efter reglerne om fritagelse for elektricitet fremstillet på vedvarende energianlæg.
Spørger kan ikke opnå fritagelse for elafgiften efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, for elektricitet produceret på et solcelleanlæg og solgt til campingpladsens gæster.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med et "nej".
SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med et "nej".
SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med et "nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.