Sagen vedrørte en skatteyder, der var eneanpartshaver såvel som direktør i et selskab, som drev investeringsvirksomhed. Selskabet købte i august 2006 en personbil af mærket Porsche. Bilen blev solgt i 2008.
Skatteyderens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. Det påhvilede derfor som udgangspunkt Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for skatteyderens private brug.
Da bilen hverken var egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme eller til at blive benyttet i vinterperioder, opfyldte den ikke selskabets erhvervsmæssige behov. På den baggrund vendte Højesteret bevisbyrden om. Højesteret fandt ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel.
Spørgsmålet var herefter, om dette forhold var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Sagen vedrørte en situation, hvor hovedanpartshaveren var ansat som lønmodtager i selskabet.
Højesteret fandt, at skatteyderen som eneanpartshaver og direktør i selskabet udøvede en bestemmende indflydelse herover, og at det var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, at selskabet stillede bilen til rådighed for ham. Den forlængende frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse, og den ændrede skatteansættelse var således rettidig.
Højesteret fastslog dermed, at det er uden betydning for ligningsfristspørgsmålet, om skatteyderen havde fået stillet bilen til rådighed i sin egenskab af lønmodtager i selskabet eller som dettes ejer.
(Stadfæstelse af SKM2013.888.VL) |