Dato for udgivelse
27 Jun 2014 09:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jun 2014 14:04
SKM-nummer
SKM2014.471.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
14-0361655
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Is, chokolade- og sukkervarer samt kaffe og te
Emneord
Chokoladeafgiftsloven, chokolade- og sukkervarer, glasur, sugar paste, icing, fondant, afgiftspligt
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at der skal betales chokoladeafgift af en vare, der betegnes som "glasur", men som også kan betegnes som "sugar paste", "icing" eller "fondant"

Hjemmel

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse 752 af 10. juni 2013 med senere ændringer

Reference(r)

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer (chokoladeafgiftsloven) § 1, stk. 1, nr. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit E.A.2.3.3.

Spørgsmål:

  1. Er vores nye "Glasur" også kaldet Sugar Paste eller Icing omfattet af chokoladeafgiftsloven?

Svar:

  1.  Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det er oplyst, at spørger producerer og markedsfører disse nye varer fortrinsvis til eksport. Spørger påtænker at oprette en webshop, hvor almindelige forbrugere også skal kunne købe varerne.

Spørger har med anmodningen fremsendt fire vareprøver samt recepten til en af vareprøverne, der betegnes som "(...) icing". Det er oplyst, at recepterne til de tre andre vareprøver er stort set identiske, når der ses bort fra det tilsatte farvestof. Vareprøverne består af plader (størrelse ca. 11 x 7 x 2 cm.) i farverne sort, hvid, blå og rød.

Ifølge recepten til varen "(...) icing" er varen fremstillet af følgende ingredienser: Sukker, glukosesirup, fedtstof, vand, glycerin samt emulgator, farve, smag og konserveringsmiddel.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har oplyst, at der er afregnet afgift af de varer, vedkommende hidtil har solgt i Danmark, men spørger er flere gange blevet opmærksom på, at andre udbydere på markedet sælger lignende varer uden chokoladeafgift, idet udbyderne henviser til, at man på SKATs hjemmeside kan læse følgende: "Produktet anvendes som glasur og fremtræder som en blanding af en masse, der har en creme/hvid farve og består af sukker, hydrogeniseret vegetabilsk olie, glukose sirup, vand samt salt, skummetmælkspulver, farve mv. Produktet er ikke omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Se LSR 10.12.98, 661-1606-0001)."

På den baggrund mener spørger ikke, at der skal betales chokoladeafgift af de omhandlede varer.

Spørgers høringssvar

Spørger anfører, med henvisning til andet sidste underafsnit i afsnittet "Analyse og vurdering hos FORCE Technology", at varerne, som er omfattet at anmodningen om bindende svar, ikke anvendes i stedet for marcipan. I England anvender man til kager typisk et lag marcipan og overtrækker med et lag icing, idet varernes konsistens og smag er meget forskellig. I øvrigt anvendes spørgers icing ikke som fyld i konfekt.

I spørgers webshop vil det derfor være muligt at købe både marcipan og icing i forskellige farver, da anvendelsesområderne ikke er ens.

Spørger gør endvidere opmærksom på, at man laver figurer af icing.

Desuden nævner spørger, at man i "gamle dage" smeltede "skumfiduser" og brugte dette, som icing, til figurer - uden afgift.

Spørger henviser endelig til Kommissionens Forordning (EU) nr. 1129/2011 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår fastlæggelse af en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, og anfører at marcipan heri hører under punkt 5.2 og icing under punkt 5.4.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales chokoladeafgift af varer, som spørger betegner som "Glasur". Ifølge spørger kaldes varerne også "Sugar Paste" eller "Icing".

Lovgrundlag

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 med senere ændringer.

"Kapitel 1

Afgift af chokolade- og sukkervarer

Afgiftspligtigt vareområde

§ 1. Af følgende varer svares afgift til statskassen:"

(...)

"3) Masser helt eller delvis fremstillet af mandler, nødder eller andre kerner af enhver art samt varer af sådanne masser.

4) Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art."

(...)

"10) Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-8."

(...)

"Kapitel 3

Dækningsafgiften

§ 22. Af varer under toldtariffens pos. 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2105, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1 eller 2, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, svares ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 10 a tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved modtagelse af varer fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 10 a finder tilsvarende anvendelse."

(...)

Praksis

I den juridiske vejledning er som eksempel nævnt følgende om en konkret afgørelse fra Landsskatteretten: "Produktet anvendes som glasur og fremtræder som en blanding af en masse, der har en creme/hvid farve og består af sukker, hydrogeniseret vegetabilsk olie, glukose sirup, vand samt salt, skummetmælkspulver, farve mv. Produktet er ikke omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Se LSR 10.12.98, 661-1606-0001)."

Begrundelse

Afgiften af chokolade- og sukkervarer m.m. blev oprindelig gennemført ved lov nr. 254 af 12. juni 1922. Den nugældende chokoladeafgiftslov er lov nr. 414 af 18. december 1968, som senere er ændret et antal gange.

Det fremgår, at spørger betegner varerne, der er omfattet af anmodningen om bindende svar, som "Glasur", men at varerne også kaldes for "Sugar Paste" eller "Icing". "Sugar Paste" og "Icing" betegnes også som "fondant", hvilket fx kan konstateres ved en søgning på webbutikkers hjemmesider på internettet.

Varen fondant er selvstændig nævnt under det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Fondant blev første gang selvstændig nævnt i chokoladeafgiftsloven i § 1, stk. 1, litra d, i lov nr. 22 af 11. februar 1955. Bestemmelsen fik ved den lejlighed følgende ordlyd:

"Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn o. lign. tilsat essenser eller farve, samt i øvrigt sukkervarer af enhver art. Tyggegummi. Kandiseret frugt og frugtskal samt andre kandiserede varer med undtagelse af sukkade, orange- og pommeransskaller. Sukkade, marmelade og tilsvarende varer er omfattet af afgiftspligten, når de er formet i plader, stænger, figurer o. lign."

Det skal tilføjes, at selvom fondant første gang blev selvstændig nævnt under det afgiftspligtige vareområde ved lov nr. 22 af 11. februar 1955, så mener SKAT, at varen allerede inden dette tidspunkt var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftsloven - nærmere betegnet som hørende under begrebet "sukkervarer af enhver art". Det er således SKATs opfattelse, at chokoladeafgiftsloven er tilsigtet et bredt anvendelsesområde, hvilket følger af definitionen af det afgiftspligtige vareområde i den oprindelige chokoladeafgiftslov fra 1922, som, ud over de konkret nævnte varer, bl.a. omfattede "sukkervarer af enhver art". Det følger endvidere af definitionen af det afgiftspligtige vareområde i § 1, stk. 1, litra d, i den reviderede chokoladeafgiftslov fra 1955, som, ud over de konkret nævnte varer, omfattede "i øvrigt sukkervarer af enhver art". Og dette gentages i definitionen af det afgiftspligtige vareområde i § 1, stk. 1, nr. 4, i den nugældende chokoladeafgiftslov fra 1968.

At fondant var omfattet af det afgiftspligtige vareområde, inden varen blev selvstændig nævnt i loven, understøttes bl.a. af en meddelelse fra februar 1955, som det daværende Departement for told og forbrugsafgifter i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 22 af 11. februar 1955 udarbejdede til virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstillede, indførte eller drev mellemhandel med chokolade- og sukkervarer. Heri redegjorde Departementet bl.a. for, på hvilke punkter det afgiftspligtige vareområde i den ændrede lov adskilte sig fra de hidtil gældende bestemmelser. I meddelelsen er varen "fondant" ikke nævnt.

Hverken lovene fra 1955 eller 1968 eller bemærkningerne hertil ses imidlertid at indeholde nogen definition eller beskrivelse af, hvad der forstås ved "fondant". Derfor er det relevant at få afklaret, hvad der blev anset for at være fondant på det tidspunkt, hvor varen blev selvstændig nævnt i chokoladeafgiftsloven i 1955 for at kunne fastslå, hvorvidt de omhandlede varer er omfattet af betegnelsen fondant i det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk.1, nr. 4.

Med henblik herpå har SKAT undersøgt forskellige leksika udgivet omkring det tidspunkt, hvor fondant blev selvstændigt nævnt under det afgiftspligtige vareområde, og hvori fondant og fremstillingen heraf er nærmere beskrevet. De pågældende leksika er: Dansk Husmoder Leksikon, Standard Forlaget, 1949 - 1951, Karl Meyer Vareleksikon, 6. udgave, Aschehoug Dansk Forlag, 1952, samt "Nordisk Bager- og Konditor-Leksikon", Forlaget Lind & Boie, 1948-49.

Analyse og vurdering hos FORCE Technology

På baggrund af beskrivelserne fra ovennævnte kilder har SKAT anmodet FORCE Technology om at undersøge, om de modtagne vareprøver kan anses for at være omfattet af betegnelsen fondant i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, samt i øvrigt foretage en vurdering af, om vareprøverne anses for omfattet af andre bestemmelser i chokoladeafgiftsloven.

I det følgende er citeret fra FORCE Technologys rapport: 

"Tørstof (...):

Sort:

96,2 %

Hvid:

94,8 %

Blå:

94,9 %

Rød:

95,9 %

Indhold af saccharose, glucose (...):

Sort:

77,6 % saccharose og 1,8 % glucose

Hvid:

73,0 % saccharose og 2,0 % glucose

Blå:

74,6 % saccharose og 1,9 % glucose

Rød:

76,5 % saccharose og 2,3 % glucose

Stivelse/glucose (...):

Sort:

11,0 %

Hvid:

11,7 %

Blå:

11,6 %

Rød:

11,8 %

Fedt (...):

Sort:

4,5 %

Hvid:

4,6 %

Blå:

4,6 %

Rød:

4,8 %

Analyse af indhold af kakao ved HPLC (FB 19-1):

Sort:

Ikke påvist

Mikroskopisk undersøgelse ved stereolup: Glinsende overflade, alle 4 prøver indeholder mange små lyse krystaller, som kan ses ved brudkanten.

Smag af varen: flere personer blev bedt om, at smage på de forskellig farvede varer og der kunne ikke opnås enighed om smagsretning af de forskellige varer. 2 ud af 4 personer syntes at alle varer smagte ens, mens de to andre syntes, at kunne smage små forskelle, som ikke rigtig kunne benævnes.

SKAT ønsker, at have undersøgt, om de fire vareprøver kan anses for at være omfattet af betegnelsen "fondant" i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 med senere ændringer. Efter medsendte dokumenter blev betegnelsen fondant første gang nævnt i loven i 1955, men der er ikke givet nogen definition af fondant. SKAT har medsendt diverse uddrag fra Dansk Husmoder Leksikon, Standard Forlaget, 1949 - 1951 og Karl Meyer Vareleksikon, 6. udgave, Aschehoug Dansk Forlag, 1952, samt Nordisk Bager- og Konditor-Leksikon, forlaget Lind & Boie, 1948 - 49 for at der kan undersøges, hvad man forstod under fondant i den tid den første gang blev nævnt i loven.

Der findes to beskrivelser af fondantfremstilling i Dansk Husmoder Leksikon: Rå fondant fremstilles ved at ælte æggehvide med sigtet flormelis, så den danner en smidig dejagtig temmelig fast masse. Den rå fondant kan blandes med aroma, nødder, tørrede frugter, farve eller vendes i kokosmel, overtrækkes med chokolade eller anvendes uden overtræk. I samme leksikon nævnes også en anden fremstillingsmetode af fondant ved sukkerkogning, hvor en blanding af sukker, vand og glucose tilsat lidt citronsaft eller eddike varmes, så sukkeret opløses og bagefter koges blandingen til bestemte temperatur, for at opnå bestemte egenskaber af den færdige vare. For at fremstille fondant standses kogningen ved ca. 116 C, efter afkølingen af massen æltes den og der tilsættes lidt vand og derved opnår man den ønskede konsistens. Fondanten anvendes her som fyld i konfekt eller som overtræk hvor fondanten smeltes i vandbad og konfekt dyppes ned i fondanten.

Meyers vareleksikon fra både 1941 og 1952 beskriver fondant som følgende: sukker, der med tilsætning af vand og evt. lidt glucose eller en ringe mængde eddikesyre er opvarmet til 112 C og derefter rørt under afkølingen. Den anvendes til konfekt og lignende. Denne beskrivelse svarer til den anden beskrivelse af fondantfremstilling fra Dansk Husmoder Leksikon.

Nordisk Bager- og Konditor-Leksikon beskriver næsten den samme metode til fremstilling af fondant: sukker koges med vand og så foretages der en prøve, hvor der skal kunne udblæses en blære gennem et ståltrådsøje hvorefter kogningen standses og massen hældes på et marmorbord og æltes til det stivner. Også her anbefales, der at tilsætte små mængder glucose eller lidt eddike. Fondanten anbefales at bruges til konfekt eller som overtræk, hvor fondanten skal opvarmes i vandbad. Alt efter anvendelsen af fondanten foreslås der forskellige forhold af ingredienserne og forskellige kogetemperaturer, til overtræk eller glasur anbefales at blande fondanten med en 20 % sukkeropløsning.

Fondant beskrives i 1967 i Handbuch der Lenensmittelchemie, Springer-Verlag, 1967, som en mere eller mindre plastisk suspension af små saccharosekrystaller (ca. 0,1 mm) i en mættet saccharose-stivelsessirup eller saccharose-invertsukker-opløsning. Her inddamper man en saccharose-stivelsessirup-opløsning til 113 - 119 C og bagefter æltes dejen under køling, hvorefter den faste konsistens opnås. I denne bog nævnes ikke anvendelsen som overtræk til kager, men som råstof til fremstilling af sukkervarer.

FORCE Technologys konklusion udfra beskrivelsen af fondantfremstillingen i de forskellige bøger er, at man allerede da fondant første gang blev nævnt i loven havde mindst to forskellige måder, at fremstille fondant på (udfra æggehvide og sukker eller ved sukkerkogning).

Den foreliggende vare består ifølge recepten og telefonnotat fra SKAT af følgende ingredienser (omregnet til vægtprocent): .. % sukker, .. % glucosesirup .. % fedtstof, .. % glycerin, .. % vand og .. % øvrige ingredienser (sum af emulgator, konserveringsmiddel, aroma og farvestof). Forskellen mellem de forskellig farvede varer angives, at være stort set farvestoffet. Ved fremstillingen (...) - [beskrivelse af fremstillingsprocessen].

Den foreliggende vare afviger fra den klassiske fondant ved indhold af fedtstof og glycerin, og kun anvendelse af svag varme (.. C), mens der i 1950 blev kogt (112 C) en blanding af sukker, glucose, vand og syre, senere blev der tilsat aroma og farvestof til råvaren. Den afviger tilsyneladende også lidt i anvendelsen, da varen kan rulles ud i tynde lag eller formes til figurer og altså kan anvendes som erstatning for marcipanmasse. Dette gjorde man ikke i 1950. Fondanten blev enten skåret i stykker eller smeltet og brugt som overtræk, der nævnes ikke at den blev rullet ud til kageovertræk. Dette kan betyde, at man enten ikke kunne rulle fondanten ud i gamle dage pga. konsistensen (den var muligvis for klistret) eller at man ikke var kommet i tanke om det. Det skal bemærkes, at aktuelle opskrifter for fremstilling af konfekt fyldt med "fondant" også anvender sukker tilsat lidt fedtstof eller fløde til fremstilling af fondant.

Anvendelsen af den foreliggende vare ligger inden for anvendelsen af fondant, da det første gang blev nævnt i loven, men anvendelsen er nok primært som erstatning for marcipan til overtræk og pynt af kager. På denne baggrund synes FORCE Technology at man kan godt anse den (moderne) foreliggende vare, også kaldt: "(...) icing", som fondant. Dette understøttes af konsistensen, indholdsstoffer og anvendelsen stort set er de samme. Med et indhold på ca. 90 % sukker (inklusive glukosesirup) er det mindst en slags sukkervare og dermed vil varen efter FORCE Technologys mening være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 uanset om den svarer til en klassisk fondant eller ej. Alternativt kan man betegne den foreliggende vare som en efterligning eller erstatningsvare, når man betragter varens fremtræden (se beskrivelsen før i teksten), markedsføring (denne vare betegnes almindelig i internettet som fondant) og den har sammenlignelig indhold. Dermed vil den efter § 1, stk. 1, nr. 10, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 også være omfattet af afgiften. Da der ikke er indhold af nødder eller lignende, er det ikke en "masse" som er omfattet af dækningsafgiften, uanset det er en erstatning for sådanne masser."

SKATs vurdering af afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens §, 1, stk. 1, nr. 4

Det er SKATs opfattelse på baggrund af ovennævnte rapport, at selvom der med hensyn til ingredienser, fremstillingsproces og anvendelse på visse punkter er forskelle mellem fondant i "klassisk" forstand og varerne, som er omfattet af anmodningen om bindende svar, så er der alligevel et sådant sammenfald, at de omhandlede varer må sidestilles med fondant i den betydning, som betegnelsen havde, da fondant i 1955 blev selvstændig nævnt under det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftsloven.

På den baggrund mener SKAT, at varerne, som er omfattet af anmodningen om bindende svar, har en sammensætning, bl.a. med hensyn til sukkerindhold, at de i afgiftsmæssig henseende skal betegnes som "fondant", alternativt som "sukkervarer af enhver art".

Det er derfor SKATs opfattelse, at de omhandlede varer er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Tidligere afgørelse fra Landsskatteretten (LSR 10.12.98, 661-1606-0001)

Spørger har som begrundelse for, at der ikke skal betales chokoladeafgift henvist til en tidligere kendelse fra Landsskatteretten.

Ifølge den pågældende kendelse (LSR 10.12.98, 661-1606-0001), som efter det foreliggende ikke er offentliggjort af Landsskatteretten, men som er kort gengivet i SKATs juridiske vejledning, afsagde Landsskatteretten i 1998 i en konkret sag en kendelse om, at der ikke skulle betales chokoladeafgift af et produkt, der blev anvendt som glasur og fremtrådte som en blanding af en masse, der havde en creme/hvid farve og bestod af sukker, hydrogeniseret vegetabilsk olie, glukose sirup, vand samt salt, skummetmælkspulver, farve mv.

Det fremgår bl.a. af kendelsen, at varerne var luftet, hvorved de havde fået en blød konsistens, og var tiltænkt anvendelse som glasur på kager. Varerne blev solgt i pakninger af 12,5 kg.

Told Skat anså varerne for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, med henvisning til, at denne bestemmelse efter ordlyden omfatter sukkervarer af enhver art, og at varerne efter deres bestanddele og smag måtte anses som sukkervarer. Told Skat anså ikke varerne for at være af en art eller type, der udelukkende skulle anvendes til erhvervsmæssig brug og fandt det uden betydning, at der ved indførsel af kager fra udlandet med tilsvarende glasur ikke skulle betales dækningsafgift af glasur på kagerne.

Klageren henviste over for Landsskatteretten bl.a. til, at andre lignende varer med højt indhold af bl.a. sukker efter praksis var afgiftsfri, samt at det var konkurrenceforvridende, at klageren skulle betale chokoladeafgift af glasur til fremstilling af kager, når der hverken skulle betales chokoladeafgift efter lovens kap 1 eller dækningsafgift efter lovens kap 3 ved indførsel af kager fra udlandet med tilsvarende glasur.

Det kan tilføjes, at dækningsafgift er en afgift, der betales ved import fra udlandet af en række nærmere anførte varer, bl.a. af brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk i pos. 1905 i toldtariffen, som ikke er afgiftspligtige i sig selv efter chokoladeafgiftslovens kap 1 (chokolade- og sukkervarer) eller kap 2 (råstofafgiftspligtige), men som indeholder afgiftspligtige bestanddele i form af varer omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens kap 1 eller kap 2.

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder om de omhandlede varers tiltænkte anvendelse og om den måde, hvorpå de særskilt blev forhandlet, ikke, at varerne, uanset deres sammensætning, kunne anses som svarende til eller som efterligninger eller erstatninger for den type varer, der er opregnet i lovens § 1, stk. 1, nr. 4. De omhandlede varer kunne derfor hverken anses for omfattet af § 1, stk. 1, nr. 4, eller § 1, stk. 1, nr. 10. Da varerne endvidere ikke kunne anses for omfattet af de i øvrigt i § 1 nævnte vareområder, fandt retten at måtte give klageren medhold i den nedlagte påstand om, at de omhandlede varer ikke var omfattet af chokoladeafgiftsloven.

SKAT har ikke kendskab til, hvad der har været udslagsgivende for Landsskatterettens kendelse, men SKAT opfatter det sådan, at Landsskatteretten "uanset varernes sammensætning" lagde vægt på en tiltænkt erhvervsmæssig anvendelse, der i givet fald ville medføre en afgiftsmæssig forskelsbehandling ved import af kager fra udlandet med tilsvarende glasur.

Reglerne om dækningsafgift er efterfølgende ændret, så der ved import fra udlandet af kager med en afgiftspligtig glasur i dag skal betales dækningsafgift af glasuren efter chokoladeafgiftslovens kap 3.

Derved finder den nævnte afgiftsmæssige forskelsbehandling ikke mere sted, og den pågældende præmis er således ikke længere til stede.

SKAT agter på den baggrund at fjerne eksemplet fra den juridiske vejledning.

SKATs vurdering af afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10

Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, at omfattet af afgiftspligten er andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-8.

"Sugar paste", "icing" eller "fondant" anvendes typisk til fx overtræk af kager. En anden vare som også typisk anvendes til overtræk af kager er marcipanmasse, som er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Efter det oplyste har spørgers varer en konsistens, der minder om en vare som marcipan. Varernes indhold af fedtstof giver dem dog en mere blank overflade sammenlignet med marcipan, hvilket gør dem mere elastiske og lettere at arbejde med. Spørgers varer er desuden væsentlig sødere og billigere end en vare som marcipan. SKAT har i øvrigt bemærket, at man på visse webbutikkers hjemmesider sammenligner egenskaberne for fondant og marcipan, hvorved fondant kan anses for at blive markedsført i konkurrence med marcipan.

Derfor er det SKATs opfattelse, at de omhandlede varer i givet fald vil være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, idet varerne kan anses for at være erstatningsvarer for en masse som marcipan, der omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 3, hvilket også understøttes af rapporten fra FORCE Technology. Dette gælder dog kun, hvis varerne ikke er omfattet af afgiftspligten i andre af bestemmelserne i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-8. Som nævnt ovenfor mener SKAT, at varerne er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, hvorved spørgsmålet om afgiftspligt efter § 1, stk. 1, nr. 10, i så fald ikke er relevant.

SKATs bemærkninger til spørgers høringssvar

For så vidt angår spørgers bemærkninger om, at varerne, som er omfattet af anmodningen om bindende svar, ikke anvendes i stedet for marcipan, så er det SKATs opfattelse, at varerne i givet fald kan anses som erstatningsvarer for marcipan til fx overtræk af kager i relation til bestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, selvom varernes sammensætning i øvrigt er forskellig. Se ovennævnte afsnit om "SKATs vurdering af afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10", hvoraf det fremgår, at afgiftspligt efter § 1, stk. 1, nr. 10, kun er relevant, hvis der ikke er afgiftspligt efter andre af bestemmelserne i § 1, stk. 1, nr. 1-8. Som det fremgår, mener SKAT, at de omhandlede varer er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

I relation til spørgers bemærkning om at smeltede "skumfiduser" tidligere blev anvendt som icing, kan SKAT oplyse, at "skummasse" og "skumvarer" i sig selv er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Med hensyn til spørgers henvisning til Kommissionens Forordning 1129/2011, kan SKAT oplyse, at i den nugældende chokoladeafgiftslov fra 1968 er marcipanmasse og fondant også nævnt i hver sin bestemmelse, nemlig i henholdsvis § 1, stk. 1, nr. 3 (marcipanmasse mv.) og i § 1, stk. 1, nr. 4 (fondant mv.). Se i øvrigt om afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, i ovennævnte afsnit "SKATs vurdering af afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10".

Indstilling

Det er SKATs opfattelse, at varerne, som er omfattet at anmodningen om bindende svar, har en sammensætning, så de i afgiftsmæssig henseende skal betegnes som "fondant", alternativt som "sukkervarer af enhver art".

På den bagrund mener SKAT, at de omhandlede varer er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med "JA".

Derved er spørgsmålet om eventuel afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, ikke relevant.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.