Spørgsmål:

1. Er omhandlede godtgørelse som følge af uberettiget afsked fra tidligere arbejdsgiver skattefri?
2. Er godtgørelsen i givet fald også skattefri, selvom udbetalingen af godtgørelsen sker på baggrund af et forlig mellem parterne i sagen?

Svar:

1. Ja
2. Ja

Det bindende svar er af hensyn til tavshedspligten offentliggjort i en forkortet og redigeret form

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har tidligere været ansat hos A, men blev, som følge af A's økonomiske situation, afskediget sammen med et større antal medarbejdere. Udvælgelsen af de medarbejdere, der blev afskediget, skete i overensstemmelse med de kriterier, der var fastlagt i en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgiver og relevant fagforening, hvis arbejdsgiver måtte være nødsaget til at gennemføre afskedigelser indenfor en nærmere angiven medarbejdergruppe. Aftalen er bl.a. udmønteret i en såkaldt anciennitetsliste, hvor medarbejderne var opført efter nærmere angiven anciennitet.

Udvælgelsen af de medarbejdere, der blev afskediget, skete derfor i overensstemmelse med de kriterier, som var fastlagt i ovennævnte aftale. Det vil sige, at der først skete en afskedigelse af de medarbejdere, der havde nået en vis alder og som er berettiget til at oppebære pension fra arbejdsgiver og dernæst skete der en afskedigelse af de medarbejdere, der havde den laveste indplacering på anciennitetslisten.

Der er derefter anlagt sag om forskelsbehandling efter ligebehandlingsloven, hvorefter spørger, på baggrund af afgørelse om direkte forskelsbehandling/aldersdiskrimination, under henvisning til forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, i Ligestillingsnævnet, blev tilkendt en godtgørelse på X kr.

Såfremt sagen blev afsluttet ved forlig, vil det være vigtigt, at vide om en eventuel udbetaling af godtgørelse stilles anderledes i forhold til statsskattelovens § 5 a.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger mener, at denne godtgørelse er skattefri uanset om udbetaling sker ved hovedforhandling eller senere forlig, da grundlaget for udbetalingen er et brud på loven om forskelsbehandling/aldersdiskrimination.

En sådan godtgørelse er udbetalt som et engangsbeløb, der er udbetalt som godtgørelse for krænkelse af goder af ideel karakter for eksempel svie og smerte, varigt mén og tort, og som ikke træder i stedet for løbende indtægter, men sidestilles med erstatning for formuetab og derfor omfattet af reglerne i statsskattelovens § 5 a.

Skatteankenævnet har tidligere afgjort, at afgørelser efter forskelsbehandlingslovens er skattefri for medarbejderen jf. ovennævnte paragraf.

Spørgers repræsentant har i høringssvar videre anført, at:

1. SKATs foreløbige indstilling:

SKATs foreløbige indstilling er helt overordnet begrundet med, at der efter SKATs opfattelse er tale om en "fratrædelsesgodtgørelse", som er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 7 U.

SKAT er dog enig i, at tort godtgørelser (fortsat) kan udbetales skattefrit:

"... når godtgørelsen udbetales som følge af forskelsbehandling ved selve afskedigelsen, og dermed i forbindelse med en egentlig fratræden af stilling, er det skattemæssigt tale om en fratrædelsesgodtgørelse, der skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U. Alene i de tilfælde, hvor der modtages godtgørelse for en given forskelsbehandling, der er sket under selve ansættelsen, og hvor forskelsbehandlingen ikke fører til ophør af ansættelsen, vil der skattemæssigt være tale om en tort godtgørelse, der er skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a..." (Repræsentantens understregning).

Herudover har SKAT henvist til, at:

"... når der henses til, at godtgørelsen efter ligebehandlingslovens § 15 og § 16 behandles efter reglerne i ligningslovens § 7 U, er det SKATs opfattelse, at det samme må være tilfældet, når der er tale om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, når godtgørelsen gives på grund af afskedigelse.

Det kan hertil bemærkes, at forskelsbehandlingslovens § 7 og funktionærlovens § 2 a og 2 b er eneste bestemmelser, der omhandler godtgørelser for afskedigelser i strid med forskelsbehandlingslovens § 2. Godtgørelser efter funktionærlovens § 2 a og 2 b beskattes ligeledes efter reglerne i ligningslovens § 7 U..." (Repræsentantens understregning)

Endelig har SKAT henvist til forarbejderne i L 88/1999 og fra disse særligt fremhævet følgende:

"... Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelses af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser..." (Repræsentantens understregning)

2. Repræsentantens bemærkninger til ovenstående:

Det er repræsentantens opfattelse, at SKATs indstilling er forkert, idet den omhandlede godtgørelse ikke er en fratrædelsesgodtgørelse og at beløbet derfor heller ikke er omfattet af ligningslovens § 7 U.

I overensstemmelse med det grundlæggende erstatningsretlige princip om, at erstatninger/godtgørelser skattemæssigt behandles som det, beløbet træder i stedet for, er udgangspunktet for den skattemæssige bedømmelse af en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven også analysen af, hvad godtgørelsen/erstatningen tilsigter at yde dækning/kompensation for. Heri er SKAT heller ikke uenig, jf. den indledende beskrivelse i SKATs indstilling.

En erstatning/godtgørelse for "tort", dvs. den ikke-økonomiske krænkelse, udbetalt som et engangsbeløb er således skattefri efter statsskattelovens § 5 a.

Den omhandlede godtgørelse tilkendt efter forskelsbehandlingsloven tilsigter netop at dække den ikke-økonomiske skade/krænkelse ved arbejdsgivers aldersdiskrimination. Dette beløb tilsigter således ikke at udgøre en godtgørelse for fratræden, men en godtgørelse for krænkelsen ved at være forskelsbehandlet på grund af alder; en godtgørelse for den tort, der er lidt herved.

En sådan godtgørelse for en ikke-økonomisk skade, tort eller lignende, er i overensstemmelse med fast praksis skattefri i henhold til statsskattelovens § 5A, uanset om udbetalingen finder sted i forbindelse med fratræden af stilling, jf. også nærmere nedenfor.

Ligningslovens § 7 U har ingen selvstændig betydning i forhold hertil.

Det er en misforståelse, når SKAT med henvisning til ligningslovens § 7 U konkluderer, at når der er tale om et beløb udbetalt i forbindelse med en medarbejders fratræden, følger det af § 7 U, at beløbet da skal beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse.

Dette siger ligningslovens § 7 U faktisk intet om og følger heller ikke af formålet med bestemmelsen.

Formålet med ligningslovens § 7 U er i forhold til statsskattelovens § 4, der er den egentlige beskatningshjemmel for en fratrædelsesgodtgørelse, at udgøre hjemmelen for skattefriheden af godtgørelsens første 8.000 kr., der ellers - som resten af godtgørelsen - ville være skattepligtig for modtageren efter statsskattelovens § 4.

Ligningslovens § 7 U udgør ikke den materielle beskatningshjemmel af en fratrædelsesgodtgørelse, men udgør blot en undtagelse til statsskattelovens § 4 af de første 8.000 kr. af godtgørelsen. Det er blot en bestemmelse om delvis skattefritagelse.

Således indeholder bestemmelsen heller ikke nogen definition på eller afgrænsning af, hvornår der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse, udover at bestemmelsen - som betingelse for at opnå skattefriheden - indeholder en række betingelser om, at der skal være tale om et ansættelsesforhold, udbetaling i tidsmæssig tilknytning til ophøret af ansættelsen osv.

Ligningslovens § 7 U er således ikke relevant ved fortolkningen af, om der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse, men fastslår, hvis der er tale om en fratrædelsesgodtgørelse, at de første 8.000 kr. er skattefri.

Dette bekræftes også af bestemmelsens forhistorie.

Oprindeligt blev fratrædelsesgodtgørelser beskattet (lempeligere) efter lov om særlig indkomst, jf. lov nr. 148 af 28. maj 1958 (§ 2, nr. 11). Den særlige indkomstskat udgjorde en flad (proportional skat) på 50 %, der blev opkrævet i tre rater, den 1/9, 1/10 og 1/11 i året efter indkomståret. Dette indebar uhensigtsmæssige skatterestancer.

For at undgå skatterestancer på grund af denne - sene - opkrævning blev bestemmelsen om fratrædelsesgodtgørelser i 1990 flyttet til ligningsloven (§ 7 w) for at etablere et automatisk A-skattetræk, når der udbetales fratrædelsesgodtgørelser. Formålet med lovændringen var imidlertid - udtrykkeligt- ikke at skærpe beskatningen af fratrædelsesgodtgørelser.

For at fastholde den hidtidige lempelige beskatning efter LOSI, bestemtes det i ligningslovens § 7 w, at den skattepligtige del kun skulle udgøre 70 % af den del af godtgørelsen, der oversteg et bundfradrag på 6.000 kr.

I forbindelse med ophævelse af LOSI i 1994 blev en række indkomster, hidtil omfattet af LOSI, samlet i ligningsloven, herunder blev § 7 w ophævet og ligningslovens § 7 O indført i 1995.

Ligningslovens § 7 O videreførte undtagelsen om fuld beskatning af en fratrædelsesgodtgørelse, idet § 7 O, stk. 3, fastslog, at den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der oversteg et grundbeløb på 7.900 kr. kun medregnes med 85 %.

I 1999 blev bestemmelsen foreslået ophævet, idet man havde konstateret, at den lempelige beskatning af fratrædelsesgodtgørelser førte til en utilsigtet brug ved forhandlingen af lønpakker hos højtlønnede medarbejdere. Bestemmelsen blev derfor foreslået ophævet og erstattet af en almindelig beskatning efter en foreslået bestemmelse i ligningslovens § 16 I (L 88 1999/2000).

Ligningslovens § 7 O blev ganske vist ophævet, men under udvalgsbehandlingen af L 88 afløst af ligningslovens § 7 U, der opretholdt den lempeligere beskatning af fratrædelsesgodtgørelsen ved at fastslå skattefrihed af de første 8.000 kr., men til gengæld fuld beskatning af den øvrige del af godtgørelsen.

Herudover strammede lovgiver betingelserne for at opnå denne skattefrihed ved i bestemmelsen at præcisere;

• At modtageren skal være ansat hos udbetaleren,
• At beskæftigelsen på virksomheden fuldstændigt ophører,
• At der ikke kan udbetales en fratrædelsesgodtgørelse til en person, der aldrig er tiltrådt en stilling,
• At det er en forudsætning for, at beløbet kan falde ind under begrebet "fratrædelsesgodtgørelse", at godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Som gennemgangen af bestemmelsens historiske udvikling viser, er bestemmelsen i ligningslovens § 7 U slet ikke den materielle beskatningshjemmel for en fratrædelsesgodtgørelse, men en undtagelse til statsskattelovens § 4, med det formål at sikre skattefrihed for en del af godtgørelsen.

SKATs henvisning til ligningslovens § 7 U, kan således ikke fungere som en begrundelse for beskatning af de omhandlede godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven. Ligningslovens § 7 U, kan alene føre til, at der er skattefrihed for de første 8.000 kr., hvis analysen af godtgørelsens karakter fører til, at godtgørelsen skal anses for en fratrædelsesgodtgørelse. Men dette afgøres altså ikke på grundlag af ligningslovens § 7 U, således som SKAT synes at mene.

Udgangspunktet for bedømmelsen af en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 2, er som for erstatninger, som SKAT også har indledt begrundelsen i indstillingen med, at der er skattefrihed, dvs. efter statsskattelovens § 5 a, medmindre beløbet træder i stedet for en skattepligtig indkomst.

Hvis beløbet således udgør en godtgørelse eller en "erstatning" for tort - dvs. for den ikke-økonomiske ideelle krænkelse, er beløbet skattefrit i medfør af statsskattelovens § 5 a.

Dette følger også af fast praksis. Der kan fx henvises til TfS2007.1050 Ø, TfS 2001.620 LSR, TfS 2007.976 LSR, LSR 2011.10-03484 (forudsætningsvis), LSR 2008.08.02587 (forudsætningsvis), LSR 2011.10-00004 (forudsætningsvis) og LSR 2011.11.01514.

Praksis om skattefrihed for erstatning/godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, der også gælder ved udbetaling i forbindelse med fratræden, bekræfter synspunktet om, at det afgørende ikke er, om beløbet modtages i forbindelse med en fratræden, men hvad beløbet kompenserer. Godtgørelse for et ikke-økonomisk tab har stedse været skattefrit.

Bemærkningen fra forarbejderne, som SKAT har fremhævet, jf. citatet ovenfor, om at "alle" ydelser, der udbetales i forbindelse med en fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser, tager sigte på en anden situation. Udsagnet angår netop ikke spørgsmålet om, en godtgørelse for en ikke-økonomisk skade, men om sondringen mellem lønindkomstbeskatning og beskatning af fratrædelsesgodtgørelser (der som nævnt hidtil havde været udsat for en lempeligere beskatning).

Hvis udsagnet skulle forstås, som anført af SKAT, ville det indebære, at heller ikke godtgørelse for tort kan udbetales skattefri i overensstemmelse med den både før og efter dette udsagn faste praksis.

I SKATs juridiske vejledning, afsnit C.A.3.5.2.2., har SKAT oplistet en række forskellige godtgørelser, der efter SKATs opfattelse skal beskattes efter ligningslovens § 7 U som fratrædelsesgodtgørelser.

Således henvises der bl.a. til såkaldte "afviklingsgodtgørelser", der beskrives som en fratrædelsesgodtgørelse betinget af, at den fratrædende bliver i sin stilling, indtil arbejdsgivervirksomheden er afviklet. Dvs. en slags kompensation for, at medvirke til en fornuftig afvikling af arbejdsgivervirksomheden.

Herudover henvises der til godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 15 og § 16, hvilket har fået SKAT til i indstillingen i sagen at konkludere, som gengivet ovenfor under afsnit I, at så må det samme være tilfældet, "når der er tale om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, når godtgørelsen gives på grund af afskedigelse".

Henvisningen i Den juridiske vejledning og SKATs konklusion i indstillingen til Skatterådet giver anledning til en række bemærkninger:

For det første er Den juridiske vejledning ikke udtryk for andet og mere end SKATs opfattelse, hvor der ikke er tale om gengivelse af en administrativ praksis. Og der foreligger, så vidt repræsentanten har konstateret, ikke praksis, der bekræfter denne opfattelse.

For det andet skal det fremhæves, at vejledningen kun omtaler godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 15 og 16, der indtil 2005 kun gjaldt ved opsigelser - ligesom funktionærlovens §§ 2 a og 2 b.

Den juridiske vejledning omtaler således hverken en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14 eller godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven.

Dette skyldes muligvis, at Ligningsrådet i 1999, jf. TfS 1999.273 fastslog følgende:

"... Hvis der tilkendes den ansatte godtgørelse i henhold til ligebehandlingslovens § 14, fordi den ansattes rettigheder er blevet krænket, for eksempel på grund af seksuel chikane, vil godtgørelsen være skattefri, uanset om godtgørelsen modtages i forbindelse med fratræden af stilling eller ej. Skattefriheden må begrundes med, at godtgørelsen ikke træder i stedet for en skattepligtig ydelse, men udbetales som et engangsbeløb til dækning af et ikke økonomisk tab..." (Repræsentantens understregning).

Ligningsrådets udtalelse er helt på linje med den praksis, der gælder for beskatning af erstatninger og godtgørelser efter statsskatteloven, hvor behandlingen beror på, hvad erstatningen/godtgørelsen ydes for.

Når SKAT nævner §§ 15 og 16 i ligebehandlingsloven, er det nærliggende at antage, at dette skyldes, at begge bestemmelser (indtil 2005) udelukkende fandt anvendelse ved opsigelse i strid med ligebehandlingslovens. § 15 blev udvidet ved en lovændring i 2005, og noget kunne tyde på, at SKAT blot ikke har været opmærksom herpå ved formuleringen af afsnittet i Den juridiske vejledning.

Men det følger altså af Ligningsrådets udtalelse, og forudsætningsvis af Den juridiske vejledning, at en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, ikke er skattepligtig, idet den netop ydes til dækning af en ikke-økonomisk skade.

Helt tilsvarende gælder for godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7, jf. § 2. I bestemmelsens forarbejder til L 181 (1995/1996) anføres således til § 7:

"... Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 14 i lov om ligebehandling til mænd og kvinder.

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende har lidt..."

Der er således ikke nogen tvivl om, at en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, skal dække den ikke-økonomiske skade, som den diskriminerede har lidt - og at dette indhold svarer til indholdet af ligebehandlingslovens § 14, som Ligningsrådet korrekt tidligere med henvisning netop hertil har fastslået fører til, at godtgørelsen - uanset om udbetaling i forbindelse med en fratræden - er skattefri.

Der kan derfor ikke drages den slutning, som SKAT gør i indstillingen, at når godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 15 og § 16, (efter SKATs hidtidige opfattelse udtrykt i Den juridiske vejledning) anses for fratrædelsesgodtgørelser, må det samme naturligt også gælde for godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

Afgørende er, at godtgørelsen dækker en ikke-økonomisk skade, dvs. et tab af ideel karakter på samme måde som en godtgørelse for tort.

En beskatning af godtgørelser tilkendt for aldersdiskrimination ved fratræden med henvisning til ligningslovens § 7 vil i øvrigt føre til den helt uantagelige retsstilling, at en person, der bliver aldersdiskrimineret i forbindelse med en ansættelsessituation eller under ansættelsen, kan modtage godtgørelsen skattefrit, mens samme type diskrimination udøvet i forbindelse med afskedigelse af medarbejdere efter SKATs opfattelse skal udløse beskatning af godtgørelsen - uanset at den er tilkendt for præcis samme adfærd fra arbejdsgiverens side.

Hvis man således forestiller sig en situation, hvor arbejdsgiver f.eks. havde udøvet aldersdiskrimination både i forbindelse med ansættelse af medarbejdere og i forbindelse med afskedigelse af de pågældende medarbejdere (f.eks. i forbindelse med en beslutning om at gøre denne medarbejdergruppe yngre ved at afskedige alle medarbejdere over en vis alder mod ansættelse af et tilsvarende antal yngre medarbejdere, dog således at medarbejdere under 30 år ikke tages i betragtning) ville de fravalgte medarbejdere, der ikke var ansat kunne oppebære godtgørelsen for overtrædelse af forskelsbehandling skattefrit, mens de afskedigede medarbejdere ville skulle beskattes af deres godtgørelse - uanset at grundlaget for godtgørelsen er præcis den samme diskrimination.

Det synes efter repræsentantens opfattelse at være åbenbart, at den skattemæssige behandling af en godtgørelse tilkendt for overtrædelse af forskelsbehandlingslovens § 2, ikke kan være afhængig af den tilfældige omstændighed, om forskelsbehandlingen er udøvet i forbindelse med en ansættelsessituation, under ansættelsen eller i forbindelse med et ansættelsesophør.

Det afgørende er og kan alene være, at godtgørelsen tilkendes og udbetales som et engangsbeløb til dækning af et ikke-økonomisk tab svarende til den tort, modtageren har lidt ved at blive diskrimineret på grund af sin alder. Godtgørelsen adskiller sig derved ikke fra sådanne erstatninger/godtgørelser efter erstatningsansvarsloven, ligebehandlingslovens § 14, der efter hidtidig praksis er anset som skattefri i henhold til statsskattelovens § 5 a.

At udbetalingen af godtgørelsen til medarbejderne har fundet sted i forbindelse med en fratræden af stilling bevirker ikke, at der dermed bliver tale om en skattepligtig godtgørelse.

En beskatning af de omhandlede godtgørelser vil efter repræsentantens opfattelse være i strid med hidtidig praksis for beskatning af erstatninger og godtgørelser, der modtages til dækning af et ikke-økonomisk tab, jf. herved bl.a. erstatningsansvarslovens § 26 og ligebehandlingslovens § 14. Godtgørelser omfattet af forskelsbehandlingslovens § 7 adskiller sig ikke herfra.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er skattefri jf. statsskattelovens § 5 a.

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, herunder arbejdsindkomst, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Efter statsskattelovens § 5, litra a betragtes:

..."Formueforøgelse, der fremkommer ved, at de Formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i Værdi - medens der paa den anden Side ikke gives Fradrag i Indkomsten for deres Synken i Værdi -, eller Indtægter, som hidrører fra Salg af den skattepligtiges Ejendele (herunder indbefattet Værdipapirer), for saa vidt disse Salg ikke henhører til vedkommendes Næringsvej, for Eksempel Handelsvirksomhed med faste Ejendomme, eller er foretaget i Spekulationsøjemed, i hvilke Tilfælde den derved indvundne Handelsfortjeneste henregnes til Indkomsten, ligesom ogsaa eventuelt Tab kan fradrages i denne. Ved Salg af fast Ejendom samt Aktier og lignende offentlige Værdipapirer, der er indkøbt efter 1. januar 1922, anses Spekulationshensigt at have foreligget, naar Salget sker inden 2 Aar efter Erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være Tilfældet;

I SKATs juridiske vejledning, 2013-2, afsnit C.A.3.7 fremgår bl.a. følgende om erstatninger:

"... Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller kompensationer. Udgangspunktet for, hvordan erstatninger er beskattet, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskatteloven.

For at afgøre beskatningen af en erstatning, skal man skelne mellem, om erstatningen er

a) En løbende ydelse eller
b) Et engangsbeløb.

Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse, hvilket er skattepligtigt efter SL § 4.

Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri.

Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig.

Erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget. Tilsvarende gælder for erstatninger udbetalt som engangsbeløb, der kompenserer for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som fx svie og smerte, varigt mén og tort. Honorar til personer, der frivilligt udsætter sig for svie og smerte, som fx forsøgspersoner eller professionelle boksere, er derimod skattepligtige. En sådan betaling har ikke karakter af en erstatning for en retsstridig krænkelse.

Hvis en arbejdsgiver ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, har den ansatte ret til en godtgørelse.

Godtgørelsen beskattes som udgangspunkt efter de samme principper som nævnt ovenfor, dvs. ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Hvis der er tale om en samlet udbetaling bestående af både godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsreglerne samt efterbetaling af løn for overarbejde, skal beløbet splittes op, så løndelen beskattes som A-indkomst, mens godtgørelsen er skattefri, jf. SL § 5 a. En eventuel godtgørelse for afskedigelse, foranlediget af, at man har påberåbt sig arbejdstidsdirektivets regler, beskattes efter reglerne i LL § 7 U om fratrædelsesgodtgørelse

Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet - det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a - bliver beskattet efter reglerne i LL § 7 U..."

Af ligningslovens § 7 U fremgår det om fratrædelsesgodtgørelser bl.a. at:

..."Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31. Det er en forudsætning for skattefriheden, at den skattepligtige person, der modtager gaven, godtgørelsen eller gratialet, er ansat som lønmodtager i den virksomhed, der foretager udbetalingen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at

1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at

2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Praksis

Der er ingen direkte praksis vedrørende beskatning af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, men der er en lignende afgørelse fra Landsskatteretten, gengivet som;

SKM2007.443.LSR. En lønmodtager, der havde skiftet fagforening, blev af arbejdsgiveren overflyttet til andet arbejde. I henhold til en landsretsdom fik lønmodtageren godtgørelse efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet og funktionærlovens § 2 b, idet arbejdsgiverens overflytning af lønmodtageren til andet arbejde var at sidestille med en opsigelse af lønmodtageren, der ikke var begrundet i saglige hensyn. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren i forbindelse med den opnåede godtgørelse ophørte med sin stilling samt at godtgørelsen blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen blev herefter anset for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U og skulle således medregnes til den skattepligtige indkomst. Retten fandt således, at godtgørelsen ikke havde karakter af en tort lignende godtgørelse.

Begrundelse

Der stilles spørgsmål om, hvorvidt en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 er skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a.

Som tidligere nævnt, skal alle indtægter, ifølge statsskattelovens § 4, medregnes til den skattepligtige indkomst, medmindre der i øvrig lovgivning er gjort positive undtagelser herfor. Da der ikke umiddelbart er fastsat særlige regler i skattelovgivningen om beskatning af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven skal godtgørelsen behandles efter hovedreglerne i statsskattelovens § 4 og § 5, jf. ligningslovens § 7 U.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven § 7, at:

..."Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2: En person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse..."

En sådan godtgørelse kan bl.a. tilkendes, hvis arbejdsgiver fx forskelsbehandler med hensyn til ansættelse, forflyttelse, forfremmelse, løn og arbejdsvilkår mv.

Det forligger oplyst, at forskelsbehandlingen af den i sagen omhandlede medarbejder, skyldes, at denne alene er blevet afskediget som følge af alder, hvilket er i strid med forskelsbehandlingslovens § 2.

Det er herefter SKATs opfattelse, at når godtgørelsen udbetales som følge af forskelsbehandling ved selve afskedigelsen, og dermed i forbindelse med en egentlig fratræden af stilling, er der skattemæssigt tale om en fratrædelsesgodtgørelse, der skal beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 U. Alene i de tilfælde, hvor der modtages godtgørelse for en given forskelsbehandling, der er sket under selve ansættelsen, og hvor forskelsbehandlingen ikke fører til ophør af ansættelsen, vil der skattemæssigt være tale om en tort godtgørelse, der er skattefri i medfør af statsskattelovens § 5 a.

I lighed med det ovenfor beskrevne i den Juridiske Vejledning vedrørende overtrædelse af arbejdstidsdirektivet, er der således forskel på, om en godtgørelse gives i forbindelse med en forskelsbehandling ved fratræden af en stilling eller som følge af forskelsbehandling under ansættelsen, og hvor forskelsbehandlingen ikke fører til afskedigelse.

Det kan derudover bemærkes, at når der henses til, at godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 15 og § 16 behandles efter reglerne i ligningslovens § 7 U, er det SKATs opfattelse, at det samme må være tilfældet, når der er tale om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, når godtgørelsen gives på grund af afskedigelse. Den her omhandlede godtgørelse tilkendes netop i forbindelse med fratrædelse af en stilling.

Det kan hertil bemærkes, at forskelsbehandlingslovens § 7 og funktionærlovens § 2 a og § 2 b er eneste bestemmelser, der omhandler godtgørelser for afskedigelser i strid med forskelsbehandlingslovens § 2. Godtgørelser efter funktionærlovens § 2 a og § 2 b beskattes ligeledes efter reglerne i ligningslovens § 7 U. Hertil kommer at det er valgfrit for en person, som har funktionærstatus, og som afskediges i strid med ligebehandlingslovens § 2, at kræve godtgørelse enten efter funktionærloven eller forskelsbehandlingslovens § 7.

Ovenstående bekræftes, efter SKATs opfattelse, videre i lovforslag L88 fremsat den 4. november 1999 om skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgiver mv., ændret beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratiale mv., almindelige bemærkninger til nr. 11 fremgår følgende:

"... Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på samme måde som lønindkomst. Der kan således ikke længere spekuleres i at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelse i stedet for lønindkomst. Uddannelsesydelser, der gives i forbindelse med afskedigelsen, skal til gengæld være skattefrie.

Forslaget betyder således, at der ikke længere er forskel på den skattemæssige behandling af løn og fratrædelsesgodtgørelser.

Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelse af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser..."

(SKATs understregning)

Det kan hertil tilføjes, at forskelsbehandlingsloven er indført i 1996, dvs. før den seneste ændring af ligningslovens § 7 U, hvorfor ydelser i forbindelse med fratrædelse også gælder denne lov. Reglen om godtgørelse for aldersdiskrimination er dog først indsat i forskelsbehandlingsloven i 2004, men uden at der er foretaget nogen ændring af beskatning af godtgørelse i forbindelse med fratrædelse.

Til repræsentantens høringssvar skal SKAT bemærke følgende:

I afgørelse fra Landsskatteretten, gengivet som SKM2007.443.LSR, jf. ovenfor, fandt Landsskatteretten, at den godtgørelse, som klageren have fået tilkendt i medfør af Vestre Landsrets dom af 21. december 2006, hvor retten har henvist til såvel § 4 i lov om foreningsfrihed som funktionærlovens § 2 b, må anses for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren i forbindelse med den opnåede godtgørelse ophørte med sin stilling hos B A/S samt at godtgørelsesbeløbet blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen havde endvidere ikke karakter af en tort lignende godtgørelse.

I afgørelsen har skattemyndighederne endvidere henvist, til noten til ligningslovens § 7 U i Karnov (nu note 96 til § 7 U i LBKG nr. 405 af 22. april 2013). Det fremgår heraf:

"... Det antages at være uden betydning for bestemmelsens anvendelse, om fratrædelsesgodtgørelsen beror på arbejdsgiverens ensidige beslutning, eller lønmodtagere har et retskrav på godtgørelse ved fratræden. Det er i denne forbindelse uden betydning, om kravet støtter sig på aftale, faglig overenskomst eller funktionærloven, lov om ligebehandling, lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold eller andre bestemmelser..."

I forhold til repræsentantens anbringende om, at ligningslovens § 7 U ikke udgør en materiel beskatningshjemmel, men blot udgør en undtagelse til statsskattelovens § 4 i forhold til de første 8.000 kr., bemærkes, at § 1 nr. 11 i L 88 1999/2000 indeholdt forslag om beskatning efter en ny selvstændig bestemmelse i ligningslovens § 16 I uanset der ikke var nogen form for bundfradrag. At der med ændringsforslaget til L88 1999/2000 i § 1 nr. 3, blev stillet forslag om en bundgrænse på 8.000 kr., ændrer ikke ved, at ligningsloven 7 U udgør en materiel beskatningshjemmel.

Spørger bemærker flere gange, at Ligningsrådet i TfS 1999,273 har fastslået at en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, er skattefri uanset den modtages i forbindelse med fratræden af stilling.

For god ordens skyld bemærkes, at det rent faktisk er Regionen, der i forbindelse med sagens forberedelse, har givet en vejledende udtalelse, om, at

"Hvis der tilkendes den ansatte godtgørelse i henhold til ligebehandlingslovens § 14, fordi den ansattes rettigheder er blevet krænket, for eksempel på grund af seksuel chikane, vil godtgørelsen være skattefri, uanset om godtgørelsen modtages i forbindelse med fratræden af stillingen eller ej. Skattefriheden må begrundes med, at godtgørelsen ikke træder i stedet for en skattepligtig ydelse, men udbetales som et engangsbeløb til dækning af et ikke økonomisk tab."

Regionens vejledende udtalelse er så gengivet i afgørelsen, efter at Ligningsrådet har tiltrådt Regionens indstilling.

SKAT er på baggrund af ovenstående fortsat af den opfattelse at den omhandlede godtgørelse skal beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U.

SKAT har ikke yderligere bemærkninger til repræsentantens høringssvar, men henviser til begrundelsen i sin helhed.

Endelig kan det bemærkes, at den omstændighed, at der i SKAT og et Skatteankenævn i enkeltstående tilfælde har været truffet en anden afgørelse om beskatning af omhandlede godtgørelse, ikke betyder, at disse afgørelser har virkning for andre end den oprindelige spørger, jf. Skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, hvori bl.a. anføres, at;

"... Et bindende svar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren eller andre som nævnt i § 21, stk. 2, ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år regnet fra spørgerens modtagelse af svaret..."

Omhandlede godtgørelse kan således ikke anses at have karakter af en tort lignende godtgørelse, og dermed ikke anses skattefri i medfør af statsskattelovens § 5, jf. i øvrigt afgørelse fra Landsskatteretten, gengivet som SKM2007.443.LSR.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at godtgørelsen i givet fald også er skattefri, selvom udbetalingen af godtgørelsen sker på baggrund af et forlig mellem parterne i sagen.

Lovgrundlag

Der henvises i det hele til besvarelsen af spørgsmål 1.

Praksis

Der henvises i det hele til besvarelsen af spørgsmål 1.

Begrundelse

Besvarelsen af spørgsmål 1 betyder at godtgørelsen efter forskelsbehandlingslovens § 7 skal beskattes efter ligningslovens § 7 U. Den omstændighed, at godtgørelsen i givet fald gives på baggrund af et forlig mellem parterne i sagen medfører, efter SKATs opfattelse, ingen ændring heri.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet finder, at arbejdsgiver har udsat medarbejderne for en krænkelse af betydelig grovhed ved at udøve direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. De udgifter til betaling af godtgørelser, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, som arbejdsgiver herved har pådraget sig, kan efter Skatterådets opfattelse ikke anses for et udslag af en normal driftsrisiko og er derfor ikke fradragsberettigede som driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de modtagne godtgørelser er skattepligtige for medarbejderne, lægger Skatterådet tilsvarende vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne er at kompensere for den retsstridige krænkelse, som medarbejderne har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet finder derfor, at de udbetalte godtgørelser til medarbejderne er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

Skatterådet svarer således "ja" til spørgsmål 1, og "ja" til spørgsmål 2.