Klagen vedrører henstand i forbindelse med klage.
Landsskatterettens afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om henstand med betaling af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009 og 2010 i forbindelse med klage til skatteankenævnet.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Sagens oplysninger
SKAT foretog den 7. oktober 2011 en ændring af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010.
For indkomståret 2009 blev grundlaget for skatteansættelsen ændret således:
Fri bolig, Y1
|
294.000 kr.
|
|
Betalinger fra selskaber i G1 Holding
|
40.000 kr.
|
334.000 kr.
|
For indkomståret 2010 blev grundlaget for skatteansættelsen ændret således:
Fri bolig, Y1
|
195.200 kr.
|
|
Fri bil, ved brug af AUDI med reg. nr. XX
|
93.849 kr.
|
|
Netto indtægt ved udleje af bil
|
53.315 kr.
|
|
Løn fra G2
|
65.691 kr.
|
|
Betalinger fra selskaber i G1 Holding
|
33.000 kr.
|
441.055 kr.
|
Som følge af ansættelsesændringerne blev klageren pålagt restskat og arbejdsmarkedsbidrag på henholdsvis 146.683 kr. og 28.591 kr. for indkomståret 2009 og 136.864 kr. og 35.284 kr. for indkomståret 2010.
Det fremgik af klagerens skattemappe, at klageren i 2009 havde indkomst fra Y2 Kommune og SU-Styrelsen på i alt 41.576 kr. og indtægt fra Y3 Hospital på 7.272 kr.
I 2010 og 2011 havde klageren indkomst fra SU-Styrelsen på henholdsvis 5.129 kr. og 27.430 kr.
Ifølge skattemappen udgjorde klagerens bankindeståender mv. 6.239 kr. ultimo 2010 og 46.160 kr. ultimo 2011. Klagerens gæld udgjorde 320.187 kr. ultimo 2010 og 382.885 kr. ultimo 2011 inkl. gæld til Økonomistyrelsen/SKAT Inddrivelsescentret.
Det fremgår af folkeregisteret, at klageren og dennes ægtefælle udrejste fra Danmark den 12. juli 2011. Klageren var indtil den 12. juli 2011 registreret på adressen Y1. Der foreligger ikke oplysninger i folkeregisteret om klagerens og ægtefællens adresse i udlandet. Klageren har kontaktadresse hos advokat EP, Y4.
SKATs afgørelse blev påklaget til Skatteankenævn den 28. oktober 2011. Den 15. november 2011 anmodede klagerens advokat om henstand med betalingen af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009 og 2010.
Advokaten anmodede om, at henstanden blev ydet uden sikkerhedsstillelse, idet der efter advokatens opfattelse ikke var særlig risiko forbundet med henstanden.
SKAT udbad sig den 4. januar 2012 oplysninger fra klageren til brug for behandlingen af anmodningen om henstand med betalingen af restskat og arbejdsmarkedsbidrag:
"SKAT kan via oplysninger fra folkeregistreret konstatere, at du er udrejst fra Danmark pr. 12.7.2011, men der er ingen oplysninger om en adresse i udlandet. Derfor udbedes yderligere oplysninger og/eller dokumentation vedrørende dine bopæls- og opholdsforhold.
Endvidere udbedes oplysninger om dine indkomst- og formueforhold (både aktiver og passiver) dels på ansøgningstidspunktet og dels fremadrettet.
Under henvisning til, at der i brevet fra advokatfirmaet er anført "Vi skal venligst anmode om, at henstanden ydes uden sikkerhedsstillelse, når henses til, at der efter vores opfattelse ikke er særlig risiko forbundet med en sådan henstand.", udbedes en nærmere redegørelse for, grundlaget for advokatfirmaets opfattelse."
Brevet fra SKAT blev sendt til klagerens kontaktadresse med kopi til advokatfirmaet R1.
Tilsvarende oplysninger blev udbedt vedrørende klagerens ægtefælle.
Det fremgår af SKATs sagsnotat af 24. januar 2012, at advokatfirmaet samme dag havde anmodet om yderligere frist med besvarelsen af SKATs brev af 4. januar 2012. Det blev herefter aftalt, at materialet skulle være SKAT i hænde den 6. februar 2012.
SKAT udsendte den 26. marts 2012 et forslag til afgørelse til klageren med kopi til advokatfirmaet. Det fremgik blandt andet af forslaget, at anmodningen om henstand ikke ville blive imødekommet. SKAT konstaterede endvidere, at det udbedte materiale ikke var modtaget. Den betydelige usikkerhed omkring bopæls- og opholdsforhold og klagerens indkomst- og formueforhold udgjorde derfor fortsat en betydelig del af vurderingsgrundlaget for SKAT.
SKATs afgørelse
Anmodningen om henstand med betalingen af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009 og 2010 er ikke imødekommet.
Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., kan skattemyndighederne efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Ansøgeren har ikke noget krav på henstand. Afgørelsen heraf træffes efter et skøn, som skattemyndighederne i henhold til loven er bemyndiget til at udøve.
Meddelelse af henstand med restskat og restarbejdsmarkedsbidrag vil forringe SKATs muligheder for at inddrive de omhandlede krav. Der er henset til:
- At der består en betydelig usikkerhed om klagerens indkomst - og formueforhold efter fraflytningen til udlandet
- At det kan konstateres via folkeregisteret, at klageren er udrejst fra Danmark den 12. juli 2011, uden at der foreligger oplysninger om en adresse i udlandet
- At de skyldige skatter (286.123 kr.) og arbejdsmarkedsbidrag (63.775 kr.) er af betydelig størrelse og samlet udgør 349.998 kr.
- At der består samme betydelige usikkerhed om klagerens ægtefælles indkomst- og formueforhold, efter at han er erklæret personlig konkurs, og han ligeledes er adresseløs i Danmark.
På baggrund af ovenstående vurderes der at være en overliggende fare for, at restskatterne og restarbejdsmarkedsbidragene ikke bliver betalt.
Det af SKAT udbedte materiale af 4. januar 2012 er fortsat ikke modtaget. Herved er den betydelige usikkerhed, der er omkring klagerens bopæls- og opholdsforhold samt klagerens indkomst- og formueforhold, fortsat en betydelig del af SKATs vurderingsgrundlag.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har fremsat påstand om, at klageren kan opnå henstand med den skattebetaling, som følger af SKATs afgørelse vedrørende indkomstårene 2009 og 2010.
Klageren har efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., krav på henstand.
Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til skatteforvaltningsloven, at en klage som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, med mindre andet er bestemt.
Følgende er desuden angivet i lovforslaget:
"Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand."
SKAT har hovedsagelig begrundet nægtelsen af henstand med, at klageren er bosiddende i udlandet, at hun har uafklarede formueforhold, samt at hendes ægtefælle har uafklarede formueforhold.
Det helt klare udgangspunkt efter praksis er, at der skal ydes henstand med skattebetalingen. Det er således alene, hvis selve henstanden vil medføre nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, at SKAT kan afvise at bevilge henstand. Der skal således foretages en konkret vurdering af inddrivelsesmuligheden på tidspunktet for anmodningen om henstand sammenlignet med den forventede inddrivelsesmulighed ved henstandsperiodens udløb.
Det er således SKAT, der skal løfte bevisbyrden for, at der foreligger en aktuel og reel inddrivelsesmulighed, hvis en skatteyder hverken har formue, aktiver eller lønindtægt, hvori der kan ske lønindeholdelse i henstandsperioden, eller hvor der ikke er mulighed for at foretage udlæg hos en ægtefælle.
Herudover skal SKAT sandsynliggøre, at der foreligger en nærliggende risiko for forringelse af inddrivelsesmuligheden i henstandsperioden.
Det må antages, at Østre Landsret i dommen af 21. december 2011, der er offentliggjort i TfS 2012.106 Ø (SKM2012.3.ØLR), har tillagt de særlige forhold i sagen afgørende betydning.
Rækkevidden af dommen må således - i relation til Landsskatterettens hidtidige praksis - antages at være begrænset til disse helt særlige tilfælde. Der er derfor ikke umiddelbart grundlag for at antage, at SKAT kan nægte henstand eller kræve sikkerhed for at indrømme henstand i alle tilfælde, hvor der er en nærliggende risiko for, at skatten ikke bliver betalt, hvis der ydes henstand.
Udgangspunktet må stadig være, at skatteyderen indrømmes henstand uden krav om sikkerhedsstillelse i overensstemmelse med Landsskatterettens gældende praksis, hvis SKAT ikke kan løfte bevisbyrden for, at inddrivelsesmuligheden vil være forringet ved udløbet af henstandsperioden, i forhold til inddrivelsesmuligheden på henstandstidspunktet.
Nægtelse af henstand bør således alene ske i de tilfælde, hvor SKAT kan påvise konkrete forhold forbundet med henstanden, der kan forringe SKATs mulighed for at inddrive kravet, eller der i øvrigt foreligger særlige forhold, der afgørende taler imod, at der gives henstand.
I nærværende sag var klageren allerede fraflyttet Danmark næsten et år inden SKATs afgørelse om nægtelse af henstand. Som en naturlig følge heraf kan SKATs muligheder for at inddrive kravet ikke blive forringede som følge af fraflytningen. Det forhold, at klageren er fraflyttet Danmark, kan derfor under disse omstændigheder ikke begrunde nægtelsen af henstand.
Det samme kan anføres i relation til SKATs henvisning til, at der er uklarheder med hensyn til klagerens økonomiske forhold efter flytningen fra Danmark.
Det fremgår af klagerens årsopgørelser for 2009-2011, at klageren har haft særdeles beskedne indtægts- og formueforhold indtil fraflytningen i sommeren 2011. Efter fraflytningen har klageren ikke haft indtægter, men har i stedet fungeret som hjemmegående hustru. Klageren er i det hele blevet forsørget af sin ægtefælle siden flytningen fra Danmark.
Klagerens aktiver består alene i særdeles begrænsede indeståender på konti i Danmark og udlandet.
Da klageren ikke har nogen indtægter, er SKATs mulighed for at inddrive de forfaldne skatter ikke-eksisterende. Der kan for eksempel ikke foretages lønindeholdelse. Ligeledes vil SKAT ikke kunne gøre udlæg i eller på anden måde søge sig fyldestgjort i de midler, klageren modtager fra sin ægtefælle til brug for familiens fælles underhold.
De skyldige skatter og arbejdsmarkedsbidrag udgør ca. 350.000 kr. Dette kan ikke anses som beløb af væsentlig størrelse. Det beløb, som landsretten fandt væsentligt i dommen af 21. november 2011, udgjorde til sammenligning ca. 150 mio. kr.
Endelig må klagerens ægtefælles økonomiske forhold anses for uvedkommende - i hvert fald i det omfang, ægtefællen er under personlig konkurs.
På den baggrund gøres det gældende, at der ikke opstår en yderligere risiko for, at skatten ikke bliver betalt, ved at give klageren henstand med betaling af skatten.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., har følgende ordlyd:
"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører."
Af forarbejderne (bemærkningerne til lovforslag nr. L 110 af 24. februar 2005) til skatteforvaltningslovens § 51 fremgår:
"Bestemmelsen er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25, juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.
Efter gældende ret har en klage ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. f.eks. statsskattelovens § 38.
Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand."
SKAT bad den 4. januar 2012 klageren om at indsende oplysninger om bopæls- og opholdsforhold og oplysninger om indkomst- og formueforhold på ansøgningstidspunktet og fremadrettet. Endvidere bad SKAT om en redegørelse for advokatfirmaets opfattelse om, at henstanden kunne ydes uden sikkerhedsstillelse.
På tidspunktet for SKATs afgørelse havde SKAT ikke modtaget de udbedte oplysninger.
Selv om udgangspunktet for skatteforvaltningslovens § 51 er, at der gives henstand med betaling af skatten, må det være en forudsætning for, at der kan gives henstand, at den skattepligtige afgiver de fornødne oplysninger til SKAT til brug for vurderingen af anmodningen om henstand.
Klageren har ikke afgivet disse oplysninger.
Der forelå derfor en betydelig usikkerhed om klagerens bopæls- og opholdsforhold, idet der blandt andet ikke forelå oplysninger om klagerens opholdssted. Det var derfor ikke muligt at vurdere, hvilke retlige muligheder der forelå for inddrivelse - hverken på afgørelsestidspunktet eller fremadrettet.
Der forelå ligeledes en betydelig usikkerhed om klagerens indkomst- og formueforhold. Oplysninger om indkomst- og formueforhold i SKATs systemer kan i den forbindelse ikke anses som værende tilstrækkelige for en vurdering af spørgsmålet om henstand i denne sag. SKATs systemer indeholder således ikke oplysninger om aktiver i form af kontante midler, indbo mv. Endvidere har der på afgørelsestidspunktet manglet oplysninger om klagerens indkomst- og formueforhold i udlandet.
Konsekvenserne af manglende afgivelse af oplysninger til brug for vurderingen af spørgsmålet om henstand må i en sådan situation påhvile den skattepligtige.
Landsskatteretten finder på det grundlag, at der på tidspunktet for SKATs afgørelse ikke forelå et tilstrækkeligt grundlag for at efterkomme klagerens anmodning om henstand med betaling af restskatter og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2009 og 2010 i forbindelse med klage til skatteankenævnet.
Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.