Dato for udgivelse
14 May 2013 14:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Oct 2012 13:51
SKM-nummer
SKM2013.291.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, S-1813-12
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Fastsættelse, salær, beskikket, forsvarer, fuldmægtig
Resumé

Advokat JM var beskikket forsvarer i en administrativ straffesag hos SKAT. Byretten fastsatte et salær til JM på 6.200 kr. med tillæg af moms. Byretten bemærkede, at der ikke var grundlag for bortfald eller reduktion af salæret som følge af, at en del af det udenretlige arbejde var udført af JM´s fuldmægtig.

Landsretten udtalte, at det følger af beskikkelsen som forsvarer at hvervet er personligt. Landsretten lagde imidlertid til grund, at SKAT ikke under sagens behandling modsatte sig at JM´s fuldmægtig på vegne af JM bistod klienten. Der var herefter ikke grundlag for, som påstået af SKAT, at træffe bestemmelse om, at SKAT ikke skulle betale salær til JM.

Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at nedsætte salæret.

Reference(r)

Forsvarerbistandsloven § 3
Retsplejeloven § 741

Henvisning

-

Vestre Landsrets kendelse af 4. oktober 2012, 12. afdeling, nr. S-1813-12

Parter

SKAT

mod

A / Advokat JM

Afsagt af landsdommer

Torben Geneser, Ida Skouvig og Trine Poulsen (kst.)

..........................................

Byrettens kendelse af 3. august 2012, nr. 2-4289/2012

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der blev fremlagt:

-

Breve af 21. maj og 28. juni 2012 fra advokat JM med tidsopgørelse

  

-

Kopi af brev af 13. marts 2012 fra SKAT til A

  

-

Brev af 15. juni 2012 fra SKAT

Det fremgår af det fremlagte, at sagen er sluttet administrativt uden straf til A.

Retten fastsatte salær på 6.200 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat JM. Herved bemærkes, at der ikke er grundlag for bortfald eller reduktion af salæret som følge af, at en del af det udenretlige arbejde er udført af advokat JM´s fuldmægtig.

Salæret betales endeligt statskassen.

..................................

Vestre Landsrets kendelse af 4. oktober 2012, 12. afdeling, nr. S-1813-12

SKAT kærer afgørelse om salær.

Fremlagte bilag:

-

brev af 20. august 2012 med bilag fra byretten

  

-

udskrift af retsbogen for byretten (sag nr. 2-4289/2012)

  

-

kæreskrift af 16. august 2012 fra SKAT

  

-

kæresvarskrift af 27. august 2012 med bilag fra advokat JM

  

-

brev af 18. september 2012 fra SKAT vedlagt kopi af SKAT´s brev af 3. januar 2012 med bilag til advokat JM.

Den 3. august 2012 har Byretten tillagt advokat JM, der har været beskikket som forsvarer for A under en administrativ skattestraffesag, et salær på 6.200 kr. + moms, der skal betales af statskassen. Skattestraffesagen blev sluttet med en henstilling til A.

Påstande

Afgørelsen er kæret af SKAT med påstand om, at SKAT ikke skal betale salær til den beskikkede forsvarer. SKAT har til støtte for påstanden gjort gældende, at det i forbindelse med sagens behandling hos SKAT er en advokatfuldmægtig, der har givet møde sammen med A. Det er endvidere advokatfuldmægtigen, der i øvrigt har haft kontakten til SKAT, og som efter SKATs opfattelse har repræsenteret A i forhold til SKAT. Da advokatfuldmægtigen ikke èr omfattet af rettens beskikkelse, er der ikke grundlag for eller hjemmel til, at salæret skal betales af det offentlige. Der henvises i den forbindelse til forsvarerbistandslovens § 2 og retsplejelovens § 733, stk. 1, 3. pkt., sammenholdt med § 733, stk. 2. Der henvises endvidere til UfR 1990.9251-H, hvor Højesteret fandt, at det følger af beskikkelsen, at hvervet er personligt.

Advokat JM har principalt påstået sig tillagt salær i overensstemmelse med et salærforslag af 21. maj 2012, subsidiært stadfæstelse og mere subsidiært at han tillægges salær ud fra det anvendte tidsforbrug, når der tages højde for, at fuldmægtigens tidsforbrug ikke honoreres. Advokat JM har i salærforslaget og kære-svarskriftet redegjort nærmere for det arbejde, han og fuldmægtigen har udført med sagen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Byretten havde beskikket advokat JM som forsvarer. Det følger af beskikkelsen, at hvervet er personligt. Landsretten lægger imidlertid til grund, at SKAT ikke under sagens behandling modsatte sig, at advokat JM´s fuldmægtig på vegne af advokaten bistod A, blandt andet i forbindelse med et møde. Der er herefter ikke grundlag for som påstået af SKAT at træffe bestemmelse om, at SKAT ikke skal betale salær til forsvareren, jf. herved forsvarerbistandslovens § 4, stk. 1, sammenholdt med retsplejelovens § 741.

Advokat JM har ikke selv kæret byrettens afgørelse om salær inden for kærefristen, og der er derfor ikke spørgsmål om at forhøje salæret.

Efter de foreliggende oplysninger om sagens karakter og omfang samt det udførte arbejde med sagen finder landsretten ikke grundlag for at nedsætte salæret.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

T h i   b e s t e m m e s

Byrettens afgørelse stadfæstes.

Kæremålets omkostninger ophæves.

..........................................................................................................................

Byrettens kendelse af 22. oktober 2012, nr. 2-4289/2012

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der blev fremlagt:

-

Vestre Landsrets afgørelse af 4. oktober 2012

     

-

Brev af 8. oktober 2012 fra advokat JM med anmodning om tilkendelse af yderligere salær for tidsforbrug i forbindelse med kæremål

Retten bemærkede, at retten fastsatte salær til advokat JM i retsbog for den 3. august 2012, hvorefter sagen blev sluttet.

Retten finder ikke grundlag for at tilkende yderligere salær for efterfølgende tidsforbrug i forbindelse med kæremålet vedrørende det fastsatte salær. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af kendelsen af 4. oktober 2012 fra Vestre Landsret, at kæremålets omkostninger ophæves.