Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af sukkerholdige produkter, sukkerfri produkter, mellemhandel og afsætning fra seks eller flere detailudsalg.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Sukker
  • Definition: Sukkerfri produkter
  • Definition: Mellemhandel
  • Definition: Afsætning fra seks eller flere detailudsalg.

Definition: Sukker

Med sukker menes alle typer af mono- og disaccharider. Følgende er eksempler på mono- og disaccharider:

  • Glucose (druesukker, dextrose)
  • Fruktose (frugtsukker)
  • Sucrose (sakkarose, "almindeligt sukker)
  • Maltose
  • Laktose.

Listen er ikke udtømmende.

Definition: Sukkerfri produkter

Produkter, der indeholder højst 0,5 g tilsat sukker pr. 100 gram, anses som sukkerfri produkter. Anvendes andre sødestoffer end mono- og disaccharider, anses produktet som sukkerfrit.

Eksempel

Tyggegummi som er sødet med fx Sorbitol anses som sukkerfrit.

Produkter, der har et naturligt indhold af sukker, og som ikke er tilsat mere end 0,5 g sukker pr. 100 gram, eller andre fødevarer, der anvendes på grund af deres sødende egenskaber anses desuden som sukkerfri produkter.

Definition: Mellemhandel

Ved registreringsberettiget mellemhandel forstås videresalg en gros til andre handlende af chokolade- og sukkervarer, som virksomheden har modtaget fra en anden registreret virksomhed eller indført fra udlandet. Detailhandleres salg til restaurationer og lignende betragtes ikke som mellemhandel, der giver ret til registrering.

Andelsforeninger og andre foreninger, der fremstiller og fordeler varer, sidestilles med erhvervsvirksomheder.

Definition: Afsætning fra seks eller flere detailudsalg

Virksomheder, der ikke driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, men som ejer mindst seks detailudsalg, hvorfra der sælges chokolade- og sukkervarer, kan anses som mellemhandler.