Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 8.

Bemærk

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. 

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Bemærk

Finansministeriet i Mexico har den 19. september 2007 meddelt Skatteministeriet, at "the new Mexican minimum income tax (IETU)" er omfattet af DBO'en.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark. Kongeriget Danmark omfatter også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter international ret er eller senere måtte blive betegnet i dansk lovgivning som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. ►International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller luftfartøj, der udøves af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.◄

►Artiklen indeholder ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.◄

►Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.◄

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

De kompetente myndigheder afgør, hvordan DBO'en anvendes for en ikke fysisk person (en juridisk enhed), der er skattemæssig hjemmehørende i begge lande efter artikel 4, stk.1.

"Et interessentskab, et bo eller en trust" er kun hjemmehørende i et land i den udstrækning, at indkomsten herfra er skattepligtig i dette land som indkomst for en der hjemmehørende person, enten hos interessentskabet, boet eller trusten, eller hos dets deltagere eller begunstigede. Se protokollen, punkt 2 a.

"Person, der er hjemmehørende" omfatter også en kontraherende stat, hvor der er et driftssted, selvom betalingerne er udskudt, indtil det faste driftssted er ophørt med at eksistere." Se protokollen, punkt 2 b og 3 b.

Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. 

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et bygge-, anlægs-, montage- og installationsarbejde eller en tilsynsførende eller tilsynsførende aktiviteter i forbindelse dermed udgør fast driftssted, hvis det har en varighed på mere end 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3.

►I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.◄

Opretholdelse af et fast forretningssted for foretagendet udelukkende med henblik på reklamevirksomhed, udlevering af oplysninger, forberedelser i forbindelse med placering af lån, eller lignende aktiviteter, der er af forberedende eller hjælpende karakter. Se artikel 5, stk. 4, litra e.

►Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.◄

►Af artiklens stk. 5 fremgår, at hvis en afhængig agent, som handler på et foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.  

Forsikringsforetagende, undtagen genforsikring, er et fast driftssted, hvis det opkræver præmier på den anden stats territorium eller forsikrer risici beliggende der, gennem en person, der ikke er en uafhængig repræsentant efter artikel 5, stk. 7. Se artikel 5, stk. 6.

Artiklens stk. 7 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende – eller næsten udelukkende – arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
  • Kommentaren til OECD's Modeloverenskomst ►2017◄, pkt. 171 vedrørende Mexicos fortolkning af stk. 6.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste der kan henføres til salg af varer, af samme eller lignende art, som de varer der sælges gennem det faste driftssted, kan beskattes i det land de sælges i og som det faste driftssted ligger i, medmindre foretagendet godtgør, at disse salg er blevet foretaget af andre grunde end for at opnår fordel i forhold til overenskomsten. Se artikel 7, stk. 1.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.

Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et foretagendes drift af skibe eller luftfartøjer i international trafik omfatter ikke transport i nogen andre transportmidler, der direkte stilles til rådighed af et sådant foretagende, eller tilvejebringelse af overnatningsmuligheder. Se artikel 8, stk. 2.

Fortjeneste ved anvendelse, overliggetid eller udlejning af containere til brug for transport af varer kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendet er hjemmehørende, medmindre containerne udelukkende anvendes til transport mellem pladser indenfor det andet land. Se artikel 8, stk. 3.

For luftfartsvirksomhed, der drives i form af et konsortium fx SAS, kan Danmark kun beskatte den del af fortjenesten, som svarer til den andel, som det danske selskab har i det pågældende konsortium. Se artikel 8, stk. 5.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne selskaber

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10 C.F.8.2.2.10.

Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct. af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct. ►Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se stk. 2, litra a).◄

Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv, i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte renter, der betales til banker med højst 5 pct. af bruttobeløbet og i alle andre tilfælde med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Kildelandet kan ikke beskatte renter i særlige låneforhold og til særlige rentemodtagere fx staten eller en godkendt pensionskasse. Se artikel 11, stk. 3.

Artiklen indeholder en antimisbrugsbestemmelse. Se artikel 11, stk. 8.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.

Både bopælslandet og kildelandet kan beskatte royalties. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

"Royalties" omfatter også anvendelse af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr Se artikel 12, stk. 3.

Betaling for teknisk bistand beskattes efter artikel 7 og 14, bortset fra overdragelser af egentlig knowhow. Se protokollen, punkt 5.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.

Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Bemærk

Containere er omfattet af artikel 8.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af aktier eller andre rettigheder i et selskab, hvis aktiver, direkte eller indirekte, hovedsageligt består af fast ejendom, der er beliggende i en stat, eller af enhver anden rettighed, som vedrører sådan fast ejendom, kan beskattes i denne stat. ►Der er ikke anført nogen bestemt tidsperiode før salget, hvor betingelserne skal være opfyldt◄. Se artikel 13, stk. 2.

Hovedaktionærer, der gennem en 12 måneders periode forud for afståelsen har ejet mindst 25 pct., beskattes af fortjeneste på aktier og andre rettigheder i det land, hvor selskabet er hjemmehørende. Se artikel 13, stk. 3. Bestemmelsen omfatter dog ikke fortjeneste, der tidligere er beskattes i det selskab, som udsteder aktierne. Se protokollen, punkt 8.

Artiklen indeholder en bestemmelse til undgåelse af dobbeltbeskatning på urealiserede aktieavancer. Se artikel 13, stk. 8.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen opholder sig i landet i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 183 dage i en 12-måneders-periode, som begynder eller slutter i det pågældende skatteår (kalenderår). Se artikel 14, stk. 1, litra a).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Løn for arbejde i skibs- og luftfart i international trafik kan beskattes i det land, hvor foretagendet, der driver virksomheden, er hjemmehørende. Se artikel 15, stk. 3.

I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført om bord på et luftfartøj, der anvendes i international trafik af et luftfartskonsortium eller anden form for forretningsfællesskab, der er dannet af selskaber fra forskellige lande, herunder et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, kan sådant vederlag kun beskattes i denne stat. Se artikel 15, stk. 4.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen omfatter personer, som er medlem af bestyrelsen, lovformelig revisor, "administrator" eller "comisario".

Se også

Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 17, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.

Bemærk

Artiklen anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.

Se også

Se afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner og lignende udbetalinger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel - private pensioner fra tjenesteforhold

Private pensioner og andre lignende vederlag, der stammer fra tidligere tjenesteforhold, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 1.

Undtagelse

Kildelandet kan beskatte udbetaling af private pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, hvis modtageren tidligere har været hjemmehørende i kildelandet. Skatten kan højst udgøre 17,5 pct. af bruttobeløbet af pensionen. Se artikel 18, stk. 3.

Bemærk

Hvis modtageren er statsborger i bopælslandet, kan kildelandet ikke beskatte udbetalinger, som er nævnt i artikel 18, stk. 3.

Andre private pensioner

Kildelandet kan beskatte private pensioner, der ikke er omfattet af artikel 18, stk. 1 eller 3. Se artikel 21, stk. 3.

Sociale ydelser

Ydelser efter kildelandets sociallovgivning kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 2.

"Livrenter" betyder en fastsatte summer, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et fastsat tidsrum eller et tidsrum, der lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentlige hverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Bemærk

Vederlag til offentligt ansatte kunstnere og sportsfolk er omfattet af denne artikel og ikke af artikel 17.

Artikel 20: Studerende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 21: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland, kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 21, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 22: Formue

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Formue bestående af skibe, luftfartøjer eller containere, der anvendes i international trafik, og af rørlig ejendom, som vedrører driften af disse skibe, luftfartøjer eller containere, kan kun beskattes i det land hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 22, stk. 3. Bestemmelsen omfatter ikke formue bestående af skibe, der anvendes til transport i indre farvande.

Bemærk

Denne artikel har kun praktisk betydning for ejendomsværdiskat, som anses for en partiel formueskat, da Danmark ikke har generel formuebeskatning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.22 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.

Artikel 23: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen omfatter virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 23, stk. 1.

Kulbrintevirksomhed medfører fast driftssted/sted efter 30 dage inden for nogen 12-måneders periode. Se artikel 23, stk. 2.

Boreplatformsvirksomhed udøvet uden for kysten medfører først fast driftssted, når virksomheden har varet i mere end 183 dage inden for nogen 12-måneders periode. Se artikel 23, stk. 3.

Indtægt ved udlejning af borerigge kan vælges beskattet efter bestemmelserne i artikel 7 (nettoresultat), i stedet for som royalty (bruttoresultat) efter artikel 12. Se artikel 23, stk. 4.

Se også

Se også

  • LBK nr. 862 af 19. juni 2014 om kulbrinteskatteloven
  • DBO'en artikel 23 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Mexico kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 2, litra a og b.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Mexico, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Mexico. Se artikel 24, stk. 2, litra c.

Danmark giver creditlempelse for underliggende selskabsskat, hvis det danske selskab ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende mexicanske selskab, og udbyttet ikke er omfattet af de danske regler om fritagelse for skat på datterselskabsudbytte. Se artikel 24, stk. 2, litra e.

Bestemmelserne om matching credit i artikel 24, stk. 2, litra f -h, havde virkning til og med indkomståret 2012.

Danmark giver creditlempelse for den mexicanske aktivskat i den danske selskabsskat af den mexicanske indkomst. Se artikel 24, stk. 3.

Mexico giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som efter DBO'en kan beskattes i Danmark. Se artikel 24, stk. 1, litra a og c.

Hvis et mexicansk selskab ejer mere end 10 pct. af et dansk selskab, gives almindelig creditlempelse for underliggende dansk selskabsskat. Se artikel 24, stk. 1, litra b.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 25: Ikke-diskriminering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Den kompetente myndighed i bopælslandet skal underrette den kompetente myndighed i det andet land inden 3 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i den anden stat, alt efter hvilken dato, der er senest.

Der gælder en frist på 10 år fra forfaldsdatoen eller datoen for indgivelse af selvangivelse i den anden stat, alt efter hvilken dato, der er senest, for at gennemføre en gensidig aftale, der er indgået efter artikel 25.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 27: Udveksling af oplysninger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.27 om OECD's modeloverenskomst artikel 27.

Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske of konsulære repræsentationer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.

Artikel 30: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 22. december 1997 og har virkning fra 1. januar 1998.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 31: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.