Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31, og den tilhørende protokol og noteudveksling.
Afsnittet indeholder:
- DBO'ens artikler
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter ikke formueskatter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til
- efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
- anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.
Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. ►International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, undtagen hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.◄
►Artiklen indeholder ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.◄
►Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.◄
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.
Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Et bygge-, anlægs-, montage- eller monteringsarbejde eller en tilsynsførende eller tilsynsførende virksomhed i forbindelse dermed af mere end 6 måneders varighed, udgør et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 3.
►
I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artiklens stk. 5 fremgår, at hvis en afhængig agent, som handler på et foretagendes vegne, og som har og sædvanligvis i en kontraherende stat udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.
Artiklens stk. 6 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende – eller næsten udelukkende – arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
◄
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.
Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og lufttransport
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste fra brug, overliggetid eller udleje af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere, som anvendes til transport af varer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendet er hjemmehørende, medmindre der udelukkende er tale om transport mellem pladser i det andet land. Se artikel 8, stk. 2.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Forbundne foretagender
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct., og har ejet det uafbrudt i 12 måneder forud for den dato udbyttet er fastsat, af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 0 pct.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber)
Den maltesiske skat af udbyttets bruttobeløb må ikke overstige den skat, der pålignes fortjenesten. Se artikel 10, stk. 2, litra b).
Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv, i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.
Der er en 4-års-frist for ansøgning om tilbagebetaling af for meget indeholdt kildeskat på udbytte. Tilbagebetaling skal i givet fald ske inden 6 mdr. efter ansøgningens modtagelse. Se artikel 10, stk. 6.
Artiklen indeholder en antimisbrugsklausul. Se artikel 10, stk. 7.
DBO'en indeholder en subsidiær beskatningsret, se artikel 24.
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 11, stk. 1.
Artiklen indeholder en antimisbrugsklausul. Se artikel 11, stk. 5.
Bemærk
Artiklen indeholder modeloverenskomstens artikel 11, stk. 4, om kildelandsbeskatning af renter i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed med fast driftssted.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
Artiklen indeholder en antimisbrugsklausul. Se artikel 12, stk. 5.
Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved salg af aktier eller lignende rettigheder i et selskab, hvis aktiver direkte eller indirekte består af fast ejendom, der ligger i et af landene, kan beskattes i det land. Der er ikke anført nogen bestemt tidsperiode før salget, hvor betingelserne skal være opfyldt. ►Der er ikke noget krav om, at en bestemt procentdel af aktiernes værdi hidrører fra besiddelse af fast ejendom◄. Se artikel 13, stk. 2.
►Beskatningsretten til fortjeneste ved afhændelse af skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, tilfalder den stat, hvor ejeren er hjemmehørende, også i de tilfælde hvor driften af skibet eller luftfartøjet udøves af en person, der er hjemmehørende i et tredjeland. Se protokollen.◄
Danmark kan kun beskatte den del af kapitalgevinsterne i SAS, der erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 7.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis personen opholder sig i landet i en periode eller perioder der til sammen overstiger 183 dage i enhver 12-måneders-periode, der begynder eller ender i det pågældende skatteår (kalenderår). Artikel 14, stk. 1, litra b.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bopælslandet kan kun beskatte efter183-dages-reglen, hvis vederlaget betales af en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i lønmodtagerens bopælsland. Det er altså ikke nok, at arbejdsgiveren ikke er hjemmehørende i arbejdslandet. Se artikel 15, stk. 2, litra b
Løn for arbejde i skibs- og luftfart i international trafik kan beskattes i det land, hvor foretagendet, der driver virksomheden, er hjemmehørende under forudsætning af, at sådant vederlag er undergivet beskatning i dette land.
Det betyder, at Malta kan beskatte maltesiske søfolk af deres vederlag for arbejde udført på skibe registreret i Dansk internationalt skibsregister, selv om lønnen derfra udbetales som en nettoløn.
Vederlag for personligt arbejde udført om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik af et foretagende i en kontraherende stat, kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendet, der driver skibet eller luftfartøjet, er hjemmehørende, under forudsætning af at sådant vederlag er undergivet beskatning i denne kontraherende stat. Se artikel 15, stk. 3.xx
Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 3.
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 17, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner og lignende betalinger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel - private pensioner
Private pensioner, livrenter og lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 1.
Undtagelse
Kildelandet kan beskatte udbetaling af private pensioner, livrenter andre lignende vederlag, som er omfattet af artikel 18, stk. 1, når modtageren tidligere har været hjemmehørende i kildelandet. Se artikel 18, stk. 3.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetalinger fra pensionsordning, der var oprettet i Danmark kun kunne beskattes på Malta. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Danmark kun kan beskatte pensionsudbetalinger i det omfang, de svarer til pensionsbidrag, som skatteyderen har opnået fradragsret (bortseelsesret) for, mens han var hjemmehørende i Danmark. Se SKM2008.755.SR.
Sociale ydelser
Ydelser efter kildelandets sociallovgivning kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 2.
"Livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt eller konstaterbart tidsrum. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentligt hverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Artiklen omfatter virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 21, stk. 1.
Kulbrintevirksomhed medfører fast driftssted ved virksomhed i mere end 30 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 21, stk. 2. Dette omfatter også virksomhed udøvet af forbundne foretagender.
Virksomhed med borerigge, der udøves ud for kysten, får fast driftssted, hvis virksomheden varer mere end 183 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 21, stk. 3. Dette omfatter også virksomhed udøvet af forbundne foretagender.
Kapitalgevinst på borerigge, når de flyttes fra det land, hvor virksomheden er udøvet og skattepligten i dette land ophører, kan kun beskattes i det land, hvor ejeren er hjemmehørende. Se artikel 21, stk. 4.
Se også
Se også
- LBK nr. 862 af 19. juni 2014 om kulbrintebeskatning
- DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 22: Andre indkomster
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Malta kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 1 litra a og b.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Malta, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Malta. Se artikel 23, stk. 1, litra c.
Malta giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Begrænsning af begunstigelser
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.
Subsidiær beskatningsret
Et land er ikke forpligtet til at nedsætte skat på indkomst, som er skattefritaget i det andet land, fordi indkomsten ikke er overført eller modtaget i det andet land. Danmark skal fx ikke nedsætte skat på indkomst fra kilder her i landet, der er omfattet af artikel 10-12, hvis den retmæssige ejer, som er hjemmehørende i Malta, ikke bliver beskattet i Malta af indkomsten, fordi den ikke overføres til Irland.
Bopælslandet skal heller ikke nedsætte skatten af indkomst, som Malta som kildeland har ret til at beskatte, hvis Malta ikke beskatter indkomsten, fordi den ikke overføres til Malta. Se artikel 24, stk. 1.
Derudover anvendes overenskomsten slet ikke over for personer, der er berettiget til en eller flere af en række opregnede skattebegunstigelser i Malta. Disse skattebegunstigelser fremgår af noteveksling af 13. juli 1998. Se artikel 24, stk. 2.
Se også
Se også DBO'en artikel 24 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 25: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen finder anvendelse på de skatter, som er omfattet af denne overenskomst. Se artikel 25, stk. 6.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 27: Udveksling af oplysninger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 29: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.
Artikel 30: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 28. december 1998 og har virkning fra 1. januar 1999.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 31: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2008.755.SR
|
Artikel 18. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetalinger fra pensionsordning, der var oprettet i Danmark kun kunne beskattes på Malta. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Danmark kun kan beskatte pensionsudbetalinger i det omfang, de svarer til pensionsbidrag, som skatteyderen har opnået fradragsret (bortseelsesret) for, mens han var hjemmehørende i Danmark.
|
|