Der kan ikke umiddelbart foretages en beregning af den godtgørelsesberettigede energiafgift for energi, der indkøbes til blandet anvendelse (rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling og proces), hvor der gælder forskellige godtgørelsesprocenter.

Der skal i dette tilfælde ske en fordeling af den indkøbte energi og afgiften af denne. Grundlaget for fordelingen er det faktiske energiforbrug til de forskellige formål.

Ved en virksomheds anvendelse af leverancer af energi til henholdsvis godtgørelsesberettigede og ikke godtgørelsesberettigede formål foretages opgørelsen af den godtgørelsesberettigede afgift a conto, jf. ELAL § 11 a, stk. 2 – 5, GASAL § 12, stk. 2-5, KULAL § 9, stk. 2-5 og MINAL § 12, stk 2-5.