Indhold

Dette afsnit indeholder alle 37 processer omfattet af proceslisten.

Afsnittet indeholder:

  • Liste over anvendelse af afgiftspligtige varer, der er omfattet af særlig tilbagebetaling
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Energispareafgiften efter CO2-afgiftsloven for elektricitet er ved lov nr. 903 af 4. juni 2013 afskaffet. Samtidigt blev elafgiften forhøjet med et beløb svarende til energispareafgiften. Som følge heraf har bilag 1 stort set mistet sin betydning, men bilaget er bibeholdt at lovtekniske årsager, da anden lovgivning henviser til processerne i bilaget. Proceslisten er også relevant i forhold godtgørelse for brændsler og varme til mineralogiske processer mv. Enkelte momsregistrerede, ikke-kvoteomfattede virksomheder kan i dag under visse betingelser opnå et bundfradrag ved beregning af CO2-afgift på afgiftspligtige brændsler, hvis virksomheden har processer, der er omfattet af proceslisten. Se CO2AL § 9 c, der henviser til proceslistenx.

Se også Den juridiske vejledning 2013-2 afsnit E.A.4.6.9.3 om dagældende kriterier for optagelse på proceslisten.

Liste over anvendelse af afgiftspligtige varer, der er omfattet af særlig tilbagebetaling:

Procesnr.:

Procesbeskrivelse:

1

Der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartneriet og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg.

2

Der anvendes direkte ved inddampning og tørring af vandopløst natriumklorid. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

3

Der anvendes direkte ved fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den særlige tilbagebetaling omfatter både elektricitet og brændsler. Forbruget af varme, varmt vand og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstillingen af varme eller varmt vand, og som anvendes i lokaler, hvori ovennævnte produkter fremstilles, er endvidere omfattet af den forhøjede tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ydes dog højst for 0,1 kWh elektricitet og 2 MJ brændsel pr. kg ostepulver med et tørstofindhold på mindst 90 pct., højst 0,7 kWh elektricitet og 14 MJ brændsel pr. kg vallebaserede mælkeprodukter samt kaseiner og kaseinater med et tørstofindhold på mindst 90 pct. og højst 0,35 kWh elektricitet og 7 MJ brændsel pr. kg af andre fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct.

4

Der anvendes direkte ved fremstilling af foderstoffer, fodertilsætning, herunder foderfosfat, og foderblandinger samt tørring og inddampning af vinasse, mask, roepiller og lignende varer bestemt til dyrefoder. Dette gælder dog ikke forbrug til tørring af korn og frø. Til fremstilling af varmebehandlet og pilleteret foderstof ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof.

5

Der anvendes direkte ved fremstilling af mel, pulver og pellets af kød eller slagteaffald, uegnet til menneskeføde, henhørende under position 23.01.10 i EU's kombinerede nomenklatur bortset fra fedtegrever egnet til menneskeføde. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

6

Der anvendes direkte ved fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt. Til fremstillingen af pilleteret grøntfoder ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof.

7

Der anvendes direkte til fremstilling af pectinstoffer, pectinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302. 20 til og med position 1302.39 i EU's kombinerede nomenklatur og modificeret stivelse henhørende under position 3505 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af emulgatorer bestemt til fødevarefremstilling eller til teknisk brug på basis af vegetabilske eller animalske fedt- og oliestoffer. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

8

Der anvendes direkte ved destillering af alkohol og i kombination hermed fremstilling af gær, herunder efterfølgende tørring af gær. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

9

Der anvendes direkte ved tørring eller inddampning af papir- eller papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

10

Der anvendes direkte ved fremstilling af glas. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

11

Der anvendes direkte ved fremstilling af

a)      slaggeuld, stenuld og lignende mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger og lignende ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur,

b)      glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur,

c)      spånplader, træfiberplader og krydsfiner mv. henhørende under position 4410, 4411 og 4412 i EU's kombinerede nomenklatur og preskorkplader eller

d)      plader eller blokke af ekspanderet polystyren.

Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer er dog også omfattet, i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår. Ud over de i 2. pkt. nævnte anvendelser ydes der endvidere tilbagebetaling for elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld og lignende mineralsk uld samt de under litra b nævnte varer for et forbrug på op til 150 kWh pr. t isoleringsmateriale.

12

Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil samt til fremstilling af porebeton. (Ikke relevant for godtgørelse af energispareafgift).

13

Der anvendes direkte til opvarmning, inddampning, tørring eller brænding af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonatprodukter, flint, gips, moler, bentonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calciumoxid samt gødningsstoffer med et tørstofindhold på mindst 90 pct., heraf mindst 5 pct. fosfat efter tørring. Elektricitet anvendt direkte til fremstilling af calciumcarbonatprodukter dog alene i form af opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration af calciumcarbonatprodukterne samt afgiftspligtige varer bortset fra elektricitet til opvarmning af gipspladehærdelokaler, er dog også omfattet. Desuden omfattes elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og bentonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh pr. t færdigt materiale.

14

Der anvendes direkte ved fremstilling af vegetabilske olier, sukkerstoffer og proteiner på baggrund af olieholdige frø, nødder og frugter. Videreforarbejdning af vegetabilsk olie til teknisk eller kemisk brug er også omfattet. Forbrug af elektricitet ved ekstraktion eller presning af olie fra frugter og nødder mv. samt ved ekstraktion eller presning af proteinstoffer fra den oliefrie kage er omfattet.

15

Der anvendes direkte til fremstilling af K-sorbat.

16

Der anvendes direkte ved fremstilling af fiskeolie samt fiskemel henhørende under position 23.01.20 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af fisk og krebsdyr, bløddyr eller andre hvirvelløse vanddyr samt affald heraf. Dette gælder dog ikke forbrug af elektricitet til fremstilling af fiskemel, efter at fiskeolien og limvand er blevet udskilt fra pressekagen, og efter at fiskeolien er blevet separeret fra solubles i produktionsprocessen. Det gælder heller ikke forbrug af elektricitet til videreforædling af fiskeolien, efter at denne er blevet separeret fra solubles.

17

Der anvendes direkte ved fremstilling af rør- og roesukker henhørende under position 1701 i EU's kombinerede nomenklatur på baggrund af sukkerroer og sukkerrør.

18

Der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 11.08 i EU's kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindholdet er på mindst 80 pct.

19

Der anvendes direkte til tørring og brænding af malt.

20

Der anvendes direkte til frysning af vand til is henhørende under position 22.01 i EU's kombinerede nomenklatur. Det er en forudsætning, at mindst 75 pct. af den fremstillede is afsættes til uafhængige aftagere. Uafhængige aftagere er andre virksomheder end dem, som er forbundet med den pågældende virksomhed, ved at samme ejere direkte eller indirekte ejer 90 pct. eller mere af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over 90 pct. eller mere af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i personskattelovens § 19 a, stk. 3, anses for én og samme person.

21

Der anvendes direkte til fremstilling af papir og pap på basis af retur- og affaldspapir og pap eller pulp heraf eller cellulose samt anvendes til formaling af calciumcarbonatprodukter til pulver med en diameter på højst 3 my, i det omfang pulveret er bestemt til at anvendes til fremstilling af papir. Dette gælder dog ikke afgiftspligtige varer, der anvendes til efterbehandling af papir eller pap, herunder efterfølgende fremstilling af papir og pap eller andre papir- og papprodukter på basis af færdigfremstillet papir, bortset fra coatning eller glitning. Elektricitet anvendt til fremstilling af papir og pap i andre former end ruller eller ark er dog ikke omfattet, når papiret eller pappet har andre former end æggebakker. Afgiftspligtige varer anvendt direkte til fremstilling af æggebakker af andre materialer er også omfattet.

22

Der anvendes direkte til fremstilling af cellulose eller pulp af retur- og affaldspapir og pap.

23

Der anvendes direkte ved fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, dinitrogenmonoxyd, ozon og oxygen, herunder påfyldning af disse gasser i trykbeholdere, i det omfang gasserne anvendes i virksomhedens produktion i stedet for indkøbte gasser eller gasserne afsættes.

24

Der anvendes direkte ved fremstilling af mineralske eller kemiske gødningsstoffer henhørende under kapitel 31 i EU's nomenklatur samt anvendes direkte ved fremstilling af kaliumnitrat og magnesiumsulfat henhørende under henholdsvis position 28.34.21 og position 28.33.21 i EU's kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af salpetersyre, svovlsyre og fosforsyre, uanset om disse finder anvendelse ved gødningsfremstilling.

25

Der anvendes direkte ved fremstilling af vitaminer henhørende under position 29.36 i EU's kombinerede nomenklatur.

26

Der anvendes direkte ved fremstilling af enzymer henhørende under position 35.07 i EU's kombinerede nomenklatur.

27

Der anvendes direkte ved fremstilling af hormoner og andre steroider, der hovedsageligt anvendes som hormoner, henhørende under position 29.37 i EU's kombinerede nomenklatur.

28

Der anvendes direkte ved raffinering og destillering af mineralolieprodukter samt stenkulstjære og andre mineraltjærer samt produkter udvundet heraf.

29

Der anvendes direkte til fremstilling af cement.

30

Der anvendes direkte til smeltning af metaller og glas og varmholdelse af smeltede metaller og glas samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger og lignende varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved fx sandblæsning mv., til metalvarmebehandlingsanlæg og til ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. Alene opvarmning af glas til over 300 grader samt varmholdelse af glas, der har været opvarmet herover i fremstillingsprocessen, betragtes som smeltning af glas samt varmholdelse af smeltet glas.

31

Der anvendes direkte ved fremstilling af kemiske stoffer og produkter, når mindst 75 pct. finder anvendelse ved fremstilling af varer henhørende under position 38.08 i EU's kombinerede nomenklatur.

32

Der anvendes direkte ved fremstilling af regenereret plastic i form af pellets, pulver eller granulat på baggrund af plastikaffald mv. eller direkte ved fremstilling af gummipulver på baggrund af brugte dæk (gummiaffald).

33

Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under punkt 1-16 nævnte varer, i det omfang elektriciteten anvendes i inddampningsanlæg, hvor mindst 40 pct. af væsken fordampes ved en temperatur på under 90 pct. af væskens kogepunkt under normalt tryk, dog højst 4 kWh pr. ton bortdampet væske.

34

Der anvendes direkte til blanding mv. af forskellige gummiarter med henblik på fremstilling af ubearbejdede plader, bånd eller batch af ikke vulkaniserede gummiblandinger, samt fremstilling af kalandrerede transportgummibånd på basis heraf ikke yderligere forarbejdet end vulkaniseret.

35

Der anvendes direkte til fremstilling af syntetiske organiske pigmenter og fremstilling af præparater i forbindelse hermed.

36

Der anvendes direkte til fremstilling af katalysatorer under position 38.15 i EU's kombinerede nomenklatur. For elektricitet ydes dog højst tilbagebetaling i følgende omfang: Op til 4.000 kWh pr. ton produceret ammoniakkatalysator, op til 2.000 kWh pr. ton produceret røgrensningskatalysator, op til 2.500 kWh pr. ton produceret olie-

og gasrensningskatalysator og op til 1.500 kWh pr. ton produceret øvrig katalysator. Tilbagebetaling af afgift af afgiftspligtige varer efter dette nummer udelukker tilbagebetaling efter andre numre i dette bilag.

37

Der anvendes direkte til fremstilling af aminosyrer ved en aerob fermenteringsproces, dog højst 2 kWh elektricitet pr. kg aminosyrer.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2002.66.VLR

Elektricitet anvendt til ventilatorer og kompressorer, der er indgået som hjælpemidler i opvarmningsproces i forbindelse med fremstilling af glasuld var ikke omfattet af "tung proces" og kunne derfor ikke give ret til refusion af CO2-afgift. Se CO2AL § 9, stk. 2, og proceslistens nr. 11. Ikke refusion af CO2-afgift som tung proces ved forbrug af el ved glasuldsfremstilling.

Fra d. 1. januar 2014 skal der ikke længere sondres mellem elektricitet til tung og let proces, jf. lov nr. 903 af 4. juli 2013.

Byretten

SKM2017.158.BR

En virksomhed udvandt forskellige metaller ved afbrænding af kabelskrottet mv. Udvindingen skete ved, at skrottet blev antændt, hvorefter det brændte videre af sig selv. Afbrændingen medførte temperaturer, der var høje nok til at smelte bly, men ikke høje nok til at smelte de øvrige metaller i skrottet.

Virksomheden havde foretaget såvel afbrændinger, hvor der var sket smeltning af bly, som afbrændinger, hvor der ikke var sket smeltning af metaller.

Retten fandt ikke, at den del af afbrændingerne, hvor der ikke var sket smeltning af metal, var omfattet af punkt 30 i bilag 1 til kuldioxidafgiftsloven. Da virksomheden ikke havde godtgjort hvor stor en del af dets samlede energiforbrug, der var anvendt direkte til smeltning af metaller, fandt retten ikke, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling af kuldioxidafgift.

SKM2015.259.BR

Elektricitet til ventilation af lokaler alene, hvor der sker forarbejdning af smeltet glas, er omfattet af proceslistens nr. 30.

Elektricitet til ventilation tilknyttet maskiner, hvor der sker forarbejdning af smeltet glas, er ikke omfattet af proceslistens nr. 30. 

Fra d. 1. januar 2014 skal der ikke længere sondres mellem elektricitet til tung og let proces, jf. lov nr. 903 af 4. juli 2013.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2017.49.LSR

Landsskatteretten  fandt, at et selskabs ovnproces var en mineralogisk proces, og at de anvendte materialer gennem opvarmning i ovnen måtte anses at forandre indre fysisk struktur i henhold til gasafgiftslovens § 10 d, stk. 4, 2. pkt. Selskabet fik herefter medhold i, at godtgørelse af gasafgift ikke skulle nedsættes efter gasafgiftslovens § 10a.

SKM2012.572.LSR

En virksomhed, der fremstillede emballage af glas, blev nægtet godtgørelse af afgift efter reglerne om tung proces ved anvendelse af el til trykluft og maskinkøleluft til formningsmaskiner. 

 

Fra d. 1. januar 2014 skal der ikke længere sondres mellem elektricitet til tung og let proces, jf. lov nr. 903 af 4. juli 2013.

SKM2002.495.LSR

En virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med tilførsel af farvepigment fra et mellemlager til en blandingssilo anså LSR for en fortsat forandring af pigmentet, så elektricitet forbrugt i processen måtte anses for anvendt til tung proces. Se CO2AL § 9, stk. 2, og proceslistens nr. 35. Dele af fremstillingsproces for pigment anset for tung proces.

Fra d. 1. januar 2014 skal der ikke længere sondres mellem elektricitet til tung og let proces, jf. lov nr. 903 af 4. juli 2013.