Indhold
Afsnittet handler om reglerne for at fratage virksomheders registrering på baggrund af de fire foreløbige fastsættelser.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Fremgangsmåde ved fratagelse af registreringen
- Hæftelsesgennembrud.
Regel
Skatteforvaltningen kan fratage en virksomhed dens registrering, hvis virksomheden i fire afregningsperioder, der følger umiddelbart efter hinanden, har undladt at
- redegøre for indeholdt A-skat eller
- angive afgiftstilsvar mv.
Se OPKL § 4, stk. 3.
Det betyder, at Skatteforvaltningen har foretaget foreløbig fastsættelse af tilsvaret. Se OPKL § 4, stk. 1.
Skatteforvaltningen fastsætter som udgangspunkt tilsvaret på baggrund af de oplysninger, som man har om virksomhedens tidligere indberetninger, redegørelser eller angivelser. Samtidig skal tilsvaret betales senest 14 dage efter modtagelsen af påkravet. Se OPKL § 4, stk. 1, 3. pkt. Det skønsmæssige tilsvar beregnes som et gennemsnit af angivelserne for de forudgående fire perioder for moms og lønsumsafgift og for de forudgående to perioder for A-skat og AM-bidrag.
Det er en forudsætning, at de fire manglende indberetninger vedrører samme registreringsforhold. Det er også en forudsætning, at virksomheden ikke når at indberette de manglende redegørelser eller angivelser.
Det betyder fx, at manglende indberetning for indeholdt A-skat for fx februar og marts og manglende momsangivelse for kvartalerne april og juli ikke opfylder betingelserne for at fratage registrering. De manglende fire indberetninger vedrører ikke samme registreringsforhold, og lovens betingelser er derfor ikke opfyldt.
Formålet med bestemmelsen er at få virksomheden til at indberette redegørelser eller angivelser, der angiver de faktiske forhold i virksomheden til afløsning af de foreløbige fastsættelser, der er udtryk for myndighedernes skøn.
Hvis Skatteforvaltningen skønner, at virksomheden ikke vil kunne fortsætte uden registreringsforholdet som nævnt i OPKL § 4, stk. 3, 1. pkt., inddrages tillige virksomhedens øvrige registreringer, medmindre virksomheden inden for den frist, der er anført i OPKL § 4, stk. 3, 3. pkt., meddeler Skatteforvaltningen, at de øvrige registreringer ønskes opretholdt. Se OPKL § 4, stk. 3, 2. pkt.
Fremgangsmåde ved fratagelse af registreringen
Skatteforvaltningen skal ved anbefalet brev meddele virksomheden, at registreringen eller registreringerne vil blive inddraget, hvis virksomheden ikke indberetter de manglende redegørelser/angivelser inden 14 dage. Se OPKL § 4, stk. 3, 3. pkt. Det skal fremgå af brevet, at en fortsættelse af virksomheden efter en inddragelse vil være strafbar efter OPKL § 17, stk. 3, og at ledelsen hæfter for skatter og afgifter mv., jf. OPKL § 4, stk. 4. Se OPKL § 4, stk. 3, 4. pkt.
Hvis Skatteforvaltningen efter OPKL § 4, stk. 3, 2. pkt. oplyser, at virksomhedens øvrige registreringer tillige inddrages, oplyses i meddelelsen endvidere, at virksomheden inden for fristen i 3. pkt. skal give Skatteforvaltningen meddelelse herom, såfremt de øvrige registreringer ønskes opretholdt. Se OPKL § 4, stk. 3, 5. pkt.
Brevet er et påkrav, og har derfor retsvirkning fra det tidspunkt, hvor det er kommet frem til virksomheden, dvs. når postbuddet har forsøgt at aflevere brevet. Virksomheden kan ikke ved at undlade at afhente brevet forhindre eller udsætte udløbet af 14-dages fristen. Det er ikke en betingelse, at virksomheden har fået kendskab til brevets indhold.
Meddelelse om, at registreringen eller registreringerne er inddraget, skal også sendes til virksomheden som anbefalet brev. Se OPKL § 4, stk. 3, 6. pkt. Det skal også fremgå af dette brev, at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar efter OPKL § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden vil hæfte for skatter og afgifter mv., jf. OPKL § 4, stk. 4. Se OPKL § 4, stk. 3, 7. pkt.
Hæftelsesgennembrud
Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget, hæfter for de skatter og afgifter efter opkrævningsloven, der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk. Se OPKL § 4, stk. 4.
Skatteforvaltningen kan vælge at rette kravet enten mod ledelsen eller mod virksomheden. Rettes kravet mod ledelsen, skal dette ske i en afgørelse. Denne afgørelse skal indeholde en opkrævning af de krav, der er opstået som følge af den uretmæssige videreførelse af virksomheden. Derudover skal den fastslå hæftelsen med henvisning til, at virksomhedens drift forsætligt eller groft er blevet videreført i strid med registreringsinddragelsen.
Skatteforvaltningen kan inddrive de solidariske pålagte tilsvar ved udlæg mv. efter SKINDL § 1.