Spørgsmål
- Betragtes et VE-anlæg, i form af et solcelleanlæg, der knytter sig til en husstand, som en erhvervsmæssig virksomhed i henhold til ligningslovens § 8 P?
- Kan et VE-anlæg, i form af et solcelleanlæg, der knytter sig til en husstand, lade sig frivillig momsregistrere for aktiviteten med at tilvejebringe vedvarende energi?
- Skal værdi af eget strøm fra solcelleanlægget medregnes til den skattepligtige indkomst med 0,60 kr. pr. kWh for de første 10 år og 0,40 kr. pr. kWh for de efterfølgende år?
- Er beløbene som nævnt i spørgsmål 4 inklusiv moms?
- Skal der betales udtagningsmoms af den el, der anvendes til private eller andre ikke fradragsberettigede formål, jf. momslovens § 5, stk. 1?
- Bortfalder reguleringsforpligtigelsen på momsen på solcelleanlægget hvis virksomheden afmeldes for moms efter det 5. regnskabsår?
Svar
- Ja, se dog sagsfremstillingen
- Nej
- Ja
- Nej
- Bortfalder
- Bortfalder
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger påtænker, at anskaffe et vedvarende energianlæg i form af et solcelleanlæg der skal tilvejebringe husstandens private elforbrug og hvor den overskydende elproduktion skal sælges til elnettet.
Anlægget skal monteres på taget af ejendommen. Ejendommen er en beboelsesejendom for spørger og dennes familie.
Solcellepanelerne vil blive monteret på aluminiumsskinner/stativ, som er monteret ovenpå tagstenene. Solcellerne er ikke bygget ind i taget som erstatning for tagsten, men ligger på stativ ovenpå tagstenene, og kan til enhver tid afmonteres.
Solcelleanlægget inkl. montering forventes at koste ca. 130.000 kr. ekskl. moms. Det forventes at anlægget gennemsnitlig kan producere ca. 5.800 kWh pr. år. Anlæggets effekt vil ikke overstige 6 kW.
Det påtænkte solcelleanlæg vil kun delvis dække spørgers eget forbrug. Det vil derfor være nødvendigt for spørger, fortsat at købe el fra elselskabet.
Det er hensigten at tilmelde anlægget til nettoafregningsordningen.
Det er hensigten, at solcelleanlægget skal indgå i selvstændig erhvervsvirksomhed. Den regnskabsmæssige metode skal anvendes ved opgørelse af det skattemæssige resultat.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørger har anført følgende:
Ad spørgsmål 1
I henhold til Ligningslovens § 8 P, stk. 5, anses solcelleanlægget som et vedvarende energianlæg for udelukkende erhvervsmæssig benyttet når den regnskabsmæssige metode anvendes ved opgørelse af resultatet.
Det er spørgers opfattelse, at solcelleanlægget kan betragtes som erhvervsmæssig virksomhed.
Det følger af ligningslovens § 8 P. stk. 5, at hvis den skattepligtige vælger ikke at anvende den særlige opgørelsesmetode i bestemmelsens stk. 2 og 3, anses anlægget eller andelen heri for udelukkende erhvervsmæssig benyttet.
Skatterådet har i SKM2009.290.SR taget stilling til om en husstandsvindmølle anses for udelukkende erhvervsmæssig benyttet efter LL § 8 P. stk. 5 uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at eventuelt underskud fra vindmølledriften således kan fratrækkes. Hertil svarede SKAT:
"Der spørges til, hvorvidt en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud.
Omvendt spørges der med andre ord til, hvorvidt drift af en husstandsvindmølle, når der er valgt beskatning efter LL 8 P, stk. 5, kan bedømmes til at være ikke-erhvervsmæssig (hobby).
Det fremgår af LL 8 P, stk. 5, at hvis man vælger at medregne indkomst fra vindmølledriften efter skattelovgivningens almindelige regler, anses vindmøllerne eller vindmølleandelene for "udelukkende erhvervsmæssigt benyttet".
Henset til bestemmelsens ordlyd og forarbejder, er det SKAT's opfattelse, at vindmølledrift, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL 8 P, stk. 5, er erhvervsmæssig, og at der er tale om udøvelse at selvstændig erhvervsvirksomhed.
Resultatet støttes af Landsskatterettens afgørelse SKM2001.207. LSR. Landsskatteretten fandt, at betingelsen i investeringsfondslovens § 3, stk. 1, om erhvervsmæssig anvendelse var opfyldt. Retten henviste herved til, at vindmøllen var valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, og at det følger af LL § 8 P, stk. 5, at møllen herefter anses som udelukkende erhvervsmæssigt benyttet.
Det bemærkes, at begrebet "selvstændig erhvervs virksomhed" skal forstås på samme måde inden for hele skattelovgivningen, jf. herved bl.a. forarbejderne til virksomhedsskatteloven (L 107 1985/86) og personskatteloven (L 106 1985/86)."
Skatterådet har taget stilling til et lignende spørgsmål i SKM2011.708.SR, hvor spørger har et solcelleanlæg der ikke i tilstrækkelig grad dækker spørgers eget forbrug og denne er derfor nødsaget til fortsat at købe el fra elselskabet. Skatterådet svarer her, at anlægget anses som udelukkende erhvervsmæssig anvendt.
Ad spørgsmål 2
Skatterådet har taget stilling til et lignende spørgsmål i SKM2011.686.SR.
Af denne afgørelse fremgår:
".....
Momspligtige personer, der efter 50.000 kr. grænsen ikke behøver at lade sig registrere, kan vælge at lade sig frivilligt registrere og betale moms. Det fremgår at momslovens § 49, stk. 1.
Spørgsmålet er herefter, om spørger i momslovens forstand er en momspligtig person.
........
Afgørelsen af, om der på det momsretlige område er tale om økonomisk virksomhed træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af virksomheden, hvor alle relevante forhold må inddrages.
Der lægges i praksis blandt andet vægt på virksomhedens intensitet, driftsform og gældende erhvervsmæssige standarder.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at spørger må anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med salg af strøm.
Når spørgers omsætning med salg af strøm ikke overstiger 50.000 kr. pr. år er han ikke registreringspligtig og skal ikke betale moms af salget. Spørger kan imidlertid vælge at lade sig momsregistrere og afregne moms af salget."
Spørger driver på samme måde som i SKM2012.686.SR økonomisk virksomhed med salg af strøm og kan således lade sig frivillig momsregistrere.
Ad spørgsmål 3
Skatterådet har i SKM2011 .856.SR (spørgsmål 1) bekræftet at eget forbrug af el fra solcelleanlægget skal medregnes med 60 øre pr. kWh i de første 10 år og herefter 40 øre.
Ad spørgsmål 4
Principperne for den skattemæssige opgørelse af et erhvervsmæssigt benyttet VE-anlæg fremgår bl.a. af afgørelsen SKM2003.522.LSR. Det fremgår af denne afgørelse, at når der udtages en del af produktionen til privat brug, så skal der efter sædvanlige regler fastsættes værdi af eget vareforbrug. Værdien indgår i opgørelsen af resultatet af VE Anlæg
Den private andel opgøres efter principperne i SKM2011.806.SKAT (om værdi- ansættelse af forskellige skønsposter for erhvervsdrivende. Efter lov om vedvarende energi er afregningsprisen for el fra solcelleanlæg fastsat til 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutning og 40 øre i de følgende 10 år.
Idet værdien af eget elforbrug skal opgøres efter principperne i SKM2011.806.SKAT både for momsregistreret og ikke momsregistreret virksomheder må det gælde at beløbene er inklusiv moms.
Ad spørgsmål 5
Det følger af Skatteministeriets bemærkning i SKM2010.686.SR, at:
Skatteministeriet bemærker, at registrerede vindmølleejere skal betale udtagningsmoms af den el, der anvendes til private eller andre ikke fradragsberettigede formål, jf. momslovens 5, stk. 1. Ved beregningen af moms af eget forbrug mv., kan salgsprisen til elværket ikke lægges til grund. Det vil derfor til brug for momsberegningen vedrørende privat forbrug være nødvendigt at lave en kalkulation over fremstillingsprisen pr. enhed (kWh). For så vidt angår beregningsmetoder mv., henvises til Momsvejledningen 2011- 2, afsnit G.2.1.
Ad spørgsmål 6
Solcelleanlægget betragtes som et driftsmiddel i momsmæssig forstand, jf. momslovens § 43, stk. 2, nr. 1, da det ikke er fastmonteret på husets tag, men opsat på skinner. Reguleringsforpligtigelsen følger derfor momslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår at der gælder en momsreguleringsforpligtigelse ved ændring i anvendelsen inden for de første 5 regnskabsår.
Såfremt virksomheden afmeldes for moms efter det 5. regnskabsår bortfalder momsreguleringsforpligtigelsen således.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at et VE-anlæg, i form af et solcelleanlæg, der knytter sig til en husstand, betragtes som en erhvervsmæssig virksomhed.
Lovgrundlag
Det fremgår af ligningsloven § 8 P, jf. lovbek. nr. 1017 af 28. oktober 2011 med senere ændringer:
"§ 8 P. Fysiske personer, der ejer vedvarende energi-anlæg eller andele i vedvarende energi-anlæg omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende energi, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst vælge at medregne indkomst ved driften af energi-anlægget efter reglerne i stk. 2 og 3. Valget har virkning for alle vedvarende energi-anlæg eller andele i vedvarende energi-anlæg, som den fysiske person ejer og efterfølgende erhverver, og er bindende til og med det indkomstår, hvor det sidste anlæg eller de sidste andele afstås.
Stk. 2. Af den del af bruttoindkomsten ved driften af det vedvarende energi-anlæg, der overstiger 7.000 kr., medregnes 60 pct. til den skattepligtige indkomst.
Stk. 3. Såfremt bruttoindkomsten ved driften af det vedvarende energi-anlæg medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglen i stk. 2, kan der ikke foretages fradrag for udgifter forbundet med driften af det vedvarende energi-anlæg, herunder afskrivninger.
Stk. 4. Hvis den skattepligtige vælger at anvende reglerne i stk. 2 og 3, anses det vedvarende energi-anlæg eller andelene i det vedvarende energi-anlæg for udelukkende benyttet til private formål.
Stk. 5. Hvis den skattepligtige vælger ikke at anvende reglerne i stk. 2 og 3, anses det vedvarende energi-anlæg eller andelene i det vedvarende energi-anlæg for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet.
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-4 omfatter:
1) Vedvarende energi-anlæg, der er knyttet til en husstand, og som ikke har et erhvervsmæssigt formål, og
2) vedvarende energi-anlæg og andele i vedvarende energi-anlæg, hvor anlægget eller andelenes udbudspris er fastsat efter de samme principper som udbudsprisen for vindmølleandele i § 14, stk. 3, i lov om fremme af vedvarende energi. ..."
Praksis
SKM2009.290.SR: Skatterådet kan bekræfte, at en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst. Skatterådet kan bekræfte, at en husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af møllen samtidig driver anden aktivitet, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven og at ejeren, såfremt der ikke drives en sådan anden aktivitet, kan vælge at anbringe møllen i ordningen. Skatterådet bekræftede, at vindmølledrift, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, er erhvervsmæssig, og at der er tale om udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed.
Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.C.4.4.2 Beskatning efter de almindelige regler for indkomstopgørelse:
"Indkomsten er skattepligtig
Producenter af energi fra VE-anlæg, der er tilsluttet forsyningsnettet, er som udgangspunkt skattepligtige af indkomst ved salg af energi, jf. SL § 4. Indkomsten er personlig indkomst for fysiske personer og selskabsindkomst for selskaber mv.
Indkomsten opgøres efter de almindelige regler og principper, fx statsskatteloven, selskabsskatteloven og afskrivningsloven.
Fravalg af den skematiske ordning, erhvervsmæssig anvendelse
Hvis der er tale om et VE-anlæg, hvor producenten (den fysiske person) har valgt ikke at anvende den særlige opgørelsesmetode i LL § 8 P, stk. 2 og 3, anses VE-anlægget eller andelen i VE-anlægget altid for at være benyttet udelukkende erhvervsmæssigt. Se afsnit (C.C.4.4.3) om den særlige opgørelsesmetode. Dette gælder, selvom den samlede aktivitet giver underskud. Se LL § 8 P, stk. 5, og SKM2009.290.SR. De normale krav om, at virksomheden skal være rentabel, altså at den over en lidt længere periode giver overskud, gælder ikke. Se SKM2011.856.SR.
VE-anlægget anses for erhvervsmæssigt benyttet, uanset om der sker et nettosalg af varme eller elektricitet til forsyningsnettet eller ej. Dette er en følge af bestemmelsen i LL § 8 P, stk. 5."
Begrundelse
Spørger har oplyst, at solcelleanlægget skal indgå i selvstændig erhvervsvirksomhed.
Det fremgår af ligningsloven § 8 P, stk. 5, at anlægget anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når den skematiske ordning fravælges. Skatterådet har i SKM2009.290.SR bekræftet, at drift af husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, er erhvervsmæssig, og at der er tale om udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette uanset, at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud.
Når spørger fravælger at anvende den skematiske ordning og i stedet anvenderligningsloven § 8 P, stk. 5, er der tale om erhvervsmæssig virksomhed.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog sagsfremstillingen".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at et VE-anlæg, i form af et solcelleanlæg, der knytter sig til en husstand, kan lade sig frivillig momsregistrere for aktiviteten med at tilvejebringe vedvarende energi.
Lovgrundlag
Det fremgår af § 3, stk. 1, i momsloven, lovbek. nr. 287 af 28. marts 2011 senest ændret ved lov nr. 277 af 27. marts 2012:
"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed".
Begrebet »afgiftspligtig person« er defineret i momssystemdirektiv 2006/112, artikel 9, stk. 1, 1. led som:
"Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed."
Begrebet »økonomisk virksomhed« er defineret i momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, 2. led som:
"Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed, som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter".
Valgfri momsregistrering er reguleret af momslovens §§ 48 og 49:
§ 48. Afgiftspligtige personer etableret her i landet skal uanset § 47, stk. 1, ikke registreres og betale afgift, når de samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 50.000 kr. årligt. ...
§ 49. Den, der erhvervsmæssigt leverer varer og ydelser, og som efter § 48 er undtaget fra registreringspligten, kan vælge at lade sig registrere.
Stk. 2. Registrering efter stk. 1 skal omfatte en periode på mindst 2 kalenderår."
Bekendtgørelse nr. 223 af 3. marts 2012 om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove:
§ 1. Anmeldelse om nyregistrering, ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering i medfør af de i bilag 1 og 2 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser skal ske til Erhvervsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 og 9 i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen (Anmeldelsesbekendtgørelsen).
Anmeldelsesbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 243 af 25. marts 2011:
§ 60. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller SKAT træffer afgørelse om registrering på baggrund af anmeldelsen, jf. bekendtgørelsen om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove.
Stk. 2. Registrering sker i SKAT's Erhvervssystem. Der udstedes et bevis for registreringen.
Elafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 310 af 1. april 2011, med senere ændringer:
§ 2. Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:
...
e) fremstilles på elproduktionsanlæg omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende energi med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husstand, og som er tilsluttet elinstallationen i boliger eller i ikkeerhvervsmæssigt benyttet bebyggelse. Der kan afregnes på årsbasis. For så vidt angår ikkeerhvervsmæssig bebyggelse, sidestilles 100 m2 bebygget areal med en husstand.
Forarbejder
Det fremgår af forarbejderne til loven, L162 af 17. marts 2010 om ændring af bl.a. elafgiftsloven:
"3.2.3.1.4. Nyt forslag med nettoafregning på årsbasis
I dette forslag er nettoafregning på årsbasis underlagt nogle betingelser, som vil fremgå af en ændring af bekendtgørelse om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet (Nettoafregningsbekendtgørelsen). Betingelserne vil være at anlægget eller anlæggene er:
- tilsluttet det kollektive elforsyningsnet i egen forbrugsinstallation
- 100 pct. ejet af forbrugeren
- beliggende på forbrugsstedet
- alene anvender vedvarende energikilder i et eller flere elproduktionsanlæg, som har en samlet nominel effekt på eller under 6 kW pr husstand
- forsyner boliger eller anden ikke erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse med elektricitet eller varme og elektricitet. For ikke-erhvervsmæssigt benyttet bebyggelse svarer 100 m2 bebygget areal til en husstand
- registeret i stamdataregisteret"
Og videre:
"3.2.4. Virkning af »solcellereglerne«
Ejerne af små VE-anlæg, herunder husstandsmøller, vil opnå økonomiske fordele, fordi de ikke skal købe den andel af deres forbrug af elektricitet, som VE-anlægget producerer indenfor året, til almindelige elpriser. Baggrunden herfor er, at man ved at bruge elektriciteten selv sparer både elpris, afgift og moms, hvilket er mere, end man tjener ved salg af elektriciteten, hvor man kun får elprisen inkl. pristillæg, der dog er mindre end afgifterne."
Nettoafregningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 804 af 28. juni 2010 definerer i § 2, nr. 1 og § 3, stk. 3 - 4, hvem der kan gøre brug af afregningsreglerne:
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:
1) Egenproducent: Elforbruger, som producerer elektricitet eller varme og elektricitet med henblik på helt eller delvis at dække eget energiforbrug.
§ 3. .....
Stk. 3. Nettoafregning efter stk. 1 er betinget af, at elproduktionsanlægget er
1) tilsluttet til det kollektive elforsyningsnet,
2) 100 pct. ejet af forbrugeren, jf. dog stk. 5 og 6, og
3) beliggende på forbrugsstedet, jf. dog stk. 6.
Stk. 4 . Nettoafregning for elektricitet produceret på en vindmølle er tillige betinget af, at vindmøllen er tilsluttet til egen forbrugsinstallation.
Retningslinjer for nettoafregning af egenproducenter
Energinet.dk har udsendt retningslinjer, der indeholder alle generelle og specifikke krav vedrørende nettoafregning af egenproducenter, jf. bekendtgørelse nr. 804 af 28. juni 2010, også kaldet nettoafregningsbekendtgørelsen. Retningslinjerne er udarbejdet efter aftale med Energistyrelsen.
Det fremgår af pkt. 8 Nettoafregning på årsbasis, at
"Man kan sige, at egenproducenten (elforbruger, som producerer elektricitet eller varme og elektricitet med henblik på helt eller delvist at dække eget energiforbrug) "låner" det kollektive elforsyningsnet i løbet af afregningsperioden til opbevaring af elektricitet i de tilfælde, hvor egenproducenten har overskudsproduktion, som på et andet tidspunkt i løbet af afregningsperioden bruges til at dække eget elforbrug.
For at opnå dette afregningsmæssige resultat opgøres den målte levering til og fra det kollektive elforsyningsnet som nettoleveringen til og fra forbrugsstedet i den samlede afregningsperiode. Det vil sige, at der i en given afregningsperiode enten er en positiv nettolevering til net eller fra net, medmindre nettoudvekslingen er lig med nul. Afregnings-perioden for disse anlæg er normalt et år, med et fast opgørelsestidspunkt."
Praksis
EU-domstolen har i sagen C-230/94, Renate Enkler, udtalt følgende:
"Præmis 25: Det skal herved understreges, at som det fremgår af sjette direktivs artikel 4, stk. 1, er formålet med og resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv uden betydning for fastlæggelsen af sjette direktivs anvendelsesområde.
Præmis 26: I dom af 11. juli 1991 (sag C-97/90, Lennartz, Sml. I, s. 3795) fastslog Domstolen, at blandt de omstændigheder, afgiftsmyndighederne skal vurdere ved afgørelsen af, om en afgiftspligtig har erhvervet goder til brug for sin økonomiske virksomhed, er det pågældende godes art.
Præmis 27: Dette kriterium skal også lægges til grund ved afgørelsen af, om en privatperson har udnyttet et gode på en sådan måde, at hans virksomhed skal anses for "økonomisk virksomhed", som omhandlet i sjette direktiv. Den omstændighed, at et gode er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse, er i almindelighed tilstrækkelig til, at dets ejer må anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og følgelig med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter. Såfremt et gode på grund af sin karakter derimod kan anvendes såvel til erhvervsmæssig som privat brug, må der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder vedrørende dets udnyttelse ved afgørelsen af, om det anvendes med henblik på opnåelse af indtægter, der faktisk er af en vis varig karakter.
Præmis 28: I sidstnævnte tilfælde kan en sammenligning mellem på den ene side de omstændigheder, hvorunder den pågældende faktisk udnytter godet, og på den anden side de omstændigheder, hvorunder en tilsvarende økonomisk virksomhed normalt udøves, være en mulig fremgangsmåde ved afgørelsen af, om den pågældende virksomhed udøves med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter.
Præmis 29: Endvidere bemærkes, at uanset at det ikke på grundlag af kriterier vedrørende resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv kan afgøres, om virksomheden udøves med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter, er den periode, hvor godet faktisk udlejes, kundekredsens omfang og indtægternes størrelse, momenter, der idet de udgør en del af samtlige konkrete omstændigheder sammen med andre omstændigheder kan tages i betragtning ved vurderingen.
Præmis 30: Det andet og tredje spørgsmål skal derfor besvares med, at ved afgørelsen af, om udlejning af et materielt gode som en campingbil foretages med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, som omhandlet i sjette direktivs artikel 4, stk. 2, andet punktum, påhviler det den nationale ret at vurdere samtlige konkrete omstændigheder."
SKM2011.686.SR: Sagen drejede sig om en husstandsvindmølle, hvor spørger forventede, at møllen årligt ville kunne producere 20.000 kWh. Spørgers årlige elforbrug lå på 6.500 kWh. Spørger forventede således at kunne sælge ca. 13.500 kWh pr. år. Skatterådet bekræftede, at et vedvarende energianlæg, i form af en husstandsvindmølle som knytter sig til en husstand, frivilligt kan lade sig momsregistrere for aktiviteten med at tilvejebringe vedvarende energi. Skatterådet bekræftede endvidere, at de momsmæssige betragtninger er ens uagtet om der skattemæssigt bruges opgørelse efter ligningslovens § 8 P, stk 2 og 3, eller efter ligningslovens § 8 P, stk. 5.
SKM2011.830.SR: Det fremgår, at spørger overvejede at købe en husstandsvindmølle med henblik på at producere el svarende til det private elforbrug. Spørger forventer, at møllen årligt ville kunne producere 7.800 kWh. Spørgers årlige elforbrug lå på 9.000 kWh. Det blev oplyst, at ved køb af denne mølle ville spørger ikke have et salg af el. Alternativt ville spørger købe en større mølle. Spørger forventede, at denne mølle årligt ville kunne producere 11.600 kWh. Spørger forventede således at kunne sælge ca. 2.600 kWh pr. år. Skatterådet bekræftede, at et vedvarende energianlæg, i form af en husstandsvindmølle som knytter sig til en husstand, frivilligt kan lade sig momsregistrere for aktiviteten med at tilvejebringe vedvarende energi, såfremt spørger forventede et nettosalg af el fra husstandsvindmøllen. Omvendt kunne spørger ikke frivilligt kan lade sig momsregistrere for aktiviteten med at tilvejebringe vedvarende energi, såfremt spørger ikke forventede et nettosalg af el fra husstandsvindmøllen. Skatterådet bekræftede endvidere, at de momsmæssige betragtninger er ens uagtet om der skattemæssigt bruges opgørelse efter ligningslovens § 8 P, stk. 2 og 3, eller efter ligningslovens § 8 P, stk. 5.
Begrundelse
Det skal indledningsvis bemærkes, at anmeldelse om registrering i henhold til momslovens § 49, skal ske til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 223 af 3. marts 2012 om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove. I henhold til § 60 i Anmeldelsesbekendtgørelsen træffer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller SKAT afgørelse om registrering på baggrund af anmeldelsen.
Da der i henhold til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 3, ikke kan gives bindende svar på spørgsmål om bevillinger (her ansøgning om momsregistrering), der vedrører påtænkte dispositioner, har Skatteministeriet lagt til grund, at spørgsmål 2 vedrører, hvorvidt en privatperson, der ejer et vedvarende energianlæg i form af et solcelleanlæg, der skal forsyne husstanden med vedvarende energi og hvor solcelleanlægget skal tilmeldes nettoafregningsordningen, kan anses for at være en afgiftspligtig person i henhold til momsloven.
Med henblik på at afgøre, om spørger er en afgiftspligtig person i henhold til momsloven, skal det undersøges, om spørger driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momsloven § 3, stk. 1.
Spørger har oplyst, at solcelleanlægget kun delvist vil dække spørgers eget forbrug, og at det derfor vil være nødvendigt fortsat, at købe el fra elselskabet.
Spørger har endvidere oplyst, at han forventer, at sælge overskydende elproduktion til elnettet.
Skatteministeriet har lagt til grund, at når spørger oplyser, at han forventer at sælge overskydende elproduktion til elnettet, selvom solcelleanlægget ikke kan dække husstandens eget forbrug, så skyldes det, at spørger har til hensigt at tilmelde sig nettoafregningsordningen.
Når spørger tilmelder sig nettoafregningsordningen, kan man sige at han "låner" det kollektive elforsyningsnet til opbevaring af elektricitet i de tilfælde, hvor han har overskudsproduktion, som så på et andet tidspunkt bruges til at dække eget elforbrug. Når det afregningsmæssige resultat skal gøres op, vil man måle spørgers levering af el til og fra det kollektive elforsyningsnet over en samlet afregningsperiode. På baggrund af spørgers oplysninger må det lægges til grund, at der i den foreliggende sag vil være en positiv nettolevering fra det kollektive elnet til spørger.
Spørger har gjort gældende, at også energiproduktion i form af nettosalg fra det kollektive el-net må betragtes som en økonomisk aktivitet.
Selvom det fremgår af præmis 25 i C-230/94 Renate Enkler, at formålet med og resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv er uden betydning, så fremgår det af præmis 26, at blandt de omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af om godet er erhvervet til brug for økonomisk virksomhed, er det pågældende godes art.
Det er oplyst i sagen, at det forventes at solcelleanlægget gennemsnitlig kan producere ca. 5.800 kWh pr. år. Anlæggets effekt vil ikke overstige 6 kW.
På baggrund af disse oplysninger kan det lægges til grund, at solcelleanlægget ikke er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse. Solcelleanlægget er derimod alene dimensioneret til, at en privat husstand kan opnå den private økonomiske fordel som ligger i, at husstanden ikke skal købe den andel af husstandens private forbrug af elektricitet, som solcelleanlægget producerer indenfor året, til almindelige elpriser.
Det er således Skatteministeriets opfattelse, at solcelleanlægget ikke anskaffes med henblik på udøvelse af økonomisk virksomhed eller med henblik på tilvejebringelse af indtægter af en vis varig karakter. Solcelleanlægget anskaffes alene med henblik på privat anvendelse. Spørger driver derfor ikke selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momsloven § 3, stk. 1.
Det skal vejledende oplyses, at når spørger ikke kan anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, er han ikke en afgiftspligtig person. Spørger kan derfor ikke lade sig frivilligt momsregistrere i henhold til momslovens § 49.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 besvares med et "nej".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at værdi af eget strøm (eget forbrug) fra solcelleanlægget skal medregnes til den skattepligtige indkomst med 0,60 kr. pr. kWh for de første 10 år og 0,40 kr. pr. kWh for de efterfølgende år.
Lovgrundlag
Der henvises til spørgsmål 1.
Praksis
SKM2003.522.LSR: Værdien af eget elforbrug fra en husstandsvindmølle, der leverede direkte til ejeren, skulle ansættes på grundlag af den med elværket fastsatte afregningspris for overskudsproduktion. Værdien af eget vareforbrug fra møllen skal derfor i klagerens indkomstopgørelse medtages til den værdi, som den udtagne del kunne have indbragt ved salg til elværket.
SKM2011.619.SR: Såfremt spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, anses solcelleanlægget for erhvervsmæssigt benyttet. Principperne for den skattemæssige opgørelse af et erhvervsmæssigt benyttet VE-anlæg fremgår bl.a. af afgørelsen SKM2003.522.LSR. Det fremgår af denne afgørelse, at når der udtages en del af produktionen til privat brug, så skal der efter sædvanlige regler fastsættes værdi af eget vareforbrug. Værdien indgår i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget.
Efter lov om vedvarende energi er afregningsprisen for el fra solcelleanlæg fastsat til 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutning og 40 øre i de følgende 10 år.
Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.C.4.4.2 Beskatning efter de almindelige regler for indkomstopgørelse:
"Værdi af eget forbrug
Hvis producenten vælger ikke at anvende reglerne i LL § 8 P, stk. 2 og 3, så VE-anlægget eller andelen i VE-anlægget anses for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, jf. LL § 8 P, stk. 5, skal værdien af forbrug af egen el- eller varmeproduktion indgå i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget og dermed i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2011.344.SR, SKM2011.560.SR og SKM2011.619.SR . Det samme gælder, hvor anlæg i øvrigt er erhvervsmæssige. ...
For elproducerende anlæg ansættes værdien af eget elforbrug fra et VE-anlæg på grundlag af den afregningspris, som er aftalt med elværket."
Begrundelse
Principperne for den skattemæssige opgørelse af et erhvervsmæssigt benyttet VE-anlæg fremgår bl.a. af afgørelsen SKM2003.522.LSR. Det fremgår af denne afgørelse, at når der udtages en del af produktionen til privat brug, så skal der efter sædvanlige regler fastsættes værdi af eget vareforbrug. Værdien af eget forbrug skal medtages i indkomstopgørelsen til den værdi, som den udtagne del kunne have indbragt ved salg til elværket. Værdien indgår i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget.
Efter lov om vedvarende energi er afregningsprisen for el fra solcelleanlæg fastsat til 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutning og 40 øre i de følgende 10 år.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".
Spørgsmål 4
Det ønskes bekræftet, at beløbene som nævnt i spørgsmål 4 er inklusiv moms.
Lovgrundlag
Det fremgår af § 3, stk. 1, og § 27, stk. 1, i momsloven, lovbek. nr. 287 af 28. marts 2011 senest ændret ved lov nr. 277 af 27. marts 2012:
"§3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
§ 27. Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb."
Begrundelse
Det fremgår af ML § 27, stk. 1, at momsgrundlaget er vederlaget. Bestemmelsen betyder, at betalinger, der skal anses som vederlag for en leverance, skal indgå i momsgrundlaget. Vederlaget er som udgangspunkt lig med den fakturerede salgspris til den egentlige køber. Det gælder også de tilfælde, hvor salgsprisen er mindre end fremstillings- eller indkøbsprisen. Det fremgår af bestemmelsen i lov om fremme af vedvarende energi, at den fastsatte markedspris udgør 60 øre henholdsvis 40 øre pr. kWh. Vederlaget er markedsprisen. Beløbene udgør derfor afgiftsgrundlaget, jf. momsloven § 27, stk. 1, og beløbene er derfor ikke inklusiv moms.
Det skal tilføjes, at spørger ikke er en afgiftspligtig person, jf. § 3, stk. 1, jf. indstilling til besvarelse af spørgsmål 2, og derfor ikke skal opkræve moms.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Nej".
Spørgsmål 5
Det ønskes bekræftet, at der skal betales udtagningsmoms af den el, der anvendes til private eller andre ikke fradragsberettigede formål, jf. momslovens § 5, stk. I.
Da spørgsmål 2 besvares med nej, bortfalder spørgsmål 5.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 5 bevares med, at spørgsmål 5 bortfalder.
Spørgsmål 6
Det ønskes bekræftet, at reguleringsforpligtigelsen på momsen på solcelleanlægget bortfalder, hvis virksomheden afmeldes for moms efter det 5. regnskabsår.
Da spørgsmål 2 besvares med nej, bortfalder spørgsmål 6.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 6 bevares med, at spørgsmål 6 bortfalder.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet kan tiltræde Skatteministeriets begrundelser og indstillinger.