Indhold

Dette afsnit handler om forhøjelse af det pantsikrede beløb og beskriver reglerne afhængig af, om pantebrevet er tinglyst før eller efter 1. juli 2007.

Afsnittet indeholder:

  • Forhøjelse af pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst før 1. juli 2007
  • Forhøjelse af pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst 1. juli 2007 eller senere ►(§ 5 a)◄
  • Forhøjelse af pantebreve i løsøre mv.

Forhøjelse af pantebreve tinglyst før 1. juli 2007

Pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst før 1. juli 2007, behandles efter TAL § 5.

En forhøjelse af det pantsikrede beløb udløser afgift efter ►hovedreglen i◄  TAL § 5, stk. 6, 1. pkt. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse. I forbindelse med tinglysningen skal der afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 18, stk. 1:

"Restgælden udgør det angivne beløb på den angivne dato. Afgiften er beregnet af forskellen mellem restgælden og den nye hovedstol."

Ved forhøjelse af ejerpantebreve og skadesløsbreve med pant i fast ejendom er resthæftelsen altid af samme beløbsmæssige størrelse som den tinglyste hovedstol. Der skal ikke afgives erklæring på disse pantebreve.

Forhøjelse af pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst 1. juli 2007 eller senere ►(pantebreve omfattet af § 5 a)◄

Pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst den 1. juli 2007 eller senere, behandles efter TAL § 5 a. ►TAL § 5 a gælder dog efter sin ordlyd kun for de pantebrevstyper, der er nævnt i bestemmelsen. Forhøjelsen af andre typer pantebreve i fast ejendom behandles efter hovedreglen i § 5, stk. 6, 1. pkt., som er omtalt ovenfor.◄

En forhøjelse af det pantsikrede beløb på pantebreve ►omfattet af § 5 a◄ udløser afgift efter TAL § 5 a, stk. 7. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem den nye hovedstol og den tidligere tinglyste hovedstol. I forbindelse med tinglysningen skal der afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 18, stk. 2:

"Forhøjelsen er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5a, stk. 7."

Bemærk

Afgiftsbegunstigelsen i TAL § 5, stk. 2 og 5a kan anvendes ved forhøjelse af et eksisterende pantebrev i fast ejendom.

Forhøjelse af pantebreve i løsøre mv.

Forhøjelse af det pantsikrede beløb på pantebreve, der ikke har pant i fast ejendom, udløser afgift efter ►hovedreglen i◄ TAL § 5, stk. 6, 1. pkt. Efter denne bestemmelse skal der betales afgift efter § 5, stk. 1, af forskellen mellem restgælden og det nye pantsikrede beløb.

Der skal ved tinglysningen afgives følgende erklæring, ►jf. TALbek § 18, stk. 1◄:

"Restgælden udgør det angivne beløb på den angivne dato. Afgiften er beregnet af forskellen mellem restgælden og den nye hovedstol."

Ved forhøjelse af ejerpantebreve og skadesløsbreve med pant i løsøre mv. er resthæftelsen altid af samme størrelse som den tinglyste hovedstol. Der skal ikke afgives erklæring på disse pantebreve.