Beskrivelse af nuværende praksis efter styresignalet og SKATs vurdering af leasingkontrakter
Dato for udgivelse
11 Jun 2012 10:22
SKM-nummer
SKM2012.358.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
12-129000
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
leasing, vurdering af kontrakter
Resumé

Denne meddelelse beskriver den nuværende praksis efter styresignalet SKM2011.27.SKAT og den vurdering, som SKAT foretager af ansøgninger om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter lovens § 3b.

Reference(r)

Registreringsafgiftslovens § 3b

Henvisning

Den Juridiske Vejledning afsnit E.A.8.1.7.2

 

I styresignal SKM2011.27.SKAT af 13. januar 2011 blev betingelserne for at få tilladelse til at betale forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b præciseret.

Formålet med styresignalet var at ændre den hidtidige praksis og samtidig præcisere betingelserne for at anvende reglerne.

Denne meddelelse beskriver den nuværende praksis efter styresignalet og den vurdering, SKAT foretager af ansøgninger om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.

 De overordnede betingelser er

  • Leasingvirksomheden skal eje køretøjet
  • Der skal være et finansieringselement
  • Der skal være aftalt vilkår for opsigelse og om der er køberet / købepligt
  • SKAT skal have alle relevante oplysninger

Leasingvirksomheden skal eje leasingkøretøjet
Leasingvirksomheden skal eje leasingkøretøjet for at få adgang til at betale forholdsmæssig registreringsafgift.

Hvis SKAT vurderer, at leasingvirksomheden ikke ejer køretøjet, er der ikke tale om en leasingaftale, men derimod et kreditkøb og køretøjet vil ikke være omfattet af muligheden for at betale den forholdsmæssige registreringsafgift.

SKAT baserer sin vurdering på, om køretøjet vil blive leasingtagers ejendom i løbet af eller ved udløbet af leasingperioden og om leasingtagers egenfinansiering er usædvanlig.

Vurderingen sker med udgangspunkt i de dokumenter, som bliver fremlagt overfor SKAT i forbindelse med ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.

Hvis SKAT efterfølgende konstaterer, at leasingaftaler som er godkendt enkeltvis, indgår i aftalesammenhænge, der systematisk og konsekvent fører til, at leasingtager bliver ejer af det leasede køretøj, vil godkendelsen blive tilbagekaldt, og der vil blive opkrævet fuld registreringsafgift af køretøjet.

Finansieringselement
SKAT sammenholder leasingtagers egenfinansiering med leasingvirksomhedens investering i køretøjet for at se om egenfinansieringen er usædvanlig i forhold til sædvanlige markedsmæssige vilkår.

Leasingtagers egenfinansiering er alle de beløb, leasingtager betaler inden køretøjet bliver taget i brug - det kan fx være depositum, ekstraordinær førstegangsbetaling, sikkerhedsstillelse, bankgaranti, stiftelsesomkostninger eller forudbetalte leasingydelser.

Leasingvirksomhedens investering er de direkte omkostninger til anskaffelse af køretøjet, herunder udgifter til at fremfinde det ønskede køretøj, køb, hjemtagning, toldsyn, registreringsafgift, nummerplader mv.

Hvis leasingtager stiller bankgaranti eller lignende sikkerhed for lån, som leasingvirksomheden bruger til køb af leasingkøretøjet, sidestiller SKAT bankgarantien med kontant betaling fra leasingtager. Det vil sige, at det er leasingtager - og ikke leasingvirksomheden - der har finansieret købet af køretøjet.

Leasingaftalens vilkår
Leasingaftalen skal, udover oplysninger om leasingvirksomheden, leasingtager, køretøjet, betalinger mv. også beskrive de vilkår, som er gældende for aftalen, herunder:

  • vilkår for opsigelse af leasingaftalen i leasingperioden
  • om der er aftalt en køberet og/eller en købepligt og betingelserne herfor.

Uanset om det fremgår klart af kontrakten, at der mellem parterne fx er aftalt en anvisningspligt, skal det også positivt fremgå, hvad parterne har aftalt om køberet og købepligt. Er det fx aftalt, at leasingtager hverken har en køberet eller en købepligt, skal det også fremgå af kontrakten.

SKAT vurderer, om vilkårene i aftalen er sædvanlige markedsmæssige vilkår, fx for at sikre, at leasingselskabet er ejer af køretøjet og om den aftalte leasingperiode er reel.

SKAT skal have alle relevante oplysninger
Det er ansøgerens ansvar, at SKAT får alle oplysninger af betydning for vurderingen af leasingaftalens indhold. SKATs godkendelse af ansøgningen sker under denne forudsætning.

Hvis det efterfølgende viser sig, at der er udeladt vilkår eller oplysninger af betydning for godkendelsen, bortfalder godkendelsen med den virkning, at der skal betales fuld registreringsafgift for køretøjet.

Hvis en leasingaftale indgår i et aftale­kompleks mellem parterne, skal det oplyses i leasingaftalen og betydningen heraf skal fremgå af leasingaftalen. De øvrige aftaler i aftalekomplekset skal fremlægges efter anmodning fra SKAT.

Det samme gælder for leasingaftaler, der er indgået som led i aftalekomplekser, der involverer andre end leasingtager og leasinggiver i det omfang de:

  • supplerer aftalen mellem leasingtager og leasinggiver,
  • er en forudsætning for leasingaftalens indgåelse og indhold eller
  • påvirker gennemførelsen af leasingforholdet  

Ændring af indholdet i en godkendt leasingaftale kan kun ske med SKATs godkendelse. En ændring kan føre til, at den hidtidige aftale anses for afbrudt og at en ny aftale er indgået.

Er en godkendt leasingaftale ikke gennemført i overensstemmelse med godkendelsen, vil SKAT vurdere, om der skal opkræves fuld registreringsafgift på køretøjet.

Mere information
Se styresignalet SKM2011.27.SKAT og Den Juridiske Vejledning, afsnit E.A.8.1.7.2 for flere oplysninger. Se også nyhedsbrev af 1. juni 2012 om L122A (lov nr. 481 af 30. maj 2012) om de nye regler for debitor- og kreditorskifte.