Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om landbrugeres nedskrivning på den opgjorte værdi af husdyrbesætningen.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Interessenter
- Oplysning om nedskrivning
- Primoværdi
- Ændring af nedskrivningen.
Regel
Ved udgangen af indkomståret kan der foretages en nedskrivning på indtil 15 pct. af den opgjorte værdi af husdyrbesætningen. Se HUSDYL § 2, stk. 4.
Nedskrivningsprocenten kan frit varieres fra år til år. Nedskrivningen behøver ikke at være foretaget med hele procenter.
Nedskrivningen foretages med virkning for indkomstopgørelsen.
Se eksempel på nedskrivning i afsnit C.C.4.1.2.5 Eksempel på indkomstpåvirkning for landbrugeres husdyrbesætninger.
Bemærk
Muligheden for nedskrivning gælder kun for landbrugere. Se afsnit C.C.4.1.1, hvor begrebet landbrugere er nærmere beskrevet.
Interessenter
Interessenter kan indbyrdes foretage forskellig nedskrivning på deres andel af besætningen.
Oplysning om nedskrivning
Det beløb, der nedskrives med, skal oplyses i regnskabet eller selvangivelsen. Se HUSDYL § 4, stk. 1.
Primoværdi
Ved begyndelsen af et regnskabsår skal husdyrbesætningerne sættes til samme værdi, som de havde ved udgangen af det foregående regnskabsår. Se HUSDYL § 4, stk. 2.
Ændring af nedskrivningen
Nedskrivning på besætningen kan ændres; både hvad angår opgørelsesmetode og nedskrivningssats.
Hvis SKAT ikke har ændret skatteansættelsen, har skatteyderen krav på at få ændret nedskrivningen, hvis den pågældende har givet SKAT meddelelse herom senest 3 måneder efter selvangivelsesfristen. Se HUSDYL § 5.
I de tilfælde, hvor ansøgningen indsendes på et senere tidspunkt, kan nedskrivningen kun ændres efter tilladelse fra SKAT. Se HUSDYL § 5, stk. 2. Afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten.
Hvis SKAT forhøjer eller nedsætter den selvangivne eller ansatte indkomst, har den skattepligtige adgang til at få ændret sine nedskrivninger, så den skattemæssige effekt af SKATs ændring udlignes helt eller delvist. Se BEK nr. 1287 af 13. december 2005.
Se afsnit A.A.8.2 om ændringer vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat.