Afsnittet indeholder:

  • Væddemål
  • Væddemål på resultatet af elektroniske simulerede eller animerede sportsbegivenheder
  • Tilladelseslængde

Tilladelse til at udbyde væddemål omfatter landbaseret og online udbud af væddemål, jf. SPILL § 11.

Væddemål

Et væddemål er et spil, hvor der væddes om resultatet af en fremtidig begivenhed eller om en fremtidig hændelse indtræffer. Se SPILL § 5, stk. 1, nr. 4 og 6. Definitionen omfatter:

  • Det traditionelle væddemål om fx sportskampe og væddemålsbørser:

    En væddemålsbørs er en type af væddemålsudbud, hvor spilleren vædder med andre spillere og derved adskiller sig fra det traditionelle udbud, hvor væddemålet indgås med tilladelsesindehaveren.

    • puljevæddemål

    Et eller flere væddemål hvor hele eller dele af gevinsten afhænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller bliver delt mellem vinderne.

    • managerspil.

    Managerspillet er typisk karakteriseret ved at være et længerevarende spil, hvis omdrejningspunkt fx kan være baseret på et givent cykelløb eller -sæson og hvor spilleren sætter et fiktivt hold ud fra virkelige cykelløbere. Vindere(n) findes efterfølgende ud fra det fiktive holds samlede præstation baseret på de virkelige cykelløberes præstation i løbet eller sæsonen.

    Et managerspil kan være et puljevæddemål, men kan også omfatte andre gevinster, fx en rejse eller en bil.

    Væddemål på resultatet af elektroniske simulerede eller animerede sportsbegivenheder

    Ved landbaseret udbud af væddemål kan der også udbydes væddemål på resultatet af computersimulerede eller -animerede sportsbegivenheder.

    Bemærk

    Det er ikke muligt at udbyde væddemål på den fremtidige værdi af aktiekurser, værdipapirer, råvarer og lignende.

    Hensigten bag bestemmelsen er at holde finansielle instrumenter såsom finansielt spread betting, contracts of difference (CFD) og lignende udenfor spillelovens anvendelsesområde. Væddemål om den fremtidige værdi af finansielle instrumenter vil dog ikke altid være et finansielt instrument.

    Spillemyndigheden har i denne forbindelse accepteret, at der kan udbydes såkaldte "aktiespil" som managerspil under en væddemålstilladelse. Se J.A.2.4.

    Tilladelseslængde

    En tilladelse til udbud af væddemål bliver normalt udstedt for en periode af 5 år.

    Spillemyndigheden kan konkret vælge at udstede en tilladelse af kortere varighed, hvis det vurderes, at ansøgerens forhold rejser tvivl om evnen til at udbyde spil økonomisk eller fagligt forsvarligt.

    Se SPILL § 11, stk. 2 og bestemmelsens forarbejder.

    Se også

    • Afsnit J.A.2.3 om hvornår et spil kræver tilladelse
    • Afsnit J.A.4 kriterier for alle ansøgere
    • Afsnit J.A.8.3 om den indtægtsbegrænsede og den omsætningsbegrænsede tilladelse