I dette styresignal præciseres styresignalets og SKAT-meddelelsens retlige status og deres anvendelsesområder på baggrund af Retssikkerhedschefens evaluering af styresignaler. Endvidere beskrives forholdet til Den juridiske vejledning, herunder indarbejdelse af styresignaler i Den juridiske vejledning. Samtidig ophæves SKM2009.105.SKAT.
1. Styresignaler og SKAT-meddelelser
Både styresignaler og SKAT-meddelelser er bindende tjenestebefalinger, der har samme retlige status som cirkulærer, og ligesom cirkulærer rangerer under lov og bekendtgørelse i den retskildemæssige trinfølge.
Det er fastslået i domspraksis, at da Den juridiske vejledning fra Skatteministeriet og herunder styresignaler og SKAT-meddelelser fastlægger gældende praksis, kan borgere og virksomheder støtte ret herpå i det omfang, at denne praksis ikke klart er i uoverensstemmelse med højere rangerende retskilder.
1.1. Styresignal
Styresignaler udgives alene af Jura og Samfundsøkonomi.
Styresignalet skal - som en særlig type bindende tjenestebefaling - sikre ensartethed i regelanvendelsen på Skatteministeriets område. Styresignaler bruges, når Skatteministeriet:
- Fastlægger praksis på områder, hvor der ikke allerede er fastlagt en praksis,
- Ændrer eller præciserer praksis, f.eks. som følge af en afgørelse fra domstolene eller Landsskatteretten.
Styresignaler nævnt under nr. 2, som indeholder retningslinjer for genoptagelse, bør suppleres med en "domskommentar" i komplicerede sager, hvori der redegøres for de juridiske vurderinger af dommen/kendelsen, og med en SKAT-meddelelse om den praktiske fremgangsmåde, jf. nedenfor om SKAT-meddelelser.
1.2. SKAT-meddelelser
SKAT-meddelelser kan udgives af alle enheder i SKAT og Koncerncenteret.
SKAT-meddelelser omfatter bindende tjenestebefalinger på følgende områder:
- Praktiske fremgangsmåder, fx retningslinjer/procedurer for behandling af en bestemt type sager
- Regulering af satser
- Domskommentarer
2. Forholdet til Den juridiske vejledning
Den juridiske vejledning udgør sammen med lovgivningen m.v. administrationsgrundlaget i Skatteministeriets koncern og er bindende for medarbejderne medmindre vejledningernes indhold klart ikke er i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.
Den juridiske vejledning giver udtryk for Skatteministeriets opfattelse af gældende praksis og har cirkulærestatus. Vejledningen angiver gældende ret på offentliggørelsestidspunktet og er fremadrettet.
Styresignaler bør i videst muligt omfang indarbejdes i Den juridiske vejledning i forbindelse med den halvårlige ajourføring.
I de tilfælde, hvor det er muligt indenfor rimelig tid at indarbejde informationen direkte i Den juridiske vejledning skal der ikke udsendes et styresignal. Dog skal der altid udsendes et styresignal når:
- Det skønnes nødvendigt for at skabe særlig opmærksomhed omkring den pågældende information (eksempelvis praksisændringer)
- Der er tale om en udmelding om, at en bestemt type af sager skal genoptages
- Der er tale om information af en sådan art, at en justering af Den juridiske vejledning ikke vil give det fornødne overblik.
3. Offentliggørelse
Både styresignaler og SKAT-meddelser skal tildeles et SKM-nummer og offentliggøres på SKATs hjemmeside. Samtidig bliver både styresignaler og SKAT-meddelelser lagt i Retsinformations regeldatabase.