Dato for udgivelse | 15 Mar 2004 12:58 |
SKM-nummer | SKM2004.121.DEP |
Myndighed | Skatteministeriet |
Sagsnummer | Skper. 2002-78-0782 |
Dokument type | Afgørelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Afgørelse, lotterier, andre EU-lande, fritagelse, indkomstbeskatning |
Resumé | Departementet har truffet afgørelse om, at gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land, fritages for indkomstbeskatning i det omfang, det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes. |
Reference(r) | Statsskattelovens § 4, litra f. |
Henvisning | Punktafgiftsvejledningen, afsnit I.3.2 |
I en sag anlagt ved Østre Landsret om indkomstbeskatning af en lotterigevinst fra det Staatliche Nordwestdeutsche Klasselotterie har ministeriet taget bekræftende til genmæle. Dette skyldes EF-Domstolens dom i Lindman-sagen (C-42/02). Sagen drejede sig konkret om en finsk statsborger, Diana Lindman, der vandt i et svensk lotteri. Efterfølgende blev hun indkomstbeskattet af gevinsten i Finland, hvor hun havde bopæl. Gevinster fra tilsvarende lotterier i Finland var derimod ikke omfattet af indkomstbeskatning. I sagen, som blev bedømt efter bestemmelserne for fri udveksling af tjenesteydelser, konkluderede Domstolen, at Traktatens artikel 49 er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter gevinster for lotterier, der afholdes i andre medlemsstater, anses for skattepligtig indkomst for vinderen ved skatteansættelsen, hvorimod gevinster fra lotterier, der afholdes i den pågældende medlemsstat, er skattefri.
Departementet har på den baggrund truffet afgørelse om, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland, fritages for indkomstbeskatning. Det er en betingelse, at et tilsvarende spil lovligt udbydes her i landet, uden at gevinsterne indkomstbeskattes.
Fritagelsen for indkomstskat forudsætter, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldte, skal gevinsten indkomstbeskattes.