Indhold

Afsnittet handler om afgift af spil i onlinekasino.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvem er afgiftspligtig?
  • Afgiftens størrelse og beregning
  • Afgiftsperiode
  • Registrering, angivelse og betaling.

Se også

Se også afsnit E.A.9.14 for bestemmelser om regnskab og kontrol.

Bemærk

  • Fra 1. februar 2016 er loven ændret, så afgiften for spiltyperne online-kasino og væddemål skal betales månedligt i stedet for ugentligt. Reglerne er ændret ved lov nr. 1573 af 15. december 2015, § 2.
  • Fra 1. januar 2018 er der sket en liberalisering af onlinebingo, hvorefter onlinebingo omfattes af tilladelser til udbud af onlinekasino. Det betyder, at onlinebingo bliver pålagt samme afgift som de øvrige spil omfattet af tilladelsen til onlinekasino jf. lov om afgifter af spil § 11. Reglerne er ændret ved lov nr. 686 af 8. juni 2017.

Regel

Indehavere af tilladelse til udbud af spil i et onlinekasino efter § 18 i lov om spil skal betale en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten. Se SPILAL § 11, stk. 1.

Af onlinespil, hvor der tages kommission, beregnes afgiften på 20 pct. imidlertid af det beløb, som tilladelsesindehaveren har taget i kommission. Se SPILAL § 11, stk. 2.

Bemærk

Det er også muligt at få tilladelse til at udbyde onlinekasino i Grønland. Se afsnit E.A.9.15.

Hvem er afgiftspligtig?

Her i landet kræver det tilladelse at drive et onlinekasino. Denne gives af Spillemyndigheden. Se SPILL § 18. Den, som udbyder spillene, skal angive og betale afgift heraf.

Onlinekasinospil er, i modsætning til landbaseret kasino (se afsnit E.A.9.6) kendetegnet ved, at spillet foregår ved brug af fjernkommunikation, typisk via internettet eller telefon. Onlinekasinoer kan udbyde

  • roulette
  • baccarat
  • punto banco
  • black jack
  • poker og
  • spil på gevinstgivende spilleautomater
  • onlinebingo, herunder f.eks. TV-bingo.

Der kan dog gives tilladelse til andre former for spil, fx SMS-konkurrencer med indsats, ligesom den enkelte tilladelse kan begrænses til en eller flere spilformer.

Se også

Spillemyndighedens hjemmeside www.spillemyndigheden.dk, hvor reglerne om tilladelser mv. kan findes.

Afgiftens størrelse og beregning

For spil i et onlinekasino skal der betales en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten (indsatser fratrukket gevinster). Se SPILAL § 11, stk. 1.

I tilfælde, hvor spiludbyderens fortjeneste fremkommer ved, at denne tager en kommission, er afgiftsgrundlaget det beløb, som tilladelsesindehaveren har taget i kommission. Se SPILAL § 11, stk. 2.

Bruttospilleindtægten er alle indskud fra spillere fratrukket alle udbetalinger til dem i form af gevinster. Fx vil bruttospilleindtægten være 0, hvis alle indsatser til en jackpot pulje udbetales som gevinst til en spiller.

Hvis en gevinst er en vare, er det varens handelsværdi, som indgår i bruttospilleindtægten.

Gratis spil, bonusser og lignende anses for at være markedsføringsomkostninger. Derfor kan disse omkostninger, og alle af spiludbyderens andre omkostninger, som ikke er direkte gevinster til spillerne, ikke fradrages i beregningen af bruttospilleindtægten.

Eksempler på elementer, der ikke kan fradrages i bruttospilleindtægten

  • Gratis spil, herunder free spin, gratis bingo eller point uden tilknyttet værdi
  • Bonusser og lignende, herunder sign-up bonus og reload bonus, rake-back og point med tilknyttet værdi
  • Reklameudgifter
  • Sponsorater, der ikke er vundet af spilleren
  • Gebyrer
  • Betaling af forhandlere og formidlere, herunder fx teleselskaber
  • Betalingsløsninger.

Når en spiludbyder giver bonusser og lignende til spillerne og indsætter dem på spillernes spilkonto i kontanter eller med en tilknyttet værdi, giver dette (uanset eventuelle bindinger) derfor ikke ret til fradrag i bruttospilleindtægten.

Når en spiller efterfølgende anvender den opnåede bonus eller lignende til spil, anses det som en indsats, der skal medregnes til bruttospilleindtægten. Eventuelle gevinster vundet i spillet medfører, at spiludbyderen kan fratrække gevinstløbet i bruttospilleindtægten.

I SKM2016.366.SR tog Skatterådet stilling til, at en start up-bonus/sign up-bonus ikke kunne fratrækkes i bruttospilleindtægten. Gratis spil, bonusser - herunder sign-up bonusser, blev anset for at være markedsføringsomkostninger. Endvidere tog Skatterådet stilling til, at gevinster fra en puljegaranti kunne fratrækkes bruttospilleindtægten, når gevinsterne blev udbetalt til en spiller. Sagen vedrørte væddemål, men praksis vedrørende bonus må ligeledes antages at gælde for spiltypen online-kasino.

Skatterådet har i et bindende svar i sagen SKM2016.155.SR svaret nej til, at indsatser i online-spil, som hidrørte fra tildelte bonus-spilpenge, kan holdes ude af bruttospilleindtægten, og dermed ude af afgiftsgrundlaget for spilleafgift. Det havde ikke betydning, om spillene for bonus-spilpenge blev bogført på en særskilt konto. Skatterådet tog også stilling til, at en opskrivning af spillerens spilkonto med et vist kontantbeløb først skal medregnes i bruttospilleindtægten som indskud, når beløbet anvendes som indsatser i spil.

Det er kun en rabat, der ikke indgår i afgiftsgrundlaget (bruttospilleindtægt eller kommission), når en spiludbyder i direkte tilknytning til, at en spiller gør en indsats - eller i forbindelsen med, at der tages kommission af indsatsen - tilbagefører et beløb i kontanter eller point med tilknyttet værdi (rabatten) til spillerens spilkonto. Det er en betingelse, at spilleren frit kan trække rabatbeløbet ud af spilkontoen eller omveksle rabatpointene til kontanter, der kan trækkes ud af spilkontoen. Det er endvidere en betingelse, at spilleren ikke efterfølgende kan miste retten til den opnåede rabat, fx pga. en tidsbegrænsning, og rabatbeløbet må ikke efterfølgende kunne inddrages af udbyderen.

Giver en spiludbyder gratis spil, fx. free spin, gratis bingo eller point uden tilknyttet værdi, er disse spil ikke omfattet af spilletilladelsen. Der er tale om spil uden indsats omfattet af SPILAL § 15. For disse spil skal der ske særskilt registrering for gevinstafgift, og der skal føres særskilt regnskab, hvis gevinsternes værdi overstiger 200 kr. De nærmere regler for spil uden indsats, herunder regler for registrering, afgift, angivelse og betaling, er beskrevet i afsnit E.A.9.12.

Afgiften gælder kun for spil omfattet af dansk spilletilladelse. Ved spil, hvor der også deltager andre end danske spillere, beregnes afgiften derfor kun af den del af spillet, der er omfattet af en dansk spilletilladelse. Det vil sige det beløb, som spilleindsatser fra danske spillere overstiger gevinster, som er udbetalt til danske spillere, eller kommission betalt af danske spillere.

Afgiftsberegningen for en afgiftsperiode er et samlet beløb for alle spil i afgiftsperioden. En eventuel negativ bruttospilleindtægt for et spil modregnes i de øvrige spils positive grundlag inden for samme afgiftsperiode.

Hvis gevinsterne overstiger indsatserne i en afgiftsperiode, og bruttospilleindtægten dermed er negativ, vil der ikke skulle betales afgift. Da der skal ske angivelse efter alle afgiftsperioder, skal afgiften angives til 0 kr. En negativ bruttospilleindtægt i en periode kan ikke overføres til modregning i efterfølgende perioders positive bruttospilleindtægt.

Udbud af øvespil, som ikke giver spilleren en mulighed for en reel gevinst, falder uden for spillelovgivningen.

Afgiftsperiode

Afgiftsperioden er måneden, se SPILAL § 21.

Registrering, angivelse og betaling

Alle der har fået tilladelse af Spillemyndigheden til at drive onlinekasino skal anmelde deres virksomhed til registrering. Dette skal ske senest fire uger efter tilladelsen er opnået, og før der udbydes spil. Se SPILAL § 19, stk. 1 og 2.

Registreringspligtige virksomheder, der ikke har etableret stedet for deres økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted i et EU- eller EØS-land, skal registreres ved en herboende repræsentant, der hæfter solidarisk for afgiften efter denne lov. Se SPILAL § 20.

Registreringen skal ske ved brug af blanket 29.063, som kan findes på www.virk.dk.

Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles ►Skatteforvaltningen ◄senest otte dage efter ændringen.

Angivelse og betaling af afgiften skal ske til ►Skatteforvaltningen ◄senest den 15. i måneden efter udløbet af afgiftsperioden (måneden), se SPILAL § 21.

De registrerede virksomheder skal som udgangspunkt tilmelde sig og bruge TastSelv til angivelse og betaling.

Regnskab over indsatser og gevinster skal ske i den valuta, som spillet afvikles i. Opgørelse af det samlede afgiftstilsvar og betaling af afgiften skal ske i danske kroner. Omregning til danske kroner foretages på angivelsestidspunktet. Den omregningskurs der anvendes skal oplyses til Skatteforvaltningen, og udbyder er bundet af valget i to år. Se afsnit E.A.9.14 om regnskab. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2016.366.SR

Sagen vedrørte væddemål. Start up-bonus/sign up-bonus kunne ikke fratrækkes i bruttospilleindtægten. Gratis spil, bonusser - herunder sign-up bonusser, blev anset for at være markedsføringsomkostninger. Gevinster, som hidrørte fra en puljegaranti kunne fratrækkes bruttospilleindtægten, når gevinsterne blev udbetalt til spillerne.

SKM2016.155.SR

Skatterådet svarede nej til, at indsatser i online-spil, som hidrører fra tildelte bonus-spilpenge, kan holdes ude af bruttospilleindtægten, og dermed ude af afgiftsgrundlaget for spilleafgift. Det havde ikke betydning, om spillene for bonus-spilpenge blev bogført på en særskilt konto, adskilt fra spillerens egne indbetalinger og vundne gevinster hidrørende fra disse indbetalinger. Der blev endvidere svaret ja til, at en opskrivning af spillerens spilkonto med et vist kontantbeløb først skal medregnes i bruttospilleindtægten som indskud, når beløbet anvendes som indsatser i spil.