Indhold

Dette afsnit handler om refusionsordning for sandsugere.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Ansøgning om refusion
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Danske rederier, som udøver virksomhed med

• stenfiskerfartøjer
• herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted
  • her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller
  • i en anden EU/EØS medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi,

kan efter ansøgning få refusion for sømænd, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af SØBL § 8.

Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra a, eller efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat. Se SØBL § 10, stk. 1.

Betingelse

Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj

• har egne fremdrivningsmidler
• har eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, og
• udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift.

Se SØBL § 10, stk. 2.

Skibet skal være særligt indrettet til optagning af materialer fra havbunden, og dette skal være en permanent integreret del af skibet. Det er uden betydning om indvindingen foretages ved sugning eller opgravning. Se SKM2006.602.DEP.

I SKATs styresignal SKM2018.185.SKAT beskrives praksisændringer vedrørende udbetaling af refusion efter SØBL § 10 til stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som følge af Højesterets dom af 27. maj 2016 (SKM2016.399.HR).

Sagen vedrørte de aktiviteter, som et sandsugningsfartøj havde udført for en ingeniørvirksomhed i forbindelse med havbundsundersøgelser forud for en mulig etablering af en havvindmøllepark. Fartøjet havde transporteret ingeniørvirksomhedens medarbejdere og deres udstyr til de punkter på havet, hvor undersøgelserne fandt sted, og herefter sejlet medarbejderne og udstyret tilbage. Fartøjet var udstyret med en kran, som blev betjent af skibets besætning, og som i forbindelse med havbundsundersøgelserne blev anvendt til at placere og optage ingeniørvirksomhedens udstyr på havbunden.

Højesteret fastslog, at den del af fartøjets aktiviteter, som bestod af sejlads med ingeniørvirksomhedens personale og udstyr mellem havnen og de enkelte punkter på havet, samt sejladsen mellem de enkelte punkter på havet, må anses for transport af passagerer og gods og derfor har karakter af søtransportaktiviteter efter sømandsbeskatningslovens § 10.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at refusionsordningen i sømandsbeskatningsloven § 10 forudsætter, at der foretages en opdeling af et sandsugningsfartøjs aktiviteter mellem ikke-refusionsberettigede sandsugningsaktiviteter på den ene side og søtransport på den anden side, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne.

SKAT ændrer på den baggrund praksis, således at entreprenørmæssig virksomhed ikke længere undtages i sin helhed. Fremover vil der blive foretaget en opdeling mellem selve entreprenørarbejdet og søtransporten. Denne opdeling af aktiviteterne vil ikke kun blive foretaget for fartøjer, der udfører entreprenørmæssig virksomhed, men vil fremover blive foretaget generelt, således at selve transporten af passagerer eller gods til punkter på havet vil blive anset for søtransportaktiviteter efter sømandsbeskatningslovens § 10.

Søtransport efter sømandsbeskatningslovens § 10 skal således ikke længere opfylde destinationskravet i sømandsbeskatningslovens § 5, jf. tonnageskattelovens § 6. Det er dog en betingelse, at der er tale om erhvervsmæssig transport af gods eller passagerer. Dermed er betingelserne for søtransport efter det EU-retlige søtransportbegreb opfyldt og i overensstemmelse med søtransportbegrebet i de øvrige bestemmelser i sømandsbeskatningsloven, når der ses bort fra destinationskravet.

Hvis transporten kan anses for erhvervsmæssig søtransport, vil den fremover kunne medregnes som søtransportaktiviteter efter sømandsbeskatningslovens § 10. Selve entreprenørarbejdet medregnes ikke som søtransport.

Ved entreprenørmæssig virksomhed forstås bygning og reparation af havne, moler, broer, olieinstallationer, vindmølleparker eller andre havneanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden eller lignende virksomhed. Se TSL § 8.

►Landsskatteretten anså en transport af sandsække, der skulle losses på havbunden ved en vindmøllepark for søtransport omfattet af SØBL § 10, stk. 2, og dermed berettiget til refusion. Se SKM2018.6.LSR.◄

Beregning af refusion

Refusion ydes måned for måned eller på årsbasis til rederiet med et beløb, der for hver enkelt lønmodtager beregnes som 40 pct. af den del af bidragsgrundlaget opgjort efter § 2 i lov om arbejdsmarkedsbidrag, der kan henføres til arbejde udført om bord på fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1 og 2. Se SØBL § 10, stk. 3.

Refusion for partredere eller interessenter

Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse for personer som nævnt i lovens § 1, stk. 3.

Refusionen ydes som 40 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter stk. 3 for lønmodtagere.

Se SØBL § 10, stk. 4.

Regnskab for søtransporten

Rederier, der ønsker refusion skal føre særskilt regnskab for søtransportens omfang. Se SØBL § 10, stk. 5

Regulering af refusionsbeløb

For lidt udbetalte refusionsbeløb udbetales til virksomheden efter BEK nr. 361 af 5. juli 2009 § 15. For meget udbetalte refusionsbeløb afkræves virksomheden til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Ved regulering af for meget udbetalte refusionsbeløb finder opkrævningslovens § 7 tilsvarende anvendelse. Se SØBL § 10, stk. 6.

Se også

• BEK nr. 361 af 7. maj 2009 §§ 9-17
• SKM2006.602.DEP om administrationen af refusionsordningen.

Eksempel

Landsskatteretten har afgjort at et selskab ikke kan få refusion for søfolk om bord på et skib, der optager materiale fra havbunden og som er beskæftiget i havne i Limfjorden. Transporten fra opgave til opgave inde i Limfjorden er omfattet af "begrænset fart" i SØBL § 2, stk. 1, nr. 3 (skibe der sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde). Da skibets sejlads i Limfjorden ikke blev anset for søtransport, opfyldte skibet ikke betingelserne for, at skibet kunne få refusion efter SØBL § 10, stk. 2. Se SKM2009.730.LSR.

Ansøgning om refusion

Ved ansøgning om refusion skal der indsendes en sejladsopgørelse og refusionsopgørelse til ►Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76,  Bygning 45
4990 Sakskøbing◄.

Rederiet kan for det enkelte skib vælge at indsende opgørelse

• på årsbasis, mod sikkerhedsstillelse, hvorved søtransportaktiviteter på årsbasis skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift
• på månedsbasis, hvor søtransportaktiviteterne for den enkelte måned skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift.

Til brug for især de månedlige sejladsopgørelser er der udfærdiget særlige blanketter, der findes på www.skat.dk under blanketter, blanketnummer 01.013a (timer:minutter) og 01.013b (i decimaltal).

Sejladsopgørelsens side 2 indeholder vejledning (kort fortolkning) om udfyldelsen af blanketten.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2016.399.HR	Sagen handlede om, hvorvidt nogle aktiviteter, som appellanten udførte for et rådgivende ingeniørfirma, udgjorde "søtransportaktiviteter" i SØBL § 10, stk. 2's forstand. Aktiviteterne blev udført i forbindelse med ingeniørfirmaets havbundsundersøgelser forud for mulig etablering af en havvindmøllepark. Aktiviteterne bestod af sejlads med ingeniørfirmaets personale og udstyr til bestemte positioner på havet, hvor undersøgelserne fandt sted. Ingeniørfirmaet gennemførte undersøgelserne ved anvendelse af eget udstyr, men placeringen af udstyret på havbunden skete ved hjælp af skibets kran, der blev betjent af appellantens besætning. Højesteret udtalte, at søtransportbegrebet i lovens § 10 må fortolkes i overensstemmelse med det EU-retlige søtransportbegreb. Der er derfor tale om "søtransport" i lovens forstand, når skibet faktisk anvendes til transport af passagerer eller gods. Dette gælder også, når der er tale om et sandsugningsfartøj, der udfører andre opgaver end sandsugningsaktiviteter, idet Højesteret fandt, at det i Kommissionens retningslinjer anførte særligt om sandsugningsfartøjer alene gælder, hvor fartøjerne udfører sandsugningsaktiviteter. Højesteret fandt herefter, at den del af appellantens aktiviteter, som bestod af sejlads mellem havnen og de enkelte destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne fandt sted, samt sejladsen mellem de enkelte destinationer på havet, måtte anses for transport af passagerer og gods og derfor havde karakter af "søtransportaktiviteter" som nævnt i lovens § 10, stk. 2. Derimod fandt Højesteret ikke, at den del af aktiviteterne, som fandt sted på de destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne blev foretaget, kunne anses som en integreret del af søtransporten. Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at disse aktiviteter havde sammenhæng med skibets specialindretning. Højesteret udtalte i den forbindelse, at refusionsordningen i sømandsbeskatningsloven forudsætter, at der foretages en opdeling af en sandsugers aktiviteter mellem ikke refusionsberettigede sandsugningsaktiviteter på den ene side og søtransport på den anden, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne.	Tidligere instans se SKM2015.504.VLR ►Se også styresignal om praksisændring vedrørende SØBL § 10. SKM2018.185.SKAT◄
Landsretsdomme
SKM2015.504.VLR	Sagen handlede om, hvorvidt nærmere bestemte aktiviteter, som sagsøgerens virksomhed udførte i perioden marts-juni 2009, var refusionsberettigede i henhold til SØBL § 10. En del af sagsøgerens aktiviteter foregik i Limfjorden, og bestod i oprensning af indsejlingen til Havn-1 og sejlrenden i ...1. Det oprensede materiale blev efterfølgende losset et andet sted i Limfjorden. En anden del af sagsøgerens aktiviteter bestod i transport samt lastning og losning for et rådgivende ingeniørfirma, der udførte indledende undersøgelser forud for anlæggelsen af en havvindmøllepark ved ...2. Denne del af sagen er afgjort af Højesteret ved SKM2016.399.HR. I relation til aktiviteterne i Limfjorden var spørgsmålet, om den præcisering af refusionsordningen for sandsugere, der fremgår af § 13, stk. 2, i henholdsvis BEK nr. 658 af 28. juni 2005 og BEK nr. 361 af 7. maj 2009, hvorefter refusionsordningen ikke omfatter aktiviteter inden for området for "begrænset fart", havde fornøden hjemmel i SØBL § 10, stk. 2. Vestre Landsret fandt, at præciseringen i de to bekendtgørelser havde fornøden lovhjemmel i sømandsbeskatningsloven. Landsretten udtalte i den forbindelse, at begrænsningen af refusionsordningen til ikke at omfatte "begrænset fart" skal ses i lyset af lovens forarbejder, og at det bl.a. fremgår af forarbejderne til sømandsbeskatningsloven, at refusionsordningen i relation til opmudrings- og sandsugningsfartøjer - i overensstemmelse med Europa-Kommissionens retningslinjer - alene var tiltænkt et begrænset anvendelsesområde, bl.a. således, at det kun er aktivitet i form af søtransport, der falder inden for ordningens anvendelsesområde. Vestre Landsret fandt, at aktiviteter inden for området for "begrænset fart" som defineret i SØBL § 2, stk. 1, falder naturligt uden for dette område, og at sagsøgerens aktiviteter i Limfjorden derfor faldt uden for refusionsordningen.	Aktiviteterne i Limfjorden indgik ikke i anken til Højesteret. Se SKM2016.399.HR.
Landsskatteretskendelser
►SKM2018.6.LSR◄	►Landsskatteretten anså en transport af sandsække, der skulle losses på havbunden ved en vindmøllepark for søtransport omfattet af SØBL § 10, stk. 2, og dermed berettiget til refusion.◄	►Se også styresignal om praksisændring vedrørende SØBL § 10. SKM2018.185.SKAT◄
SKM2009.730.LSR	Afgørelsen vedrører refusion efter SØBL § 10, stk. 2, herunder afgrænsning af definitionen "begrænset fart". Landsskatteretten har afgjort at et selskab ikke kan få refusion for søfolk om bord på et skib, der optager materiale fra havbunden, og som er beskæftiget i havne i Limfjorden. Transporten fra opgave til opgave inde i Limfjorden er omfattet af "begrænset fart" i SØBL § 2, stk. 1, nr. 3 (skibe der sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde). Da skibets sejlads i Limfjorden ikke blev anset for søtransport, opfyldte skibet ikke betingelserne for at rederiet kunne få refusion efter SØBL § 10, stk. 2.