Indhold
Dette afsnit beskriver de skatteretlige regler, der gælder for døgnplejere.
Afsnittet indeholder:
- Lønmodtagere
- Selvstændigt erhvervsdrivende
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Lønmodtagere
Det plejevederlag, som døgnplejerne får, er skattepligtigt og skal regnes med til den personlige indkomst.
Døgnplejere kan få godtgørelse til at dække udgifter til kost og logi for plejebørnene, hvis det formidlede døgnophold er omfattet af § 66 a, stk. 1 og 2 i serviceloven. Denne godtgørelse er skattefri, hvis den ikke overstiger satserne for godtgørelser, der er fastsat i servicelovens § 66 a, stk. 8. Se LL § 9, stk. 6. Det er en betingelse for skattefriheden, at døgnplejerne
- har en plejetilladelse efter § 78 i serviceloven eller
- er et godkendt opholdssted eller er en godkendt plejefamilie efter servicelovens § 66 a, stk. 1 og 2.
Skattefriheden gælder kun den del af godtgørelsen, der ikke overstiger de nævnte satser. Hvis godtgørelsen overstiger satserne, skal det overskydende beløb regnes med ved opgørelsen af døgnplejerens personlige indkomst.
Hvis der er modtaget skattefri godtgørelse for udgifter til kost og logi, er der ikke samtidig fradrag for udgifterne.
Hvis de fradragsberettigede udgifter, som godtgørelsen skal dække, er større end godtgørelsen, er der fradrag for forskellen mellem de fradragsberettigede udgifter og den udbetalte godtgørelse ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der er dog kun fradrag i det omfang, udgifterne overstiger bundgrænsen på 6.100 kr. i 2018 i LL § 9, stk. 1. Der skal i den forbindelse være dokumentation for samtlige udgifter, der er afholdt i forbindelse med plejeforholdet.
Hvis plejeforældrene får refunderet særlige udgifter i forbindelse med plejeforholdet mod dokumentation ved eksterne udgiftsbilag (udlæg efter regning), holdes refusionen og udgifterne helt uden for indkomstopgørelsen og påvirker derfor ikke skatteberegningen.
Se også
Se også afsnit C.A.3.1.5 om udlæg efter regning.
Selvstændigt erhvervsdrivende
Plejevederlaget er skattepligtig indkomst. Fordi plejeforældrene udøver døgnplejen som selvstændig erhvervsvirksomhed, kan de ikke få skattefri godtgørelse efter LL § 9, stk. 6. Det skyldes, at selvstændig erhvervsdrivende må fradrage udgifterne til kost og logi i den personlige indkomst, og at de må benytte virksomhedsordningen.
Eksempel på selvstændigt erhvervsdrivende
I Skat 1987.10.743 (TfS 1987, 483 DEP) havde en skatteyder etableret døgnplejehjem med plads til fire beboere på en nedlagt landbrugsejendom. Uanset at døgnplejeren modtog plejevederlag fra det offentlige efter standardsatser, der traditionelt betragtes som A-indkomst, fandt retten, at plejevirksomheden havde en sådan art og et sådant omfang, at den måtte anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, der var omfattet af virksomhedsskatteloven.
Eksempel på lønmodtager
I SKM2014.719.BR var spørgsmålet, om A og BAs indkomst som døgnplejefamilie for anbragte børn i 2009 og 2010 var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Retten lagde til grund, at de kommunale myndigheder havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for A og BA, at der var fastsat faste takster for det vederlag, de modtog pr. døgn, hvor et barn var anbragt, at vederlaget blev udbetalt periodisk, at de havde ret til opsigelsesvarsel, at de var omfattet af ferielovens bestemmelser, og at vederlaget hidtil havde været udbetalt månedligt som A-indkomst, hvori der blev indeholdt A-skat. Retten fandt det endvidere ikke dokumenteret, at A og BA havde afholdt udgifter i forbindelse med plejeopgaverne, der oversteg de beløb til dækning af familiens og børnenes fornødenheder, der blev refunderet af de anbringende kommuner. Retten lagde således til grund, at A og BA havde modtaget vederlag for det udførte arbejde samt refusion af de omkostninger, der var forbundet med at være plejefamilie. Uanset at der tillige forelå omstændigheder, der kunne tale for at anse A og BA som selvstændig erhvervsdrivende, måtte de på denne baggrund og efter en samlet vurdering anses for at have været lønmodtagere i 2009 og 2010.
I SKM2017.739.ØLR fandt Landsretten efter en samlet bedømmelse, at klageren ved indgåelse af kontrakter om formidlet døgnophold mod fast godtgørelse med udgiftsdækning påtog sig en plejeopgave i et tjenesteforhold til kommunen og ikke overvejende en opgave for egen regning og risiko. Klageren måtte derfor skatteretligt anses som lønmodtager.
Se også
- C.C.5.2 om virksomhedsordningen
- C.C.1.2.1 om selvstændig erhvervsvirksomhed og afgrænsningen overfor lønmodtagere.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
SKM2017.739.ØLR
|
Døgnpleje - familiepleje - lønmodtager.
Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der sammen med sin ægtefælle havde indgået aftale med en kommune om at have to piger i døgnpleje, skulle anses som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende i skatteretlig henseende.
Landsretten udtalte,
- at spørgsmålet skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B 3.1.1. i personskattecirkulæret, og
at skatteyderen efter en samlet bedømmelse heraf skatteretligt skulle anses som lønmodtager.
Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på,
- at skatteyderen efter kontrakterne om formidlet døgnophold modtog et fast månedligt vederlag, der var fastsat ud fra en konkret vurdering af børnenes omfattende plejebehov,
at kontrakterne kunne opsiges gensidigt med en måneds varsel, og
at regelgrundlaget må forstås sådan, at de særskilte betalinger fra kommunen for kost og logi ud fra en gennemsnitsbetragtning tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved at have pigerne boende, bortset fra lomme- og tøjpenge, der blev udbetalt til pigernes nemkonto, og særlige kørselsudgifter, der blev refunderet af kommunen.
Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at skatteyderen i væsentlig grad havde afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg, hvad den fastsatte godtgørelse for plejeforholdet var forudsat at dække. Skatteyderen havde derfor ikke påtaget sig en opgave for egen regning og risiko.
|
|
Byretsdomme
|
SKM2014.719.BR |
Spørgsmålet var, om A og BAs indkomst som døgnplejefamilie for anbragte børn i 2009 og 2010 var oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst.
Retten lagde til grund, at de kommunale myndigheder havde tilsyns- og kontrolbeføjelser over for A og BA, at der var fastsat faste takster for det vederlag, de modtog pr. døgn, hvor et barn var anbragt, at vederlaget blev udbetalt periodisk, at de havde ret til opsigelsesvarsel, at de var omfattet af ferielovens bestemmelser, og at vederlaget hidtil havde været udbetalt månedligt som A-indkomst, hvori der blev indeholdt A-skat. Retten fandt det endvidere ikke dokumenteret, at A og BA havde afholdt udgifter i forbindelse med plejeopgaverne, der oversteg de beløb til dækning af familiens og børnenes fornødenheder, der blev refunderet af de anbringende kommuner. Retten lagde således til grund, at A og BA havde modtaget vederlag for det udførte arbejde samt refusion af de omkostninger, der var forbundet med at være plejefamilie.
Uanset at der tillige forelå omstændigheder, der kunne tale for at anse A og BA som selvstændig erhvervsdrivende, måtte de på denne baggrund og efter en samlet vurdering anses for at have været lønmodtagere i 2009 og 2010. Retten fandt derfor ikke grundlag for at genoptage A og BAs skatteansættelser for 2009 eller at anse dem for selvstændigt erhvervsdrivende i 2010. Lønmodtagere.
|
|
Ligningsrådet
|
Skat 1987.10.743 (TfS 1987,483)
|
En skatteyder havde etableret et døgnplejehjem med plads til fire beboere på en nedlagt landbrugsejendom. Selv om hun fra det offentlige modtog plejevederlag - efter standardsatser - der traditionelt betragtes som A-indkomst, fandt Ligningsrådet, at plejevirksomheden havde en sådan art og et sådant omfang, at den måtte anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, der var omfattet af virksomhedsskatteloven.
Døgnplejehjem anset for selvstændig virksomhed omfattet af virksomhedsskatteloven.
|
|