Dette afsnit beskriver reglen for, hvornår medarbejderne mv. skal beskattes af fri bil.
Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.
Landsskatteretten har i en konkret sag fundet, at en hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Klageren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som var sammenfaldende med klagerens bopæl. Klageren blev anset for at have bilen til rådighed, uanset at klageren ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Se SKM2002.369.LSR.
Hvis bilen kun er til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed. Se LL § 16, stk. 4, 8. punktum. Det vil sige, at der foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi.
Hvis bilen ikke er til rådighed i en periode på mere end en måned, nedsættes den skattepligtige værdi af fri bil med 1/12 for hver fulde måned, bilen ikke har været til rådighed.
Den skattepligtige værdi beregnes således ud fra det antal måneder, hvor bilen helt eller delvist har været til rådighed. Har bilen kun været til rådighed en del af en måned, fx på grund af udlandsrejser eller sygefravær, medregnes værdien af fri bil derfor for hele måneden.
Der er ikke i bestemmelsen i ligningsloven hjemmel til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på grundlag af det antal dage, bilen har været til rådighed. En ansat, der får stillet en bil til rådighed i løbet af en kalendermåned, skal derfor beskattes af værdi af fri bil for hele året reduceret med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til rådighed. Se SKM2007.447.SR.
Arbejdsgiveren skal afskære den ansatte fra at råde over bilen, hvis den ansatte ikke skal beskattes af rådigheden for hele året. Eksempelvis kan en ansat efter aftale med arbejdsgiveren aflevere firmabilen i virksomheden, hvis den pågældende skal på rejse i længere tid (i mindst en måned). Ved den delvise råden skatteansættes den ansatte af firmabilens årsværdi fratrukket værdien af det antal hele måneder (à 30 dage), hvor bilen ikke er til rådighed for privat brug.
En deponering af bilen hos forhandleren er efter Landsskatterettens opfattelse ikke tilstrækkelig til at afskære hovedaktionæren fra privat at råde over bilen. Der er herved henset til, at hovedaktionæren, som indirekte ejer af bilen, bevarer rådigheden over bilen, og på et hvilket som helst tidspunkt ville kunne hente bilen hos forhandleren, og anvende bilen privat. se SKM2011.771.LSR.
Har den ansatte fx firmabilen til fri rådighed i perioden 1/1-3/5, beskattes den pågældende af 5/12 af årsværdien.
Har den ansatte firmabilen til fri rådighed i perioderne 1/1-3/5 og 20/6-31/12, beskattes den pågældende af 11/12 af årsværdien, fordi den bilfri periode er på mere end 30 dage, men mindre end 60 dage.
Har den ansatte firmabilen til fri rådighed i perioden 15/12-3/1, beskattes den pågældende af 1/12 af årsværdien, fordi bilen er til rådighed mindre end 30 dage.
Skifter den ansatte i årets løb en eller flere gange fri firmabil inden for samme kalendermåned, accepterer ►Skatteforvaltningen◄, at den ansatte kun beskattes af 1/12 af årsværdien af den dyreste af bilerne for den pågældende kalendermåned. Dette er især relevant for faggrupper, der ofte skifter bil, fx sælgere i et automobilforhandlerfirma.
I en konkret sag skulle en direktør i et pengeinstitut kun beskattes af den dyreste bil, som han havde til rådighed i en kalendermåned. Når direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, kunne direktøren vælge en anden bil fra pengeinstituttets bilpark. Det var ved svaret forudsat, at direktøren kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen. Se SKM2002.255.LR.
Udskifter den ansatte firmabil A (værdi 200.000 kr.), som den ansatte har haft til fri rådighed fra året før, den 3/5 med firmabil B (værdi 250.000 kr.) og firmabil B med firmabil C (værdi 150.000 kr.) den 17/5 og firmabil C med firmabil D (værdi 300.000 kr.) den 28/5 og firmabil D med firmabil E (værdi 200.000) den 10/6, som den ansatte har til fri rådighed resten af året, beskattes den ansatte af følgende værdier:
Firmabil A: 4/12 af årsværdien af A.
Firmabil B, C og D: 2/12 af årsværdien af D.
Firmabil E: 6/12 af årsværdien af E.
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
►SKM2018.337.VLR◄
|
►Skatteyderen var efter ligningslovens § 16, stk. 4, blevet beskattet af værdien af fri bil vedrørende en Mercedes ML 350-varevogn på gule plader. Bilen, som ikke var konstateret anvendt privat, var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.
Skatteyderen gjorde for det første gældende, at bilen var specialindrettet og derfor ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at bilen havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil.
Skatteyderen gjorde for det andet navnlig gældende, at der ikke gjaldt en formodning for privat rådighed, idet registreringen af bilen til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse skyldes fejl fra myndighedernes side. Skatteyderen bestred således, at det var ham, som havde udfyldt og underskrevet den erklæring om bilens anvendelse, som lå til grund for registreringen af bilens anvendelse. For landsretten blev der indhentet en grafologisk skønserklæring, som konkluderede, at skatteyderen ikke havde underskrevet erklæringen.
Landsretten bemærkede, at bilen var indregistreret til blandet anvendelse, og at skatteyderens selskab løbende havde betalt privatbenyttelsesafgift for bilen i de indkomstår, som sagen angik. Landsretten bemærkede endvidere, at der intet grundlag var for at antage, at medarbejdere hos myndighederne havde udfyldt og underskrevet den omtvistede erklæring. Da skatteyderen havde overladt det til bilforhandleren at anmelde bilen til registrering, lagde landsretten til grund, at erklæringen var blevet indleveret til myndighederne af en person, som handlede på skatteyderens vegne. Uanset om skatteyderen ikke selv måtte have udfyldt og underskrevet erklæringen, var der derfor ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne havde begået fejl ved indregistrering af bilen.
Landsretten bemærkede desuden, at skatteyderen som erfaren direktør havde haft en særlig anledning til efterfølgende at kontrollere, at forhandleren havde indregistreret bilen korrekt, idet det af den fremsendte registreringsattest fremgik, at bilen var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.
På denne baggrund var der en formodning for, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde haft den omhandlede bil til rådighed for privat benyttelse. Da formodningen ikke var afkræftet, tiltrådte landsretten, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.
Byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet, blev derfor stadfæstet.◄
|
►Stadfæstelse af SKM2016.586.BR◄ |
SKM2017.693.ØLR
|
Appellanterne - et selskab og selskabets eneaktionær - havde anket byrettens dom angående forhøjelser af deres skattepligtige indkomster for 2007 og 2008. Sagerne blev behandlet samlet.
Sagen mod eneaktionæren handlede om, hvorvidt denne havde fået stillet en Ferrari og en Lamborghini til rådighed af selskabet og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Herudover handlede sagen om, hvorvidt eneaktionæren havde dokumenteret, at en række udgifter afholdt i selskabet relaterede sig til selskabets drift, eller om udgifterne reelt var private udgifter, som skulle anses for maskeret udlodning til eneaktionæren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.
Køretøjerne havde været opbevaret hos et selskab i Tyskland. Det tyske selskab, der ifølge en kommissionsaftale skulle forestå salg og udlejning af køretøjerne, var beskrevet på selskabets hjemmeside som et selskab, der bistår danskere med at registrere biler på tyske plader og tilbyder at opbevare bilen for ejeren. Køretøjerne var hverken blevet afhændet eller udlejet i 2007 og 2008. Ifølge kommissionsaftalen havde selskabet - eller personer i selskabet - ingen "forhåndsråderet" over køretøjerne. Landsretten fandt, at eneaktionæren ikke ved denne kommissionsaftale havde fraskrevet sig enhver ret til at råde over køretøjerne.
Landsretten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede eneaktionæren at sandsynliggøre, at køretøjerne ikke havde været stillet til rådighed for, og ikke blev anvendt til privat kørsel af eneaktionæren og dennes familie. Bevisbyrden herfor var hos eneaktionæren, også selvom det var ubestridt i sagen, at køretøjerne ikke havde været parkeret ved eneaktionærens bopæl i Danmark, men under hele perioden havde befundet sig hos selskabet i Tyskland
Landsretten fandt, at eneaktionæren ikke havde sandsynliggjort, at der alene var foretaget kørsel af erhvervsmæssig karakter i køretøjerne. Landsretten henviste i den forbindelse til, at de fremlagte "mileage reporter", udarbejdet af det tyske selskab, ikke udgjorde fornøden dokumentation for, at køretøjerne ikke havde været anvendt privat i 2007 og 2008, allerede fordi "mileage reporterne" ikke stemte overens med aflæsning af kilometerstand på en værkstedsfaktura.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom vedrørende punktet om beskatning af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.
|
Stadfæstelse af SKM2017.80.BR |
SKM2017.466.ØLR
|
x Den skattepligtige, som var medejer af et tysk selskab, var indtrådt i en ordning med de tyske skattemyndigheder, hvorefter der i selskabet månedligt skulle bogføres et beløb til gengæld for hans private rådighed over selskabets Aston Martin. Landsretten fandt, at der navnlig ved denne tilkendegivelse om privat anvendelse over for de tyske skattemyndigheder samt bogføringen i overensstemmelse hermed var skabt en stærk formodning for, at bilen stod til rådighed for privat anvendelse. Landsretten fandt ikke formodningen afkræftet ved den skattepligtiges fraskrivelseserklæring, nogle håndskrevne kørebøger for tidligere år, de øvrige biler som han rådede over eller en under retssagen afgivet vidneforklaring om, at bilen stod parkeret i en aflåst garage nær det tyske selskabs adresse. Landsretten bemærkede endvidere, at den omstændighed at skattemyndighederne ikke havde ført bevis for konkret konstateret privat kørsel i bilen ikke kunne føre til andet resultat.
|
x Stadfæstelse af SKM2016.432.BR |
SKM2016.232.ØLR
|
Sagen handlede om, hvorvidt en eneanpartshaver og direktør i et selskab havde fået stillet en Bentley til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Derudover handlede sagen om, hvorvidt SKAT ved sin afgørelse havde overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt.
Skatteyderen gjorde under landsretssagen gældende, at det påhvilede Skatteministeriet at godtgøre, at der var grundlag for beskatning af værdien af rådighed over fri bil, eftersom bilen ikke havde befundet sig på skatteyderens privatadresse, men derimod havde været i Spanien, hvor den havde været underlagt en kommissionsaftale.
Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at bilen ikke havde været til rådighed for hans private benyttelse i 2007 og 2008. Til støtte herfor henviste Landsretten bl.a. til, at der var tale om en endog særdeles kostbar luksusbil, og at sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, som havde ejendomsinvestering som hovedaktivitet. Herudover bemærkede Landsretten, at den fremlagte forretningsplan om udlejning af luksusbiler angik et andet selskab, og at bilen ikke blev hverken solgt eller lejet ud i 2007 eller 2008. Derfor kunne skatteyderens forklaring om formålet med indkøbet af bilen ikke lægges til grund.
Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden, uanset, at der var adgang til andre biler i hans hustand, og uanset at den bolig, som hustruens selskab ejede i Spanien, på dette tidspunkt muligt ikke var beboelig.
For så vidt angik overholdelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, tiltrådte landsretten det af byretten anførte herom.
På baggrund heraf stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2015.345.BR), hvorefter Skatteministeriet blev frifundet.
|
Stadfæstelse af SKM2015.345.BR |
SKM2014.520.ØLR
|
A's selskab stillede tre biler, en Audi A6, en Audi A4 Cabriolet og en Audi S6, til rådighed for ham.
Byretten anførte, at det påhvilede A at bevise, at bilerne ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i de perioder, hvor de blev vinteropbevaret i selskabets garage. Han var hovedaktionær i selskabet og tillige direktør og medlem af bestyrelsen. I den situation påhvilede der ham en skærpet bevisbyrde for, at han effektivt havde været afskåret fra at råde over bilerne i de omstridte perioder.
Henset til bilernes karakter og værdi og til det alene var A, der benyttede bilerne, anførte byretten, at det måtte antages, at anskaffelsen af bilerne ikke eller kun i begrænset omfang var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold. Videre anførte byretten, at der ikke forelå nogen skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at bilerne ikke måtte benyttes til privat kørsel i de omstridte perioder.
Byretten henviste til A's forklaring om, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at nøglen til selskabets garage lå i en bankboks, som han dog havde uhindret adgang til. Nummerpladerne blev ikke afmonteret, og bilerne ikke afregistreret i den periode, hvor de blev vinteropbevaret. Byretten anførte, at A således på et hvilket som helst tidspunkt kunne anvende bilerne privat.
Den omstændighed, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der medførte, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skader under kørsel, fandt byretten ikke kunne sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse, der afskar A fra at råde over bilerne.
På den baggrund gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden. Ikke afkræftet formodning - beskatning.
|
|
SKM2014.182.ØLR
|
A's selskab stillede to biler til hans rådighed for privat benyttelse.
Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.
Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.
Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.
Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.
På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.
Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.
Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.
For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.
Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.
Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.
Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.
|
|
SKM2013.539.ØLR
|
En hovedanpartshaver blev skattepligtig af fri bil både for perioder, hvor bilen blev opbevaret af ham selv og perioder, hvor bilen blev opbevaret hos forhandleren med afmonteret batteri, idet han ikke var afskåret fra at råde over bilen. Dette uanset, at der var lavet en aftale med selskabet om, at han ikke måtte bruge bilen i den pågældende periode. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Stadfæstelse af SKM2013.5.BR
|
Byretsdomme
|
►SKM2018.311.BR◄ |
►Sagsøgeren var hovedanpartshaver i et selskab, som var registreret ejer af en personbil i SKATs register. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at bilen ikke var ejet af selskabet men af sagsøgerens bror, og at sagsøgeren ikke havde haft rådighed over bilen.
Retten fandt, at der var en formodning for, at de registrerede ejerforhold var i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at han ikke havde haft rådighed over bilen.
Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde løftet denne bevisbyrde og lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren ikke havde fraskrevet sig rådigheden over bilen, og at der ikke blev ført kørselsregnskab for bilens anvendelse.◄
|
|
►SKM2018.224.BR◄ |
►Sagsøgeren, som i de omhandlede indkomstår var under 18 år gammel, var hovedanpartshaver i et selskab, hvori hans far var direktør. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af værdien af fri bil vedrørende to af selskabet biler, som var indregistreret på såkaldte papegøjeplader.
Retten henviste til, bilerne var indregistreret, så de lovligt kunne anvendes både erhvervsmæssigt og privat, samt at faderen forklarede, at han kørte frem og tilbage til sin bopæl i bilerne, hvor bilerne stod parkeret, når han ikke anvendte dem. Endvidere henviste retten til, at sagsøgerens mor var blevet standset af SKAT, mens hun kørte i en af bilerne, hvor formålet måtte anses for at være privat kørsel. På denne baggrund gjaldt der en stærk formodning for, at bilerne havde stået til rådighed for sagsøgerens forældres private kørsel, og denne formodning var ikke afkræftet.
Retten anførte videre, at det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at det er rådigheden, som beskattes, og at det derfor var uden betydning, at sagsøgeren i de pågældende år ikke anvendte bilerne. Endvidere bemærkede retten, at det følger af forarbejderne til ligningslovens § 16 A, stk. 5, og af retspraksis, at en anpartshaver kan beskattes af maskeret udbytte, selvom fordelen ikke tilfalder anpartshaveren, men en person, hvori anpartshaveren har en personlig interesse.
Da retten anså bilerne for at have været til rådighed for forældrenes private kørsel, var det derfor med rette, at beskatningen af værdien af fri bil i de pågældende år var sket hos sagsøgeren. Det forhold, at han i den omhandlede periode var under 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat.
Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄
|
|
►SKM2018.206.BR◄
|
►Sagen angik overordnet om det sagsøgende selskabs direktør, som havde bestemmende indflydelse, var blevet tilgodeset økonomisk ved en række dispositioner foretaget af selskabet, og om selskabet hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i relation hertil.
Retten fandt det godtgjort, at en af selskabets biler, en Mercedes SUV på gule plader, var anvendt af direktøren på en rejse til Holland. Det var under sagen også tvist om, hvorvidt selskabet hæftede for manglende indeholdelse vedrørende hotelopholdet i Holland. Da retten fandt, at rejsen havde privat karakter, anså retten det blandt andet på denne baggrund også for godtgjort, at Mercedes’en havde stået til privat rådighed for direktøren.
Selskabet ejede endvidere en Ferrari på hvide plader. Retten fandt det ikke bevist, at bilen ikke var anvendt privat, idet retten bemærkede, at der ikke var ført kørebog eller lavet fraskrivelseserklæring, samt at Told- og Skatteregionens afgørelse vedrørende direktørens skatteansættelse for tidligere indkomstår ikke kunne medføre, at selskabet havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke skulle ske beskatning hos direktøren.
Retten fandt derfor, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse vedrørende begge biler.◄
|
|
►SKM2018.187.BR◄
|
►En hovedanpartshaver i et selskab, der drev tankstationer, var blevet beskattet af rådigheden over en båd og tre biler, hvoraf én var på hvide plader, og to var på gule plader. Desuden var anpartshaveren blevet beskattet af sin benyttelse af en motorcykel.
Vedrørende hvidpladebilen gjorde anpartshaveren gældende, at bilen – i strid med sit registreringsforhold – var ejet af ham personligt, og at der derfor ikke var grundlag for beskatning. Retten fandt, at anpartshaveren hverken havde godtgjort, at han stod som køber af bilen, at midlerne til købet af bilen hidrørte fra ham selv, eller at han selv havde afholdt udgifterne til bilen. Herefter havde anpartshaveren ikke godtgjort, at selskabet ikke var ejer af bilen i den omhandlede periode. Det blev derfor i overensstemmelse med registreringen lagt til grund, at selskabet var ejer af bilen.
Vedrørende den første gulpladebil – en Bil-2 – gjorde anpartshaveren gældende, at han ikke havde haft den til privat rådighed, og at bilen var specialindrettet. Bl.a. under hensyn til, at bilen holdt fast parkeret på anpartshaverens ene søns privatadresse, at sønnen ikke var ansat i selskabet, men alene hjalp til på tankstationerne, at bilen ikke var uegnet til privatbrug, og at der havde været monteret barnesæde i bilen, fandt retten, at der var formodning for, at Hummeren har været anvendt til privatkørsel. Uanset forklaringerne om, at bilen blev anskaffet til erhvervsmæssig brug og blev anvendt erhvervsmæssigt, havde anpartshaveren ikke uden dokumentation herfor i form af kørebøger godtgjort, at bilen ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse. Retten fandt desuden, at bilen ikke var specialindrettet, idet bilen ikke var uegnet til privatbrug. Et synspunkt fra anpartshaveren om, at han ikke skulle beskattes, fordi bilen havde stået på værksted i perioden fra oktober 2007 til august 2008, og at bilen derfor ikke kunne anvendes i den periode, kunne ikke føre til et andet resultat, da anpartshaveren fortsat havde haft rådighed over bilen.
Vedrørende den anden gulpladebil – en Bil-3 – gjorde anpartshaveren gældende, at bilen ikke havde stået til hans private rådighed. Retten henviste til, at det var ubestridt, at anpartshaverens anden søn anvendte bilen i sit arbejde som ansat i selskabet, at han blev stoppet i bilen i januar 2010 under transport af x-kg hash, og at bilen stod på sønnens private adresse den 21. december 2011. Under disse omstændigheder og uden fremlæggelse af kørebøger havde anpartshaveren ikke godtgjort, at bilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel.
Vedrørende motorcyklen gjorde anpartshaveren gældende, at han ikke havde benyttet motorcyklen privat. Under hensyn til, at der ikke forelå dokumentation for, at motorcyklen var anvendt af selskabet i forbindelse med tankstationsvirksomheden, at anpartshaveren ikke havde fraskrevet sig rådigheden over motorcyklen, og at der ikke var ført kørselsregnskab, sammenholdt med en nærmere angiven privat anvendelse af motorcyklen, fandt retten det godtgjort, at anpartshaveren havde benyttet motorcyklen svarende til, at han havde lånt motorcyklen af selskabet. Det forhold, at motorcyklen ifølge forklaringer afgivet under sagen og en fremlagt aftale havde været i kommission hos en motorcykelforhandler, godtgjorde ikke, at anpartshaveren i denne periode rent faktisk ikke kunne benytte motorcyklen. Heller ikke de omstændigheder, at motorcyklen var blevet repareret, og at motorcyklen var blevet beslaglagt, kunne efter de foreliggende oplysninger føre til, at der var grundlag for at reducere beskatningsperioden.
Idet SKAT ikke havde taget højde for, at motorcyklen var en kopi af en …motorcykelmærke (og anvendt beregningsreglerne for fri bil), blev sagen på dette punkt hjemvist til fornyet behandling hos SKAT i overensstemmelse ministeriets påstand.
Anpartshaveren gjorde videre gældende, at SKATs afgørelser ikke var i overensstemmelse med fristreglerne. Retten fandt, ansættelserne var varslet rettidigt, idet der dels var tale om kontrollerede transaktioner, dels forelå grov uagtsomhed fra anpartshaverens side. Retten henviste i den forbindelse til, at aktiverne alle var af større værdi og ikke sås at have en egentlig erhvervsmæssig sammenhæng med driften i selskabet, men snarere var erhvervet med henblik på privat anvendelse. Retten henviste videre til, at det var ved en ransagning, skattemyndighederne kom i besiddelse af fotografier, der viste, at aktiverne var blevet benyttet privat, og at det først var fra dette tidspunkt, at skattemyndighederne var kommet til kundskab med materiale, der viste, at de aktiver, der var registreret i selskabet, blev anvendt privat.
Retten fandt endvidere, at ansættelserne var foretaget rettidigt, fordi ansættelsesfristen løbende havde været forlænget på anpartshaverens anmodning.
Endelig fandt retten, at det forhold, at SKAT ikke havde redegjort for hjemmelsgrundlaget for den ekstraordinære ansættelse af anpartshaverens indkomst i den endelige afgørelse, ikke kunne føre til ugyldighed, idet afgørelsen skulle ses i sammenhæng med agterskrivelsen, og anpartshaveren heri kunne orientere sig om grundlaget for den ekstraordinære ansættelse.
Herefter blev Skatteministeriets påstand taget til følge.◄
|
►Anket til ØLR◄ |
SKM2016.578.BR
|
Sagen vedrørte sagsøgerens indkomstopgørelse for så vidt angår beskatning af fri bil, jf. Ligningslovens § 16, stk. 4, udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9B, befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9C, og fradrag for børnebidrag, jf. ligningslovens § 10.
Vedrørende beskatning af fri bil lagde retten på baggrund af sagens konkrete omstændigheder til grund, at sagsøgeren havde anvendt den omhandlede Mercedes i væsentlig større omfang end forklaret, og at en fraskrivelseserklæring derfor ikke kunne tillægges vægt efter sit indhold. Endvidere kunne de fremlagte kørselsoversigter efter deres udformning og de indeholdte oplysninger ikke i sig selv tjene som bevis for, at der udelukkende er foretaget erhvervsmæssig kørsel i bilen. Med henvisning til, at bilen var blevet brugt til sagsøgerens lønmodtager undervisningsjob, lagde retten derudover til grund, at bilen havde været anvendt til privat kørsel.
Da sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, påhvilede det ham at godtgøre, at han ikke havde haft rådighed over selskabets Mercedes, og denne bevisbyrde var ikke løftet. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af fri bil. Da sagsøgeren havde haft fri bil til rådighed, var han endvidere ikke berettiget til befordringsfradrag.
For så vidt angår udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, fandt retten, at hverken den fremlagte oversigt eller de underliggende bilag opfyldt kravene i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Retten udtalte videre, at sagsøgeren som eneanpartshaver og direktør havde en skærpet bevisbyrde for, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er opfyldte. Denne bevisbyrde havde han heller ikke på anden måde løftet.
|
Sagen er anket til Østre Landsret. |
SKM2016.391.BR
|
Sagen drejede sig om, hvorvidt en Mercedes-Benz ML 420 og en Mercedes-Benz ML 270 havde været til rådighed for privat benyttelse i indkomstårene 2007-2009 og derfor skulle beskattes i medfør, at ligningslovens § 16, stk. 4. Selskabet havde betalt privatbenyttelsesafgift for begge biler. Bilerne var parkeret på sagsøgerens bopæl, der tillige udgjorde hjemsted for virksomheden. Sagsøgeren gjorde navnlig gældende, at bilerne ikke havde været til rådighed for privat anvendelse, og at det var en fejl, at bilerne blev indregistreret til "blandet benyttelse".
For så vidt angik bilen Mercedes-Benz ML 420 fandt retten, at bilen havde været til sagsøgerens fulde rådighed. Retten lagde bl.a. vægt på, at bilen efter sagsøgerens forklaring også faktisk havde været anvendt af ham. Sagsøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for hans private benyttelse.
For så vidt angik bilen Mercedes-Benz ML 270 fandt retten derimod, at sagsøgeren havde afkræftet formodningen for privat rådighed. Retten lagde bl.a.. vægt på sagsøgerens forklaring om, at bilen blev anvendt erhvervsmæssig af anden medarbejder end sagsøgeren selv. Retten hjemviste herefter sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2007-2009 til fornyet behandling hos SKAT.
|
Sagen er anket til Vestre Landsret |
SKM2015.575.BR
|
Under sagens forberedelse fremkom nye oplysninger, hvoraf fremgik, at Land Roveren havde været afmeldt i motorkøretøjsregistret og således afregistreret i perioden fra 1. juni til 30. november 2010. Skatteministeriet anerkendte på den baggrund, at sagsøgeren havde dokumenteret, at Landrover i denne periode ikke havde stået til rådighed, og at sagsøgeren derfor ikke skulle beskattes af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret. Sagsøgeren frafaldt herefter sine øvrige påstande i sagen, og fastholdt udelukkende - i overensstemmelse med Skatteministeriet - at der ikke skulle ske beskatning af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret.
Der blev således afsagt dom i overensstemmelse med sagsøgerens reviderede påstand.
|
|
SKM2015.339.BR
|
Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.
Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning.
|
|
SKM2014.685.BR
|
Sagerne vedrørte beskatning af værdien af to biler, en Aston Martin 2 og en Aston Martin 1, som et selskab havde stillet til rådighed for privat benyttelse for henholdsvis selskabets direktør og selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær.
Skatteyderne gjorde gældende, at deres rådighed over bilerne havde været afskåret i flere nærmere angivne vinterperioder, idet bilerne i disse perioder havde været stilstandsforsikret, opbevaret i en garage på et selskabet tilhørende gods og havde afmonteret nummerpladerne, som selskabets revisor opbevarede.
Byretten (tre dommere) fandt ikke, at de nævnte tiltag - hverken hver for sig eller samlet - opfyldte kravet til effektiv rådighedsberøvelse i ligningslovens § 16, stk. 4.
For så vidt angik selskabets direktør bemærkede retten, at det forhold, at det fremgik af hans direktørkontrakt, at han havde krav på at få stillet fri bil til rådighed skabte en formodning for, at bilen var stillet til rådighed i hele perioden. Direktøren havde ikke løftet bevisbyrden for, at det ikke var tilfældet, herunder at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne kræve, at selskabet foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og herefter kunne hente bilen i garagen og benytte den privat.
For så vidt angik selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær anførte retten, at det påhvilede ham, at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at han og selskabet var interesseforbundne parter, at bilen var anskaffet i hans - og ikke selskabets - interesse, ligesom tiltagene til rådighedsberøvelse ikke var begrundet i selskabets forhold. Heroverfor havde hovedaktionæren ikke godtgjort, at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og derefter benytte bilen privat.
Endelig fandt byretten, at det forhold, at selskabet stillede fri bil til rådighed for selskabets hovedaktionær, var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.
På dette grundlag frifandt byretten Skatteministeriet for de af skatteyderne nedlagte påstande. Ikke afkræftet formodning - beskatning.
|
|
SKM2013.614.BR
|
En eneanpartshaver havde rådighed over en gulpladebil, som var indregistret til erhvervsmæssig og privat brug, og som var egnet til privat brug. Vedkommende var blevet standset under kørsel, hvor det var tvivlsomt, om der var tale om erhvervsmæssig brug. Retten fandt, at uanset at bilen ikke var parkeret på privatadressen, og at husstanden rådede over andre biler, så påhvilede det under de omstændigheder eneanpartshaveren at dokumentere, at han hverken havde privat rådighed over bilen, eller faktisk havde anvendt den privat. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab, og der forelå ikke skriftlig aftale med selskabet om, at bilen ikke måtte bruges privat, og at der ikke kunne lægges vægt på en mundtlig aftale herom. På denne baggrund havde eneanpartshaveren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Beskatning.
|
|
SKM2013.157.BR |
Hovedaktionæren ansås for at have rådighed over selskabets bil til privat anvendelse, og skulle derfor beskattes af fri bil. Der blev ikke lagt vægt på påstande om, at det var en fejl, at det var selskabet og ikke hovedaktionæren, der havde anskaffet og afholdt udgiftene på bilen. Beskatning.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2014.789.LSR
|
Klageren, der var hovedaktionær såvel som direktør i et selskab, havde for så vidt angår 2 biler stillet til rådighed af selskabet, i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. For så vidt angår en tredje bil, fandtes det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen ikke havde været til rådighed eller havde været anvendt privat af klageren. Afkræftet formodning vedrørende to biler, men ikke vedrørende en tredje - beskatning
|
|
SKM2002.369.LSR
|
En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Hovedanpartshaveren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som også var hovedanpartshaveren bopæl. Hovedanpartshaveren blev anset for at have bilen til rådighed, uanset at han ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Beskatning.
|
|
Skatterådet
|
SKM2007.447.SR
|
Der er ikke i bestemmelsen i ligningsloven hjemmel til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på grundlag af det antal dage, bilen har været til rådighed. En ansat, der får stillet en bil til rådighed i løbet af en kalendermåned, skal derfor beskattes af værdi af fri bil for hele året reduceret med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til rådighed. Beskatning.
|
|
SKM2002.255.LR
|
En direktør i et pengeinstitut skulle kun beskattes af den dyreste bil, som han havde til rådighed i en kalendermåned. Når direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, kunne direktøren vælge en anden bil fra pengeinstituttets bilpark. Det var ved svaret forudsat, at direktøren kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen. Beskatning.
|
|