Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2016.608.HR◄

►Ifølge registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, godtgøres registreringsafgiften af et brugt motorkøretøj, såfremt motorkøretøjet afmeldes fra Køretøjsregistret og udføres af landet. Godtgørelsen fastsættes med udgangspunkt i det beløb, som det ville have kostet at afgiftsberigtige et tilsvarende (brugt) motorkøretøj i Danmark ("restafgiften"). I beløbet foretages dog et fradrag på 15 pct. af beløbet, jf. lovens § 7 b, stk. 3.

Ifølge forarbejderne til reglen antages 15 pct.-fradraget at svare til den gennemsnitlige forhandleravance på brugte motorkøretøjer, dvs. forskellen mellem en forhandlers købspris og salgspris. Fradraget tilsigter at udligne forskellen mellem købsprisen og salgsprisen, så det ikke bliver mere attraktivt at eksportere brugte motorkøretøjer frem for at afsætte dem her i landet.

Skatteministeriets modpart, der eksporterer brugte motorkøretøjer, gjorde gældende, at fradragsreglen er i strid med EU-retten. Modparten bestred således ikke, at opkrævningen af registreringsafgift havde været lovlig, men gjorde derimod gældende, at staten er forpligtet til at godtgøre den fulde "restafgift", når et afgiftsberigtiget motorkøretøj eksporteres.

Ifølge Højesteret gælder der ikke et almindeligt EU-retligt princip om, at der skal ydes refusion (godtgørelse) af en lovligt opkrævet afgift, hvis det afgiftsbelagte motorkøretøj eksporteres. Højesteret fastslog, at 15 pct.-fradraget derfor uanset om fradraget betyder, at "restafgiften" ikke godtgøres fuldt ud - ikke strider imod EU-retten◄.

SKM2016.14.HR

Sagen vedrørte for det første et spørgsmål om en personligt drevet brugtbilsvirksomheds tilbagebetaling af registreringsafgift af et stort antal brugte køretøjer, som var blevet udbetalt til virksomheden som eksportgodtgørelse med urette, idet betingelserne for udbetalingen af godtgørelsen efter registreringsafgiftens § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1, ikke var opfyldt. For det andet angik sagen et spørgsmål om afgiftsmyndighedernes efteropkrævning af moms af de i sagen omhandlede salg af brugte biler, idet det ikke var godtgjort, at betingelserne for momsfrit salg af varer til erhververe i andre EU-lande efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Sagen blev indbragt for Højesteret som tredje instans af virksomheden i henhold til procesbevilling (tidligere domme i SKM2013.142.BR og SKM2014.428.VLR).

Højesteret gav som landsretten Skatteministeriet medhold på begge punkter i sagen, idet Højesteret vedrørende spørgsmålet om eksportgodtgørelse bemærkede, at virksomheden ikke ved de fremlagte slutsedler om salg af brugte biler til udenlandske købere havde dokumenteret, at bilerne var udført her fra landet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1. Højesteret henviste i øvrigt til de af landsretten anførte grunde vedrørende spørgsmålet om eksportgodtgørelse og om momsspørgsmålet og stadfæstede landsrettens dom.

SKM2014.298.HR

Ved beregning af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for en KIA Carnival MPV Camper XL skulle køretøjets handelspris vurderes som handelsprisen for en camper og ikke handelsprisen for en personbil. 

For Højesteret angik sagen, om det var med rette at skattemyndighederne ved fastsættelse af afgiftsgodtgørelsen foretog fradrag for udgiften til køretøjets beboelsesindretning. Sagen angik endvidere, om det fradrag for antal kørte kilometer over det normale, som skattemyndighederne foretog ved bedømmelsen af køretøjets skønnede værdi på udførselstidspunktet, var sket i overensstemmelse med de dagældende administrative regler.

Af de grunde, som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne ved fastsættelse af afgiftsgodtgørelsen med rette havde foretaget fradrag for udgiften til køretøjets beboelsesindretning. Højsteret bemærkede herved, at det fremgik af forarbejderne til den tidligere gældende regel om en afgift på 60 pct. for køretøjer som det foreliggende, at størrelsen af denne afgift skønnedes at udligne afgiften af den særlige beboelsesindretning. Det fremgik endvidere af forarbejderne til lovændringen, hvor den gældende afgiftsregel blev indført, at den forelåede regel om, at der betales registreringsafgift efter samme takst som for almindelige personbiler, men således at der ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen, nøje ville svare til intentionen bag den hidtidige 60 pct. regel. 

Stadfæstelse af SKM2013.560.VLR

SKM2016.88.HR

Sagen angår, om reglerne for godtgørelse af registreringsafgift i forbindelse med eksport af brugte biler er i strid med fællesskabsretten. Efter en foreløbig vurdering fandt Højesteret, at de traktatbestemmelser, som eksportøren påberåber sig til støtte for anmodningen om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen, ikke rejser en sådan rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for den foreliggende sag, at der er grundlag for at imødekomme eksportørens anmodning om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen.

Landsretsdomme

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten kunne anses for at have dokumenteret, at et antal brugte køretøjer kunne anses for udført fra landet, og at betingelserne for udbetaling af afgiftsgodtgørelse af køretøjerne i henhold til registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c dermed var opfyldt. Det var ubestridt, at køretøjerne var afmeldt fra Køretøjsregisteret.

Byretten fandt, at de i sagen fremlagte fakturaer ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for udførslen, ligesom de under sagen afgivne forklaringer fra sagsøgeren og en af køberne af bilerne var forbundet med en sådan usikkerhed om handlerne og påtegningerne på fakturaerne om handlerne, at fakturaerne heller ikke på dette grundlag kunne anses som fornøden dokumentation. Forklaringerne var i øvrigt ikke understøttet af objektive bevisdokumenter for udførslen, så som fragtdokumenter, vognmandskvitteringer eller lignende.

Byretten lagde videre vægt på, at erhvervelserne af flere af bilerne var bestridt over for de tyske afgiftsmyndigheder af den tyske virksomhed, der fremstod som køber af bilerne på de fremlagte fakturaer, og på, at denne bestridelse ikke senere var berigtiget af virksomheden over for de tyske myndigheder.

På denne baggrund fandt byretten det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at bilerne var udført af landet. Den udbetalte eksportgodtgørelse var derfor med rette krævet tilbagebetalt af SKAT. Byretten fulgte dermed landsrettens retsanvendelse i SKM2014.428.VLR (stadfæstet af Højesteret i U2016.142 H/ SKM2016.14.HR).

Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte byrettens begrundelse.

For så vidt angår beviskravet i henhold til registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c udtalte landsretten, at det følger af forarbejderne til § 7 c, at der ved udførsel til andre EU-lande skal fremlægges passende dokumentation i form af faktura, dokumentation for indregistrering eller andet, som skattemyndighederne finder egnet som dokumentation. Der gælder således et egentligt dokumentationskrav, og det er ikke tilstrækkeligt, at det alene er sandsynliggjort, at et køretøj er udført af Danmark.

Landsretten fandt ikke, at de i sagen fremlagte fakturaer alene udgjorde tilstrækkelig dokumentation for udførslen. Landsretten bemærkede i samme forbindelse, at den påståede købers påtegning på fakturaerne måtte anses for at være blevet påført efter, at spørgsmålet om appellantens godtgørelse af registreringsafgift ved eksport af bilerne opstod.

Efter en samlet vurdering af de afgivne forklaringer og fremlagte dokumenter tiltrådte Landsretten, at appellanten ikke havde dokumenteret at have udført bilerne af Danmark. Ud over de af byretten anførte grunde tillagde landsretten det vægt, at appellanten ikke havde foretaget de pligtige listeindberetninger af salgene, og det ikke kunne udelukkes, at den ene af de to påståede købere var fængslet på tidspunktet for udstedelsen af en del af fakturaerne, og at den anden af de påståede købere var afmeldt for momsregistrering på tidspunktet for udstedelsen af fakturaerne (Stadfæstelse af SKM2014.805.BR).

SKM2015.454.VLR

Ifølge registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, godtgøres registreringsafgiften af et brugt motorkøretøj, såfremt motorkøretøjet afmeldes fra Køretøjsregistret og udføres af landet. I godtgørelsesbeløbet fratrækkes 15 pct. af beløbet, dog mindst 8.500 kr. for personbiler og 4.500 kr. for motorcykler og varebiler, jf. lovens § 7 b, stk. 3.

15 pct.-fradraget er ifølge forarbejderne til loven udtryk for en gennemsnitlig forskel på at sælge en bil til en forhandler og købe en bil fra en forhandler. Fradraget, der altså svarer til den gennemsnitlige forhandleravance, tilsigter at udligne forskellen mellem salgsprisen og købsprisen for et brugt motorkøretøj, så det ikke bliver mere attraktivt at eksportere motorkøretøjer frem for at afsætte dem her i landet.

Sagsøgeren, der eksporterer brugte motorkøretøjer, gjorde gældende, at fradragsreglen er i strid med artikel 30 (forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkning), artikel 110 (forbuddet mod diskriminerende interne afgifter) og reglerne om varernes fri bevægelighed i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsområde.

Vestre Landsret fastslog, at fradragsreglen ikke er i strid med traktaten, idet reglen ikke kan antages at være en uproportional eller usaglig foranstaltning over for eksport af brugte motorkøretøjer.

SKM2014.428.VLR

Sagen vedrørte bl.a. spørgsmål om en personligt drevet brugtbilsvirksomheds tilbagebetaling til afgiftsmyndighederne af registreringsafgift af et stort antal brugte køretøjer, som var blevet udbetalt til virksomheden som eksportgodtgørelse med urette, idet betingelserne for udbetalingen af godtgørelsen efter registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten fandt, at det følger af registreringsafgiftslovens ordlyd og forarbejder, at der skal fremlægges dokumentation for udførsel af det brugte køretøj, som anmeldes til eksport.

Virksomheden havde ikke dokumenteret, at bilerne var udført af landet. Landsretten udtalte, at det var virksomhedens egen risiko - henset til omstændighederne ved bilsalgene - at virksomheden ikke nu kunne tilvejebringe den fornødne dokumentation for udførslen. Landsretten ændrede således byrettens dom (SKM2013.142.BR) vedrørende dette punkt.

Den af SKAT dengang fulgte praksis om at udbetale godtgørelsen til den person, der kunne fremvise den originale registreringsattest for det køretøj, der anmeldtes til eksport, ansås ikke for ansvarspådragende.

Sagsøgerne fandtes under de i sagerne foreliggende omstændigheder nærmest til at bære risikoen for, at anmelderen af køretøjet til eksport havde handlet svigagtigt.

►SKM2018.204.BR◄

►Sagen angik værdiansættelsen af 820 brugte biler anmeldt til eksport efter ”selvanmelderordningen” af en virksomhed registreret efter registreringsafgiftsloven. SKAT havde i overensstemmelse med sine administrative retningslinjer på dette område anvendt et ”annoncefradrag” på 5 pct. og et ”klargøringsfradrag” på 3 pct. ved værdiansættelsen af bilerne.

Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelser om værdiansættelserne for Motorankenævnet, der traf afgørelse om at SKAT skulle genoptage sagerne. Nævnet fandt, at SKAT uhjemlet havde anvendt fradragene og ulovligt havde sat skøn under regel. SKAT genoptog sagerne, men fastholdt fradragene og begrundede disse nærmere. SKAT ændrede i flere tilfælde de oprindelige afgørelser til både skade og gunst for sagsøgeren ud fra konkrete elementer i værdiskønnet.

SKATs afgørelser blev herefter indbragt for domstolene.

Retten fandt, at de administrativt fastsatte fradrag i forbindelse med værdiansættelse af brugte biler er lovlige og saglige. Retten lagde særligt vægt på, at værdiansættelser af brugte biler er et masseekspeditionsområde, hvor der skal være mulighed for at fastlægge de nærmere retningslinjer for skønnet under forudsætning af, at disse retningslinjer er sagligt begrundede. Retten lod det indgå i vurderingen, at der er parallelitet i reglerne i den forstand, at fradragene finder anvendelse ved værdiansættelsen både ved indførsel og førstegangsregistrering og ved udførsel og opgørelse af ”eksportgodtgørelse” af brugte biler.

Idet Motorankenævnet ikke havde opsat konkrete retningslinjer for SKATs fornyede behandling af sagerne, og idet fradragene må anses for lovlige og sagligt begrundede, fandt retten ikke, at SKATs afgørelser var ugyldige. Retten fandt desuden, at SKAT havde været berettiget til at ændre de oprindelige værdiansættelser ved den fornyede behandling af sagerne som et led i den samlede værdiansættelse◄.

SKM2016.563.BR

En bilejer havde afleveret sin bil, en nøgle til bilen samt en kopi af bilens registreringsattest til en forhandler med henblik på videresalg. Forhandleren angav over for SKAT, at bilen var eksporteret og fik eksportgodtgørelsen udbetalt. Det viste sig imidlertid efterfølgende, at bilen ikke var blevet eksporteret. Bilejeren anlagde herefter sag om erstatning mod SKAT for at have udbetalt eksportgodtgørelsen til forhandleren og ikke til bilejeren.

Retten lagde til grund, at udbetalingen af eksportgodtgørelsen til forhandleren skete i overensstemmelse med SKATs dagældende praksis, idet forhandleren ved at logge sig ind på Motorregisteret indtastede registreringsattestens kontroltal m.v. og efterfølgende fremsendte dokumentation for køretøjets udførsel af landet i form af en salgsfaktura.

Retten fandt på den baggrund, at SKAT var berettiget til at antage, at forhandleren var bemyndiget til at ansøge om og modtage eksportgodtgørelsen, selv om forhandleren ikke var ejer af bilen ifølge registreringsattesten. Retten fandt derfor, at SKAT ikke havde handlet ansvarspådragende ved at have udbetalt eksportgodtgørelsen uden at foretage yderligere konkrete undersøgelser.

Den omstændighed, at SKAT efterfølgende havde ændret praksis vedrørende dokumentation for ejer­forholdet kunne ikke føre til et andet resultat. Retten tillagde det i den forbindelse vægt, at der er tale om et masse-administrationsområde, og at det ikke for retten var godtgjort, at den fastlagte praksis var behæftet med sådanne usikkerheder, at den førte til en række fejludbetalinger.

SKAT blev herefter frifundet.

SKM2016.263.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte det af afgiftsmyndighederne foretagne skøn over handelsværdien af sagsøgerens brugte motorkøretøj i forbindelse med sagsøgerens anmodning om fastsættelse af afgiftsgodtgørelse.

Sagsøgeren anmeldte den 16. februar 2013 en brugt Peugeot-1 til eksport og udbetaling af afgiftsgodtgørelse. SKAT skønnede handelsværdien af køretøjet til kr. 35.000,-, hvilket Motorankenævnet efterfølgende ændrede til kr. 30.000,-.

Retten fandt, at det af Motorankenævnet foretagne skøn var udøvet på et fejlagtigt grundlag og havde medført et for sagsøgeren urimeligt resultat, hvorfor retten fandt, at Motorankenævnets skøn skulle tilsidesættes.

Retten fandt videre, at idet Skatteministeriet ikke havde påstået hjemvisning for det tilfælde, at retten måtte finde, at Motorankenævnets vurdering var foretaget på et forkert grundlag, måtte retten skønsmæssigt fastsætte handelsværdien af sagsøgerens køretøj på baggrund af det foreliggende materiale.

Retten skønnede, at handelsværdien for sagsøgerens køretøj var på kr. 60.000,-. Skatteministeriet blev derfor tilpligtet at hæve vurderingen af handelsprisen på sagsøgerens køretøj til kr. 60.000,- med deraf følgende forøgelse af afgiftsgodtgørelsen.

SKM2016.33.BR

En bilejer havde afleveret sin bil, en nøgle til bilen samt en kopi af bilens registreringsattest til en forhandler med henblik på videresalg eller eksport. Forhandleren, der var registreret i henhold til registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15, angav efterfølgende over for SKAT, at bilen var eksporteret og fik eksportgodtgørelsen udbetalt.

Forhandleren gik nogle måneder senere konkurs uden forinden at have betalt eksportgodtgørelsen videre til bilens ejer. Efter forhandlerens konkurs viste det sig, at bilen fortsat stod på forhandlerens plads.

Bilejeren kontaktede telefonisk SKAT. Ejeren forklarede under hovedforhandlingen, at han under denne telefonsamtale fik oplyst, at bilen ikke måtte være i Danmark, og at han kunne få en bøde, hvis han satte sig i besiddelse af den. SKATs medarbejder forklarede omvendt, at hun under samtalen oplyste, at SKAT var i færd med at "tilbageføre" registreringen i Motorregistret, således at bilen igen ville kunne indregistreres i Danmark.

Bilens ejer kontaktede herefter en advokat, der anmodede SKAT om udbetaling af eksportgodtgørelse. Denne anmodning blev afslået, idet bilen ikke var eksporteret.

Efterfølgende anlagde bilejeren sag mod SKAT med påstand om erstatning af eksportgodtgørelsen, idet han mente, at det var en fejl, at godtgørelsen ikke var blevet udbetalt til ham.

Under sagens forberedelse oplyste SKAT, at bilen nu var "låst op" i Motorregistret. Da bilejeren kontaktede konkursboet for at få bilen udleveret, fik han oplyst, at man havde vurderet, at bilen var værdiløs, og at den derfor var blevet skrottet. Bilejeren forhøjede herefter sin påstand, således at han nu krævede hele bilens værdi erstattet.

Retten frifandt SKAT. Retten fandt således ikke, at det var godtgjort, at SKAT ikke havde fulgt reglerne om udbetaling af eksportgodtgørelse, idet forhandleren havde været i besiddelse af en kopi af bilens registreringsattest.

Retten fandt endvidere ikke, at det kunne lægges til grund, at SKATs medarbejder skulle have oplyst, at bilen ikke måtte befinde sig i Danmark. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøgeren ikke havde forsøgt at få ændret bilens status i Motorregistret, men alene havde forsøgt at få udbetalt eksportgodtgørelsen. Retten fandt det på denne baggrund ikke godtgjort, at SKAT havde frataget ejeren rådigheden over bilen og derved eller i øvrigt handlet ansvarspådragende.

SKM2014.805.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kunne anses for at have dokumenteret, at et antal brugte køretøjer kunne anses for udført fra landet, og at betingelserne for udbetaling af afgiftsgodtgørelse af køretøjerne i henhold til registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c dermed var opfyldt. Det var ubestridt, at køretøjerne var afmeldt fra køretøjsregisteret. Retten fandt ikke, at de i sagen fremlagte fakturaer udgjorde tilstrækkelig dokumentation for udførslen, lige som de under sagen afgivne forklaringer fra sagsøgeren og en af køberne af bilerne var forbundet med en sådan usikkerhed om handlerne og påtegningerne på fakturaerne om handlerne, at fakturaerne heller ikke på dette grundlag kunne anses som fornøden dokumentation. Forklaringerne var i øvrigt ikke understøttet af objektive bevisdokumenter for udførslen, så som fragtdokumenter, vognmandskvitteringer eller lignende.

Retten lagde videre vægt på, at erhvervelserne af flere af bilerne var bestridt over for de tyske afgiftsmyndigheder af den tyske virksomhed, der fremstod som køber af bilerne på de fremlagte fakturaer, og på, at denne bestridelse ikke senere var berigtiget af virksomheden over for de tyske myndigheder.

På denne baggrund fandt retten det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at bilerne var udført af landet. Den udbetalte eksportgodtgørelse var derfor med rette krævet tilbagebetalt af SKAT. Byretten fulgte dermed landsrettens retsanvendelse i SKM2014.428.VLR.

Sagen er anket til Vestre Landsret

Ved beregning af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for en Volkswagen VW Tourag var der ikke grundlag for at tilsidesætte det af afgiftsmyndighederne foretagne skøn.
Afgiftsmyndighederne var ikke forpligtet til at anvende nedskrivningsskalaen fra punktafgiftsvejledningen ud fra en betragtning om, at de sammenlignede biler ikke var fuldstændig identiske.

SKAT fandtes at have handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren, som havde tinglyst pant i et køretøj, som af ejeren blev anmeldt til eksport, fordi SKAT i strid med reglen i registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 3, undlod at tilbageholde udbetalingen af afgiftsgodtgørelsen til ejeren. SKAT havde begået en ekspeditionsfejl ved enten at undlade opslag i Bilbogen eller foretage fejlopslag.

Det erstatningsberettigede tab fandtes ikke at kunne overstige det afgiftsbeløb, som SKAT havde udbetalt. Sagsøgeren havde derfor ikke krav på at få dækket hele udgiften til genindregistrering af det afmeldte køretøj, dvs. sagsøgeren fik ikke dækket fradraget på 15 pct. ved beregningen af afgiftsgodtgørelsen, som skulle betales igen, hvis bilen skulle genindregistreres her i landet.

SKM2013.28.BR

Sagen angik, hvorvidt skattemyndighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med fastsættelsen af registreringsafgift af et køretøj parallelimporteret fra Tyskland.

Sagsøgeren anmeldte i november 2008 et brugt køretøj af mærket Audi ... til udførsel fra Danmark og ansøgte om afgiftsgodtgørelse af køretøjet i henhold til registreringsafgiftslovens § 7 b. Køretøjet var oprindelig parallelimporteret fra Tyskland i 2006 og afgiftsberigtiget ved betaling af kr. 189.409,-.

På baggrund af sagsøgerens eksportanmeldelse fastsatte skattemyndighederne afgiftsgodtgørelsen til kr. 160.998,-, med henvisning til at afgiftsgodtgørelsen ved eksport ikke kan overstige den oprindelig betalte registreringsafgift ved import fratrukket 15 %, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 5.

Sagsøgeren hævdede imidlertid, at skattemyndighedernes oprindelige afgiftsberigtigelse var forkert, og at skattemyndighederne derfor ifaldt ansvar for sagsøgerens tab på kr. 459.002,-, idet godtgørelsen skulle have udgjort kr. 620.000,-, hvis ikke den var begrænset af den fejlagtige afgiftsberigtigelse.

Retten frifandt Skatteministeriet, idet retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at Skatteministeriet havde begået fejl i forbindelse med afgiftsberigtigelsen, og at der således ikke var grundlag for at pålægge Skatteministeriet erstatningsansvar.

Skat-meddelelse

Kort om afgørelsen/styresignalet/SKAT-meddelelsen/det bindende svar.

SKAT-meddelelsen angiver de typer af dokumentation, der efter SKATs opfattelse kan fremlægges for, at det anses som godtgjort, at den, der anmoder om eksportgodtgørelse

• har ejendomsretten til køretøjet, og
• har udført køretøjet fra landet.

Hvis den, der anmoder om eksportgodtgørelse, ikke kan fremlægge de typer af dokumentation, der er nævnt i SKAT-meddelelsen, må den pågældende anmodes om at fremlægge anden dokumentation, der med tilsvarende sikkerhed dokumenterer ejerskab til og udførsel af køretøjet.

SKAT afgør, på baggrund af en konkret vurdering af den fremlagte dokumentation, om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at den, der anmoder om eksportgodtgørelse, har ejendomsretten til køretøjet, og at køretøjet er udført af landet.