Indhold

Dette afsnit handler om, hvad vareafsenderen skal gøre, når denne skal sende punktafgiftspligtige varer, hvor afgiften ikke er betalt, til varemodtagere i andre EU-lande samt brugen af elektroniske ledsagedokumenter i forbindelse med dette.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad skal vareafsender gøre?
  • Trekantshandel
  • Direkte levering
  • Annullering af det elektroniske ledsagedokument
  • Kvittering for modtagelse af varer
  • Hvis der er difference?

Hvad skal vareafsender gøre?

Vareafsender (autoriseret oplagshaver eller registreret vareafsender), som ønsker at sende punktafgiftspligtige varer, uden at afgiften er betalt (under afgiftssuspension) til varemodtagere i andre EU-lande, skal inden afsendelse oprette et udkast til elektronisk ledsagedokument i EMCS-systemet.

Et udkast til elektronisk ledsagedokument kan tidligst udarbejdes syv dage før datoen for begyndelsen af varetransporten (afsendelsesdatoen). Afsendelsesdatoen skal fremgå af udkastet til ledsagedokument.

Når det danske EMCS systemmæssigt har godkendt udkastet til det elektroniske ledsagedokument, tildeles det et unikt referencenummer kaldet ARC (Administrative Reference Code), og det godkendte elektroniske ledsagedokument vil fremgå af EMCS. Det danske EMCS sender samtidig det elektroniske ledsagedokument videre til modtagerlandets EMCS, og modtagerlandets EMCS sender det videre til varemodtageren.

Et print af det elektroniske ledsagedokument eller et andet handelsdokument fx en faktura, der klart indeholder oplysninger om det unikke referencenummer på forsendelsen, skal følge transporten. På den måde vil ARC nummeret følge varen og kan identificere forsendelsen under hele transporten.

Se også

Se mere om EMCS-systemet på SKATs hjemmeside skat.dk/emcs.

Trekantshandel

Trekantshandel er et begreb som bruges momsmæssigt om en transaktion, hvor varer sendes direkte fra en leverandør i et EU-land til en endelig køber i et andet EU-land efter instruktion af en mellemhandler, der bor i et tredje EU-land. Faktureringen foregår mellem tre momspligtige personer fx fra Frankrig til Danmark (leverandør - mellemhandler) og fra Danmark til Finland (mellemhandler - endelig køber).

Denne form for trekantshandel er ikke mulig med punktafgiftspligtige varer under suspensionsordning. For at overholde betingelserne for afgiftssuspension skal varerne sendes fra et afgiftsoplag til en autoriseret oplagshaver eller en registreret varemodtager i modtagermedlemsstaten. Dette vil ikke være muligt hvis forsendelse foregår fra Frankrig (leverandøren) til Finland (endeligt forbrug).

Direkte levering

Direkte levering kan kun ske til en kunde i samme land som varemodtageren (autoriseret oplagshaver eller registreret varemodtager).

Hvis varemodtager har anmodet om direkte levering til et andet leveringssted end varemodtagerens egen adresse i modtagerlandet, eksempelvis til en kunde, skal oplysning om den direkte levering fremgå af ledsagedokumentet.

Det er stadig varemodtageren (den autoriserede oplagshaver eller den registrerede varemodtager), der er ansvarlig for at sende en kvittering til vareafsenderen, når forsendelsen er modtaget hos varemodtagerens kunde.

Det er dog ikke alle EU-lande, som har godkendt proceduren ved direkte levering. Se nærmere om hvilke EU-lande, der tillader direkte levering på SKATs hjemmeside, EMCS - Det elektronisk ledsagedokument, Vareafsender.

Annullering af det elektroniske ledsagedokument

Vareafsender kan annullere det elektroniske ledsagedokument, så længe transporten ikke er begyndt. En transport af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspension begynder, når varerne forlader det afgiftsoplag, de skal sendes fra. Når varen har forladt det afgiftsoplag, det skal sendes fra, er det ikke længere tilladt at annullere det elektroniske ledsagedokument.

Annulleringsmeddelelsen skal blandt andet indeholde oplysninger om årsagen til, at det elektroniske ledsagedokument skal annulleres.

For annullering af forsendelse, se Brugervejledning til EMCS webløsning.

Hvis transporten er påbegyndt kan vareafsender i stedet for ændre destinationen til en ny destination enten retur til sig selv eller til en ny modtager, ved at udfylde en ændring af destination (CoD) i EMCS.

For ændring af destination, se Brugervejledning til EMCS webløsning.

Kvittering for modtagelse af varer

Når varen er leveret, skal varemodtageren kvittere for modtagelsen ved at udfylde en elektronisk kvittering senest fem hverdage efter, at de punktafgiftspligtige varer er modtaget.

Varemodtageren udfylder kvitteringen i EMCS, og kvitteringen sendes videre til det danske EMCS. Vareafsenderen vil derefter modtage kvitteringen fra det danske EMCS og har nu fået en bekræftelse på, at varemodtager har accepteret forsendelsen og forpligtigelsen er overgået til modtager.

Ikke-bestillingssvarende varer

Hvis varemodtager ikke accepterer hele forsendelsen men enten helt eller delvist afviser forsendelsen, skal vareafsender udarbejde en ændring af destination (CoD) i EMCS for den afviste del af leverancen.

Hvis der er en negativ difference mellem den modtagne mængde og den mængde, der fremgår af forsendelsens data på det elektroniske ledsagedokument, og varemodtageren derfor acceptere forsendelsen som utilfredstillende, skal det fremgå af kvitteringen, hvori differencen består.

Hvis varemodtager kvitterer med, at forsendelsen er utilfredsstillende, skal vareafsender kontakte SKAT.