Indhold
Dette afsnit handler om afgiftssatsen for mineralsk fosfor og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftssats
- Beregning af afgiften.
Afgiftssats
Afgiften er 4 kr. pr. kg mineralsk fosfor. Se FOSAL § 2.
Beregning af afgiften
Afgiften beregnes som den afgiftspligtige mængde af mineralsk fosfor i kg, indeholdt i foderfosfat og dækningsafgiftspligtige varer.
Eksempel
Ved levering af 500 kg foderfosfater med et indhold af mineralsk fosfor på 30 pct. er afgiften:
500 kg x 0,30 = 150 kg
150 kg x 4 kr./kg = 600 kr.
►Mærkning◄
Der er fælles EU-regler om ►mærkning◄ af foderstoffer, ►herunder mærkningskrav for fosforindhold◄. Kravene til mærkning af foders fosforindhold står i bilag VI, Kapitel II, punkt 1, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 af 13. juli 2009 om markedsføring og anvendelse af foder (markedsføringsforordningen).
Mærkningskravene er forskellige afhængig af, hvilken fodertype der er tale om, se definitionen af fuldfoder, tilskudsfoder (mineralsk foder) og andet tilskudsfoder i henholdsvis forordningens artikel 3, stk. 2, litra i, litra k og litra j.
►
Leverandørerklæring
Det er ikke muligt kemisk at skelne mineralsk fosfor fra det naturlige indhold af fosfor i fx færdige foderblandinger. En deklaration fra producenten er derfor nødvendig. Det er muligt at måle det samlede indhold af fosfor, hvilket der i øvrigt også er krav om mærkning af. Se ovenfor om xmærkning◄ af foderstoffer.
- Afgiftsgrundlaget skal fastsættes til det totale indhold af fosfor fratrukket det forventede indhold af naturligt fosfor, hvis angivelsen af den afgiftspligtige mængde ikke kan dokumenteres med en leverandørerklæring, eller
- det faktiske indhold af fosfor i et foderstof ligger over det forventede naturlige indhold, når der ikke er tilsat mineralsk fosfor.
Se FOSAL § 15, stk. 7.
"Håndbog i svinebrug" (2004-Landbrugsforlaget) kan bruges til at beregne det forventede indhold af fosfor, hvis
- der mangler en deklaration, eller
- hvis rigtigheden af deklarationen skal kontrollers.
I håndbogen er der oplysninger om det naturlige indhold af fosfor i almindelige foderstoffer. Det fremgår fx af håndbogen, at det naturlige indhold af fosfor i byg er 3,2 g pr. kg tørstof. Indeholder en foderblanding udelukkende baseret på byg således fx 7,0 g fosfor pr. kg tørstof, kan den afgiftspligtige mængde opgøres som 3,8 g fosfor pr. kg tørstof.