Indhold
Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde omfattet af loven.
Afsnittet indeholder:
- Foderfosfat
- Dækningsafgift.
Foderfosfat
Afgiftspligten dækker varer, som både kan være fodermidler og tilsætningsstoffer, og som derfor er omfattet af xbekendtgørelse nr. 935 af 27. juni 2018 om foder og foderstofvirksomhederx.
Det afgiftspligtige vareområde er indholdet af mineralsk fosfor (P) i foderfosfater, der bruges til ernæring af dyr. Fosfor er et grundstof (P). Fosfat er et salt af fosforsyre (H3PO4). Fosfat er den mest udbredte form for fosforforbindelse. Se FOSAL § 1.
Mineralsk fosfor er typisk udvundet fra miner. Der er dog ingen udvinding af mineralsk fosfor i Danmark. Der er desuden et naturligt indhold af fosfor i jord, planter og dyr.
Foderfosfater er forskellige kemiske forbindelser, som også indeholder andet end fosfor, fx calcium i monocalciumfosfat, men der skal kun betales afgift af indholdet af fosfor.
Dækningsafgift
Der betales en dækningsafgift af afgiftspligtige stoffer, der indgår som en del af andre varer, dvs.
- foderblandinger
- tilskudsfoder
- fuldfoder mv.
som indføres eller erhverves fra udlandet. Dækningsafgiften skal betales ved indførslen eller modtagelsen her i landet afhængig af modtagerens registreringsforhold.
Dækningsafgiftspligtige varer (foderblandinger mv.) indeholder både mineralsk fosfor fra foderfosfat og et naturlig indhold af fosfor fra korn eller majs, som indgår i foderblandingen. Det er kun mængden af mineralsk fosfor som er afgiftspligtig.