1. Sammenfatning
Østre Landsret afsagde den 21. september 2010 dom i en sag vedrørende den godtgørelsesmæssige stilling mv. for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i spids- og reserverlastvarmecentraler (varmeproduktionsanlæg).
Dommen er offentliggjort under SKM2010.705.ØLR. Dommen er indarbejdet i Punkafgiftsvejledningen, F.6.4.6.
Styresignalet fastlægger ændret praksis på området som følge af dommen og beskriver regler om genoptagelse.
2. Kort om sagen og dommen
Østre Landsret traf afgørelse om, at selskabet er berettiget til godtgørelse af energiafgift på varme forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning. SKATs afgørelse i den konkrete sag havde virkning fra den 1. april 2005.
2.1. Kort beskrivelse af forholdene i den konkrete sag
Selskabet køber 97-98 pct. af varmen, der leveres til forbrug via fjernvarmenettet, fra fremmede leverandører, mens resten produceres på virksomhedens spids- og reservelastvarmecentraler.
Af hensyn til forsyningssikkerheden driver selskabet 20 spids- og reservelastvarmecentraler, der skal kunne startes op hurtigt. Centralerne er i brug ca. 150 timer om året.
Kedlerne i centralerne skal holdes driftsklare, så de kan starte op i løbet af 15 minutter, og vandet i kedlen skal derfor have en vis temperatur. Endvidere skal vandet have en vis temperatur for at undgå sprængninger og tæringer.
Selskabet fyrer med olie i centralerne. Olietankene skal opvarmes, så olien kan pumpes, når den skal bruges. Der er en konstant opvarmning af olien, hvad enten centralen producerer varme eller ej.
Selskabet benytter fjernvarme til opvarmning af varmtvandskedlerne og olien i olietankene.
Når selskabet opvarmer vandet i kedlerne med fjernvarme, leveres der ingen varme til kunderne.
2.2. Uddrag af dommen (rettens begrundelse og resultat)
Nedenfor er gengivet et uddrag af dommen offentliggjort under SKM2010.705.ØLR under overskriften Rettens begrundelse og resultat:
"Der er mellem parterne enighed om, at den af H1 A/S forbrugte energi til stilstandsvarme og tankopvarmning ikke anvendes "indirekte" til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, således som dette udtryk skal forstås efter forarbejderne til lov nr. 418 af 14. juni 1995, og at det derfor er afgørende, om der er tale om afgift af varme og varer, der "direkte ... anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden".
Efter det oplyste lægger landsretten til grund, at H1 A/S anvender energi til at opvarme olietanke i spids- og reservelastvarmecentraler, så olien holdes flydende, således at centralerne hurtigt kan startes op, når der er behov for at producere varme i centralerne.
Endvidere anvender H1 A/S energi til at opvarme vandet i kedlerne til en gennemsnitstemperatur på ca. 65º C, når centralerne ikke er i drift, dels for hurtigt at kunne starte centralerne op med henblik på at levere varmt vand til fjernvarme, dels for at undgå sprængning og tæring af kedlerne.
Landsretten finder, at dette forbrug af varme til opvarmning af olietanke og kedler, der registreres særskilt, ikke anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden. H1 A/S har derfor krav på godtgørelse af denne del af afgiften efter lovens § 11, stk. 2."
Det er endvidere anført i dommen, at virksomhederne har krav på godtgørelse af afgift til nævnte formål, hvad enten der er tale om godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, gasafgiftslovens § 10 eller elafgiftslovens § 11.
3. Ændring af praksis mv.
Østre Landsrets dom indebærer en ændring af praksis vedrørende afgiftsgodtgørelse for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i spids- og reservelastvarmecentraler. Dette forbrug er herefter omfattet af de almindelige regler om godtgørelse af energiafgifter (energiforbrug til procesformål), der gælder for momsregistrerede virksomheder.
Det er uden betydning for den godtgørelsesmæssige stilling for eget forbrug til nævnte formål, om et varmeproduktionsanlæg er placeret i tilknytning til et kraftvarmeanlæg eller er lokaliseret et andet sted.
Dommen indebærer endvidere en ændring af praksis for afgiftsgodtgørelse for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i kraftvarmeanlæg.
4. Genoptagelse
Virksomheder, der er berettiget til godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift på varme til stilstandsvarme og tankopvarmning, kan som følge af dommen anmode SKAT om godtgørelse af for meget betalt afgift.
Ved bedømmelsen af et evt. godtgørelseskrav anvendes dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld.
For så vidt angår spørgsmålet om eventuel overvæltning af afgiftsbelastningen på stilstandsvarme og tankopvarmning bemærkes det, at varmeleverancer er omfattet af varmeforsyningslovens regler om omkostningsbestemte priser, jf. bl.a. denne lovs § 20 (lovbekendtgørelse nr. 347 af 17. maj 2005 med senere ændringer) og er således underlagt et hvile-i-sig-selv-princip.
Dette indebærer grundlæggende, at varmeproducentens omkostninger og dermed også afgifter på varmeproducentens forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning er overvæltet på aftagerne af varmen.
Dette indebærer yderligere, at varmeproducenten vil skulle indregne den ekstraordinære indtægt i form af godtgjort afgift, når de skal opgøre de omkostningsbestemte priser på varmen for de(t) følgende år.
5. Frister for genoptagelse
5.1. Ordinær genoptagelse
I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.
5.2. Ekstraordinær genoptagelse
Hvis fristen for ordinær genoptagelse er udløbet, kan der i henhold til Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelse af praksis. Tilsvarende kan der ske genoptagelse for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.
Østre Landsrets dom blev afsagt den 21. september 2010.
Sagen vedrørte energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning fra den 1. april 2005. Det vil sige, at virksomheden på ovennævnte betingelser kan anmode om godtgørelse af afgift på varme forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning fra og med den 1. april 2005.
6. Reaktionsfrist
Anmodning om ekstraordinær genoptagelse af forhold, der er omfattet af den skete praksisændring som følge af dommen, jf. ovenfor, skal i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2 fremsættes senest 6 måneder efter, at den godtgørelsesberettigede virksomhed er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder anmodningen.
Ovenstående reaktionsfrist på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse på SKATs hjemmeside.
7. Anmodningen om genoptagelse
Anmodningen om genoptagelse skal indgives til SKAT.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet om godtgørelse.
8. Dokumentation
Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af godtgørelseskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet, og som SKAT kan godkende.
Virksomheden bør opbevare det relevante regnskabsmateriale, indtil der er truffet endelig afgørelse om godtgørelse, selv om det 5-årige opbevaringskrav udløber forinden.
9. Mere information om praksisændring og regler for opgørelse af godtgørelsesberettiget afgift
Styresignalet er suppleret med et nyhedsbrev, der mere uddybende beskrivere reglerne om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift for forbrug af varme til stilstandsvarme og tankopvarmning i varmeproduktionsanlæg og kraftvarmeanlæg som følge af dommen.
Nyhedsbrevet indeholder derudover regler for opgørelse af og dokumentation for energiforbrug i genoptagelsesperioden, jf. punkt 4.