Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af betalingen.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af den afgiftspligtige vægt for afgiftsperioden
  • Indberetning
  • Betalingsperiode
  • Tilsyn
  • Straf
  • Klager
  • Regnskab.

Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden

Den markedsførte mængde i kg opgøres som den mængde af bærbare batterier og akkumulatorer, som producenten eller importøren har:

  • Fremstillet erhvervsmæssigt
  • Indført fra udlandet
  • Haft på lager ved kalenderårets begyndelse
  • Tilført lageret som returvare.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 2.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT reducere den markedsførte mængde af bærbare batterier og akkumulatorer med:

  • Bærbare batterier og akkumulatorer til eget forbrug
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der føres ud af landet
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der omforarbejdes til industribatterier og -akkumulatorer
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der hos producenten eller importøren eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende
  • Bærbare batterier og akkumulatorer, der returneres til producenten eller importøren, hvis køberen får tilbagebetalt varens pris inklusive den betaling, som producenten eller importøren har indbetalt til SKAT
  • Producentens eller importørens lagerbeholdning af bærbare batterier eller akkumulatorer ved kalenderårets afslutning.

Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 3.

Producenten eller importøren kan ved opgørelsen til SKAT derudover reducere den markedsførte mængde bærbare batterier og akkumulatorer med den mængde, som er markedsført til en anden virksomhed, og som denne anden virksomhed har udført af landet eller omforarbejdet til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 4.

Det er en forudsætning for fradraget, at producenten eller importøren fremlægger en erklæring fra den virksomhed, som har udført de bærbare batterier og akkumulatorer af landet eller omforarbejdet dem til industribatterier eller -akkumulatorer. Erklæringen skal indeholde oplysninger om virksomhedens CVR-nr., navn og adresse, mængde og type af de udførte eller omforarbejdede batterier, fakturanummer og dato for videreslag eller omforarbejdning, samt dato og nummer på købsfakturaen. Erklæringen skal opbevares som en del af regnskabsdokumentationen. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 5.

Det er en forudsætning for fradrag i betalingen til SKAT, at det er nye og ubrugte bærbare batterier og akkumulatorer, der udføres af landet eller omforarbejdes til industribatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsen § 16, stk. 6.

Virksomheder, der omforarbejder bærbare batterier til industribatterier eller -akkumulatorer, har producentansvar for industribatterier eller -akkumulatorer og skal være registreret hos DPA-System.

Indberetning

Producenter og importører skal efter udløbet af kalenderåret indberette mængden af bærbare batterier og akkumulatorer, der er markedsført i det foregående kalenderår til SKAT.

Se også

Se "Opgørelse af den betalingspligtige vægt for betalingsperioden" ovenfor. Afsnittet indeholder oplysninger om opgørelse af den markedsførte mængde i kg, der skal indgå i indberetningen til SKAT.

Indberetningen kan kun ske digitalt via http://www.skat.dk/. Producenten eller importøren skal derfor være tilmeldt TastSelv Erhverv. Betalingen skal ske digitalt til SKAT via overførsel fra netbank.

Indberetningen skal opdeles i fire nedenstående typer af batterier. Betalingen bliver opkrævet af den indberettede mængde.

Se også

Se afsnit (E.A.7.10.5) "Betalingens størrelse og beregning".

Mængden skal indberettes med følgende oplysninger:

 

Mængde i kg

Bærbare batterier og -akkumulatorer:

 

Knapceller (Zink/Kviksølv Oxid/Sølv Oxid)

 

Blysyre

 

Nikkel Cadmium

 

Andre

 

Indberetning for tilbagetagne og behandlede mængder af udtjente bærbare batterier og indberetning for andre typer af batterier og akkumulatorer skal foretages elektronisk på http://www.dpa-system.dk/.

Betalingsperiode

Ved en betalingsperiode, indberetningsperiode eller markedsføringsperiode forstås her kalenderåret.

Fristen for indberetning og indbetaling er senest den. 15. februar.

Se også

Se afsnit A.B.4.6 om forsinket angivelse, indberetning og betaling af skatter og afgifter. 

Se også

Batteribekendtgørelsens § 17 indeholder hjemmel til SKATs opkrævning af betalingen. 

Tilsyn

SKAT og Miljøstyrelsen fører tilsyn med området. SKAT varetager administration og kontrol med opgørelse, indberetning og opkrævning af betaling. Se batteribekendtgørelsen § 46.

SKAT har adgang til at foretage kontrol i virksomhedens lokaler og til at indhente oplysninger hos andre erhvervsdrivende, myndigheder og hos DPA-System.

Straf

Der er fastsat bestemmelser om bødestraf til den, der overtræder batteribekendtgørelsen, herunder afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med opgørelsen eller undlader at lade sig registrere. Se batteribekendtgørelsen § 48.

Klager

DPA-System kan træffe afgørelse om, en virksomhed skal registreres eller ej. DPA-System kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier og akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer.

Afgørelser truffet af DPA-System kan påklages til Miljøstyrelsen. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 3.

Klage over SKATs afgørelser fx om indberetning og betaling sker til Landsskatteretten. Se batteribekendtgørelsen § 47, stk. 4.

Regnskab

Producenter og importører skal føre et regnskab som grundlag for opgørelsen af den markedsførte mængde udtjente bærbare batterier og -akkumulatorer. Regnskabet føres som en del af det almindelige forretningsregnskab.