Indhold
Dette afsnit beskriver de grundlæggende betingelser for adgangen til at anvende oplysningspligter ved mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser
- Oplysninger afkrævet fra den mistænkte selv
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Myndighederne har ikke adgang til at anvende oplysningspligter i tilfælde, hvor der opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse. Se RSL § 10.
RSL § 10 omfatter de tilfælde, hvor der i lovgivningen eller ved bekendtgørelse mv. er fastsat en pligt til at meddele oplysninger til en offentlig myndighed. Det gælder, hvad enten en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf eller gennemtvinges ved pålæg af eksempelvis daglige bøder.
Reglerne omfatter derimod ikke de tilfælde, hvor vedkommende ikke er forpligtet til at afgive oplysninger, og hvor vedkommendes manglende medvirken alene kan blive tillagt processuel skadevirkning. Det kan eksempelvis være i de tilfælde, hvor SKAT udsender en partshøring eller agterskrivelse. SKAT bør dog i fornødent omfang vejlede en mistænkt person om, at vedkommende ikke har pligt til at afgive oplysninger, der har betydning for det forhold, som mistanken omfatter.
Til illustration af en afgørelse vedrørende anvendelsesområdet for RSL § 10 se fx SKM2017.559.BR
Bemærk
Reglerne i retssikkerhedsloven skal ses i lyset af Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, om forbud mod selvinkriminering. Se konventionen artikel 6.
Brug af oplysningspligter ved mistanke om strafbare lovovertrædelser
Reglerne i lovgivningen om pligt til at meddele oplysninger til myndigheder gælder ikke, hvis der er konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf. Se RSL § 10. Myndighederne må i disse tilfælde som udgangspunkt afstå fra at benytte oplysningspligterne.
Oplysninger afkrævet fra den mistænkte selv
Om en oplysningspligt kan anvendes, når der foreligger en konkret mistanke om, at en person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, er afhængig af, om oplysningen afkræves den mistænkte selv eller andre end den mistænkte.
Identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer
Hvis der er mistanke om, at en juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal der ske identifikation mellem den juridiske person og de fysiske personer, der har tilknytning til den juridiske person.
Tilknytningskravet er opfyldt, hvis der er tale om et ansættelsesforhold eller en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.
Identifikationen skal ske mellem den juridiske person og ansatte, medlemmer af den juridiske person, herunder direktion, den ansatte, aktionærer mv., eller medlemmer af den juridiske persons bestyrelse.
Identifikation mellem ejeren og de ansatte
I enkeltmandsvirksomheder og personligt ejede virksomheder skal der efter retssikkerhedsloven ikke ske identifikation mellem ejeren og de ansatte.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Byretsdomme
|
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKM2017.559.BR |
Sagerne omhandlede, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for to anpartshavere for indkomstårene 2011 og 2012. Sagerne drejede sig herudover om, hvorvidt SKATs afgørelser var ugyldige som følge af manglende vejledning om selvinkriminering. Skatteankestyrelsen havde for så vidt angår selvinkriminering anført, at SKAT ikke havde en forpligtelse til at vejlede efter reglerne om selvinkriminering. Retten tiltrådte Skatteankestyrelsens begrundelse. |
|