Parter

A
(advokat Birger Hagstrøm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Tim Holmager)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Bitsch, Tine Vuust og Ulla Langholz

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 13. april 2010 (BS 1-1649/2008) er anket af A med påstand som for byretten om, at indstævnte tilpligtes til at betale 131.947,00 kr. med tillæg af den til enhver tid værende procesrente fra den 16. september 2005.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaring af A, BA og MN.

A har supplerende forklaret bl.a., at hun blev opmærksom på, at interessentskabet ikke havde afleveret momsregnskab, første gang da SKAT meddelte hende, at man modregnede virksomhedens skyldige moms i hendes krav på overskydende skat. Det var hendes mand, der havde den videre kontakt til SKAT. Hun har fortsat ikke forbindelse med LP. Den skattegæld på 120.000 kr., som LP har oplyst at have betalt på virksomhedens vegne, er LPs private gæld.

BA har supplerende forklaret bl.a., at hans arbejde for restauranten bestod i servering, kontakt til leverandørerne, administration af de ansatte og betaling af linned mv. Han er overbevist om, at det kun er ham, der har haft telefonisk kontakt til MN. Han ringede fra Finland, således som anført i SKAT's logbog. LP havde intet med interessentskabets regnskab at gøre, og han har ingen grund til at tro, at LP på noget tidspunkt kontaktede SKAT om momstilsvaret. Revisoren stillede som betingelse for at udlevere virksomhedens papirer, at han fik betalt sit honorar på 50.000 kr. Det var derfor nødvendigt at låne pengene til betaling af revisoren i banken, der krævede sikkerhed i det momstilsvar, som ville blive indbetalt på As bankkonto. MN nævnte på et tidspunkt LPs adresse på ...1, men han oplyste ikke, at det var interessentskabets registrerede adresse. Vidnets har ikke set nogen dokumentation for, at LP rent faktisk har betalt de regninger, han hævder. Der var ingen feriepengegæld til OJ, og skattegælden påhvilede LP og ikke interessentskabet.

MN har supplerende forklaret bl.a., at interessentskabet dengang var ved at gå konkurs, og at det var vanskeligt at få kontakt til ejerne. Det er ham, der har lavet SKAT's kontrolrapport i sagen, herunder logbogen. Efterfølgende korrespondance og telefonsamtaler om udbetaling af momsbeløbet vil typisk ikke blive noteret i kontrolrapporten, der kun skal indeholde det centrale i forhold til selve afgørelsen i skattesagen. Det var hans indtryk, at han dengang havde kontakt til LP, og at det således var efter aftale med begge ejere af interessentskabet, at pengene skulle udbetales til A's bankkonto i Danmark. Han erindrer ikke nogen samtale med BA om, at pengene ikke måtte udbetales til LP, og han har vanskeligt ved at forestille sig, at dette blev sagt til ham, da han ikke havde indtryk af, at der var en konflikt mellem de to ejere.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at der ikke var hjemmel til at udbetale interessentskabets momstilgodehavende til A personligt, og at A som følge heraf ikke kan støtte ret på MNs tilkendegivelse herom.

Landsretten finder, at SKAT burde have underrettet A om, at hun ikke kunne få momstilgodehavendet indbetalt på sin bankkonto, inden man sendte beløbet pr. check til interessentskabets registrerede adresse. Selvom MNs tilkendegivelse måtte have haft indflydelse på A's dispositioner, findes der imidlertid ikke at være skabt en retsbeskyttet forventning hos hende om, at tilgodehavendet i strid med loven ville blive udbetalt til hende.

Herefter, og idet det tiltrædes, at SKAT heller ikke på andet grundlag er erstatningsansvarlig for LPs råden over interessentskabets momstilgodehavende, stadfæster landsretten dommen.

Under hensyn til baggrunden for sagens opståen og dens forløb hos SKAT skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part for byretten eller landsretten. Udgifter til vidnegodtgørelse mv. bæres endeligt af parterne selv.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t   

Byrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til den anden part.